Fem afghanere fortæller om den første måned under Taleban: »Der har været folk med våben ved vores bolig for at spørge efter mig«

En er på flugt.

En anden er blevet opsøgt af Taleban og har forladt sit hjem.

En tredje har ikke fået udbetalt pension, mens en fjerde ikke længere tør høre Enrique Iglesias i sin bil. Flere har mistet deres arbejde og er ramt af det økonomiske kollaps i landet. 

Siden den militante islamistiske bevægelse Taleban for en måned siden tog magten i Afghanistan, er hverdagen for landets indbyggere forandret. En talsmand sagde på et pressemøde kort efter magtovertagelsen i midten af august, at bevægelsen vil være mere moderat end tidligere, men siden har den dannet en regering bestående af en række hardlinere fra det gamle Taleban. En regering uden kvinder. Samtidig har bevægelsen flere gange i løbet af den seneste måned slået hårdt ned på dens modstandere.

Flere eksperter har siden sagt om Taleban: Lyt ikke til, hvad de siger – se på, hvad de gør. Så hvad har Taleban gjort? Hvordan har bevægelsen forandret hverdagen i Afghanistan?

Information har talt med fem borgere i landet, som her fortæller, hvordan de har oplevet forandringerne i deres hverdag og i samfundet den første måned under den islamistiske bevægelse. Af hensyn til deres sikkerhed optræder de kun med fornavn eller, i to tilfælde, under et andet navn.

Navid: »Det var så skuffende … som at gå rundt i en drøm«

Fra Kabul, 24 år, kundeservicemedarbejder

»Jeg er uddannet i jura og statskundskab fra Kabul Universitet og arbejder med kundeservice i et teleselskab. Siden Talebans magtovertagelse har jeg arbejdet hjemmefra på grund af sikkerhedssituationen. Det er svært at sige, hvad der ville ske, hvis jeg kørte frem og tilbage til mit arbejde hver dag, for ingen ved endnu, hvordan Taleban vil opføre sig. Men mange er bange for at gå ud.«

»På mit kontor sad jeg sammen med 14 kvinder, og ingen af dem har arbejdet den seneste måned. Vores chef skrev til dem, at de ikke kunne arbejde, fordi de, som en del af deres arbejde, taler i telefon med kunderne og hjælper dem med at løse problemer med deres telefonabonnement. Taleban har sagt, at ingen kvinder kan arbejde i en stilling, hvor de skal tale med fremmede mænd.«

»Den dag, Taleban indtog Kabul, var jeg derhjemme. Der havde været kampe mellem regeringens soldater og Taleban, og bevægelsen havde dag efter dag indtaget nye provinser. Ud på eftermiddagen hørte jeg, at Taleban var trængt ind i Kabul, og på et tidspunkt gik jeg ned på gaden for at købe ind til aftensmaden. Det var så skuffende … som at gå rundt i en drøm. Det var svært at forstå, at Taleban havde indtaget Kabul, og at deres folk nu kom kørende i køretøjer, som havde tilhørt vores nationalhær. Hvordan kunne det ske? Vi havde en regering, vi havde en hær.«

»De følgende dage blev jeg hjemme. Alle i Kabul er bange for at gå ud, fordi man ikke ved, hvad der kan ske. Taleban har ingen regler.«

»Tidligere kørte jeg ofte en tur i min bil om aftenen. Jeg har en Toyota Corolla fra 1997 og kan godt lide at køre en tur og sætte musik på bilens anlæg, for eksempel Enrique Iglesias eller lokalmusik. De fleste unge i Kabul hører vestlig musik. Jeg har været ude at køre efter Talebans magtovertagelse, men når jeg ser Taleban, stopper jeg båndet. Måske kunne de finde på at hive mig ud af bilen og tæske mig på gaden. De ville nok ikke skyde mig, men måske slå mig med kolben på deres våben. Det er det, de gør.«

’Samira’: »Jeg skifter hele tiden opholdssted«

Fra Mazar-i-Sharif, 25 år, tidligere offentlig anklager, optræder ikke under sit rigtige fornavn

»De seneste to år har jeg arbejdet som chefanklager i anklagemyndigheden, hvor jeg har siddet med blandt andet terrorsager. Tidligere arbejdede jeg med kvinders rettigheder som juridisk rådgiver for udenlandske organisationer. På nuværende tidspunkt er jeg arbejdsløs.«

»Jeg har været på flugt i en måned og har ikke været i stand til at tage hjem. Kun ganske få gange har jeg været i telefonisk kontakt med min familie. Jeg er bange for at blive sporet af Taleban.«

»Efter Talebans magtovertagelse er de indsatte i fængslerne blevet løsladt. En del af dem har jeg været med til at føre retssag mod, og jeg har fået at vide, at når de blev løsladt, så ville de komme og opsøge mig på min bopæl.«

»To af mine kolleger fra anklagemyndigheden er blevet hentet fra deres bolig af Taleban. Ingen ved, om de er fængslet, eller hvad der er sket. En anden af mine kolleger fra provinsen Jalalabbad er blevet skudt.«

»Jeg tog først hjem til en slægtning og skjulte mig der. Men jeg kan ikke være på samme bopæl flere dage i træk, så jeg skifter hele tiden opholdssted. Det samme gælder min familie. De opholder sig forskellige steder. Der har været folk med våben ved vores bolig, som har spurgt efter mig: Hvor er anklageren henne?«

»Jeg går ikke uden for en dør, og hvis jeg går ud, er det med henblik på at flytte fra et sted til et andet. Jeg er altid fuldt tildækket, for Taleban kender mit ansigt fra Facebook og medierne.«

»Taleban var til stede i vores provins allerede en måned inden magtovertagelsen. Da vi fik at vide, at de var på vej til at overtage centrum af provinsen, tog jeg en lang burka på og forberedte mig sammen med min lillesøster på at rejse væk i al hemmelighed.«

»Da Taleban var tæt på byen, begyndte frisørsalonerne at hive plakaterne af kvindelige modeller ned, eller, hvis de ikke kunne pilles ned, at overmale dem med maling. De butikker, som solgte kvindetøj, har været nødsaget til at pakke tøjet væk. Der er heller ingen giner. Ifølge Taleban er giner med kvindetøj umoralske og blasfemiske.«

»Jeg har ingen løn modtaget de seneste to måneder. Jeg har lidt kontanter med mig, som jeg bruger, men de er ved at være brugt op.«

»I starten efter magtovertagelsen var bankerne lukkede, men alligevel stod folk i lange køer foran bankerne og pengeautomaterne med håb om, at de vil åbne. Efter nogle dage åbnede bankerne, men der er ingen penge.«

»Jeg har kun en bøn, og det er, at de danske myndigheder og resten af verden ikke må lukke øjnene for os afghanske kvinder og ikke lade dette land blive en gravplads for de unge, veluddannede mennesker.«

Afghanske demonstranter flygter, mens Taleban-styrker affyrer skud i området omkring luften i Kabul.

Victor J. Blue

Aryan: »Jeg ville ikke have noget imod at arbejde for Taleban«

Fra Kandahar, 28 år, tidligere rådgiver for regeringen

»Jeg sagde min stilling som rådgiver for regeringen op for omkring tre måneder siden. Det var min familie, som opfordrede mig til at gøre det, fordi de mente, det var farligt for mig at fortsætte med at arbejde. Alle ved, at Taleban angriber tidligere ansatte i regeringen, især dem som har været ansat højt oppe i systemet. Nu er jeg arbejdsløs.«

»Situationen her i Kandahar har været meget kritisk. Folk er rejst hertil fra landdistrikterne og har boet på gaderne og på skolerne. De er kommet i et meget stort antal og har ingenting. Samtidig stiger priserne, for eksempel kostede et kilo brød før 15 afghani, i dag koster det 25.«

»Taleban indtog Kandahar om eftermiddagen den 13. august. I dagene inden havde de blokeret vejene omkring byen. Derefter sendte de nogle af de ældre fra bevægelsen ind til den lokale regering for at sige, at hvis styret i byen ikke overgav sig, ville de angribe.«

»Jeg var ude for at købe mad, da jeg første gang så Taleban på gaden. De kørte rundt i en bil med en højttaler på taget, hvorfra man kunne høre en stemme sige, at folk skulle blive i deres hjem. Hvis man skulle til lægen kunne man forlade sit hjem, men ellers ikke. De ville ikke have folk ud på gaderne, før de havde kontrol over byen.«

»Jeg bliver ikke bange, når jeg ser Taleban, for mange her i Kandahar er i familie med folk fra bevægelsen og klæder sig som dem. Langt skæg og hovedbeklædning. Jeg har også venner, som er i familie med folk fra bevægelsen. Det er almindelige mennesker. I Kabul har mange ikke set Taleban før, så de bliver bange, når de ser dem komme kørende ind i byen. Sådan har jeg det ikke.«

»Man kan se forandringerne i medierne. På den lokale tv-station var der tidligere flere kvindelige tv-værter, men de er enten gået under jorden eller rejst ud af landet. Jeg kender to af dem, en af dem var vært på et underholdnings- og musikprogram om aftenen. Det er lukket. I stedet viser de cricketkampe og programmer fra National Geographic. Om morgenen er det heller ikke det samme som før. Nu er der et program, hvor de taler om islamiske værdier.«

»Flere har opfordret mig til at forlade landet, men det vil jeg ikke. Der er allerede 100.000, som har forladt landet, og de fleste af dem er veluddannede. Hvis alle forlader landet, hvem skal så arbejde? Jeg ville ikke have noget imod at arbejde for Taleban, hvis de spurgte mig. Jeg vil tænke på det på en positiv måde: Jeg arbejder ikke for Taleban. Jeg arbejder for mit land.«

Ahmadullah: »Mine bøger fra studiet ligger stadig i det hus, vi flygtede fra«

Fra Kabul, 21 år, studerende

»Jeg boede sammen med min familie i et hus her i Kabul, men er flygtet fra mit hjem. Hele min familie er gået under jorden. Taleban vidste, hvem vi var, og opsøgte os. Da de kom til vores hus, gemte mine brødre og jeg os i kælderen, mens min mor åbnede døren. Vi vidste, at de var kommet for at tage os med, muligvis sende os til fronten.«

»Min far var skolelærer i en af provinserne. Han underviste i engelsk og blev dræbt af Taleban, mens han underviste. Man er særlig udsat ved at undervise i et fag som engelsk, fordi Taleban ikke kan lide det. De kan heller lide undervisning i it. De vil have, at man studerer religionen.«

»Da Taleban mistede magten i Afghanistan, kunne vi begynde at gå i skole og studere, og mange af os har fået en uddannelse. Jeg var i gang med at læse en bachelor i business administration og var på andet år. Jeg vil gerne være forretningsmand, måske have en butik, hvor jeg kunne sælge chokolade og kiks. Måske også pizzaost. Men nu er vi tvunget til at stoppe vores uddannelse.«

»Vi er flygtet til en anden del af byen, hvor Taleban ikke ved, vi er. Nu bor vi hos min onkel, og min onkels kone og min mor køber ind og bevæger sig ud i byen, hvis vi skal bruge noget, for eksempel til maden. Der er ingen mænd, som tør gå ud i byen, fordi de lige nu rekrutterer til kampen i Pansjir-provinsen.«

»Jeg kan tydeligt huske den dag, Taleban kom til Kabul. Det var om eftermiddagen, og på et tidspunkt ringede min mor og spurgte: Hvor er du? Jeg sagde, at jeg var på universitetet, og hun svarede, at jeg skulle komme hjem hurtigst muligt. Taleban havde indtaget byen.«

»I de følgende dage gik vi ikke udenfor, det var for farligt. Hvis man for eksempel gik ud iført en T-shirt eller solbriller, kunne man blive overfaldet. Alle unge mænd og kvinder i Kabul er vant til at gå i T-shirts, men nu vil de have, at vi skal bære afghansk tøj når som helst og hvor som helst, selv på universitetet og i skolen. Jeg har ikke noget imod traditionelt afghansk tøj, men jeg synes, at man selv skal have lov til at bestemme, hvordan man vil gå klædt. Jeg har for eksempel en Nike T-shirt. Det er min yndlings.«

»Universitetet har været lukket siden den 15. august. Det åbnede for to dage siden, men hverken de studerende eller underviserne er vendt tilbage. Jeg har heller ikke været der siden, og jeg har ikke læst i mine bøger. Det er svært at koncentrere sig i denne situation, hvor man ikke ved, om man overlever. Desuden ligger mine bøger fra studiet stadig i det hus, vi flygtede fra.«

’Rashid’: »Om der er en fremtid for os, det tvivler jeg stærkt på«

Fra Kabul, 64 år, tidligere ansat i politiet, optræder ikke under sit rigtige fornavn

»Jeg har været officer og tjent det afghanske politi i 40 år, hvor jeg har arbejdet i enhederne for kriminalsager og ransagning.«

»Jeg blev pensioneret i slutningen af 1397 (2018 i vores kalender, red.) og får udbetalt 26.000 afghani (omkring 1.900 kroner, red.) i pension, men på nuværende tidspunkt bliver der ikke udbetalt noget. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Men alle afghanere lever under disse forhold.«

»Jeg var hjemme den dag, Taleban indtog Kabul. Tidligere på dagen havde jeg været i telefonisk kontakt med en fra Parvan, hvor jeg kommer fra, som havde fortalt, at provinsen var blevet overtaget. Taleban var rykket frem mod Kabul, og præsident Ashraf Ghani var flygtet ud af landet.«

»Dagen efter blev alle folk derhjemme og ventede for at se, hvad der ville ske. Vi fulgte med på de sociale medier, og hvis der var elektricitet, kunne man også følge med i tv.«

»Jeg har været ude, men kun hvis det har været nødvendigt. Man ser stadig folk, som sælger frugt og grønt, men de fleste andre bevæger sig kun ud, hvis det er nødvendigt. Alle, som har arbejdet for det offentlige og staten, holder sig hjemme. Folk er mentalt ødelagt, fordi Taleban har været her tidligere, og folk kan huske, hvordan det var.«

»Om der er en fremtid for os, det tvivler jeg stærkt på. Taleban kan ikke skabe en fremtid for befolkningen. Det eneste, de går op i, er, at man tillægger sig langt skæg, og at man praktiserer ekstrem islam. Da de var ved magten sidst, havde de heller ikke nogen planer eller dagsorden for samfundet. Det er derfor, situationen er håbløs.«