En grædende mand i sport er stadig så usædvanligt, at vi går lidt for meget på røven over det

Det er billederne af Lionel Messi på et pressemøde i Barcelona i august, der især har brændt sig fast på min nethinde, når vi taler om mænd, der græder i sportens verden. Jeg kan ikke huske, jeg har set lignende billeder i tidligere sammenhænge. Af en mands komplette sammenbrud for åben skærm. En mand, der også har været verdens bedste fodboldspiller igennem mindst et årti.

Messi er imod sin vilje – på grund af historisk dårlig økonomi i FC Barcelona samt nogle spegede strukturelle regler i den spanske liga – nødsaget til at forlade den eneste fodboldklub, han nogensinde har kendt.

Det er hans sidste farvel, inden han drager til Paris Saint-Germain: Et tørt pressemøde med dunkle tæpper på gulvene, kunstigt lys og sponsorater på bagtæppet. Han bruger først lidt tid på at forklare verdenspressen den ulykkelige situation, stemmen bliver mere og mere grødet undervejs, øjnene rødere, det bygger sig op, fornemmer vi, indtil han bryder hulkende sammen. Indtil han står mutters alene på scenen i noget, der føles som en evighed, og græder og græder. Med krum ryg og sammensunkne skuldre. Han forsøger at vende sit ansigt lidt væk fra spotlightet, som en der skammer sig, men der er ingen steder at gå hen.

Der synes pludselig at være langt til de overmenneskelige driblerier, langt til den måde, vi ser ham håndtere en fodbold på. Han kan slet ikke få has på det igen. Og man begynder efterhånden lidt desperat i ens ubehag at tænke på, om ikke nogen fra salen – Pique, Koeman, Messis kone, anyone – vil gå op og give manden et kram. Men ingen kommer. Det er trods alt stadig den umiskendelige atmosfære af mandefodbold, vi befinder os i. Ingen føler sig ansvarlig for, at der er rart i det presserum.

En god tuder

Inden da har vi i løbet af sommeren også set andre sportsmænd græde, for eksempel Kasper Hjulmand og Viktor Axelsen, og vi er begyndt at tale om ’den grædende mand’ som et nyt fænomen i sport. Men lad os starte med at nuancere det at græde. For der er forskel på gråd.

Der er forskellige måder, min treårige græder på: Der er den måde, han græder på, når han har slået sig, den måde, han græder på, når vi skal sige farvel (det er selvfølgelig den værste) og den måde, han græder på, når han ikke får sin vilje. Her er det ikke så meget udtryk for en autentisk følelse – afmagten i når noget gør forbandet ondt indeni eller udenpå – som det er strategisk krigsførelse, hvor alle kneb som bekendt gælder. Uanset hvad er det et forsøg på kontakt. Gråd er kommunikation. Et af dens biologiske formål er at signalere til flokken, at du har brug for omsorg, et andet er at lindre, fordi gråden udløser endorfiner. Vi får det bedre efter en god tuder.

Der er også forskel på tilfældene, når mænd i sport græder. Når Kasper Hjulmand græder, når Viktor Axelsen græder, og når Lionel Messi græder, som han gjorde det på sit pressemøde. Landstræner Hjulmand græd af sorg og chok over, at Christian Eriksen var ved at dø for øjnene af ham. Viktor Axelsens tårer var af guld og glæde, efter at en livslang drøm og flere års slid for at blive olympisk mester i badminton gik i opfyldelse. Og Messi? Messi græd som en, der har fået sit trygge livstæppe trukket væk under sig. Som en, der skal skilles, har mistet noget uvurderligt, er på herrens mark. Messis gråd var det, vi på godt amerikansk kunne kalde for ugly cry. Den type, hvor der står snot ud af næsen på dig, og dit ansigt er så forvredet, at du fremstår alt andet end attraktiv. Ååååhhh, ugly cry. Vi har alle været der.

Nogle typer gråd har vi nemmere ved at håndtere. Dem, der er mere stille og kontrollerede, ikke er udtryk for de mere voldsomme, eksistentielle følelser a la Messis, direkte fra bunden og op og ud. Selvfølgelig er begrebet ugly cry i forvejen ladet med kønskonnotationer. Sådan forstået, at det jo i udgangspunktet er ’kvindagtigt’ at græde, og at lidt sårbart snøfteri er fint, men ingen har jo i sidste ende lyst til at være grim og uattraktiv. Mange af de synonymer for at græde, som findes derude, har en negativ klang, der klinger af, at reaktionen netop er overdrevet, for meget: flæbe, tude, tudbrøle, vræle, klynke.

Mænd, der har grædt

Så når vi taler om mænd, der græder i det offentlige rum – det typisk meget maskuliniserede rum, som er sportens – taler vi også om, om det er en god ting, at mænd begynder at opføre sig mere som kvinder. Altså lader deres følelser komme til udtryk (sådan som vi antager, kvinder gør) i stedet for at gå og holde på dem (sådan som vi antager, mænd gør). Kan en mand forblive en mand midt i et ubehersket ugly cry?

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at selve vores overdrevne fokus på, at Kasper Hjulmand og Viktor Axelsen fælder tårer i helt naturligt følelsesladede situationer, vores iver efter at fremskrive et nyt paradigmeskifte inden for maskulinitet, rent faktisk afslører det modsatte af det, vi intenderer. Nemlig at en grædende mand i fjernsynet stadig er så usædvanligt, at vi går lidt for meget på røven over det.

Jeg kan få den samme fornemmelse, når dameblade og modevirksomheder med sikkert gode intentioner fremviser tykke kvinder i badetøj. »Næh, se lige her, en stor pige med bar hud!« synes de at sige højt og rummeligt til os. Underforstået, at her sker der noget helt særligt og modigt og grænseoverskridende, ja, næsten revolutionært, for vi ved jo alle sammen, at idealet er meget, meget tynde piger, det er jo det pæneste at være, det er længe siden, vi blev enige om det.

Når behovet for at tale om og vise sig tolerant over for en grædende mand bliver så stort, afslører det for mig, hvor kort vi faktisk er nået med vores snævre normalitetsbegreber. Nogle vil mene, at det er sådan, de nye veje, de indledende små opgør med normativ tænkning, altid må se ud. Måske har de ret.

Men hvori består egentlig det ’nye’? For vi har jo set mænd græde før. Også i sport. Faktisk især i sport. Sport er det særlige rum, mænd ’gerne’ må græde i. Det sted, følelserne har haft lov til at få frit løb. Når kameraet efter en stor kamp panorerer over de fans, hvis hold lige har tabt, er der tusindvis af røde mandeøjne på lægterne. Vi så Flemming Povlsen stortude i 1992 (dengang synes mange, at det også var lidt for meget af det gode). Vi har set Michael Jordan græde efter hans første NBA-titel, Ronaldo både efter en skade i en EM-finale og en Ballon D’or. Den klassiske engelske træmand John Terry efter et brændt straffespark.

Det nye er nok ikke så meget selve grådens udtryk, men at vi er mere og mere venligt stemt over for den og alle dens følsomme aftegninger. Vi fremskriver den gerne som et spejl på ’nye mandetyper’, for vores blik er i forvejen rettet mod at opdage dem. Sport bliver stadig mindre og mindre sit eget, afkoblede hjørne, og dens rum mere og mere en del af de kulturelle historier, som er med til at forme vores ideer om blandt andet køn.

Det er bedre, når mænd græder

Som den britiske forfatter, feminist og Times-skribent Caitlin Moran skriver i sin nyeste bog More Than a Woman, har kvinder især brugt de sidste godt og vel 100 år på at organisere os og forbedre vores forhold. Mangt og meget lader sig tilbage at ønske rundt omkring i verden, men trods alt ejer vores ægtemænd ikke længere vores bankkonto, og de kan ikke indskrive os på et psykiatrisk hospital, hvis de bliver trætte af os. Vi har fået rettigheder som mænd, vi har bevæget os ind på mænds domæner. Som en konsekvens står mange mænd tilbage med følelsen af, at kvinder har taget noget fra dem. Og samtalen om maskulinitet står stille.

Morans løsningsforslag er sådan set enkelt: Mænd skal tage noget fra kvinder, bevæge sig ind på vores domæne. Altså for guds skyld ikke rettighedsmæssigt, men når det kommer til menneskelige egenskaber, der traditionelt er blevet dømt ude som feminine inden for de snævre normalitetsbegreber, vi i vid udstrækning stadig opererer med: For eksempel evnen til at være i nærkontakt med vores følelsesliv og evnen til at skabe og opretholde nære følelsesmæssige relationer.

I det lys er den nu grædende fodboldmand et velkomment skridt på vejen. I det lys er Messis ugly cry på verdensscenen en nyskabelse. I det lys ville en af de mange mænd i presserummet i fremtiden have rejst sig og givet Messi et omsorgsknus som det mest naturlige i verden. Måske vil en af dem endda stille en buket solsikker på bordet og åbne for gardinerne, så solen kan komme ind.