Corona skulle skærpe vores blik for livets sande værdier. I så fald er massivt forbrug én af dem

I begyndelsen af denne pandemi var det ikke ualmindeligt at læse lange håbefulde think pieces om, at coronakrisen ville gøre os mere nærværende: Vi ville begynde at holde af de nære ting, rejse mindre, se vores børn i øjnene og langt om længe lægge vores afsindige overforbrug på hylden og forstå, hvad der i virkeligheden betyder noget her i livet.

Det var der en vis sandhed i, men dog med den blinde vinkel og kontraintuitive konsekvens, at det våben, vi allerførst greb til for at komme i eksistentiel balance, netop var forbruget. Efter et lille dyk i begyndelsen af den første bølge kom hele verden ifølge en rapport fra konsulentbureauet McKinsey voldsomt godt igen, blot med det yderligere rygstød, at helt nye behov var opstået som følge af pandemien.

På grund af den generelle lockdown kom det først og fremmest til udtryk i et helt afsindigt tryk på nethandlen, der i sagens natur er langt mere grænseløs og global end butikshandlen, hvilket betød mere containerfragt. Der var også en øget handel og fragt med midler direkte knyttet til sygdommen – mundbind, sprit, fødevareforsyninger, piller og den slags – og så skabte den pålagte binding til vores eget hjem en synkron ændring i forbrugsmønstrene i flere lande. Vi købte flere spillekonsoller, for eksempel, flere tv og computere, og vi fik tilsyneladende også et større behov for at kaste os over det nedslidte badeværelse, vi havde gloet på i årevis, eller købe et sommerhus, der skulle restaureres, så trykket på byggematerialer steg også heftigt.

Og det kunne man sikkert udlede en ny langlæser af ved at fundere over, hvad det siger om os som mennesker. Men først og fremmest er det en påmindelse om, hvor tæt vi er forbundet på denne klode. For hvis du har opført dig bare tilnærmelsesvis lige så forbrugende, som drengene fra McKinsey dokumenterer, vil du også have oplevet den frustration, der er fulgt i kølvandet på indkøbene i takt med de tiltagende leveranceproblemer og stigende priser.

Vi er alle sammen forbundne kar, og hele verden mangler i øjeblikket alt fra terrazzofliser over fodboldstøvler og computerchips til Nutella.

Som Bob Dylan siger

Dels er forklaringen helt enkelt de flaskehalsproblemer, der naturligt opstår, når containere strander i Europa, fordi havnearbejderne er i karantæne, så sydøstasiaterne hverken kan få dyrefoder eller tømte containere, der kan sendes videre til Sydkorea med nye komponenter, der skal bruges i computerchips, som igen skal indgå i bilerne i Tyskland.

Læg dertil, at gigantiske havne over hele verden rutinemæssigt lukker ned, at en større procentdel af verdens containere er blevet taget ud af ligningen for at fragte medicin, vacciner og værnemidler, og at overvældende mange mennesker på kloden fik et identisk forbrugsmønster på rekordtid. Det hele blev boostet med et skud ren sukker fra de rige landes milliardhjælpepakker, der netop skulle sætte gang i forbruget, selv om det kun var i bestemte brancher, at økonomien led for alvor.

Lægger man alt det sammen, er resultatet kaos.

Herligt, kunne man så sige, men nu er vi vel igennem og kan komme tilbage til normalen, men så let går det ikke. Faktisk antager samme McKinsey-rapport og en række eksperter, at vi næppe kommer tilbage til den situation, vi havde, før en fyr begyndte at hoste på et marked i Wuhan, eller hvordan det nu hang sammen. Ikke før om meget lang tid. Nogle mener, det vil tage flere år, andre siger årtier.

Sådan må det være, så længe frelsen ligger for enden af forbruget. Vi må indstille os på det, ligesom vi har måttet indstille os på så meget andet. Som vores gamle ven og livsnyder Bob Dylan siger, så er det her »what salvation must be like after a while«.

For ændre os, det vil vi altså ikke.