Merkel tømte det tyske demokrati for konflikt og debat

Algerierne var rasende, tilskuerne skuffede, og fodboldfans følte sig snydt, men det betød ikke noget for tyskerne, som fik det, de kom efter, og fortsatte fremad.

I den afsluttende kamp i gruppespillet ved verdensmesterskaberne i 1982 spillede Vesttyskland, som det hed dengang, mod Østrig. Sensationelt havde de tabt deres første kamp mod Algeriet, og de skulle vinde over Østrig for ikke at ryge ud. Hvis de vandt med mere end to mål, ville Østrig være sendt ud af turneringen. Og Algeriet ville gå videre. 

Hele verden havde set frem til den kamp, der måtte blive et eksplosivt fodbolddrama, og som kunne fuldføre sensationen for Algeriet. Men allerede efter 11 minutter scorede Vesttyskland til 1-0, og de næste 79 minutter trillede østrigerne og tyskerne bolden stille og roligt rundt mellem sig, indtil det, der udviklede sig til en af de kedeligste kampe i VM-historien var forbi. Algerierne klagede over, at de to lande tilsyneladende havde indgået en ikkeangrebspagt, og kommentatorer spekulerede over aftalt spil. Intet blev efterfølgende bevist, og meget tyder på, at spillerne bare affandt sig med et resultat, som passede begge hold strålende.

Den gamle skandalekamp minder ifølge den tyske demokratiteoretiker Jan-Werner Müller om den måde, hvorpå den tyske kansler Angela Merkel de senere år med store koalitioner har regeret Tyskland:

»Man får en fornemmelse af, at det hele er afgjort på forhånd. At der ikke rigtig er noget på spil,« siger han:

»Folk får ikke den kamp, de er kommet for at se. Og man risikerer selvfølgelig på et tidspunkt, at publikum bliver så skuffede, at de løber ind på banen.«

Det tyske eksperiment

Mens mange vestlige demokratier de seneste år har været hærget af kampen mellem gamle regeringspartier og nye protestpartier, har Merkels 16 år som forbundskansler været kendetegnet ved konsensus og stabilitet.

De to partier, socialdemokraterne SPD og kristendemokraterne CDU, som historisk har kæmpet om magten, har fundet sammen i store koalitioner hen over midten, og meget længe har Tyskland været ledet af regeringer, som ikke har været udfordret af en samlet opposition.

Men det er, skriver Müller i sin nye bog Demokratiet styrer, en fundamental del af et parlamentarisk demokrati, at der til den siddende regering skal være et alternativ, som giver vælgerne et reelt valg om, hvordan fællesskabet regeres. Som han forklarer:

»De store koalitioner efterlader det indtryk hos vælgerne, at der ikke er noget alternativ. Men det er jo almindeligt kendt, at der altid opstår modsætninger i politik. Og vi fik i Tyskland noget, som vi på grund af vores historie havde troet var utænkeligt, nemlig fremkomsten af et højreekstremistisk parti, Alternative für Deutschland.«

Der har været talt meget om det demokratiske eksperiment i USA, hvor republikanerne er blevet et radikalt protestparti og demokraterne et liberalt parti for den nye overklasse, de højestuddannede og de progressive millionærer i storbyerne. Og hvor Donald Trump knuste grænserne for, hvad vi troede, man kunne tillade sig i et moderne demokrati.

Men under Merkel har et andet demokratisk eksperiment fundet sted i Tyskland: Forskellen mellem højre og venstre som alternativer har været ophævet, og en slags postpolitisk centrum er blevet etableret i det land, som er Europas politiske og økonomiske stormagt.

Op til weekendens valg har jeg bedt Jan-Werner Müller, som er tysker og demokratiforsker, om at hjælpe med at udlægge merkelæraen, det tyske eksperiment og den aktuelle situation.

»Merkel har regeret så længe, at den forståelse efterhånden har bredt sig i Tyskland, at demokrati er det samme som fravær af store debatter og åbne konflikter,« fortæller Müller over Zoom fra USA, hvor han underviser ved Princeton University.

Han er klædt i hvid skjorte og mørk jakke og taler engageret foran sin skærm.

Merkel er blevet rost for sin evne til pragmatisk at søge fællesnævnere og skabe kompetente løsninger. Men konsekvensen har været, at de store samtaler i samfundet ikke forekommer relevante for den politiske styring, og at de fundamentale modsætninger mellem interesser og ideer ikke bliver artikuleret i det demokratiske system:

»Det fører til en forståelse af, at demokrati er et stilfærdigt anliggende, at de egentlige politiske forskelle er små, og at alle bør kunne nå til overensstemmelse om teknokratiske løsninger på tingene, som man mener er korrekte.«

Det er ikke en doktrin, Merkel selv har formuleret og udbredt, understreger Müller. Det er en afspejling af hendes politiske metode:

»Og for mig at se er det ikke et godt syn på demokrati. Man kommer til at undervurdere, hvor vigtigt det er, at der faktisk er virkelige valg mellem forskellige politiske veje, og at det meget ofte er helt i orden med åbne konflikter i et demokrati.«

Merkel var ikke kun liberal

— Merkel har været kansler i 16 tumultariske år i Europa. Jeg tror, der for os alle er positive og negative scener fra hendes epoke. Det er svært at fælde en samlet dom, men hvordan ser du hendes præstation som kansler?

»Jeg er enig i, at det her ikke bare handler om at sige, om hun er dumpet eller bestået. Hendes arv er blandet. Hun har gjort mange gode ting. Hun holdt Tyskland – og i en vis forstand Europa – samlet gennem en tid med mange trusler og kriser. Nogle vil endda sige, at hun spillede en vigtig rolle i at opretholde det, vi kalder for den liberale verdensorden, i en periode, hvor denne ordens normale garant, USA, på grund af Trump var fraværende.«

Men Merkel har ifølge Müller også på flere niveauer svigtet den liberale orden. Valgt eksport frem for principper og sat handel over hensynet til retsstaten:

»EU har reelt tilladt Ungarn og til en vis grad Polen at udvikle sig til autokratier. Det ville aldrig være sket, hvis hun ikke havde tolereret det. Hendes accept har som hovedregel været motiveret af økonomiske interesser. Og meget ofte af hensyn til bilindustrien, som stadig er særdeles magtfuld i Tyskland,« siger Müller.

»Godt nok har Merkel et image som leder af den frie verden, men Tyskland har generelt været meget venlige over for Kina. En af grundene til, at Tyskland klarede sig så godt gennem eurokrisen, er, at vi blev ved med at eksportere helt vildt meget til Kina. Og selv om der har været sanktioner over for Rusland, har Merkel også været venlig i forhold til Moskva. Tænk bare på Nord Stream 2 (den omdiskuterede gasledning mellem Rusland og Tyskland, red.). Billedet af hende som forsvarer af liberale principper skal i hvert fald … nuanceres.«

— Hun er blevet kritiseret meget for, at hun under flygtningekrisen udtalte, at »det klarer vi«. Men der indtog hun en kontroversiel position og forsvarede en humanisme, som der ellers ikke var mange i Europa, der stod op for …

»Ja, hun forsøgte at finde en fælles europæisk tilgang i 2015 og 2016, men det lykkedes aldrig. Og hun vendte ikke tilbage til det. Hun forsøgte heller aldrig at give et bud på en ny arkitektur for hele det europæiske projekt.«

Hun gjorde ikke nok

Merkels metode var nærmest antivisionær og imod store ideer. Hun ventede og ventede, til de andre aktører meldte ud, hvad de havde af ideer og interesser, og satte derefter noget sammen, som de fleste kunne enes om. Hun skabte praktiske løsninger på akutte problemer, men brugte ikke sin autoritet til at forandre grundlæggende strukturer og konfrontere de helt store problemer:

»Jeg forestiller mig, at fremtidens historikere vil være rimeligt kritiske og sige, at hun ikke gjorde noget forfærdeligt dumt, og hun mindede slet ikke om nogle af de ekstreme politikere, vi har set vokse frem i Europa – hun gjorde det, der skulle til for at få tingene til at hænge sammen. Men hvis man tænker på de ressourcer, hun havde, og den politiske position, hun havde i Europa, så gjorde hun slet ikke nok.«

Müller henviser til andre ledere, der har haft stor politisk kapital og lange regeringsperioder, og som investerede deres autoritet i store projekter. Det var eksempelvis en dristig satsning, da den socialdemokratiske kansler for Vesttyskland Willy Brandt i starten af 1970’erne skabte nye forbindelser til det daværende Østtyskland:

»Han troede selv på det, men det var hårdt, og han mødte stor modstand. Men han holdt fast. Hvis du ser bort fra Merkels åbning for flygtninge i 2015, er det svært at finde nogen situationer, hvor man kan sige, at hun virkelig forstod fremtidens udfordringer og gjorde alt, hvad hun kunne for at få alle med på en så global løsning som muligt på noget, der var et globalt problem.«

Nogen stor grøn leder har Merkel bestemt heller ikke været, indskyder Müller. Hun har talt om det ude i verden, men derhjemme har hun prioriteret at forsvare og bevare den tyske industri.

Merkel kaldte sig »klimakansler« og har i modsætning til eksempelvis Donald Trump ikke på noget tidspunkt angrebet Parisaftalen eller klimaindsatsen. Men på trods af de store ord er hun ikke gået forrest på denne dagsorden. Det er ekstra bemærkelsesværdigt, fordi Angela Merkel på mange måder havde gode forudsætninger for at gå til klimaproblemet, påpeger Müller:

»Hun er højtuddannet, og hun har en overlegen forståelse af fysik og formentlig også kemi. Så Merkel forstod virkelig problemet på en måde, som den forhenværende præsident i USA ikke gjorde. Dertil kommer, at hun havde et stort flertal bag sig, masser af ressourcer og en velfungerende stat.«

Også i en tysk kontekst var hendes parlamentariske situation enestående gunstig, bemærker Müller. Der var i 1990’erne konstant modsætninger mellem regeringen, der havde flertal i Forbundsdagen, og Forbundsrådet, som er den anden lovgivende forsamling i det tyske system:

»Forbundsrådet blokerede hele tiden regeringens politik, og folk klagede over det dysfunktionelle system. Det hører man slet ikke noget om mere, fordi hun har haft flertal i begge kamre. Så selv om hun nok ikke har oplevet det sådan hele tiden, har det været en relativt let periode for en tysk kansler. Og alligevel førte hun aldrig rigtig an i den grønne omstilling og forholdt sig ikke for alvor til planeten som helhed.«

Klimaet er anderledes

— Det gælder jo nærmest alle de store vestlige demokratier, at de ikke har leveret på den grønne omstilling i de 30 år, hvor de havde sejret ideologisk og forpligtet sig til at modarbejde klimaforandringer. Hvorfor er klimaforandringerne så svære for demokratier?

»Jeg kan godt se, at demokratierne har haft meget svært ved at håndtere de konflikter, som er blevet skabt af klimaforandringerne. Men jeg mener ikke, man kan sige, at de ikkedemokratiske regimer har været bedre.«

»Det oplyste autokrati er en fristende forestilling. Tænk, hvis man bare kunne vælge ti teknokrater, som frigjort fra alt pres nedefra på magisk vis ville kunne gøre det rigtige. Men her tror jeg, at vi nogle gange lider af kollektiv fortrængning af de mindre kendte aspekter og erfaringer fra det 20. århundrede.«

Dengang havde vi en række regimer, anfører Müller, som var ledet af teknokrater og folk, der blev regnet for eksperter på deres felter. De havde store planer for, hvordan man skulle tilrettelægge hele samfundet efter planer udtænkt oppefra, og der var embedsfolk med bemyndigelse til at gennemføre det uden besværlige demokratiske forhandlinger:

»Jeg tror, at alle i dag vil være enige om, at det aldrig virkede, og at det førte til helt rædselsfulde resultater for rigtig mange mennesker. Og i øvrigt blev mange af disse regimer gennemkorrupte. Så denne her fantasi om den kloge regent, der er hævet over alle interesser, vil altid være der, og den lever aldrig op til forventningerne, når den bliver realiseret.«

Men de autoritære regimers historiske fiasko er ikke det samme som demokratiernes succes, medgiver Müller. Det er bare en vigtig erfaring, når man begynder at bruge folkets dumhed og umodenhed som forklaring på, at demokratierne har svigtet klimakampen.

»Demokratierne har virkelig haft svært ved at håndtere de konflikter, som er blevet skabt af klimaforandringerne. På mange andre områder kan vi sige, at her er der altså ikke én enkelt rationel beslutning, som teknokraterne kan lægge frem, og der er på de fleste felter plads til, at folk kan have forskellige værdier og vurdere verden forskelligt. Så selv om man hverken tror på konspirationer eller benægter kendsgerningerne, er der mulighed for, at man kan diskutere, hvordan vi skal forholde os til temaerne.«

Demokratiet er ifølge Müller indrettet på den måde, at store problemer som eksempelvis arbejdsløshed eller modsætninger mellem land og by bliver brudt op i små konkrete lovforslag. Nogle gange vinder den ene side og får hævet dagpengene eller flyttet penge fra storbyerne til investeringer i landområderne. Andre gange vinder den anden side, og dagpengeperioden bliver forkortet, eller der investeres i nye institutioner i metropolerne.

»Skønheden ved demokratiet er, at vi kan forvandle vores principielle modsætninger til konkrete problemer, og at vi accepterer den løbende forhandling af, hvordan de skal løses,« pointerer Müller.

De abstrakte anliggender føres så at sige ind i demokratiet ved at blive gjort til specifikke forslag, og på den måde internaliseres de store kampe i vores hverdagslige forhandlinger.

»Problemet med klima er, at det ikke er noget, du kan oversætte til håndterbare konflikter på den måde, fordi det på en måde er uden for demokratiet. Det er overalt, det er miljøet for selve demokratiet.«

»Man kan godt tage nogle af spørgsmålene som skovdød og gøre til genstand for forskellige politiske løsningsforslag. Men med noget så komplekst og altomfattende som selve klimaet er det meget, meget vanskeligere. Det betyder ikke, at vi er dømt til at tabe, kun at det bliver meget, meget vanskeligere end noget, vi har prøvet før.«

Ikke tid til tålmodighed

Historisk set har demokratierne været afhængige af en vis form for tålmodighed, forklarer Müller. Man har forsøgt det ene og det andet, man har diskuteret og forhandlet, og netop denne proces har ført til, at forskellige grupper i samfundet blev hørt, og forskellige ideer prøvet af. Og før eller siden ville man nå frem til løsninger, som alle kunne leve med. Men der er det særlige ved klimaforandringer, at de forløber uden for os i naturen, og de venter ikke på vores langsomme forhandlingsprocesser. Vi kan ikke tillade os den samme tålmodighed, som vi har vænnet os til på andre politikområder:

»Det går ikke, at vi tænker, at det hele ser kaotisk ud nu, men det plejer jo at gå til sidst, så sådan går det nok også denne gang. Det kan blive en fælde for os, hvis alt for mange tænker sådan og ikke indser, at nogle gange har vi at gøre med et problem, som i sin natur er helt anderledes. Den selvtilfredshed kan vi ikke tillade os her.«

— Jeg vil til sidst høre, om du ser pandemien som en åbning for virkelige politiske forandringer, der også kan slå igennem i Tyskland – om vi står midt i et veritabelt politisk nybrud?

»Der var i starten af pandemien helt klart en oplevelse af, at vi alle var i samme båd. Madonna sad i sit badekar og sagde, at det her var en tid for solidaritet. Men nu er vi endt i den anden ekstrem. Nogle mennesker er druknet, mens andre lever på deres luksusyachter og sejler til deres private øer.«

»Vi vidste det godt, det er bare blevet pinefuldt klart for os, hvor dybe ulighederne i vores samfund er. Vi er jo ikke i samme båd. Opgaven for den fantasifulde bevægelse og den dygtige politiker er at sige: Det her var en fælles erfaring af, at vi ikke er et virkeligt kollektiv. Og hvis man er modig, må man finde en måde at appellere til folk på, så et rigtigt, handlende kollektiv bliver skabt ud af denne erfaring«.

Müller understreger, at han ikke ved, om det vil gå den eller den anden vej. Men det står i hvert fald klart, at det er en kamp, som ikke er afgjort på forhånd, og at der er noget på spil for alle de tilskuere, der har siddet på stadion og oplevet, at det hele indtil nu har været aftalt spil.

Dette er en redigeret udgave af en samtale, som blev gennemført på Zoom den 9. september.