Fodboldanalyse
Læsetid: 7 min.

Derfor har de nyrige klubber vundet transfervinduet: UEFA corona-suspenderede Financial Fair Play

På bagkanten af et af de vildeste transfervinduer i mands minde er magten i toppen af europæisk fodbold ved at skifte hænder fra de etablerede storklubber og til nyrige opkomlinge som Paris Saint-Germain og Manchester City
Paris Saint-Germains nyeste trofæ, Lionel Messi, i nærkamp med Reims’ Marshall Munetsi under et opgør i Reims søndag. Bag Messis skift fra Barcelona ligger en magtkamp, der handler om meget mere end hans tårnhøje løn.

Paris Saint-Germains nyeste trofæ, Lionel Messi, i nærkamp med Reims’ Marshall Munetsi under et opgør i Reims søndag. Bag Messis skift fra Barcelona ligger en magtkamp, der handler om meget mere end hans tårnhøje løn.

Jean Catuffe

Moderne Tider
4. september 2021

Et af de mest ikoniske billeder fra balladen om Super League tilbage i foråret er billedet af Real Madrids præsident Florentino Pérez, der kigger ind i kameraet på det spanske tv-program El Chiringuito, mens han med sit karakteristiske hængemule-udtryk siger, at hvis planerne om den nye piratliga ikke bliver en realitet, »vil vi alle blive ruinerede«.

Hvad Pérez mente var ikke, at de deltagende klubber ville blive ruineret i bogstavelig forstand, men at det i det lange løb ville være umuligt for klubberne i Italien og Spanien at følge med rivalerne i den boomende Premier League – og at det ville være fuldstændig ruinerende for dem at gøre forsøget.

Og det er i den kontekst, at Super League-ideen skal ses, hvis man betragter den fra præsidentkontoret i Madrid – og fra perspektivet hos de støtter, som Pérez havde til sine planer rundt omkring i direktionslokalerne i de store klubber sydpå. Ikke som et asocialt projekt, der skulle reservere de store pengestrømme i toppen af fodboldverdenen til dem selv, men som en defensiv aktion, der skulle hegne de rigeste klubber fast i et forpligtende samarbejde med lønlofter og kollektive tv-aftaler, så de ikke stak fuldstændig af fra rosset.

Projektet gik dog som bekendt ned i flammer, og resultatet af fiaskoen er på mange måder blevet, som Pérez forudsagde. Ikke sådan at forstå, at klubberne i det sydlige Europa er blevet ruineret (selv om FC Barcelona måske ikke er så langt fra).

Men således at man her på bagkanten af et af de vildeste transfervinduer i mands minde må konstatere, at der er en historisk omkalfatring af magthierarkierne i toppen af europæisk fodbold undervejs. De gamle kongers troner vakler under presset fra de nyrige udfordrere. Og hovedårsagen er – som med alt muligt andet i disse tider – coronavirussens ankomst til disse breddegrader.

Lille ændring åbnede shoppingvinduet

Hvis man vil forstå, hvorfor Messi er kommet til Paris, Lukaku til Chelsea og Grealish til Manchester City denne sommer, må man først og fremmest kigge på de beslutninger, det europæiske fodboldforbund, UEFA, tog sidste år for at dæmme op for pandemiens ødelæggende effekt på klubøkonomier over hele Europa.

UEFA besluttede nemlig at suspendere de såkaldte Financial Fair Play-regler, der sætter rammerne for, hvor mange penge klubberne kan bruge på spillerindkøb og lønninger. Og som en konsekvens heraf hævede fodboldorganisationen også loftet for, hvor mange penge en klubejer kan skyde i kasserne på sin egen klub.

Det var ikke en justering, der fik særligt megen opmærksomhed, da den blev gennemført. Formentlig fordi den i realiteten ikke er kommet særligt mange klubber til gavn.

Store aktører som Real Madrid, Barcelona, Bayern München og Borussia Dortmund kan ikke bruge den af den simple grund, at deres ejerskab ligger hos medlemmerne. Og hvad angår hold som Liverpool, Tottenham og Arsenal, så ligger deres ejerskab hos hårde, amerikanske investorer, der heller ikke kender begrebet gratis penge.

Men for de ganske få klubber, der er ejet af hovedrige stater eller enkeltpersoner med milliardformuer, har den nye regel været en kæmpe fordel.

Pludselig stod de i dét, man kan kalde for en markedsmæssig unik win-win-situation, hvor de både havde uhørte frihedsgrader og en særdeles gunstig indkøbssituation. UEFA’s snærende regler var trukket bort – og deres primære konkurrenter var ramt af en nærmest depressiv økonomisk tilstand.

Eller sagt på en anden måde: Det helt store shoppingvindue var slået op på vid gab.

Verdensdominans

Det er naturligvis især tre klubber, der har nydt godt af denne situation, og det er de oliestatsejede Manchester City og Paris Saint-Germain samt Chelsea FC, der er kontrolleret af oliemilliardæren Roman Abramovich.

Og den klub, der har udnyttet situationen til det alleryderste, er ubetvivleligt den franske storklub Paris Saint-Germain.

PSG er ejet af oliestaten Qatar, der i årevis har brugt klubben som et udvidet ambassadekontor for deres interesser på globalt plan. Og denne sommer har de virkelig skruet op for indkøbene til den i forvejen stjernebestrøede trup på Parc des Princes i det sydvestlige Paris.

Ud over annekteringen af Messi har klubben også hentet topklasseaktørerne Gianluigi Donnarumma, Achraf Hakimi, Danilo Pereira, Georginio Wijnaldum og Sergio Ramos.

Det er i øvrigt sket i en periode, hvor klubben har mistet en af sine hovedsponsorer og tabt over 700 millioner kroner i årsindtægter på grund af pandemien.

Ja, faktisk snuppede PSG Messi fra Barcelona på trods af, at Paris Saint-Germains finansielle model objektivt set er langt mere ødelagt end den catalanske storklubs.

Det er således en kendt sag, at Barcelona måtte skille sig af med deres argentinske superstjerne, fordi klubbens lønudgifter oversteg 70 procent af deres samlede indtægter, hvilket var i strid med La Ligas finansielle regler.

Hvad der måske er mindre kendt er, at Paris Saint-Germains lønudgifter i den kommende sæson efter alt at dømme kommer til at beløbe sig til mere end 100 procent af klubbens samlede indtægtsstrømme på grund af de mange spillerindkøb, som de har foretaget hen over sommeren.

For en normal fodboldklub ville det være en helt ruinerende situation, men det er ikke noget, der hæmmer ledelsen af klubben fra den franske hovedstad. Ethvert overtræk på kontoen dækkes af oliemilliarderne fra den lille ørkenstat i Den Persiske Golf.

Paris Saint-Germains præsident, Nasser al-Khelaifi, virkede da også fuldstændig ubekymret, da han ved præsentationen af Messi blev spurgt, hvordan klubben vil få økonomien til at hænge bare nogenlunde sammen.

»I medier skal holde op med at fokusere på det negative hele tiden,« sagde han til den journalist, der vovede at bringe emnet om økonomisk balance på tale. »I burde også fokusere på det positive i form af (…) hvordan klubben er blevet større, hvert eneste led af klubben, på kun tre dage.« Underforstået: De tre dage, det tog at lande aftalen med Messi.

De ledende skikkelser i Qatar kunne simpelthen ikke være mere ligeglade med pengene. For dem er det – som i de gamle James Bond-film – verdensdominansen, der tæller.

Siden Qatars ledere besluttede at købe PSG i 2011, har de haft som hovedmål at skubbe Barcelona af tronen som klodens mest populære klub. Og i toppen af den lille oliestat vil man med både glæde og interesse have noteret sig, at seks millioner kinesere fulgte Messis første pressekonference i Paris direkte på de sociale medier.

Den slags seertal er guld værd for klubbens markedsføringsværdi, ligesom de også er blevet bemærket af de fodboldagenter, der ønsker at placere deres stjerner på de størst mulige scener.

Den globale magtbalance er ved at skifte …

Spinker og sparer

Også ejerne hos Manchester City og Chelsea FC har som nævnt udnyttet de slækkede FFP-regler til at hive aktører i milliardklassen til deres klubber i form af angriberne Jack Grealish og Romelu Lukaku.

Nogle vil måske bemærke, at Real Madrid burde tælles med i denne kategori af klubber, der bare lader penge flyde, eftersom den spanske kongeklub i transfervinduets sidste dage forsøgte at hente Kylian Mbappé i Paris for et kæmpe bud på 1,34 milliard kroner.

Men et nærmere blik på forhistorien bag Real Madrids monsterbud viser netop, hvorfor det ikke er tilfældet.

Således var madrilenerne kun i stand til at byde på Mbappé, fordi de ikke har købt en eneste spiller for transfersummer siden august 2020, hvor de hentede fejlkøbet Reinier i Flamengo.

Tværtimod har Florentino Pérez målrettet skilt sig af med store navne som Achraf Hakimi, Raphaël Varane, Martin Ødegaard og Sergio Ramos for at skabe luft i budgettet til at lancere kæmpebuddet på den franske frontløber.

Real Madrids bud på Mbappé skal altså ikke betragtes som en indikation af, at den hvidklædte klub bokser samme økonomiske vægtklasse som City og PSG. Snarere tegner det billedet af en klubpræsident, der i det seneste år har spinket og sparet og skåret hjørner i truppen for at få råd til det ene ekstravagante indkøb, som skal sikre, at Real Madrid stadig kan betragtes som en af kontinentets topklubber.

Al-Khelaifi står i vejen

Det bliver kort sagt sværere og sværere for de såkaldt etablerede storklubber at følge med opkomlingene med oliemilliarderne. Og tænksomme hoveder i UEFA ved da også godt, at det ikke vil være godt for konkurrencesituationen i international klubfodbold, hvis det fortsætter på den måde. Derfor arbejdes der internt i den europæiske fodboldorganisation på nye Financial Fair Play-regler, der som sit hovedelement skal indeholde et lønloft og en straf til dem, der bryder det.

Planen er, at forslaget skal fremlægges til debat og vedtagelse senere i år.

Der er bare ét problem:

En af de nøgleaktører, der skal godkende de nye regler, er formanden for European Club Association og medlem af UEFA’s eksekutivkomité. Hans navn er såmænd Nasser al-Khelaifi – også kendt som klubpræsidenten for Paris Saint-Germain …

Så der venter store sværdslag forude mellem UEFA og olieklubberne, før nye Financial Fair Play-regler kan træde i kraft.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Holleufer

Hjælp mig med at forstå? Kan man godt være formand for European Football Associarion og medlem af UEFA’s eksekutivkomité og samtidig have et pas, der siger Qatar?

Søren Kristensen

@ Torben Holleufer
Mon ikke det bare er sådan, at har man penge nok kan alt lade sig gøre.

Men det skal blive spændende at se om PSG slår sig selv ihjel, hvis det kommer dertil hvor man ikke længere kan finde passende modstandere. Jeg mener, hvad skal vi med et verdenshold, hvis der kun er én verden - og så havde det måske alligevel været bedre med den piratliga? Men lad os nu se. Lidt god gammeldags bestikkelse kan sikkert også få tingene til at se rigtige ud, hvis det bliver nødvendigt og fx Messi har jo allerede vundet hele, så kan være han begynder skyde ved siden af helt gratis? Alt samme spekulationer, naturligvis, for når det kommer til fodbold ved de færreste hvad der egentlig foregår. Jeg gør i hvert fald ikke.

Mikael Velschow-Rasmussen

Det er jo helt vildt grineren ...

Det vi ser er vel bare det markedsfænomen, at det kun går en vej i en ureguleret markedsøkonomi nemlig imod færre ejere med mere kapital, og i sidste ende kun en ejer, der ejer den samlede kapitalmængde.

Måske skulle vi ta' udviklingen i professionel fodbold som et forvarsel om, hvad der sker, hvis man lader markedet råde uden regulering !

På samme vis var Corona egentlig også et forvarsel, et gult advarselsflag, om hvad der venter forude i forhold til klimaforandringer, ulighed, civil urolighed og samfundskollaps !

Det minder meget om romernes brød og cirkus !

Vi sidder på første række til menneskehedens selvskabte undergang, og der er ingen, gentager ingen, der gør sig de fjerneste bekymringer.

Det er sgu da helt vildt grineren ...

*****

Altså hvis det ikke lige var fordi, det var så tragisk !