Et liv er forbi
Læsetid: 5 min.

Hun nåede ikke at fylde 30 – men festen blev holdt alligevel. Lige i Nannas ånd

Nanna Kolding Sørensen brugte kunsten til at sætte sygdom på dagsordenen, ligesom hun gerne brugte fire timer på at lave ossobuco til vennerne. Hun havde allerede købt kjolen til sin 30-årsfødselsdag, men nåede aldrig så langt
Nanna Kolding Sørensen fyldte et lærred med blisterpakninger fra den medicin, hun havde taget i løbet af et helt år, og fik det udstillet på Aarhus Rådhus gennem ABMS Aarhus (Anonyme borgere med smerter).

Nanna Kolding Sørensen fyldte et lærred med blisterpakninger fra den medicin, hun havde taget i løbet af et helt år, og fik det udstillet på Aarhus Rådhus gennem ABMS Aarhus (Anonyme borgere med smerter).

Moderne Tider
11. september 2021

En novemberdag i 2013 fortalte Nanna Kolding Sørensen sin bofælle Kasper, at hun havde en overraskelse til ham. Sammen med deres fælles ven Jerami gav hun ham bind for øjnene og førte ham gennem Aarhus’ gader til stor undren for de forbipasserende, der nok mest troede, at de var vidner til en polterabend.

Men Kaspers tur gennem Aarhus endte i et biografsæde, hvor Nanna Kolding Sørensen havde købt billetter til sci-fi-filmen Gravity. Den havde Kasper nemlig nævnt en måneds tid forinden, og på den måde gjorde Nanna Kolding Sørensen ofte en stor indsats for at overraske sine venner.

Hendes egen interesse for film, musik og kunst begyndte i barndommen, hvor hun nærmest kunne nynne, inden hun kunne tale. I sine teenageår lyttede hun til radioprogrammet Det Elektriske Barometer og blev draget af den alternative musikscene, og i gymnasietiden kom hun med i en filmklub, hvor de så alt fra kunst- til splatterfilm.

Hun voksede op i Nibe med tre yngre søskende. Hun havde sine meninger, var god til at skrive og ville gøre en forskel for de svage i samfundet. Derfor faldt alt i hak, da hun begyndte på Aalborg Katedralskole og fik klassekammerater, der ligesom hende selv var samfundsinteresserede. 

Blå bog: Nanna Kolding Sørensen

  • Født: 10. december 1990.
  • Kunstner, skribent og filmentusiast.
  • Død: 25. november 2020.
  • Efterlader sig sine forældre, tre yngre søskende og venner.

I en alder af 20 flyttede Nanna Kolding Sørensen i bofællesskab i Aarhus og drømte om at blive journalist. Her holdt hun sig travlt beskæftiget som skribent for musikmagasinet Eventuelt.org og som DJ på baren Sway, hvor hun kunne dyrke sin forkærlighed for alternativ rock, når ikke hendes venner en gang imellem fik hende overtalt til at sætte jazz på.

Efter et år i Aarhus fik Nanna Kolding Sørensen sin ven Kasper ind i bofællesskabet, hvor de videreførte deres fælles interesse for film, som de havde mødtes om i filmklubben på gymnasiet. Det blev ofte til hele dage, hvor de så film til langt ud på aftenen og drak rødvin, mens de forsøgte at gætte karakterernes replikker, inden de selv sagde dem. Særligt var Nanna Kolding Sørensen begejstret for den svenske filminstruktør Ingmar Bergman, hvis navn hun fik tatoveret på underarmen.

Selv om tempoet var højt og projekterne talrige, brugte hun ofte mange timer i køkkenet på at lave mad til sine bofæller. Hun prioriterede altid at glæde andre.

Et års blisterpakninger

I 2012 begyndte Nanna Kolding Sørensen på Æstetik og Kultur på Aarhus Universitet, men blev afbrudt, da hun kun en måned efter studiestart måtte igennem en stor rygoperation på grund af en deform rygsøjle. Otte måneder senere blev hun opereret igen, og året efter var hun som 23-årig igennem sin tredje rygoperation.

Men smerterne gik ikke over, og hun måtte indstille sig på at leve med dem og de bivirkninger, hun fik fra sin medicin.

Det medførte et temposkift i hendes liv, og jobbet som DJ blev udskiftet med at male og lave kollager. En hobby, der tog til i de følgende år, hvor hun brugte en større del af sin tid som udøvende kunstner og kom med i kunstnerkollektivet AMOK, hvor hun senere blev formand.

Kunsten blev også Nanna Kolding Sørensens måde at håndtere smerterne på, og hun brugte ofte sin kunst til at sætte fokus på sygdom og den syges udfordringer i samfundet. For eksempel da hun fyldte et lærred med blisterpakninger fra den medicin, hun havde taget i løbet af et helt år. Et værk, der blev udstillet på Aarhus Rådhus gennem ABMS Aarhus (Anonyme borgere med smerter), og som på én gang var smukt og skræmmende.

Selv om smerterne satte begrænsninger, forsatte hun med at engagere sig i sine venner og families liv. Hun brugte meget tid på at gå ture i naturen, selv om det tog på kræfterne og af og til kostede en dag eller to i sengen. Samtidig aftalte hun at lave et kunstprojekt med museet Ovartaci og håbede at komme ind på Kunstakademiet.

Men igen blev der sat en stopper for hendes planer, da en dobbeltsidet lungebetændelse og flere blodpropper i 2019 udviklede sig til multiorgansvigt. Nanna Kolding Sørensen overlevede, men skulle igen igennem en lang periode med genoptræning.

I Nannas ånd

I april 2020 kunne hun flytte hjem til sit bofællesskab efter at have boet en periode hos sin mor. Her blomstrede hun op og begyndte lige så stille at være kreativ igen. Familien og de tætteste venner fik en særlig betydning for hende, og hun begyndte at tale i telefon med sin lillesøster Pernille næsten hver dag.

Men i september 2020 begyndte hun at få væske omkring hjertet og måtte igen opereres. I perioden op til operationen talte hun ofte med sine forældre om alt det, hun glædede sig til, når det var overstået. Hun ville arbejde på sin kunst og holde en stor fest, når hun fyldte 30 i december – selv hvis det skulle blive fra sengen. Og hun havde allerede købt den kjole, hun skulle have på.

Den mulighed fik hun ikke. 14 dage efter operationen gik Nanna Kolding Sørensen bort omgivet af sin familie, da hendes hjerte ikke kunne pumpe ordentligt.

Bisættelsen foregik hjemme i Nibe. Fremmødet var så stort, at mange på grund af coronarestriktionerne måtte følge med fra sognesalen ved siden af kirken.

I kunstnerkollektivet AMOK mødtes medlemmerne få dage efter Nanna Kolding Sørensens død og tændte lys, mens de sad i stilhed. Flere af dem var kommet ind i gruppen på hendes initiativ, og det føltes pludselig mærkeligt at sidde i det rum, hvor hun havde haft så stor betydning.

Få dage inden operationen havde bofællesskabet været samlet til middag for sidste gang. Her havde hun ikke overraskende brugt fire timer i køkkenet på at lave ossobuco.

Nu manglede hun til sin egen 30-årsfødselsdag, men festen blev alligevel afholdt. Den foregik på grund af coronarestriktionerne i haven i bofællesskabet den 10. december, hvor Kasper og de andre havde pyntet op med lyskæder sørgede for, at så mange som muligt kunne være med. Lige i Nannas ånd, tænkte de.

Serie

Et liv er forbi

På denne plads fortæller vi hver uge om en afdød person på basis af samtaler med de pårørende.

Hvis du har mistet en, som du synes, at Informations læsere bør kende til, så skriv til modernetider@information.dk.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeg fik relevant og gyldig adgang til et menneskelig. Det giver (altid) håb for (meningen med os) alle. Tak.

Peter Mikkelsen, Susanne Kaspersen, David Zennaro, Lise Lotte Rahbek, Holger Nielsen og Viggo Okholm anbefalede denne kommentar

menneskeliv.