Et liv er forbi
Læsetid: 4 min.

Nogen må gøre noget, sagde Jutta Thuesen ofte. Og den ’nogen’ var som regel hende selv

Jutta Thuesen var indigneret af natur og engagerede sig i alle de fællesskaber, hun indgik i. Fra fagforeningen til vinterbadeklubben og kampen for et mere retfærdigt boligmarked
Som ung var Jutta Thuesen lidt af en drengepige. Hun drønede rundt på sin motorcykel, gik op i fodbold og sagde, hvad der passede hende.

Som ung var Jutta Thuesen lidt af en drengepige. Hun drønede rundt på sin motorcykel, gik op i fodbold og sagde, hvad der passede hende.

Privatfoto

Moderne Tider
2. oktober 2021

Helt til sin død var Jutta Thuesen engageret i samfundet omkring sig. Da hun i den sidste tid lå på hospice, efter mange års sygdom, ringede en gammel veninde for at spørge, hvordan hun havde det – og så begyndte Jutta Thuesen ellers at brokke sig over, at hun ikke kunne få leveret aviser til sit hospice.

»Det kan simpelthen ikke være rigtigt,« sagde hun.

»Nogen må gøre noget.«

Det var med den indstilling, hun gik gennem livet: Nogen må gøre noget. Og den ’nogen’ var som regel Jutta Thuesen.

Hun voksede op i den lille sønderjyske by Ullerup med sine forældre og tre brødre. Hendes mor var oprindeligt fra Königsberg, men måtte flygte, da russerne invaderede området i 1945 og havnede så der. Og selv om morens fortid ikke var noget, man talte meget om i hjemmet, blev det alligevel en stor del af Jutta Thuesens identitet at være barn af en flygtning og minoritet i sit land. Og det var med til at forme den sociale indignation og retfærdighedssans, som kom til at præge hende resten af livet.

Motorcykler og fodbold

Som ung var Jutta Thuesen lidt af en drengepige. Hun drønede rundt på sin motorcykel, gik op i fodbold og sagde, hvad der passede hende. Hun passede ikke altid ind i tidens kvindebillede. Og da hun blev gammel nok til at flytte hjemmefra, tog hun mod Aarhus, hvor hun blev en del af et venstreorienteret, aktivistisk miljø.

I begyndelsen af 1980’erne blev hun gravid med en tysk mand, hun havde mødt under en ferie på Anholt. Han rejste tilbage til Tyskland, men Jutta Thuesen besluttede at få barnet alene. Så hun solgte sin motorcykel, brugte pengene til at købe en vaskemaskine i stedet, og i 1984 kom sønnen Thue til verden.

Jutta Thuesen

  • Født 23. november 1951 i Ullerup.
  • Uddannet journalist.
  • Død 22. juni 2021.
  • Efterlader sig en søn

Jutta Thuesen fik hurtigt gjort Thue interesseret i fodbold, så mens han boede hjemme, elskede de to at se kampene sammen. Siden fik hun stablet en fast aftale på benene med en gruppe veninder, der mødtes og lavede mad og så fodbold. Hun holdt naturligvis med AGF og Sønderjyske, sine to hjemstavne.

Jutta Thuesen var altid typen, der tog ansvar for fællesskabet. Ingen kampe for store eller små. I sin vinterbadeklub kæmpede hun for at få bevilget skabe med lås af kommunen, og i fagforeningen endte hun med at blive kredsformand. Som ung var hun med til at starte venstrefløjsbiografen Øst for Paradis, og gennem mange år kæmpede hun en benhård kamp med aktioner og demonstrationer for et mere retfærdigt boligmarked i Aarhus. Selv da hun i en periode blev arbejdsløs, begyndte hun at kæmpe de arbejdsløses sag.

Mens sønnen var lille, begyndte hun på journalisthøjskolen, og siden fik hun arbejde som kriminalreporter på Randers Amtsavis, hvor hun var i mange år.

For hende var det ikke dramaet i den kriminelle underverden, der trak, men en interesse for juraen og retfærdighedssansen. Hun holdt især af at sidde i retssalene i timevis og følge den juridiske disciplin og den særlige logik i advokaternes arbejde.

Interessen for jura viste sig også i det aktivistiske arbejde. Efter de mange års aktioner mod fupmoderniseringer og høje huslejepriser kunne Jutta Thuesen næsten hele boliglovgivningen på fingrene.

17 gode år

Da Jutta Thuesen var 51 år, og sønnen stadig hjemmeboende, blev hun diagnosticeret med kræft. Efter en operation blev hun kræftfri i en periode, men sygdommen vendte tilbage, og hun endte med at leve med den resten af sit liv.

Hun lod sig ikke slå ud af den. Over for nære venner gav hun udtryk for, at diagnosen ramte ekstra hårdt i begyndelsen, fordi hun var enlig mor, og hun kom aldrig tilbage på arbejdsmarkedet i løbet af de 18 år, hun levede med sygdommen.

»Men 17 af dem var gode,« sagde hun i den sidste tid.

Her begyndte hun at skrive noveller og digte, læse bøger, aviser og bruge tid i naturen. Som barn havde hun altid elsket at hjælpe til i sin tantes gartneri, og nu var der igen tid til at sysle med planterne. Så hun fyldte sin lille altan med dem, så man til sidst kun akkurat kunne klemme sig ud og nyde en solstråle.

Jutta Thuesen var også en ualmindelig ivrig bader. Om sommeren cyklede hun altid sammen med en veninde ud til badeanstalten i Risskov tidligt om morgenen. Så tog de aviser, morgenmad og te med, nøgenbadede og sad ved vandet og vendte verdenssituationen, mens solen stod op. Og om vinteren vinterbadede hun i mange år, helt indtil sygdommen til sidst forhindrede hende i det.

Jutta Thuesen nåede at planlægge sin begravelse ned i mindste detalje. Så da dagen kom, var sønnens eneste opgave at beslutte, hvilken Leonard Cohen-sang der skulle spilles. Og ligesom med meget andet i tilværelsen valgte hun ikke den mest traditionelle vej. Mens folk forlod kirken, spillede temasangen fra Inspector Morse efter hendes ønske, og i stedet for blomster var kisten dekoreret med kålplanter.

Serie

Et liv er forbi

På denne plads fortæller vi hver uge om en afdød person på basis af samtaler med de pårørende.

Hvis du har mistet en, som du synes, at Informations læsere bør kende til, så skriv til modernetider@information.dk.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her