Det er en indgroet uvane for mange – ikke mindst i den kreative klasse – at de hygger sig og måske endda morer sig, imens de er på job. Men hvordan sikrer man, at en arbejdsplads er blottet for arbejdsglæde?
Her er otte gode råd til ledere, som gerne vil understøtte statsministerens målsætning.
1. Server dårligere kaffe
Engang vidste man, at kaffen smagte dårligt, når man var på arbejde, og godt når man havde fri. Det var en klar og letforståelig markør. I dag har mange arbejdspladser fået avancerede kaffemaskiner, som serverer friskkværnet, cremet og decideret velsmagende kaffe. På den måde er det hele blevet blandet sammen. Hov, kaffen er slet ikke sur og bitter, tænker mange. Er jeg overhovedet på arbejde? Det går ikke. Fjern de dyre kaffemaskiner og erstat dem med de gode gamle kolbemaskiner, hvor kaffen står på en kogeplade hele formiddagen og bliver stadig mere bitter.
2. Indfør et ekstra ledelseslag
Der er måske allerede fire ledelseslag i din virksomhed, men der er helt sikkert plads til et mere. Tænk på det som en lagkage. Den bliver også bedre af et ekstra lag. Det er fornuftigt at placere det nye lag nederst i ledelseshierarkiet, lige over de menige medarbejdere. For ikke at virke overflødige vil de nye ledere blive nødt til at finde på en masse opgaver, som skal løses, hvilket i høj grad vil gå ud over arbejdsglæden.
Fagbevægelsen fik i sin tid indført den sjette ferieuge til arbejderne. Det er på tide, at lederne af de danske virksomheder svarer igen og indfører det femte ledelseslag.
3. Vælt vægge
Al forskning peger på, at storrumskontorer ikke er gode for arbejdsglæden. Senest konkluderede en forskningsrapport fra Aarhus Universitet i 2019, at jo flere medarbejdere, der sidder på et kontor, jo mindre tilpas føler de sig – og jo mindre glade er de for deres arbejde. Så denne her ligger faktisk lige til højrebenet: Riv en masse vægge ned på din arbejdsplads og skab endnu større kontorlandskaber! Sørg for, at folk sidder helt tæt i klynger, så alle kan se hinandens skærme.
4. Drop legestuen
På mange moderne virksomheder har medarbejderne adgang til bordfodboldborde, sækkestole, Playstation-konsoller, hængekøjer og flippermaskiner. Det kan efterhånden være svært at se, om man er på et reklamebureau eller i en ungdomsklub – og hvis din virksomhed ser sådan ud, er tiden kommet til at rydde gevaldigt op. Ja, det virkede som en god idé i 00’erne, og Google med de børnevenlige firmafarver var en foregangsvirksomhed – men det er ikke tidssvarende i nutidens socialdemokratiske Danmark.
5. Indfør stempelmaskiner
Arbejdsmarkedet er blevet så fleksibelt, at medarbejderne i mange virksomheder kommer og går, som det passer dem. Det må høre op. Lige siden industrialiseringen har landets sande arbejdere været vant til at stemple ind, når de møder op, og stemple ud, når de går hjem. På den måde ved man præcis, hvornår man er på arbejde og hvornår, man har fri og kan have det sjovt. Mange i den kreative klasse har vænnet sig til at arbejde om aftenen. Derfor kan det blive nødvendigt at udlevere bærbare stempelmaskiner, som medarbejderne kan tage med hjem. Når børnene er puttet, kan mor stemple ind igen.
6. Grøddag i kantinen
I har sikkert allerede en fiskedag og en vegetardag i kantinen. Med en ugentlig grøddag vil du nemt kunne gøre det hyggelige åndehul, som mange betragter frokostpausen som, mindre lystbetonet. Grød er yderst moderne, men kun meget få kan rent faktisk lide grød. Så medarbejderne vil miste et lyspunkt, og du vil fremstå progressiv på én og samme tid. Kantinen er et farligt sted at lave ændringer, så der er en risiko for, at nogle medarbejdere ikke bare vil miste arbejdsglæden, men blive decideret vrede over grøddagen. I så fald kan du begrunde tiltaget med hensynet til klimaet. Det er umuligt at argumentere imod.
7. Psykopatagtig ledelse
Mange moderne virksomhedsledere er inkluderende og demokratiske i deres ledelsesstil, og man ser ikke sjældent medarbejdere, som ligefrem godt kan lide deres chefer. Men hvis vi skal leve op til de socialdemokratiske arbejdsidealer, er der brug for gammeldags, autoritær ledelse med en snært af psykopati. Fyr en medarbejder i ny og næ. Ikke en nøglemedarbejder, selvfølgelig, men gerne en halvgod én. Så vil de andre tænke: Hvorfor blev Joan nede fra regnskab egentlig fyret? Den slags skaber frygt og sikrer en passende distance mellem medarbejder og chef. Du kan også benytte dig af mindre tiltag. Hvis Anders altid har delt kontor med Henrik, så flyt en af dem uden at begrunde det. Sæt ham i stedet sammen med den yngste studentermedhjælper. Det vil gøre det mindre lystfyldt at gå på arbejde – også for studentermedhjælperen.
8. Obligatorisk DHL-stafet
Sociale arrangementer med kollegerne kan være sjove, men ikke hvis man bliver tvunget til at være med. Tag DHL-stafetten. Hvis du gør det obligatorisk for dine medarbejdere at løbe fem kilometer og bagefter drikke øl og spise grillpølser med hinanden, vil stafetten straks skifte karakter fra et hyggeligt firmaarrangement til en sur pligt.
Helt i tidens ånd.
Gert Romme. Den der tager spøg for spøg og alvor kun alvorligt, han har vist forstået begge dele lige dårligt.(frit efter hukommelsen)
"På arbejdsmarkedet er vi alle masochister, og dem er som ikke i forvejen er det, skal nok blive det med tiden. Det er jo en del af pakken."
Så morsomt, i sær det med grøddagen..... he he he
Det forlyder fra sædvanligvis velunderrettet kilde, at skribenten til denne artikel forleden sendte sine forslag til Mette Frederiksen, i håb om at han ville blive kaldet til stillingen som hendes nye taleskriver.
Journalisten fik ikke stillingen. Men Mette Frederiksen fik stof til eftertanke. Især forslaget om den dårlige kaffe gjorde indtryk på hende. Da hun af hjertet er DJØFFER finder hun et ekstra ledelseslag interessant, men i en tid med mangel på arbejdskraft, er det næppe politsik gennemførligt.
Hun har nu truffet den statsministerielle beslutning, at hun ikke mener, at det ikke må være sjovt at gå på arbejde, skriver hun på sin Facebookside. Derfor er de fremsatte forslag overflødige, skriver hun ikke på sin Facebookside.
Det er helt sikkert ikke en skribent, der er vant til at arbejde på " gulvet", der har skrevet dette indslag!
Bortset fra dårlige og flere og flere mellemledere er der ingen af de andre goder, der findes på almindelige arbejdspladser. Livet set med en priviligeret akademikers øjne...
Hilsen en træt sygeplejerske gennem 35 år.
Jeg er fan af Kristian Villesens humor ;)
Mvh Hanne Pedersen