Til kongres for minkavlere: »Hvis man bare sætter sig og kigger på de tomme stalde, får man et dårligere liv«

Der var gode råd til ejendomsinvesteringer og peptalk fra den tidligere jægersoldat B.S. Christiansen, da minkavlere fra hele landet var samlet til kongres i Herning for at tale om fremtiden for den danske minkbranche – hvis den altså har en
Omkring 150 tidligere minkavlere var samlet i Herning Kongrescenter til »verdens største og eneste« minkavlerkongres.

Omkring 150 tidligere minkavlere var samlet i Herning Kongrescenter til »verdens største og eneste« minkavlerkongres.

Magnus Hove Johansson

Moderne Tider
11. september 2021

Der er tomt.

De danske minkfarme har siden sidste efterår, hvor regeringen besluttede at aflive alle mink i Danmark og begrave dem for at forebygge spredning og mutationer af coronavirus, stået tomme rundt omkring i landet. 

Der er stadig minkstalde med minkbure. Der er en minkbranche med minkpelserier og minkavlere, og der er minkgrossister med planer om at holde flere minkauktioner. Men der er ingen mink.

»Tomheden …«, siger avler Henning Kjær Jensen, »det er det værste«.

Han sidder i foyeren i Herning Kongrescenter. 

Denne lørdag i midten af august er han sammen med omkring 150 andre tidligere minkavlere taget til »verdens største og eneste« minkavlerkongres arrangeret af rådgivningsvirksomheden Sagro, hvor de skal tale om fremtiden for den danske minkbranche. Hvis den altså har en. For som statsminister Mette Frederiksen (S) sagde på det pressemøde sidste år, hvor hun offentliggjorde beslutningen om at aflive alle mink i Danmark:

»Når alle mink skal aflives – også avlsdyr – så ved vi godt, at det kan blive meget svært for erhvervet at komme igen. Det er en uhyre vanskelig situation.«

Det er det stadig, en vanskelig situation. I hvert fald hvis man spørger avlerne på kongressen i Herning. Selv om nedlukningen formelt set er foreløbig og kun varer frem til udgangen af i år, forventer Henning Kjær Jensen og mange andre på kongressen, at det er slut med mink i Danmark.

»Nu er de væk. Hvis vi får lov til at komme tilbage, så bliver det under så bøvlede og bureaukratiske regler og kontroller, at folk simpelthen ikke gider,« siger han.

Men enkelte er kommet til Herning for at få minkene tilbage.

 

Flemming Kjær Jensen savner pelsningen. Det var »næsten ligesom juleaften«, siger han.

Flemming Kjær Jensen savner pelsningen. Det var »næsten ligesom juleaften«, siger han.

Magnus Hove Johansson

 

»Kom godt videre«

I konferencesalen er der dækket op med hvide duge og lange borde.

Her sidder minkavlerne side om side med hver deres kildevand og kigger op mod scenen, hvor direktøren for Sagro, Palle Høj, gør sig klar til at byde velkommen. 

»Da vi begyndte at planlægge den her konference, talte vi om, om der overhovedet er brug for at mødes. For I har hele vejen været gode til at hjælpe og passe på hinanden,« siger han.

På væggen bag scenen er der et stort billede af en minkfarm og silhuetterne af to personer. Hånd i hånd foran farmen. 

»MINKAVLER. Kom godt videre,« står der.

De fleste danske minkavlere er sådan set kommet videre. I hvert fald er kun få af de tidligere minkavlere arbejdsløse, fortæller Palle Høj. Men selv om mange har fået nyt arbejde med en ny hverdag og nye kolleger, er de stadig ikke kommet videre i processen med at afvikle deres gamle erhverv.

Som nu for eksempel Henning Kjær Jensen.

»Næsten ligesom juleaften«

Han har været minkavler siden 1981 og begyndte med en mindre besætning.

Gennem årene voksede den til en minkfarm med flere tusinde mink og eget pelseri til to millioner kroner. Men ligesom alle andre fik han sidste år besked på at slå besætningen ned.

»Vi havde fire dage til at vænne os til tanken,« siger han.

Han sidder i en sofa i foyeren med den ene albue hvilende på sofaens ryglæn. Han har et lidt trist blik bag sine briller. En ting er at ekspropriere et stykke jord eller en ejendom. Men et helt erhverv, en tilværelse, et liv?

»Det var frygteligt. Simpelthen frygteligt. Når du ikke har lavet andet i 40 år og har fået oparbejdet en rigtig god kvalitet … at se det slået ned og blive smidt i en container.«

Henning Kjær Jensen har godt nok fået arbejde i en industrivirksomhed, hvor han laver mindre svejseopgaver, men det er ikke mere end omkring 14 timer om ugen og mest for at få »lidt indhold i hverdagen«.

Henning Kjær Jensen savner hverdagen som minkavler. Han savner morgenerne, hvor han som det første skulle ud til minkene for at fodre dem, og aftenerne, hvor han som det sidste gik en tur rundt i stalden. Han savner samværet med kollegerne, møderne på fodercentralen og pelskonkurrencerne, hvor han i mange år var dommer. Og ikke mindst savner Henning Kjær Jensen pelsningen.

Det var »næsten ligesom juleaften«, siger han.

Først blev minkene fanget i kasser, så han og hans medarbejdere kunne studere pelsen gennem kassens trådnet.

»Det var simpelthen dagen,« fortæller han.

Som de stod der med minken i kassen, kunne de se resultatet af årets arbejde og sortere minkene efter kvalitet.

»På det tidspunkt kan du ikke rette noget. Løbet er kørt. Men kvaliteten kan betyde 30 eller 40 procent af salgsprisen. Den spænding!«

Henning Kjær Jensen holder begge hænder frem og løfter øjenbrynene.

»Den spænding kan du ikke finde i andre job.«

Efter sorteringen blev minkene aflivet og sendt på pelseri. Hvert år sendte de danske minkavlere omkring 12 millioner mink afsted til pelserierne, hvor skindet trækkes af og forarbejdes. Først skrabning og tromling. Så garvning og tørring. Til sidst hænger minkskindene på rækker, klar til at blive sendt videre på auktion.

Henning Kjær Jensen har ikke sådan rigtig nogen forventninger til minkavlerkongressen eller om at komme »godt videre«, som det hedder i kongressens tagline.

»Jeg er 62,« siger han tørt.

I den alder er det »altså begrænset«, hvor meget videre man kan komme. Han forventer bare at få en hyggelig dag med sine gamle kolleger og på længere sigt at finde »et eller andet, som giver hverdagen mening«.

»Jeg har tænkt lidt på juletræer. Plante fem eller ti hektar hvert år. Måske sådan noget. Eller frilandshøns.«

Men han ved det ikke endnu.

En investeringscase

Efter åbningstalen er der oplæg.

Først om omstillingspuljen og opkvalificering. Senere kan deltagerne blandt andet høre, hvordan man omstiller sin produktionen af mink til for eksempel svine- eller bærproduktion. Men de mest populære oplæg handler om investering.

»Hvordan investerer man bedst sine midler i fast ejendom og får et godt afkast?« hedder et af dem.

Salen er helt fyldt. Som det eneste oplæg på kongressen bliver det holdt to gange i løbet af eftermiddagen.

 

Ifølge Finansministeriet vil den gennemsnitlige minkavler modtage fra 11 til 13 millioner kroner fra staten.

Ifølge Finansministeriet vil den gennemsnitlige minkavler modtage fra 11 til 13 millioner kroner fra staten.

Magnus Hove Johansson

 

En del af de tidligere avlere er interesserede i investere, forklarer Palle Høj fra Sagro i en pause mellem foredrag.

»Nogle kommer til at stå med en del midler. Der er negativ rente, så det ville nok være klogt at investere i et eller andet, som giver noget afkast. Der kunne ejendomme være en mulighed.«

Ud over oplægget om ejendomsinvestering er der også et oplæg om at investere gennem investeringsforeninger.

Hvis de danske minkavlere er i krise, er den tilsyneladende ikke økonomisk, og måske er minkavlerne ligefrem blevet rige?

»Det ved de ikke endnu,« siger direktøren. 

»Men nogen kan blive det.«

Han henviser til den politiske aftale om erstatningen til minkavlere og minkafhængige følgeerhverv, som et flertal på Christiansborg indgik i begyndelsen af året. Aftalen indebærer, at de danske minkavlere samt følgeerhverv som pelserier tilsammen får op til 19 milliarder kroner i kompensation, hvilket er mere end i branchens eget udspil. 

Ifølge Finansministeriet vil den gennemsnitlige minkavler dermed modtage fra 11 til 13 millioner kroner fra staten.

»De siger, der går fire år«

Daværende fungerende finansminister Morten Bødskov (S) kaldte aftalen »fair«.

Med den kunne både avlere og ansatte »begynde at se fremad«, udtalte han i en pressemeddelelse i forbindelse med præsentationen af aftalen. Men det har flere minkavlere i Herning svært ved.

Blandt andre Helle Jakobsen.

Hun sidder nede på en af de bageste rækker i konferencesalen sammen med sin mand, Preben Jakobsen. De kender indholdet af den politiske aftale, men mener, at mange uden for branchen har en forkert opfattelse af, hvordan den stiller minkavlerne.

»Vi får hele tiden at vide, at der er sat så og så mange penge af til at hjælpe os videre. I offentligheden kommer det ud, hvor godt vi er blevet hjulpet videre. Det er meget fint og flot, men ingen har fået noget udbetalt endnu,« siger Helle Jakobsen.

Hun kigger opgivende på mig.

Helle Jakobsen havde sammen med sin mand en besætning på 2.200 avlsmink. De venter ligesom alle andre danske minkavlere på deres erstatning, men forventer ikke at den kommer foreløbig.

»De siger, at der kan gå fire år,« siger Preben Jakobsen.

Helle Jakobsen bryder ind.

»Men det tror jeg ikke engang holder. Man bliver bare skubbet og skubbet. Det tog ellers ikke lang tid at få os lukket ned.«

Fødevarestyrelsen fortæller, at det ikke på nuværende tidspunkt er muligt at oplyse nærmere om en tidsplan, da taksationskommissionerne endnu ikke er nedsat, og lovgrundlaget ikke er på plads. 

 

Inden nedlukningen var der omkring 1.100 minkavlere i Danmark.

Inden nedlukningen var der omkring 1.100 minkavlere i Danmark.

Magnus Hove Johansson

 

Bare ’go ahead’

Louise Simonsen er kommet til Herning for at genrejse den danske pelsindustri.

Hun er formand for den nystiftede forening Danske Mink og kommer gående gennem foyeren i højhælede skindstøvler med metal på snuden og pels. På vej forbi bordene med cupcakes og frugt stopper hun op.

»Der har aldrig nogensinde været så stor opbakning,« siger hun. 

Louise Simonsen kalder nedlukningen »grotesk og nok også lidt udansk« og mener, at de fleste danskere vil være enige med hende.

»Medmindre man forbyder mink i hele verden vil det kun give mening, at man fortsætter her i Danmark, hvor vi er bedst til det. Det må være til alles fordel – også minkene.«

Inden nedlukningen var der omkring 1.100 minkavlere i Danmark. De fleste, som Information taler med på minkavlerkongressen, siger, at de ikke vil vende tilbage til minkavl, selv om forbuddet udløber ved årsskiftet. De venter bare på taksatoren, på at komme af med de tomme bygninger.

Men ikke Louise Simonsen.

»Lad os sige, at der kommer en melding fra regeringen: Bare go ahead. Så skal du se det gå fuldstændig balalajka med folk, der vil i gang med at avle mink,« siger hun.

Ifølge Louise Simonsen er omkring 50 minkavlere klar til at genoptage avlen, når forbuddet ophører til årsskiftet. Inden for de kommende måneder forventer hun, at der kommer en udmelding fra fødevareministeren om en kommende genåbning af erhvervet.

 

Louise Simonsen, formand for foreningen Danske Mink.

Louise Simonsen, formand for foreningen Danske Mink.

Magnus Hove Johansson

 

B.S. Christiansen på besøg

Efter fem timer med oplæg slutter dagen med middag i konferencesalen.

Inden middagen holder B.S. Christiansen et oplæg, men hverken under middagen eller under hans oplæg er det tilladt for pressen at være til stede. Det er minkavlere only. En halv time inden foredraget har den tidligere jægersoldat tid til at tale med Information.

Han er i familie med flere tidligere minkavlere.

»Så jeg kender deres situation,« siger han.

»Det er alvorligt for alle mennesker at miste deres identitet. Men jeg ved fra minkfarmere, at de identificerer sig meget med deres job. Ofte bor de ved siden af deres farm, og det er en integreret del af deres hverdag. De er stolte af det. De gør alt, hvad de kan, hvert eneste år for at skabe det bedste skind. Dertil kommer, at en minkfarmer stort set aldrig har fri, for minkene skal også have mad om søndagen. Så det at miste sit levebrød, mange års faglighed og sin identitet er naturligt nok en kæmpe krise.«

Vi sætter os på to konferencestole bagest i salen. På scenen er dagens næstsidste oplægsholder i gang. Om en halv time er det B.S. Christiansen, og han vil tale om, hvordan minkavlerne kan »tackle situationen og se fremad«. 

»Vi kan ikke genskabe jeres erhverv eller jeres identitet. Så hvad vil I med resten af jeres liv?«

Det ved en del af minkavlerne ikke.

»Men så siger jeg: Så må I se at komme i gang.«

– Med hvad?

»Med at finde ud af, hvad I vil. Altså, hvad vil du med dit liv? Vil du bare sidde og klynke?«

Han holder en kort pause. Så nævner han F.C. Midtjylland.

B.S. Christiansen arbejder som mental coach for fodboldholdet. I fodbold – som i mange af livets andre forhold – handler det om at sætte sig et mål og lægge en plan for at nå den, forklarer han. 

 »Lad os sige, at klubben har som mål at vinde det danske mesterskab. Fedt. Hvordan gør vi så det? Vi vil træne og spise fornuftigt og gøre sådan og sådan. OK, så har vi en plan. Man er nødt til at have en plan. Et mål uden en plan, det er bare en drøm. Og vi arbejder ikke med drømme.«

– Men hvis man kun har de tomme stalde, så er det måske ikke så let …

»Jeg ved godt, at det ikke bliver let. Men hvis man bare sætter sig ned og kigger på de tomme stalde, så får man et dårligere liv. Der er ingen mennesker, der er kommet ud af en dårlig situation, hvis de er blevet ved med at se sig selv som offer.«

B.S. Christiansen tilføjer, at han kender minkfarmere som »virkelig arbejdsomme mennesker«, hvilket er et godt udgangspunkt for at komme videre. 

»Og nu ved jeg ikke noget om den økonomiske kompensation. Men jeg tror ikke, den er dårlig,« siger han.

På sporet af den tabte mink

Den danske minkbranche fik dødsstødet, da regeringen i efteråret 2020 beordrede alle mink i landet aflivet. Et helt erhverv og en række følgeerhverv blev fra den ene dag til den anden lukket ned.

Information er taget på roadtrip rundt i landet, fra Nordjylland til Christiansborg, for at fortælle dette stykke danmarkshistorie og beskrive konsekvenserne for de mange mennesker, hvis levevej nu er forsvundet.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hvor er det dog en kvalmende serie. Jeg får virkelig bekræftet mine fordomme om de mennesker . “Næsten ligesom juleaften” at betragte sine endnu levende ofre. Vorherre bevares

Mvh Hanne Pedersen

Gitte Loeyche, Claus Christiansen, Hans Larsen og Holger Nielsen anbefalede denne kommentar

Jeg håber ikke at minken kommer tilbage til Danmark. De har fået, efter min mening, de har fået alt for meget i erstatning. Jeg har læst, at Holland gav en meget mindre erstatning. Minkavlerne står til, at få et gennemsnit på ca. 12. millioner, jeg mener, at det er for meget, der var jo minkavlere, der var ved at gå konkurs, og dem skulle skatteyderne lige give en milliongevinst. Erik Pedersen jeg er enig med dig om, at ham hvor det er "Næsten ligesom juleaften" lyder klam, glæde sig over, at tage livet af dyr, og nogle mener, at minkavl er dyremishandling, og så er den lige en anden vigtig del, som mange vist overser, nemlig den forurening det gav. Det var en klimagevinst, at lukke det erhverv. Nogle siger så, jamen det var jo danske arbejdspladser! Men hvor mange danskere var ansat? De fleste var jo fra udlandet, og de fik vist ikke dansk løn, men deres arbejdsforhold, og bopæl kender jeg ikke noget til, men mon det var ret meget bedre end det man læser om deres forhold i landbruget?

Gitte Loeyche, Hans Larsen, Ervin Lazar, Carsten Munk og erik pedersen anbefalede denne kommentar