Fremtidens klimatilpassede vin er ved at blive udviklet. Men hvordan smager den?

I midten 1800-tallet er der stort drama blandt europæiske vinbønder. Alle deres vinstokke dør ganske pludseligt, fordi planternes rødder bliver angrebet af en genstridig lus, der ikke lader sig bekæmpe af normale landmandstricks. Lusen hedder phylloxera og er ikke større end et sandkorn. Den kommer oprindeligt fra Nordamerika og er formentlig kommet til Europa via fragtskibe i takt med den stigende transatlantiske samhandel, der inkluderer både vindruer og vinstokke. Resultatet er, at 2,5 millioner hektar europæiske vinmarker på få år dør, og at vinbønderne står tilbage uden at vide, om de nogensinde vil kunne dyrke vin på deres marker igen.

Heldigvis har to vinbønder fra Bordeaux, Leo Laliman og Gaston Bazille, en løsning på problemet. Rødderne på de amerikanske vinplanter er nemlig resistente over for phylloxera. Derfor laver de to franskmænd en hybridplante, der består af rodnettet fra amerikanske vinstokke, hvorpå den europæiske vinsort, vitis vinifera – den art, som for eksempel laver pinot noir, chardonnay og samtlige andre vindruesorter, du nogensinde har hørt om – bliver podet, så den udgør plantens overjordiske del. Voila. Det virker.

Det tager dog næsten 50 år, før Frankrig er tilbage på samme produktion som før phylloxera. Men Leo og Gastons løsning er langtidsholdbar, og deres teknik har siden været standard i hele verden, således at 98 procent af al vin lavet i dag kommer fra podede vinstokke – lige fra det billigste kiosksprøjt til grand cru’erne i Bourgogne.

Men phylloxera er ikke den eneste sygdom, der hærgede – og hærger – i vinmarkerne. Skimmel, sort råd, forskellige afarter af svampesygdommen meldug og mange andre dårligdomme stortrives i rankerne og risikerer at spolere høsten. Og klimaforandringerne har med sine varme vintre og regnfulde forårsmåneder gjort problemerne endnu større.

Derfor bliver der sprøjtet med både herbicider, pesticider og ikke mindst fungicider i langt de fleste vinmarker. Og der bliver sprøjtet meget. Blandet andet i Frankrig, hvor vinproduktionen fylder tre procent af landets landbrugsarealer og samtidig står for 80 procent af det samlede fungicidforbrug – med Champagne-området som topscorer. Økologiske bønder må også ty til at sprøjte med for eksempel kobbersulfat og sulfur i deres marker for at redde deres høst fra svampeinfektioner.

Og med udsigten til, at klimaforandringerne blot vil besværliggøre produktionen af vindruer yderligere i fremtiden – og altså kræve endnu mere sprøjtegift – er flere bønder og forskere gået i gang med at udvikle nye hybrider.

Underlegen vin?

Faktisk forsøgte schweiziske Valentin Blattner, der af mange anses som faderen til de moderne vinhybrider, allerede at pode sig frem til svamperesistente vinplanter i 1980’erne. Og i 1991 lykkedes det ham, da han ved at krydse cabernet sauvignon og en ukendt »resistenspartner« skabte cabernet blanc, der for eksempel ikke er modtagelig over for den frygtede og fungicidkrævende sygdom meldug.

Men smag lige på navnet Cabernet Blanc. Eller endnu værre: Reberger. Det lyder ikke af stor vin, og mange anser da også de nye hybrider for at være inferiøre i smag og kompleksitet i forhold til de gamle og hæderkronede hybrider, hvor den overjordiske del af planten trods alt er hundrede procent ædel vitis vinifera – altså den plante, der for eksempel laver nebbiolo og sauvignon blanc. De nye hybrider indeholder simpelthen mindre vinifera-dna, og derfor må de være af ringere kvalitet, mener mange. Og i de få områder, hvor de moderne hybrider faktisk er slået igennem, er det ofte dem, der bruges til billig og halvsød vin, mens de traditionelle sorter fortsat bliver brugt til de store vine.

Men hvordan smager de nye hybrider egentlig?

»De moderne hybrider smager lige så forskelligt fra hinanden, som de klassiske druer gør,« fortæller Jan Matthias Klein, der laver vin i det stokkonservative og riesling-beplantede Mosel, men som nu kun planter moderne hybrider på sine marker.

Faktisk behøver man slet ikke søge uden for Danmarks grænser for at smage dem. Næsten al dansk vin er lavet på moderne hybrider, som i udgangspunktet er mere robuste og oftere opnår fuld modenhed end deres noble forfædre. Og der findes fantastiske vine lavet på for eksempelvis muscaris og solaris fra områder som Fredensborg, Særløse Overdrev og Ebberup. Vine, der både tegner lyst for de moderne hybrider og for koldklimalande som Danmarks muligheder for at blive reelle vinlande.

»De nye hybridplanter er ikke kun gode, fordi de er mere sygdomsresistente og derfor skal sprøjtes mindre. De laver også vin, der sagtens kan måle sig med traditionelle vine. Og så har de nye hybrider simpelthen spredt vinproduktionen ud til helt nye områder, fordi de er mere hårdføre over for vind og vejr. På den måde er der en helt ny generation af vinmagere fra lande uden stolte vintraditioner på vej. Det bliver enormt spændende at se, hvad de byder ind med,« fortæller Jan Matthias Klein.

Naturvin som bannerfører

Men druer som muscaris, sauvignac og kofranka er langtfra noget, der blot kunne minde om et internationalt gennembrud. Vinens verden bygger på stolte traditioner og meget præcist definerede regionale klassificeringer, som indeholder strenge regler for både druevalg og produktionsmetoder. Og det er da også svært at forestille sig, at rød bourgogne kunne være lavet på andet end pinot noir. Derfor tror Jan Mathias Klein også, at det er naturvinsproducenterne, der vil blive bannerførere for vin lavet på moderne hybrider:

»Naturvinsbønder taler meget om minimalinterventionisme, når de laver selve vinen. Men med hybriderne kan de – vi – også tale om ikke at tilsætte noget i marken. Og det bliver en ting. Derudover er enormt meget naturvin jo klassificeret som bordvin, den allerlaveste klassifikation, hvor man alligevel ikke må skrive druetypen på etiketten. På den måde er det ikke så vigtigt i markedsføringen af naturvine, om vinen er lavet på regent eller merlot. Og faktisk tror jeg, at mange naturvinsdrikkere simpelthen dyrker at drikke vin lavet på nichedruer.«

Det er dog nok tvivlsomt, om naturvinsproducenterne og -drikkerne har tyngde nok til for alvor at starte en stor grøn omstilling i den globale vinindustri. Vi er ikke engang nået til en ingrediensliste på vinetiketterne endnu. Og derfor vil vin nok fortsætte med at være på top 20 over fødevarer, der bidrager mest til vores indtag af sprøjtegifte, længe endnu.