Naturvidenskab
Læsetid: 9 min.

Du bliver hele tiden tændt og slukket – det hedder epigenetik, og uden det var du død

Menneskets grundopskrift finder vi i dna’et. Men dna er ikke nok i sig selv – for at livet skal kunne udvikles i al sin variation, kræver det et styresystem. Noget, der sørger for, at de rigtige gener tændes og slukkes på de rigtige tidspunkter. Epigenetik, kalder man det, og da man for omtrent 25 år siden opdagede, hvor komplekst og dynamisk det er, fik forskerne virkelig travlt

Jesse Jacob og Sara Houmann Mortensen

Moderne Tider
18. september 2021

Der er varmt og fugtigt og mørkt, og pludselig sker det her: En lillebitte celle møver sig ind i det lækre, tykke lag, der omgiver en 85.000 gange større celle, og nyt liv opstår. En sædcelle har forenet sig med en ægcelle. Mandens dna finder kvindens dna, og de forener sig til noget fuldstændig unikt.

Og så går det stærkt.

 

Få de bedste historier, indblik i idedebatter og opdag ting,
du ikke vidste, du var interesseret i.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Artiklen fokuserer vel rigeligt på sygdomme og for lidt på de øvrige konsekvenser af epigenetikken. Vigtigst er at vi tog fejl, da vi troede, at arvelighed kunne forklare stort set alle menneslige egenskaber, samt at kortlægningen af det humane genom ville give os alle de svar om sundhed og sygdom, der via ”genbehandling” ultimativt ville sætte os i stand til at behandle alle sygdomme. Det var med de forventninger, at politikerne bevilgede kæmpemæssige summer til kortlægningen af det humane genom. I næsten 25 år gik vi og ventede på, at forskningen skulle vise det, som alle borgerlige politiske tænkere allerede vidste, nemlig at nogen var dømt til succes andre til fallit, og det hele var et spørgsmål om de rigtige gener og således om en gudgiven eller ”naturlig” højere retfærdighed.
Stort set alt hvad man fandt ud af, vidste man eller havde deduceret sig frem til, på baggrund af den viden man allerede havde. Man fandt kun nogle ganske få nye, yderst sjældne arvelige sygdomme men fik bekræftelse på dem, man kendte i forvejen. Mht. det direkte lægevidenskabelige udbytte og løftet om løsning på alle sundhedsproblemer var projektet en fiasko, men på det tekniske område var det en kæmpe succes.
“Today we are learning the language in which God created life” sagde president B. Clinton ved præsentationen af det humane genom og svang sig dermed helt op i de allerhøjtideligste luftlag. Mens vi er deroppe, kan jeg så fortælle hvordan epigenetikken blev til: Kort efter præsentationen af det humane genom-projekt kom en af Guds engle hjem fra en inspektionsrejse til jorden. Allerede inden englen var kommet helt ind i de hellige haller, kunne man høre hendes forfærdede råb: ”Gud! Gud!”, stønnede englen forpustet, ”De har brudt den genetiske kode!!!”. ”Pokkers osse!” sagde Vorherre, ”Jeg må se at huske at få ændret mit password”. Dermed var epigenetikken skabt og vi mennesker fik en ny udfordring.
Forestillingen om det humane genom som en stabil og stort set uforanderlig mængde af egenskaber, der upåvirkelig af os selv og vores miljø gives videre fra generation til generation, er i sin natur deterministisk og konservativ. Epigenetikken er derimod dynamisk og forklarer interaktion med miljøet i allervideste forstand. De indtil videre ret få velgennemførte epidemiologiske og eksperimentelle undersøgelser peger i retning af. at kosten under graviditeten eller i barnets opvækst spiller en stor rolle for vores senere risiko for fedme, hjertekarsygdomme mv. Det er vist i de refererede undersøgelser af konsekvenserne og hungersnøden i Holland i 1944. Men også i svenske undersøgelser fra Norrbotten, hvor mangel på mad eller kostens rigelighed i puberteten kan spores 1-2 generationer senere. Eksperimentelt er det vist, at Agouti mus, der er bærere af agouti-genet, som giver dem gul pels og tilbøjelighed til fedme, sukkersyge og andre sygdomme kan modvirkes eller undertrykkes, hvis moderen under graviditeten får en sund kost rig på B-vitaminer andre såkaldte methyl-donorer.
Også vaner eller adfærd påvirkes måske gennem epigenetiske mekanismer. Rottemødres slikke-/kæleadfærd blev fx overtaget af deres afkom. Dårlige rottemødre fik afkom, der var ligegyldige overfor deres afkom, mens kærlig opvækst førte til kærligt afkom. Var det genetisk eller tillært? Det forsøgte man med forskellige snedige forsøgsopstillinger at afgøre. Fx lod man den ligegyldige mors afkom vokse op hos en kærlig mor og omvendt. Resultatet tydede ikke på genetik, da morens slikke-/kæleadfærd blev givet videre til afkommet afhængig af, hvor det voksede op. Gennembruddet for antagelsen om epigenetiske mekanismer kom, da man identificerede en genetisk stop-markør, der slukkede for genet for den adfærd, som er karakterisk for den kærlige rotte-mor. De gener, der styrer positiv ”moderomsorg” blev altså slået fra hos de forsømte unger, men kunne genaktiveres ved en kærlig opvækst. Et ret optimistisk budskab – ikke?

Kenneth Krabat, Steffen Gliese, Thomas Tanghus og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

@Søren Dahl

Hopper du ikke hurtigt til konklusionen?

Det ville være dejligt, hvis vi var mennesker som i gamle dage, med en krop, en sjæl og en ukendt mening vi kunne søge efter. Det ville også være rart, hvis vi vitterlig havde den der frie vilje til at beslutte, hvad vi ønskede at gøre, og så vælge det vi havde lyst til. Alt dette levnede også et utal af mulige forklaringer man kunne mene var den sande, og så kunne man bruge tid på at diskutere og undersøge dem. F.eks. diskussionen om arv eller miljø.

Alle de mekanismer som styrer epigenetikken ser ud til at være underlagt kemi, og kemi er deterministisk. Kaos er deterministisk og selvom partikler opfører sig tilfældigt, er virkeligheden (fysikken) stadig i praksis yderst deterministisk når vi kommer op i størrelsesordener svarende til molekyler og derover.

For at virkeligheden, og dermed os selv, skal være ikke-deterministisk kræver det en eller anden form for "mind over matter", og noget sådant har man ikke fundet, selvom man har ledt nord og syd, og i det ydre Univers.

Epigenetikken er generel for alle levende organismer. Da jeg på et tidspunkt ifm. arbejde med en skimmelsvanp skulle have den til at sporulere, og ikke havde de 14 dage det normalt tager, fandt jeg ud af, at hvis man udsætter den for blåt lys (ikke rødt), så sporulerer den stort ser med det samme.

Svampen har ikke øjne, men epigenetik styrer lyset aktivering af nogle af svampens gener, således at det aktiverer sporuleringen. Hvorfor? Det vides ikke helt, selvom biokemien er relativt velkendt. En mulig forklaring er at en svamp "gerne vil" bevare det DNA den via evolutionen er nået til, og at dette er mere udsat for mutationer, når svampen udsættes for UV lys, lys med korte bælgelængder i den blå ende af spektret, hvorimod IR og rødt lys ikke udgør nogen risiko. Sporulering sikrer DNA'et bedre.

Dette er en 100% deterministisk proces. Svampen har intet centralnervesystem, men f.eks. Slime Molds, en meget underlig organisme man troede var en svamp, har vist sig i stand til at "løse opgaver via intelligens". Bla. kan den finde vej ud af en labyrint. Det kan den formentlig fordi det derved giver den bedre mulighed for finde føde. Hvis man ikke kender Slime Molds kan jeg klart anbefale at tjekke dem ud. De er fascinerende! :)

https://youtu.be/HyzT5b0tNtk

Slime Molds er "formentlig" ikke "bevidste" som et menneske, men de kan "tænke", "lære", "vælge" og "løse opgaver". Det minder meget om noget vi forbinder med specifikke menneskelige egenskaber. Måske er det ikke Slime Molds som er specielt unikke. Måske er det i stedet os mennesker som bilder os ind at det er os som er unikke. Det er vi absolut (ligesom Slime Molds), men det åbner ikke op for at konkludere at "mind over matter" eksisterer, og dermed er det stadig ren fantasi at vi er andet en det Sheldon Solomon et al kalder "A Living, Breathing Piece of Defecating Meat".

Personligt er jeg flasket op som materialist og reduktionist. Da jeg senere i livet begyndte at studere igen, åbenbarede der sig en masse nye opdagelser. En af dem jeg fandt interessant var den holistiske metode, herunder systemdynamik og udvikling af kompleksitet i et Univers, som er deterministisk styret af især entropi. Jeg er dog ikke blevet overbevist om at holistisk videnskab vil vise,hverken at "mind over matter" eksisterer, eller at den vil bevise at reduktionismen tager fejl.

Begge dele er blot to forskellige perspektiver på den samme virkelighed, og dermed skal begge metoder give samme resultat. Hvis holismen viser noget som strider mod reduktionismen, er vi ovre i noget som minder om problemerne med deduktion. Bare fordi man siger at en hest ikke er en bil, har man ikke dermed forklaret, hvad en hest er.

Esben Grønborg Brun og Mikael Velschow-Rasmussen anbefalede denne kommentar
lars christiansen

Dette er det første afsnit i serien som jeg har hørt.
Kvaliteten er I top, kommentaren behagelig at høre.
Jeg er voldsomt og glædeligt imponeret over kvaliteten og synes så godt om den at jeg har taget et abonnement til Information.
Det giver glæde for en lægmand at lytte til en så klar og forståelig beskrivelse.
Venlig hilsen
Lars Christiansen