Martin og Nicolai vil have et barn. Efter flere års tilløb har de sparet op til en rugemor

Parret Nicolai og Martin Køster Rimvall vil gerne stifte familie. Derfor valgte de for to år siden at forsøge at få et barn ved hjælp af en rugemor i Colombia, som i modsætning til Danmark tillader kommercielt rugemoderskab. Følg parret på deres vej til at blive forældre i denne historie i fire kapitler
Martin og Nicolai Køster Rimvall har dannet par i over ti år. Nu drømmer de om at få et barn.

Martin og Nicolai Køster Rimvall har dannet par i over ti år. Nu drømmer de om at få et barn.

Sigrid Nygaard

Moderne Tider
18. september 2021

Det ligner et kartotek over kvindelige fotomodeller. Fire skærmsider med 15 kvinder på hver. De fleste med fuld makeup, professionel belysning og billeder fra alle vinkler.

En kvinde har cowboyhat og moderigtigt hullede jeans på. En anden er iklædt leopardkjole med dyb udskæring og glitrende øreringe. En tredje er i minimalt badetøj med fugtperler på huden.

»Jeg havde regnet med, at de bare lige var fotograferet op ad væggen på klinikken,« siger Martin Køster Rimvall.

»Vi kigger efter en, hvor vi kan se os selv. Og det kan vi ikke i dem, der er mest modelagtige,« siger hans mand, Nicolai Køster Rimvall.

Det er september 2019, og de to mænd sidder ved spisebordet på Frederiksberg. De har netop klikket sig ind på hjemmesiden fertilitymate.com, hvor de skal træffe et afgørende valg i deres liv.

Martin og Nicolai Køster Rimvall er 32 år. De er gift og bor i en lille andelslejlighed. Og de vil gerne have børn.

Det er derfor, de sidder og kigger i et katalog med kvinder. For deres kommende barn skal blive til med hjælp fra en rugemor, der skal bære barnet for dem. Eller en ’surrogatmor’, som branchen kalder det. Hun skal bære et æg befrugtet med sæd fra en af de to mænd.

Og det er den kvindelige ægdonor, Martin og Nicolai er i gang med at vælge.

»Der er også en premium adgang,« siger Nicolai.

»Hvad mon det er? Tinder Plus?« siger Martin.

De ler. Men selv om de forsøger at håndtere den akavede situation med humor, er det alvor for ægteparret. Og et valg, der har krævet lange, grundige overvejelser og flere års tilløb.

»Det er jo vores kommende barns biologiske mor, vi leder efter,« siger Martin. »Og ligesom andre barnløse må vi igennem mange ting, som kan forekomme absurde for udenforstående.«

Fordi begge mænd er høje og mørke, leder de efter en kvinde, der har den samme biologi. De vælger de blonde og rødhårede fra med det samme.

»Altså det er flotte piger, helt klart. Men det er lidt glansbilledagtigt. Hvis nu barnet en dag spørger til sit biologiske ophav, og så vi kun har et billede af mor i bikini,« siger Nicolai.

Kvinderne skriver om sig selv: Én drømmer om at få en familie, en anden vil være kunstner, og en tredje vil rejse verden rundt. De oplister også deres yndlingsbøger, deres yndlingsfarver, hobbyer og meget mere.

»Vi er ikke så detailstyrede,« siger Martin.

De skeler dog lidt til, om kvinderne har en uddannelse. Martin er læge, og Nicolai er næsten færdig på medicinstudiet.

»Vi er begge akademikere, så det er måske et fornuftigt kriterie,« siger Martin.

Hen over flere sider kan de også læse donorernes medicinske historie – om alt fra allergi til om de bærer kontaktlinser. Og om deres forældre har haft blodpropper eller sindslidelser. Kvindernes navne fremgår ikke – de er i stedet registreret med bogstaver og en talrække.

»Det er ikke en særlig romantisk proces,« konstaterer Nicolai tørt.

Ulovligt i Danmark

Rundt om i hele verden finder tusindvis af par vej til forældreskabet på samme måde som Nicolai og Martin. Der findes ikke præcise tal, men der er ingen tvivl om, at antallet af børn, som kommer til verden med en surrogatmor, er stigende. I USA bliver anslået 750 børn om året undfanget på denne måde, i Storbritannien anslået 500 børn årligt og i Australien omkring 1000 børn. Men ingen kender det præcise tal. Det skyldes, at metoden er omdiskuteret, ulovlig i visse lande, og at de mange firmaer og klinikker, der faciliterer processen, er private og hverken forpligtede til eller ønsker at registrere antallet af børn officielt.

Surrogatmødre har eksisteret i årtier i blandt andet Indien og Nepal. Sidstnævnte ændrede for nogle år siden efter mange diskussioner sin lovgivning for at forhindre kommerciel brug, hvor surrogatet modtager økonomisk kompensation ud over udgifter. Også i Indien er et forbud på vej. Men hver eneste gang et land lukker ned, åbner et andet op, og i disse år foregår rugemoderskab primært i Østeuropa, USA og Syd- og Mellemamerika.

Beslutningen om at få et barn med en rugemor har været langvarig og krævet mange overvejelser. Da Nicolai og Martin Køster Rimvall skal skrive et brev til den kommende rugemor, bruger de lang tid på at formulere, hvor taknemmelige de er.

Beslutningen om at få et barn med en rugemor har været langvarig og krævet mange overvejelser. Da Nicolai og Martin Køster Rimvall skal skrive et brev til den kommende rugemor, bruger de lang tid på at formulere, hvor taknemmelige de er.

Sigrid Nygaard/Arkivfoto

I Danmark er surrogatforældre også en voksende gruppe. Forældrene er både heteroseksuelle par og homoseksuelle mænd. Ifølge Dare Danmark, en forening, der arbejder for lovliggørelse af surrogatmoderskab herhjemme, kom omkring 100 danske børn sidste år til verden med en rugemor. Det er flere end antallet af internationalt adopterede – ifølge Ankestyrelsen kom der kun 23 adoptivbørn til Danmark fra udlandet i 2020.

Faktisk er det lovligt for en kvinde i Danmark at bære et barn for en anden. Men kun hvis kvinden ikke modtager betaling – altså som en altruistisk handling. Der er dog ingen juridisk beskyttelse af parterne, hvis aftalen skulle gå i vasken. Nicolai og Martin har fået tilbud fra flere kvinder, der gerne har villet bære deres barn.

»Men vi ville ikke kunne passe på hverken hende eller os selv i processen, når det slet ikke er reguleret inden for loven i Danmark. Så det har vi sagt nej til,« siger Nicolai.

Kommercielt rugemoderskab og formidling af det er ulovligt. Det er blevet diskuteret gentagne gange, både politisk og i Det Etiske Råd, og begge steder er flertallet imod lovliggørelse. Blandt andet fordi det, som Det Etiske Råd har udtalt, »kan bidrage til en uheldig ændring af grundlæggende forestillinger om forældreskab og menneskelig reproduktion«. 

Kritikere mener, at menneskekroppen ikke bør kunne købes og sælges. Andre mener, det er udnyttelse og forstærker økonomisk ulighed, da det ofte er kvinder i den fattigste del af verden, der vælger at blive surrogatmødre.

Ufrivilligt barnløse

Nicolai og Martin Køster Rimvall har dannet par i over ti år. Siden de mødtes via en datingportal i 2011, har de været uadskillelige, og i 2016 blev de gift. Kort forinden, på en restaurant i Rom, tog Nicolai mod til sig og spurgte Martin, om han var klar til at stifte familie:

»Selv om vi har talt om, at vi gerne ville have børn, lige siden vi lærte hinanden at kende, skulle jeg lige tage mod til mig for at spørge, om vi endelig skulle gøre noget ved det. Martin var heldigvis enig i, at det var tid.«

De sidder i deres toværelses lejlighed på Frederiksberg. To høje og slanke mænd. Martin har skæg og dyb stemme. Altid afslappet klædt i jeans og T-shirt. Nicolai er mere hurtigtalende og gestikulerende. Ofte med en lang cardigan eller kimono ud over tøjet. De går sjældent forbi hinanden i lejligheden uden lige at lægge en kærlig hånd på skulderen af den anden. Lige nu sidder de i sofaen og holder i hånden. Martin har lagt sine fødder med regnbuefarvede sokker i skødet på Nicolai.

De fortæller om, hvordan de efter beslutningen i Rom brugte mange måneder på at overveje, hvordan de skulle skabe en familie. Nicolai besøgte blandt andet en fertilitetsmesse for ufrivilligt barnløse.

»For det er jo det, vi er,« siger han. »Vi vil så gerne have børn – men vi kan ikke.«

Mange homoseksuelle vælger at skabe såkaldte regnbuefamilier, hvor et lesbisk par og to homoseksuelle mænd går sammen om at få børn. Men den løsning havde de ikke lyst til. De undersøgte også muligheden for at adoptere. Men Sydafrika er det eneste land i verden, der tillader adoption til homoseksuelle. Og de har kun adgang til børn med special needs, som det hedder. I sidste ende valgte parret surrogat.

»Det var en proces, hvor én af os kunne være biologisk far, og hvor vi ikke skulle vurderes, men kunne være ligeværdige med andre forældre,« siger Martin.

Nicolai og Martin har dannet par i ti år – og blev gift i 2016. De har talt om at få en familie sammen stort set lige siden, de begyndte at date.

Nicolai og Martin har dannet par i ti år – og blev gift i 2016. De har talt om at få en familie sammen stort set lige siden, de begyndte at date.

Privatfoto

Mange af de barnløse par skriver kontrakt med udenlandske surrogatbureauer eller klinikker, som findes i hundredvis på verdensplan. Alene i USA er der over 100 formidlingsbureauer med navne som makeanewfamily.com og sensiblesurrogacy.com.

I flere lande omkring os har myndighederne en mere liberal tilgang til kommercielt rugemoderskab end i Danmark. I både Sverige, England, Tyskland og Israel kan man komme hjem med barnet og få anerkendt sit forældreskab.

Derfor har en del danskere i de senere år valgt at benytte sig af det israelske firma Tammuz, der siden 2016 har haft en filial i Sverige, hvor formidling af kommercielt rugemoderskab er lovligt. Graviditeterne foregår enten i USA, Georgien eller Ukraine. Og siden 2019 også i Colombia, der særligt henvender sig til homoseksuelle mænd. 

Nogle par finder en klinik i udlandet og organiserer processen selv, men Nicolai og Martin Køster Rimvall valgte firmaet Tammuz. De gør ikke noget ulovligt, understreger de:

»Men vi har brug for et bureau, der kan passe på os. Og som vi har tillid til sørger for, at surrogatmoderen bliver behandlet godt undervejs,« siger Nicolai.

De fleste par vælger en metode, hvor en kvinde bliver gravid med et æg fra en donor, som er insemineret med sæd fra parret. Det gælder også Martin og Nicolai Køster Rimvall. På denne måde er surrogatmoderen ikke genetisk forbundet med barnet.

»Mange mennesker tror, at kvinderne giver deres egne børn væk,« siger Martin.

»Ja, de synes, det er skrækkeligt, at man adskiller mor og barn,« siger Nicolai.

»Men de forstår det som regel bedre, når man forklarer, at det faktisk rent biologisk ikke er bærerens barn,« siger Martin.

En større og større forsamling

En efterårsaften i 2019 mødes omkring 30 mennesker i LGBT+ Danmarks lokaler i København. Udenfor er det koldt, men indenfor er der varm neskaffe, posethe i plastikkrus og bastognekiks.

»Bryd normen. Det er sejt,« står der på et skilt på væggen. Bagerst i lokalet står barnevogne på række. Flere bærer småbørn på armen eller i lift.

Der er aftenmøde med foredrag i Dare Danmark, foreningen, der arbejder for lovliggørelse af rugemoderskab i Danmark. Klokken 19 byder formanden for foreningen, Mikkel Raahede, velkommen. Han er selv far til tre børn født med hjælp fra en rugemor.

»Vi bliver jo en større og større forsamling,« konstaterer han.

Aftenens emne er forældreregistrering og handler om de problemer, par kan støde ind i, når de kommer til Danmark med et barn født i udlandet ved hjælp af en surrogatmor. En far fortæller om, hvordan han sammen med sin hustru har fået børn i Ukraine. Og om problemerne med at få registreret hende som mor til barnet.

I Danmark anser man surrogatmoderen for at være mor til barnet, uanset om hun er biologisk mor eller ej, og det giver forældrene problemer, når de vil registrere deres børn ved hjemkomsten. I takt med at stadigt flere par kommer hjem med børn født af surrogatmor, strammer systemet grebet:

»Familieretshusene har sendt en vejledning til kommunerne, hvor de beder dem om at reagere, hvis de ser en udenlandsk fødselsattest,« siger Louise Traberg Smidt, som er advokat og rådgiver foreningen juridisk.

Som den danske lovgivning er nu, kan partneren til et barn født af en surrogatmor først stedbarnsadoptere efter to et halvt års samliv. Men det vil Dare gerne have lavet om, fortæller Louise Traberg Smidt:

»Vi vil gerne have, at det kan ske med det samme, så man for eksempel kan få barsel. Det kan to lesbiske, der har fået barn med en donor. Men par, der har fået barn gennem rugemoderskab, kan ikke. Og to mænd kan slet ikke,« siger hun. »Lovgivningen er slet ikke gearet til det.«

Martin og Nicolai Køster Rimvall sidder midt i lokalet med armene om hinanden. Aftenens emne er mere aktuelt for dem end nogensinde. De har for kort tid siden skrevet under på kontrakten med Tammuz.

Martin og Nicolai har brugt flere år på at spare penge sammen til ’projekt baby’, som de kalder det. Selv om Martin er uddannet læge, har Nicolai gennem hele forløbet været studerende. Men i 2019 var de endelig klar til at engagere sig med et israelsk bureau, der formidler rugemoderskab.

Martin og Nicolai har brugt flere år på at spare penge sammen til ’projekt baby’, som de kalder det. Selv om Martin er uddannet læge, har Nicolai gennem hele forløbet været studerende. Men i 2019 var de endelig klar til at engagere sig med et israelsk bureau, der formidler rugemoderskab.

Sigrid Nygaard/Arkivfoto

Og omkring dem sidder beviserne på, hvor det kan ende: Mange af aftenens par er mænd med babyer i armene. Et barn græder, men får flaske af sin far og bliver stille. Et andet lidt større barn er ved at blive skiftet af hans partner.

»Selv om man gerne vil glæde sig på andres vegne, har det tidligere været smertefuldt at se andre par med børn. Det er lettere nu, hvor vi selv er i gang,« siger Nicolai.

I løbet af aftenen bliver det klart, at medlemmerne i foreningen føler, at de kæmper: mod embedsmænd, Ankestyrelsen, Familieretshuset og Det Etiske Råd. Men hver gang myndighederne lukker et smuthul, opstår der hele tiden et nyt. De mennesker, der sidder her i lokalet, vil være forældre, og de er klar til at betale, hvad det koster – både i penge og i kampe.

Kvinder med stabil indkomst

Da de besluttede sig for rugemoderskab i 2016, skulle Martin Køster Rimvall i gang med at skrive en ph.d. i børne- og ungdomspsykiatri, mens Nicolai Køster Rimvall stadig studerede medicin. Når Martin tog ekstra nattevagter, eller når de lod være med at tage på dyre ferier eller gå ud og spise, var det for at skrabe penge sammen til ’projekt baby’, som de kaldte det. Prisen har derfor haft betydning for, hvor hurtigt de kunne blive forældre.

I USA koster det omkring en million at få et barn ved hjælp af rugemoderskab. I Colombia 450.000 kroner. Her har den svenske afdeling af Tammuz netop indledt et samarbejde, og Nicolai og Martin bliver et af de første danske par, der vælger en surrogatmor i Colombia. De oplever, at det er sværere at fortælle omgivelserne, end hvis de havde valgt USA.

»Man tænker, at i USA er der struktur på tingene. Når man nævner Colombia, tænker folk straks på narkokarteller og fattigdom,« siger Nicolai.

Martin nikker:

»Man skal forsvare sit valg mere.«

Ofte bliver de mødt med variationer af det samme spørgsmål: Om de har tænkt på, at de udnytter kvinder i den tredje verden?

»Men vi har jo ikke skyllet vores moralske kompas ud i toilettet,« siger Martin.

»Selvfølgelig har vi tænkt vildt meget på det. Det er vi jo nødt til,« siger Nicolai.

For Martin og Nicolai er det vigtigt, at kvinden ikke er i en desperat situation, hvor det er eneste udvej for at brødføde en familie.

Og bureauet garanterer, at surrogatmødrene har en stabil indkomst og en hverdag med familie, der kan støtte dem. De skal have fået mindst et barn, hvor fødslen er gået godt. Og de bliver screenet grundigt psykologisk.

»Det er ikke enhver, der bare kan komme ind fra gaden og blive rugemor. De stiller strenge krav,« siger Nicolai.

De 450.000 kroner, de betaler, går til blandt andet surrogatbureauet Tammuz, men også til ægdonor, fertilitetsklinikken, laboratoriet, fødeklinikken og juridisk bistand. Det fremgår ikke af papirerne fra bureauet, hvad surrogatmoren bliver betalt for at bære barnet. Men ifølge colombiansk lov må de få deres udgifter dækket, og derudover hvad der svarer til et års løn. I Colombia ligger gennemsnitslønnen på mellem 25.000 og 30.000 kroner om året.

 »Og der er da ingen tvivl om, at når vi gør det her i Colombia, har det jo en vis betydning for den her kvindes liv. Selv en årsløn er jo meget i et land, hvor økonomisk usikkerhed er et faktum.«

Nicolai nikker:

»Men vi bliver nødt til at have tillid til bureauet. Selv om nogle måske vil mene, at det er naivt.«

Parret håber, at den kvinde, som skal bære deres barn, vil bruge pengene fornuftigt. For eksempel på at starte en forretning eller til sine børns uddannelse.

»Når man vender det på den måde, bliver det jo positivt. Men dybest set aner vi jo ikke, hvad hun vil bruge pengene til,« siger Nicolai.

Brev til surrogatmor

Kontrakten, som Nicolai og Martin har skrevet under på, fylder 12 sider og beskriver i detaljer, hvad både parret og bureauet har forpligtet sig til. Blandt andet at firmaet sørger for, at surrogatmoren gør det ud fra et frit og informeret valg, at hun får grundige psykolog- og lægeundersøgelser, og at Tammuz betaler for alle hendes og ægdonorens udgifter. Nicolai og Martin har til gengæld skrevet under på, at der ikke er sikkerhed for, at barnet bliver født uden fysiske og psykiske skader. Og at bureauet ikke kan garantere, at donoren og surrogatmoren vil opgive barnet. Men ifølge colombiansk lov kan hun blive anklaget for kidnapning, hvis hun ikke gør.

»Og ifølge Tammuz har de ikke oplevet, at en kvinde har valgt at beholde barnet. Selv om man naturligvis har hørt skrækhistorier fra andre dele af verden,« siger Martin.

I kontrakten står der også, hvornår pengene skal falde. I alt 72.000 dollar – altså omkring 450.000 kroner – i fire rater. Den første ved underskrivning af kontrakten og den sidste rate 18 uger inde i graviditeten. Derudover kommer udgifter til to rejser til Colombia. Først for at donere sæd og besøge klinikken og senere for at hente barnet.

Nicolai og Martin har netop skrevet et brev, hvor de fortæller om sig selv. Det skal bruges til at matche dem med en kommende surrogatmor.

»Write about your dreams and hopes,« lød oplægget.

Under den første nedlukning i 2020 venter Martin og Nicolai på at få besked om, hvorvidt det er lykkedes en rugemor at blive gravid med deres barn.

Under den første nedlukning i 2020 venter Martin og Nicolai på at få besked om, hvorvidt det er lykkedes en rugemor at blive gravid med deres barn.

Sigrid Nygaard/Arkivfoto

En onsdag i sidste uge, mens Martin tilberedte havtaskekæber til aftensmaden, satte Nicolai sig på en stol i køkkenet, og de begyndte sammen på et udkast til ’Intented Parents Matching Letter’.

Det er ikke en let opgave:

»Hvor går grænsen egentlig for, hvad hun gerne vil vide om os?« siger Nicolai.

De beskriver deres liv sammen med familie og venner. At de elsker at spille brætspil og lave god mad. Og de fortæller om deres brændende ønske om at få deres egen familie. For selv om de er onkler og babysittere for deres venners børn, drømmer de om at opdrage deres egne med »unconditional love«.

Og så skriver de, hvor taknemmelige de er for, at hun vil bære deres barn.

»We cannot stress enough how much that means to us,« skriver de.

Brevet fylder halvanden side, de underskriver sig »Love, Martin & Nicolai« og vedlægger et billede fra deres bryllup, hvor de står sammen foran alteret i identiske lyseblå jakkesæt med butterfly. Og et andet fra deres seneste ferie i Spanien, hvor de sidder tæt sammen. Nicolai med hovedet lænet ind mod Martin. De sender også et billede af deres kanin, Nunu.

Brevet bliver senere oversat til spansk, så det kan læses af den potentielle rugemor.

Et barn lavet af fire mennesker

De har netop fået svar på, at den ægdonor, de har valgt, er blevet »reserveret«, så nu skal de bare vente og se, om hun er tilgængelig i den periode, hvor de tager til Colombia for at donere sæd.

Martin og Nicolai taler om ægdonoren som deres barns »biologiske ophav«. Og dermed er hun i deres øjne mere mor end hende, der skal bære barnet.

»Og det virker provokerende på nogen, for i Danmark ser vi den fødende kvinde som moderen. Men vi har jo valgt reagensglasbehandling, så den kvinde, der bærer barnet, ikke er biologisk mor,« siger Martin.

De er godt klar over, at alt ikke kan gøres op i biologi.

»Der er jo også følelser i det her, og derfor er det vigtigt, at alle parter er informeret grundigt på forhånd,« siger Nicolai.

De har haft mange lange samtaler om, hvilken fortælling de en dag skal give deres barn om, hvordan det blev til:

»Barnet er lavet af fire mennesker: en donor, en bærer og os. Man kan jo ikke sige til barnet, at det ikke har en mor, men vi vil gerne have, at vores barn ikke føler sig fravalgt. Det er et ønskebarn, og der er ikke nogen, der har givet afkald på noget,« siger Nicolai.

I oktober 2019 får de at vide, at de har fået en konsultationstid i begyndelsen af januar 2020 på klinikken Celagem i Bogotá i Colombia. Her skal de blandt andet aflevere sæd- og blodprøver. Efter besøget vil æg fra donoren blive insemineret og overført til surrogatmoderen. Muligvis kan en graviditet være klar samme måned, så de kan hente deres barn i Colombia senere på året. De kan næsten ikke tro det. Måske er de forældre allerede til jul næste år?

De tre fotos, som Martin og Nicolai sender med i det brev, der skal bruges til at matche dem med en kommende surrogatmor.

Privatfoto

Nysgerrige spørgsmål

Ved juletid 2019 er Nicolai og Martin klar til at tage på 11 dages rejse til Colombias hovedstad, Bogotá. De skal møde tre forskellige dage på klinikken, men har valgt at kombinere det med lidt ferie.

»Det bliver måske vores sidste mulighed for at rejse på ferie uden børn,« siger Nicolai, mens de pakker.

Mange af deres venner og familiemedlemmer har været bekymrede for dem inden afrejsen.

»Flere har spurgt: ’Er der ikke meget korruption i Colombia?’ og ’Hvordan kan I være sikre på, at det ikke er styret af en babymafia?’« siger Martin.

Han har givet Nicolai en guidebog om Colombia i julegave.

»Jeg har selv haft fordomme,« indrømmer Nicolai. »Men nu har jeg læst op på det, og byen virker helt okay.«

På Nicolais håndskrevne huskeliste til rejsen står der: tøj, iPad, bøger, solbriller. Og længere nede: sædattest. Sådan en skal de have med, og derfor aflagde de for nylig prøve i en dansk sædbank. Den unge fyr i receptionen var meget kæk. Og da han forstod, at de skulle have et barn sammen, spurgte han: »Hvem skal så være far?«

Spørgsmålet er Nicolai og Martin trætte af. De har fået det mange gange.

»Folk er bare nysgerrige, og måske vil de gerne putte den her komplekse situation i nogle nemme kasser,« siger Martin.

Men det er meget sårbart.

»Andre mennesker forstår ikke, hvad der er på spil for os,« siger Nicolai og tilføjer:

»Hvis vi for eksempel vælger, at Martin skal være biofar, hvad vil min familie så sige? Vil de være lige så glade for barnet?«

Mødet med donor CELA1087

Martin og Nicolai lander i Bogotá tredje juledag. De indlogerer sig på et hotel med swimmingpool i et hyggeligt kvarter kaldet Zona Rosa, hvor der er udsigt til en park og lækre restauranter og cafeer lige om hjørnet. De er positivt overraskede over byen, selv om der er bevæbnede vagter uden for shoppingcentret.

Når de går rundt i gaderne og butikkerne og ser på kvinderne ved kassen i supermarkedet eller receptionisterne på hotellet, tænker de: En af dem kunne være den kvinde, der skal bære vores barn. De ser søde og ganske almindelige ud. Det føles helt okay.

Lige efter nytår tager de en taxa fra hotellet til fertilitetsklinikken Celagem, som er den lokale samarbejdspartner, der står for alt vedrørende graviditeten. Klinikken opererer over hele Latinamerika. Deres logo er en farvestrålende DNA-streng med en lille figur i midten, der ligner et menneske. Klinikken ligger på ottende etage og er indrettet i lyse lokaler med læderstole, diskrete grønne planter, glasdøre og spejlblankt stengulv.

I venteværelset ser de en ung kvinde i begyndelsen af 20’erne, som har sin mor med. Hun må enten være surrogatmor eller ægdonor, tænker de.

De bliver kaldt ind til en samtale med deres kvindelige kontaktperson, som taler flydende engelsk. Hun fortæller blandt andet, at klinikken har arbejdet med feltet i 15 år og hjælper over 100 børn til verden om året. Hun fortæller om deres lægetjek af kvinderne, som skal komme fra røgfrie hjem og får foretaget stikprøver for misbrug af alkohol og stoffer. Og så fortæller hun, at klinikken har oprettet et program for kvinderne, hvor de får hjælp til at administrere de penge, de får udbetalt, så de bliver brugt gradvist og fornuftigt på eksempelvis uddannelse eller opstart af en forretning. Dream Programme hedder det.

Nicolai og Martin har flere aftaler på klinikken. En, hvor de skal aflevere sæd i en lille plastikkop på lægens toilet, og en anden, hvor de får foretaget en personlighedstest.

Og så får de at vide, at den donor, de har valgt, desværre ikke er klar til at få taget æg ud netop nu. I stedet får de mulighed for at vælge en ny donor i klinikkens katalog. Først bliver de lidt stressede, men de ender med at vælge en kvinde, som er klar til at få taget æg ud i slutningen af januar.

CELA1087, som hun hedder i papirerne, er en 24-årig psykolog, der arbejder med digital marketing. Hun beskriver sig selv om udadvendt, ansvarlig, sød, loyal og hjælpsom. Hun kan lide at læse og svømme i sin fritid. Hun hverken ryger eller drikker. På billederne kan man se en mørkhåret, ung kvinde med mandelformede øjne under brede øjenbryn og en lidt skæv, charmerende mund. Modsat mange af dem, de bladrede forbi for tre måneder siden, er hun diskret sminket. Hun har læderjakke på, og i en kæde om halsen har hun et enkelt smykke. »En naturlig skønhed,« tænker Nicolai.

Som alle andre følger Nicolai og Martin med i coronapandemiens smitte- og dødstal, men pludselig er det ikke kun de danske, men også de colombianske tal, der får betydning.

Som alle andre følger Nicolai og Martin med i coronapandemiens smitte- og dødstal, men pludselig er det ikke kun de danske, men også de colombianske tal, der får betydning.

Sigrid Nygaard/Arkivfoto

Liv i Bogotá

Efter at Nicolai og Martin Køster Rimvall er tilbage i Danmark, bliver der taget æg ud af CELA1087, og laboratoriet går i gang. Og i midten af marts får parret tilsendt en rapport fra klinikken. Det er lykkedes at inseminere tre æg, som er klar til at blive sat op. I rapporten kan de læse, at det er to piger og en dreng. Der er endda vedlagt et billede af ’Embryo 2’. Det ligner en klat gelé med små bobler. Nicolai og Martin må selv vælge, om deres barn skal være en pige eller en dreng, men de vil gerne overlade noget til tilfældighederne og lader klinikken træffe valget. Tanken er at gemme to af æggene, så de kan tage tilbage og få en lillesøster eller lillebror om nogle år.

»På den måde bliver børnene rigtige søskende,« siger Nicolai.

I begyndelsen af 2020 fejer coronapandemien hen over verden. Land efter land og verdensdel efter verdensdel bliver ramt. Og midt i marts, netop som Danmark er blevet lukket helt ned for første gang, får Nicolai og Martin besked fra Tammuz om, at der er fundet en surrogatmor. Hun er i begyndelsen af 30’erne, har et barn på ti år og arbejder på et kontor. Den 18. marts får de en mail om, at der var ’transfer’ – altså at ægget er blevet sat op. Og den 24. marts får de endelig besked om, at det er gået godt. Surrogatmoren er gravid med en pige.

Det var Nicolai, der åbnede mailen:

»Jeg ringede til Martin på arbejdet og sagde: ’Jeg har noget virkelig, virkelig vigtigt, jeg skal fortælle.’«

Bagefter lagde han champagne på køl.

De regner på, hvornår pigen vil blive født. Ifølge kalenderen lige før jul. Som alle andre følger Nicolai og Martin med i pandemiens smitte- og dødstal, men pludselig er det ikke kun de danske, men også de colombianske tal, der får betydning. Nicolai googler på livet løs. Om coronasmitten kan overføres fra mor til barn. Om rejseregler i begge verdensdele. Klinikken garanterer, at mødrene arbejder hjemmefra, men alligevel er Martin og Nicolai bekymrede. I medierne begynder der at komme historier om børn, der bliver født af rugemødre rundt omkring i verden, som ikke kan blive afhentet, fordi alle lande har lukket deres grænser.

Coronakrisen har gjort processen endnu mere sårbar.

»Det er jo det totale kontroltab, fordi der nu er endnu mere, man ikke er herre over,« som Martin siger.

Tammuz garanterer, at professionelt sundhedspersonale passer de børn, der ikke kan afhentes. Og at forældrene kan se børnene via Skype et par gange om dagen.

»Det er heldigvis ikke surrogatmødrene, der passer børnene. Det har de jo ikke sagt ja til,« siger Nicolai.

Martin er enig:

»Det er jo heller ikke rimeligt, hvis surrogaten skal passe et barn og måske knytter sig til det, og så kommer vi og tager det bagefter. Det ville jo være et overgreb.«

Men de håber, at den situation ikke bliver aktuel for dem. Der er jo længe til. Nu skal barnet først og fremmest blive siddende. De har fået at vide, at der er 70 procents chance. De begynder at tale om navne. Måske skal hun hedde Liv?

Opkaldet

I slutningen april ligger Martin og sover efter en nattevagt, da Nicolais telefon ringer. Det er et svensk telefonnummer. Deres kontaktperson i Tammuz Nordic.

»Allerede ved den måde, han hilste på, kunne jeg høre, at der var noget galt. Det var sådan et blødt og meget langt ’heeeeeej’,« siger Nicolai.

Og ganske rigtigt: Kvinden er ikke længere gravid.

»Jeg tænkte jo bare: ’Fuck da også.’« siger Nicolai.

De græder ikke. Er bare tomme. Og trætte af at vente. Den gode nyhed er, at de står først i køen til et nyt forsøg. Måske allerede i næste uge. Men der går måneder, før telefonen ringer igen midt i juli 2020.

En ny surrogatmor er blevet gravid med deres barn.

Næste kapitel: ’Nedtælling til Storm’

Storm i Colombia – fortællingen om et rugemoderskab

Stadig flere barnløse par stifter familie ved hjælp af en rugemor. Men kommerciel rugemoderskab er ulovligt i Danmark, så parrene må bruge udenlandske bureauer. I fire kapitler fortæller vi historien om ægteparret Nicolai og Martin Køster Rimvalls vej til at blive forældre via en surrogatmor i Colombia.

Serien er blevet til hen over to år gennem interview og ved hjælp af parrets video- og lydoptagelser, telefonbeskeder og billedmateriale.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeg undrer mig over, at journalisten ikke stiller det for mig at se mest oplagte spørgsmål: hvorfor vil I ha' et barn? "Vi vil så gerne have børn" er for mig at se et noget umodent udsagn - et kommende barn har fortjent bedre.

Per Christensen, Per Torbensen, Herdis Weins, Ervin Lazar, Flemming Olsen og erik pedersen anbefalede denne kommentar

@ Steen Obel
Hvordan er det umodent gerne at ville være forældre? og hvad betyder "et kommende barn har fortjent bedre"?

Nicolaj Knudsen, David Zennaro, Gitte Loeyche, Jan Kauffmann, Klaus Lundahl Engelholt, Ib Christensen og Peter Høivang anbefalede denne kommentar

@Jan Damskier
Jeg forventer, at modne mennesker, som forestiller sig at kunne tage ansvaret for et barn (også et købt barn), har nogle kvalificerede overvejelser om deres motiver til forældreskab, samt hvad de kan gøre for at give barnet et godt liv. Vi ved, at 'det vigtigste valg, vi mennesker træffer i livet, er valget af forældre', så jeg ville forvente/ønske, at disse (og andre) potentielle forældre spørger sig selv om og hvorfor, de skulle være et godt forældrevalg for deres kommende barn - det har barnet fortjent.
Det er jo ikke en hundehvalp, de skal ud at købe.

Niels Baere, Per Torbensen, Mogens Holme, Ervin Lazar og Flemming Olsen anbefalede denne kommentar

Det er ikke i barnets tarv at blive født af en mor-maskine. Det er så egoistisk at mene man har ret til at skalte og valte med andres liv bare fordi man har penge.
Det er ikke en menneskeret at få børn.
Det er en absurd forretning og burde ikke være lovlig
Mvh Hanne Pedersen

Jeanne Löwe Lindberg, Asiya Andersen, Anne Margrete Berg, Per Christensen, Estermarie Mandelquist, Jan Fritsbøger, Mogens Holme, Flemming Berger, Per Torbensen, Herdis Weins, Steen Obel, Alvin Jensen, Jacob Nielsen, Ib Christensen, Ervin Lazar, Ditte Jensen, Nike Forsander Lorentsen og Flemming Olsen anbefalede denne kommentar

Hanne Pedersen: Så enig!

"Efter flere års tilløb har de sparet op til at udnytte en økonomisk dårligt stillet kvinde" kunne overskriften også være.

Selve konceptet om, at en kvinde efter fødslen kan tvinges til at afgive sit barn under hensyn til en kontrakt er så etisk forkert i mine øjne. Det er jo umuligt at vide på forhånd, hvordan det vil være efter fødslen at skulle overdrage det barn, man har båret i 9 måneder. Børn skal ikke være en handelsvare, det er næppe heller barnets tarv.

Der er desuden flere eksempler fra USA på par, som alligevel ikke ønskede barnet efter fødslen. Bl.a. fordi det ikke levede op til deres forventninger (fx Downs barn), eller der kom mere end ét barn.

Det er i øvrigt næppe svært at forestille sig en rugemor, som er i en økonomisk og social dårlig situation og af den grund accepterer aftalen. Det er en særdeles grov form for udnyttelse af udenlandske kvinder, og man kan forestille sig et modbydeligt sort marked her, som det tidligere er beskrevet med adoption.

Rugemoderen bør i alle tilfælde som minimum have fortrydelsesret efter fødslen.

Jeanne Löwe Lindberg, Daniel Santos, Christel Gruner-Olesen, Nike Forsander Lorentsen, Estermarie Mandelquist, Alvin Jensen, Jacob Nielsen, erik pedersen og Ib Christensen anbefalede denne kommentar

At Martin og Nicolai sagtens kan blive verdens bedste forældre er sagen uvedkommende. Handlingen burde forbydes ved lov, fordi den efter min mening er umoralsk.. Nøjagtig ligesom at det er ulovliggjort i dansk lov, at en dansker kan tage til udlandet og dyrke sex med en mindreårig, i et land der ikke har en kirminel lavalder der flugter med den danske.

Smike Käszner, Jeanne Löwe Lindberg, Asiya Andersen, Per Christensen, Jan Fritsbøger, Mogens Holme, Per Torbensen, Herdis Weins, erik pedersen, Alvin Jensen og Ditte Jensen anbefalede denne kommentar

Jeg mener naturligvis seksuel lavalder og ikke kirminel lavalder.

Alt form for handel med børn bør forbydes internationalt med tilbagevirkende kraft af hensyn til barnes tav. Man bliver ikke beder forældre bare fordi man har penge. I stædet bør de støtte op om familier der har brug for det på den ene eller anden måde.

Jeanne Löwe Lindberg, Mogens Holme, Per Torbensen, Herdis Weins, Jacob Nielsen og erik pedersen anbefalede denne kommentar
Krister Meyersahm

En rugemor/surrogatmor, der lægger krop til graviditet og fødsel af en anden kvindes befrugtede æg eller sæd fra en donor, må anses at besidde det juridiske "ejerskab" til barnet. Dette af den grund, at donors æg respektive sæd, ikke udvikler sig til et barn udenfor en livmoder og livmoderen tilhører netop - ikke donor.

I tilfælde af uenighed/strid efter barnets fødsel, skal en ændring af den juridiske tilstand kun kunne ske lovligt ved, at surrogatmoderen bortadopterer barnet til donor. Dette skal ske med statens mellemkomst efter gældende adoptionsregler - private aftaler skal ikke gælde.

Det bør være et lovkrav at dette forhold er i orden inden man indleder processen.

Bjørn Pedersen

Jeg ønsker hellere for parret, at vi i Danmark får en bedre og klarere lovgivning omkring surrogat mødre. For ja, selvom det ikke genetisk er deres egne børn de bærer, så er der jo en grund til at disse ordninger mest er tiltrækkende for kvinder i de fattigere dele af verden.

Men apropos dét.. I artiklen bladrer Nicolai og Martin i det der kvindekatalog, og bemærker at de helst ønsker en kvinde med en højere uddannelse:

Altså, kære venner, som i selv bemærker er der er intet genetisk bånd mellem jer, æg donor og så rugemor. Hun bærer barnet, men deler ikke gener med det. Altså giver det vel ikke mening, at bekymre jer om hverken udseende, modesans eller uddannelsesniveau hos rugemoren? Og havde hun desuden en høj uddannelse og et godt arbejde, ville hun jo næppe have brug for et arbejde som rugemor?

Jeanne Löwe Lindberg, Asiya Andersen, Christel Gruner-Olesen, Lise Lotte Rahbek, Ditte Jensen, erik pedersen, Herdis Weins, Ib Christensen og Carsten Munk anbefalede denne kommentar
Jeppe Bundgaard

Jeg savner noget om Jurisdiktion. Er barnet bestilt fra DK over nettet, er det vel dansk lovgivning, der gælder, og parret kan retsforfølgelses? Eller hvordan?

@Jeppe, er det ulovligt at bestille et barn (eller en fødsel) over internettet?

Jeg skal blankt indrømme, at det ved jeg ikke. Menneskehandel?

Jeg savner også lovgivning i sådanne sager.. Hvis det ikke allerede er, hvilket der er noget der tyder på at det ikke er, så burde det efter min mening fremadrettet gøres ulovligt.

Jan Fritsbøger

bjørn, måske forestiller de sig at de kan undgå det uetiske i at udnytte kvindens fattigdom ved at vælge en kvinde som ikke behøver pengene, og derfor måske gør det af lyst til at opleve graviditet og fødsel uden efterfølgende at hænge på et barn, jeg tror så ikke det er en reel mulighed.

Nicolaj Knudsen

Det er sjældent at opleve informations debatforum som direkte reaktionært, men det sker her. Der er alt for mange der stiller spørgsmålstegn ved parrets evner for at være forældre, og deres motivation, og jeg kan ikke som læser lade være med at tænke på om det tilfældigvis er fordi der er to mænd der vil have børn sammen, at kommentarerne er så nedladende?

Den progressive tilgang til spørgsmålet ville være at sige, at selvfølgelig skal kvinder i udviklingslande ikke udnyttes, så hvad kan vi gøre herhjemme for at hjælpe barnløse homoseksuelle par (og par med en kvinde der ikke kan føde børn) med at stifte den familie de ønsker sig? Og hold nu op med det der med at stille spørgsmålstegn ved motivationen, og stille så flot op med at "det ikke er en menneskeret at få børn". Ønsket om reproduktion er nok en af de stærkeste meningsdannende drifter i mennesket, uanset hvilken seksualitet man så har.

Enlige kvinder kan få gratis hjælp til fertilitetsbehandling i DK med ukendt donor. Her sidder man også og bladrer i et katalog - ikke med modelbilleder, men med beskrivelser af øjenfarve, uddannelsesniveau osv. Og jo, selv for en rugemor betyder uddannelsesniveauet da noget, ikke genetisk, men hun skal jo passe på fostret i de 9 måneder det ligger i maven.

Hvis ikke man kan lide ideen om rugemødre, hvad så med at forbedre vilkårene for adoption, som stadig er utrolig svært for homoseksuelle par (www.berlingske.dk/kronikker/i-danmark-kan-alle-blive-foraeldre-bare-ikke...). Eller åbne for andre juridiske konstruktioner, hvor man kan være to fædre og en mor? Denne konstellation er mulig uden hjælp, men et juridisk mareridt i forhold til arv og testamente.

Hvad med at vise lidt mere empati for homoseksuelle par.

Thomas Biering, Niels Baere og Dorte Tange anbefalede denne kommentar
Bjørn Pedersen

@Nikolaj Knudsen
Nu er det faktisk muligt, at forholde sig til et specifikt, navngivet homoseksuelt par som om de var ægte mennesker, som om de var individer, og ikke bare upersonlige repræsentanter for "homoseksuelle par". De er ikke et par "abstrakter". Det er muligt, at synes at et specifikt individ gør noget forkert - der absolut intet har at gøre med deres gruppe-identitets-markør. Jeg tilhører selv en minoritetsgruppe i Danmark eller to (kronisk smerte, angstlidelse, fleksjobber) . Det betyder ikke at hvis du kritiserer min personlige, specifikke adfærd, handling eller tale i konteksten af en specifik begivenhed (f.eks. en specifik debat i Information), så kritiserer du "i virkeligheden" min minoritetsgruppe... og det "gør man vel kun fordi man ikke har empati med min slags". : -'(

Dermed ikke sagt, at der godt KAN være (jeg har ikke læst alle indlæggene) nogen, der vitterligt kritiserer på den baggrund du mistænker. Men... måske kan det tænkes, at fordi de kritiserer nogen, som er homoseksuelle - at det IKKE er grunden til at de bliver kritisereret. Du ville vel heller ikke støtte en racist i en politisk kampagne, bare fordi han hypotetisk set også var homoseksuel og hans parti var inkluderende overfor ("ariske") homoseksuelle, vel?

Og artiklen drejer sig ikke om enlige kvinder, men beskriver lige præcis to mennesker, der er er homoseksuelle - så selvfølgelig er det da også dem der står for skud for en irrationel tankegang omkringer kvinders udseende og uddannelsesniveau. Hvis det brænder hos dig, skal naboen så skynde sig ned til brandfolkene og stoppe dem og forklare dem at det altså også har brændt hos dig engang? Ok, men lige NU og HER er branden hos dig - ligesom lige nu i denne artikel HER, møder vi Martin og Nicolai - som altså giver udtryk for deres helt egne, personlige tanker og ideer.

Altså, hvad med at vise lidt mere respekt for at homoseksuelle (par) godt kan tage ansvar for egne dårlige ideer, misinformationer, fejlfortolkininger og slet og ret dårlige ideer, som var de ægte, levende, tredimensionelle mennesker? Det betyder jo heller ikke at det er alt de er. Jeg tager fejl, og har taget fejl, om mange ting. Men jeg har også haft, og har også, ret i andre. Empati er indlevelse i det fejlbarlige menneske, ikke i et abstrakt ideal af andre mennesker.

Og ganske enig i at man bør reformere juraen så det bliver lettere for homoseksuelle at adoptere, og muligvis også finde rugemødre - under de rette kompensationsordninger. Men det skal være lovgivning der respekterer rugemødrene, da det i de fleste tilfælde vil være dem der er den magtmæssigt svageste part (medmindre der er kvinder der er rugemødre ligefrem af ideologiske grunde - jeg går dog ud fra at det er fåtallet).

Bjørn Pedersen

*"altså også har brændt hos dem engang?" skulle der stå i 3. afsnit.

Nikolaj: Ingen tvivl om at det er en stor og eksistentiel sorg at være ufrivilligt barnløs. Men det retfærdiggør stadig ikke retten til i værste fald at udnytte et andet menneske til at føde et barn for sig og herefter være tvunget til at afgive barnet. Bl.a. af de grunde jeg nævner i mit indlæg.
Dette uanset hvilken seksuel orientering man har og hvordan adoptionsreglerne i ens pågældende land i øvrigt er.

Vi går alle med en masse drømme, som vi aldrig får opfyldt. Ufrivillig barnløshed må være forfærdeligt, men giver det os retten til at udnytte fattige mennesker for at få drømmen om børn opfyldt. Nej det mener jeg ikke. Så engang en dokumentar om en klinik i Indien,hvor britiske par kunne købe indiske kvinders kroppe som rugemaskiner. Så nej det handler ikke om, at jeg ikke under homoseksuelle par at blive forældre, det handler om at jeg mener det er uetisk at vi i den rige del af verden udnytter menneskers fattigdom andre steder i verden, så vores drømme kan blive til virkelighed.