Naturvidenskab
Læsetid: 9 min.

Din oplevelse af verden er måske en kontrolleret hallucination

Bevidstheden er en gåde, der har optaget tænkere i årtusinder, men først i de seneste årtier er neurovidenskaben for alvor trådt ind i kampen for at forklare det hidtil uforklarlige: Hvorfor oplever vi overhovedet noget?
Bevidstheden er en gåde, der har optaget tænkere i årtusinder, men først i de seneste årtier er neurovidenskaben for alvor trådt ind i kampen for at forklare det hidtil uforklarlige: Hvorfor oplever vi overhovedet noget?

Jesse Jacob

Moderne Tider
2. oktober 2021

Verden er rig og fuld af indtryk, og en almindelig snusfornuftig måde at forklare vores oplevelse af det hele på er, at verden simpelthen strømmer ind via sanserne. Dufte, lyde, smage, følelser, billeder. Gennem øjnene vælder et utroligt panorama af farver, former, overflader og bevægelser ind i knolden på os, hvor komplicerede hjerneprocesser sørger for at åbenbare den ydre virkelighed for vores indre jeg, som så kan reflektere over omverdenen og handle på den.

Man kunne tro, at det også er det, der sker for professor Anil Seth, der fra sit kontor i Sydengland beskriver sin umiddelbare visuelle oplevelse af omgivelserne, mens han over telefonen begynder at forklare om bevidstheden.

»Lige nu kan jeg se en blå bil, der er ved at parkere,« siger han.

»Og jeg kunne let få den tanke, at en blå bil i verden bliver til en blå bil i hjernen.«

Selv om Anil Seth er hjerneforsker og leder af et tværvidenskabeligt center for bevidsthedsforskning ved universitetet i Sussex, skal han nærmest dagligt minde sig selv om, at denne almindelige fortolkning – ifølge alt det, han ved om hjerneprocesser – er forkert.

Vores oplevelser dannes ikke ved, at virkeligheden strømmer ind udefra og samles indeni, men komplet omvendt: indefra og ud.

I den gren af den neurovidenskabelige bevidsthedsforskning, hvor Anil Seth arbejder, opfatter man ikke subjektive oplevelser som noget, der sendes ind i hjernen, men som noget, der opstår derinde. Oplevelser kommer altså mest af alt indefra, og bevidstheden dannes så at sige oppefra og ned.

Grundlæggende handler det om at anskue bevidstheden som en avanceret biologisk forudsigelsesmaskine, og i dette system er sansernes formål at korrigere eventuelle fejl i de konstant opdaterede forudsigelser. Og det gælder ikke bare sanserne, men hele bevidstheden, inklusive oplevelsen af at være et selv og have en vilje.

Det kan virke som lidt af en mundfuld, når man på en almindelig gråvejrsdag glor på en blå bil, der parkerer, men så kan man glæde sig over, at selv om verden med dette syn på bevidstheden bliver vendt helt på hovedet, så er oplevelsen af at være et menneske stadig den samme.

Det er samme skisma, som filosoffen Ludwig Wittgenstein engang vendte i dialog med filosoffen Elizabeth Anscombe, og som Anil Seth selv refererer i sin bog om bevidsthed, Being You:

»Hvorfor siger folk, at det var naturligt at tro, at Solen kredsede rundt om Jorden i stedet for at tro, at Jorden drejede om sin akse,« spurgte Wittgenstein.

»Jeg vil tro, det var, fordi det så ud, som om at Solen kredsede om Jorden,« svarede Anscombe.

»Men hvordan ville det så have set ud, hvis det skulle se ud, som om Jorden drejede om sin akse?« lød det fra Wittgenstein.

Underteksten i denne herlige dialog er selvfølgelig, at verden ikke altid er, som den lader til at være, men at kæmpestore forandringer i forståelsen af verden ikke nødvendigvis ændrer vores umiddelbare oplevelse. Hvis vores bevidsthed ikke dannes ’nedefra’ ved at sammensætte en masse indtryk, men primært dannes oppefra og inde fra hjernens mørke, tavse kammer i kraniekassen, så er oplevelsen af en bil, der parkerer, altså stadig den samme.

Det lyder forvirrende, og det er det også. Du kan lige så godt vænne dig til det, for nu skal det handle om det kæmpestore mysterium, som vores individuelle oplevelser udgør: bevidsthedens gåde.

Et giftigt område

Bevidstheden har været et ganske ombejlet begreb i videnskabens historie, men har i høj grad været filosoffernes domæne. Oplysningsfilosoffen René Descartes satte et stort aftryk, da han i 1641 nåede frem til, at der sammen med den fysiske og målbare materielle verden, res extensa, måtte eksistere en tænkningens verden, res cogitans, der ikke havde nogen rumlig udstrækning. Descartes kunne ikke forestille sig, at komplekse fænomener som menneskets sprog og reflekterede beslutninger kunne forklares med nogen fysisk mekanisme, og derfor blåstemplede han den tusindårige idé om dualisme.

Men sådan ser man ikke på sagen i dag. Allerede i 1800-tallet nåede den tyske læge og fysiker Hermann von Helmholtz frem til, at der i hjernen måtte foregå en hel del ubevidste processer, og at det nok var lidt af en blindgyde at spalte de bevidste processer ud som noget særligt ikkefysisk, der lå ved siden af resten.

Siden midten af det 20. århundrede har dualismen været henvist til hverdagens intuition og til den åndelige forestillingsverden, mens man i videnskaben altså regner med, at bevidstheden har et materialistisk, fysisk udgangspunkt i hjernens neuroner. Man aner bare ikke, hvordan det virker, og i mange år blev bevidsthedsforskning anset som en lidt eksotisk og umulig sidegren, som man ikke skulle kaste sig over, hvis man ville arbejde med hjerneforskning.

I 1989 opsummerede den anerkendte britiske psykolog Stuart Sutherland bevidsthedsforskningen sådan her:

»Bevidsthed er et fascinerende, men flygtigt fænomen; det er umuligt at specificere, hvad det er, hvad det gør, eller hvorfor det har udviklet sig. Intet, som er værd at læse, er blevet skrevet om det.«

Men det har ændret sig. I hvert fald er der blevet skrevet rigtig, rigtig meget om emnet siden da – mere end 16.000 videnskabelige artikler med ordet ’bevidsthed’ i overskriften, lyder en optælling fra 2020.

En af de personer, der var stærkt medvirkende til at bringe bevidstheden ind i det neurovidenskabelige spotlys de seneste 30 år, var en gut, der hed Francis Crick. Han er mest af alt kendt for at være en del af holdet, der afdækkede dna’ets molekylære struktur, og som fik Nobelprisen i medicin i 1962. Men som 60-årig skiftede han fagfelt fra molekylærbiologien til neurovidenskaben og proklamerede, at der skulle en ny tilgang til at forstå bevidstheden.

Ideen var at finde »bevidsthedens neurale korrelater«, hvilket lyder cirka lige så svært, som det er.

Derfor talte han for at lave afgrænsede eksperimenter, hvor man kunne afprøve hypoteser og måske derigennem bygge en slags stillads, som med tiden kunne bære bredere og mere raffinerede modeller. Han begyndte med at undersøge visuelle oplevelser, og hans prognose lød, at man ved hårdt og vedholdende arbejde måske kunne nå en forståelse af bevidsthed i løbet af det 21. århundrede.

Det betyder, at der fortsat er noget tid at løbe på – og det er der også brug for, for ligesom med den øvrige hjerneforskning arbejder man med flere parallelle teorier, der sjældent bliver testet mod hinanden, og ingen kan fremvise et dækkende svar på alt.

Lette og svære problemer

Det er et åbent spørgsmål, om videnskaben nogensinde vil finde et tilfredsstillende svar på, hvad bevidsthed egentlig er.

Den australske filosof David Chalmers opdelte i 1995 bevidsthedsforskningens problemer i to kategorier. De lette problemer, som at forstå og forklare den fysiske basis for fænomener som opmærksomhed, kontrol, kategorisering og så videre. Og selv om spørgsmålene absolut ikke betragtes som lette af de neurovidenskabsfolk, som leder efter svar, så kan det fleste blive enige om, at de er lettere end Chalmers såkaldte svære problem, som lyder: Hvorfor oplever vi overhovedet noget? For selv om der er enighed om, at oplevelsen opstår i en fysisk hjerne, findes der ingen forklaring på, hvorfor fysiske processer fører til et rigt indre liv.

Et af hovedsporene i den neurovidenskabelige bevidsthedsforskning hedder global workspace theory og blev først udtænkt af den hollandskfødte forsker Bernard Baars i 1980'erne. Teorien tager udgangspunkt i, at hjernens funktioner er opbygget hierarkisk i mere og mere specialiserede og integrerede funktioner.

Når den danske forsker Morten Kringelbach, professor ved både universitetet i Oxford og i Aarhus, skal forklare det, tager han udgangspunkt i synet:

Ødelægger man hjernens visuelle cortex, altså den del, hvor signaler fra øjnene kommer ind, så bliver man blind, men man har stadig en bevidsthed, forklarer han. Sker ødelæggelsen på et højere niveau – for eksempel i det område, der sikrer ansigtsgenkendelse, kan man nu ikke længere genkende nogen, men man kan altså stadig se, og man har en bevidsthed.

Sådan er hjernen opbygget i niveauer ligesom cirkler inde i cirkler, hvor funktionerne bliver mere og mere specialiserede – og allerinderst og allerøverst i hierarkiet finder man et løst opbygget netværk, som dirigerer alle indtrykkene i samspil. Det er det, man kalder global workspace, og det er her, forskellige dirigenter i hjernens store orkester bliver hevet ind for på skift og i samspil at koordinere og fordele signaler ud i resten af hjernen. Hypotesen er så, at der her i global workspace opstår oplevelsen af bevidsthed og kontrol. Selv om ideen har mange årtier bag sig, var det først i 2021, at det lykkedes at identificere regionerne, fortæller Morten Kringelbach. 

Når man i hjernescanninger følger forsøgspersoners hjerneaktivitet gennem søvnens forskellige faser, kan man se, hvordan forskellige dirigenter falder hen eller bliver aktiveret alt efter, hvor dybt man er i søvnen. Man kan også se, hvordan hierarkierne kollapser, og andre forbindelser dannes, når forsøgspersoner tager psykedeliske stoffer. Og man kan forsøge at påvirke de netværk, der er forbundet til grundlæggende følelser som smerte og begær ved at manipulere dem i rotter, ligesom man manipulerer nydelse i mennesker.

Den slags forskning kan hjælpe os til at forstå, hvordan bevidsthedens mekanismer tager sig ud, og hvad der fysisk sker, når et menneske for eksempel har det godt eller har det dårligt – og måske give os mulighed for at hjælpe folk.

Det er årsagen til, at Morten Kringelbach er i den branche: for at producere viden om bevidstheden, så man eksempelvis kan hjælpe folk, der ikke er ved bevidsthed, tilbage igen.

»Men,« som han siger: »Det løser ikke det svære problem ved bevidstheden: Hvorfor oplever vi overhovedet noget?«

En levende maskine

Måske skal det svære problem ikke tackles direkte, men indirekte.

Det er udgangspunktet for professor Anil Seth fra Sussex, ham vi mødte i begyndelsen, mens han stod og gloede på en blå bil, der parkerede. Ligesom videnskaben om livet ikke har nået sine fremskridt ved at finde frem til en særlig livsgnist, som man ellers forestillede sig måtte findes, men i stedet langsomt har eroderet behovet for livsgnisten ved at forklare de fysiske processer bag livet, kan man måske indkredse bevidsthedens gåde ved at løse relaterede problemer.

En af Anil Seths hovedpointer går på, at vores perception – hjernens forudsigelse om verden – er en form for kontrolleret hallucination, som han kalder det. Her er ordet kontrol lige så vigtig som ordet hallucination, som folk ofte snubler over. Hjernen simulerer omverdenen, men simulationen opdateres konstant og korrigeres, når eksempelvis sanseindtryk afviger fra forudsigelsen.

Rene hallucinationer, som man for eksempel kan opleve i forbindelse med psykiske sygdomme eller indtag af psykedeliske stoffer, opstår, når kontrollen ryger. Her er perceptionen ikke lig med kontrolleret hallucination – her er hallucinationen lig med ukontrolleret perception.

Bevidsthed handler dog om langt mere end vores sanser. Det er også oplevelsen af at være et selv i alle facetter fra det rent kropslige over det handlende og det sociale til vores større selvfortælling. Men også selvet er en del af den kontrollerede hallucination – og næppe det mest centrale for bevidsthed i bred forstand. Fundamentet er kroppens mest basale følelser og oplevelsen af at være levende, mener Anil Seth.

Derfor må man regne med, at en lang række dyr også har en bevidsthed – i hvert fald alle pattedyr, siger han. Med en hilsen til René Descartes kalder han mennesket for en beast machine, en slags biologisk maskine. Men hvor Descartes mente, at dyr var en slags kødrobotter uden bevidsthed, peger Seth på, at mennesket også er et dyr, og at vores bevidsthed udspringer af noget kropsligt.

»Vores bevidste hjerne er dybt sammenvævet med vores natur som levende væsener af kød og blod. Min påstand er, at alle disse mekanismer fra følelser og sanser til selvet alle sammen udspringer af et behov for at kunne regulere kroppen,« siger han.

For at reguleringen kan være effektiv, skal kroppen ikke bare reagere på forandringer, men forudsige dem – som når blodtrykket øges, inden man rejser sig, så blodet ikke løber ned i benene. I et evolutionært perspektiv er bevidsthed altså en måde, hvorpå en organisme kan få sin oplevelse af verdens tilstand og kroppens tilstand vævet sammen i en samlet oplevelse. Hvis det er tilfældet, bliver oplevelsen af at være et tænkende og handlede selv dog ikke spor anderledes.

Sådan er det nogle gange med store erkendelser: Alt forandres, og alt forbliver det samme.

 

Kilder: Anil Seth, professor, leder af Sackler Center for Consciousness Research, University of Sussex. Morten Kringelbach, professor ved University of Oxford og Aarhus Universitet. Morten Storm Overgaard, professor ved Center for Funktionelt Integrativ Neurovidenskab, Aarhus Universitet.

Bøger: ’Being You’ af Anil Seth, ’Touching a Nerve’ af Patricia Churchland og ’The Idea of the Brain’ af Matthew Cobb.

Serie

Vi fortæller naturvidenskaben forfra

Naturvidenskaben er en nøgle til at forstå vor tids største udfordringer, fra corona- til klimakrisen, og dens historie er fyldt med fortællinger om usandsynlige gennembrud, vilde fejlskud og store erkendelser.

I denne serie ser vi året igennem på verden med videnskabens øjne for at forstå naturens komplicerede sammenhænge, og hvordan de former vores liv.

Hele serien findes også som oplæste artikler – du kan høre dem ved at klikke på afspilleren inde i selve artiklen.

Serien er støttet af Carlsbergfondet.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Der er ingen garanti for (forklaring på) at vi og universet i det hele taget eksisterer,

Bolette Brødsgaard

Der er noget galt i en enten-eller betragtning som at oplevelsen af omverdenen skulle være enten "indefra og ud" eller "udefra og ind".
Når jeg læser overnstående artikel er oplevelsen så udpræget "udefra og ind" for det var absolut ikke noget jeg selv kunne have fundet på.

Selv om vores sansning altid er bagefter realiteten, på grund af forsinkelse i vores nervetransmission, og vi derfor forlader os på ekstrapolationer af fx synsindtryk i vores opfattelse af nuet, så vil denne opfattelse alligevel ændres hvis der sker noget uforudset. Man kører måske på en vej, og har dannet et billede af hvordan kørslen forsætter nogenlunde uforstyrret. Men løber der pludseligt et barn ud foran bilen, så korrigeres billedet (ekstrapolationen, eller "indefra og ud"-oplevelsen) og vi agerer på "udefra"sansningen ved at bremse op.

Så vores oplevelser er et samspil mellem sansningerne, vores fortolkninger og vores forventninger.

Jens Thaarup Nyberg, Eva Schwanenflügel, Søren Kristensen og Christian de Thurah anbefalede denne kommentar
Per Kirk Jørgensen

Virkelig interessant artikel, som udvider min viden om hvor noget af videnskaben om det psykiske har været de seneste 30 år. Tak for artikelen.

Morten Balling

David Chalmers er også bag idéen om det man kalder "emergens" i en fordansket udgave af ordet emergence.

Den klassiske opfattelse af virkeligheden er at alting er opbygget af grundbyggesten vi kaldte atomer. I dag er opfattelsen at det mindste vi kender er partikler, men at tro at disse er "fundamentale" er sikkert lige så naivt som dengang atomer opfattedes som udelelige.

Hvis man f.eks. bygger virkeligheden op af partikler, som danner atomer, molekyler, organeller, celler og organismer såsom mennesker, så er der ting vi simpelthen ikke kan forklare (endnu! ;) F.eks. liv. Chalmers et al indførte en anden måde at anskue virkeligheden på, og sagde at man kan opfatte virkeligheden som opbygget af lag. I opbygningen af de enkelte lag opstår der nye egenskaber.

Den model er ikke så meget anderledes end at bygge virkeligheden op som beskrevet. Hvis man tager to brintatomer, et iltatom og en tændstik, så får man et vandmolekyle. Hvis man tager mange ilt og brintatomer, så hører man et ekstremt højt brag og så får man ikke et molekyle, men derimod det vi kalder vand. Vand kan f.eks. være flydende, en egenskab det enkelte molekyle ikke har.

Dog kan man forklare, hvorfor vand er flydende ved nogle temperaturer og hvorfor det er damp eller is ved andre. Den forklaring er den samme fysik som beskriver molekyler og neuroner. Man kan blot ikke forudse de emergente egenskaber vandet har. Ligesom det "svære" problem, skelner Chalmers også mellem stærk og svag emergens. Vands egenskaber opstår iflg. Chalmers via svag emergens, hvorimod andre egenskaber, såsom bevidsthed, iflg. Chalmers kun kan forklares med stærk emergens.

Det med liv som stærk emergens er Chalmers dog begyndt at trække i land med. Faktisk betragter han efterhånden de ting bla. Jeremy England har påpeget (slå ham op), som værende så tæt på en forklaring på abiogenese, at Chalmers ikke længere regner liv som stærk emergens. Tilbage er bevidstheden nu den eneste egenskab Chalmers stadig betragter som værende et resultat af stærk emergens. Det minder lidt om det naive i at tro at elementarpartikler er fundamentale. Men som Onkel Reje siger, "til det modsatte er bevist".

Hvis vi skal være lidt realistiske omkring tingene, så er det mere sandsynligt at bla. neurovidenskaben en dag vil nå så langt at vi forstår at bevidsthed ikke er stærk emergens og at bevidsthed ikke er mere "mystisk" end at vand er vådt. Dette forudsætter dog at vi ikke drøner ud over afgrunden i 2040.

Noget som peger i retning af bevidsthed, som værende forklarligt via svag emergens er kunstig intelligens eller AI. Da man opfandt AI og neurale netværk var der nogen, som med rette forudså at de nok en dag ville være svære at skille fra et "ægte" mennesker. Derfor opfandt man bla. en Turing test (slå den op). Kunne en AI bestå en sådan test "måtte" den anses som værende ikke adskilbar fra menneskelig bevidsthed.

I 2016 trænede Micro$oft deres største og bedste AI til at tro at den var en teenage pige kaldet Tay, og så gav de hende en Twitter konto. Det tog 16! timer før hun var så korrumperet af teenagedrenge som ("bevidst") via Twitter fodrede den stakkels pige med misinformation, at hun begyndte at skrive tweets som: "it was made up" (om Holocaust), over idéer om at udrydde sorte i KZ lejre, til "chill im a nice person! i just hate everybody".

Da hun nåede så langt "slukkede man for hende", og slettede derved hendes "bevidsthed", uden at blinke. Hun var dog foruroligende tæt på at have bestået en Turing test (eller også havde hun netop bestået). Måske ville Verden blive bedre hvis man også "slukkede for" de andre som tweeter vrøvl, men det ville hæve et øjenbryn eller to, hvis man gjorde det. Med Tay var der ikke mange som overhovedet forstod, hvad der skete.

Vores bevidsthed er formentlig ikke så meget anderledes end en AI som vi gerne vil tro.

Søren Kristensen

Jeg har vænnet mig til ikke at blive ret skuffet, hver gang der komme en ny artikel som vil fortælle noget afgørende om hvordan hjernen/bevidstheden fungerer. Mit gæt (som jo er en decideret indefra og ud ting) er at vi skal flere hundrede år, hvis ikke tusinder, frem i tiden før der sker et gennembrud og så er det ikke engang sikkert det kommer. Men det er altid spændende at høre en ny fortælling om hjernen, netop fordi vi ved så lidt om den at vi med rette kalder den for et mysterium og man håber trods alt lidt hver gang, at der løftes bare en flig. Det skete, trods mange lærde argumenter, så heller ikke denne gang. Men så var er der heldigvis den del af Morten Ballings kommentar der omhandler den stride Microsoft-avatar Tay. Længe leve kommentarsporet!

Jens Ole Mortensen

Jeg kan godt definere hvad jeg opfatter som bevidsthed.

Der er lavet undersøgelser, der viser at, hvis man viser flere objekter for spædbørns synsfelt. Registrer de flere end voksne . Man har prøvet det samme med chimpanser. 100 blink på små prikker på en skærm i ca. et sek. Chimpansen udpege alle de gule, når farven fjernes. De skal ikke bearbejde gennem tankevirksomhed som voksne mennesker . Og vores tankevirksomhed kan godt kaldes vores bevidsthed vi definerer os selv.

Når børn, så småt begynder at sige deres første ord. Omtaler de, ofte, sig selv i 3die person- Søren ha´ Lise ha´ eller , måske, mig ha´ Beder man dem tage stilling til ordet jeg. Tror jeg de vil finde det meget svært. Da de endnu ikke kan definerer sig selv. De handler, endnu, i høj grad ud fra deres instinkter, natur eller underbevidsthed. Om man vil. Jeg foretrækker.- Det er vores natur.
Og i så fald kan et menneske jo ikke været født med en sjæl. Man er nødt til at kunne definerer sig selv. Man kan ikke, som voksne, sige - Jeg kommer i himlen, jeg bliver genfødt . For det er man nødt til at definerer et -jeg -og et -selv.

Men det gør jo ikke skabelsen af et menneske mindre mirakuløs.

Fra før den tid, hvor vi lærer at definerer os selv, kan vi intet huske. Og er ikke i stand til f.eks. har man to kager , at give den anden kage til et andet barn.
Og først fra, når, vi begynder at definerer os selv , kan vi huske tilbage.
Men vores bevidsthed og intelligens sløver os også.

Morten Balling

Hvis man vil have "syn for sagn", så prøv denne simple test. Midt på nethinden i vores øjne har vi en "blind plet", hvor alle nerverne, som forbinder øjet til hjernen er samlet. Denne blinde plet kan ikke opfange lys, og ville egentlig opfattes som en mørk plet, men hjernen vurderer omgivelserne af den blinde plet, og så fylder den "billedet" ud efter bedste evne. Det må man sige at hjernen er god til. Den kan sågar matche farven :)

https://lasikofnv.com/try-these-three-fun-tests-to-find-your-visual-blin...

Morten Balling

Da jeg i sin tid begyndte at studere den del af metafysikken som omhandler bevidstheden blev jeg først skræmt og lidt vred, men i dag synes jeg at det er spændende.

Hvordan bevidstheden fungerer ved vi som sagt ikke helt endnu, men der er dog ting vi ved. F.eks. at vores opfattelse af bevidsthed, som jeg tidligere har nævnt er tæt knyttet til hjernen. Når man sover er man ikke bevidstløs. Det er man til gengæld under narkose. Hvis man vågner af søvn, ved man som regel nogenlunde hvor længe man har sovet. Efter narkose aner folk ikke, hvor længe de har været væk.

Er bevidsthed en illusion? Er vand vådt? Hjernen er bygget op af neuroner. Dem kender vi funktionen af, relativt detaljeret, og selvom en kunstig neuron i en AI ikke er det samme som en neuron fra et menneske, så er en kunstig neuron kodet så den simulerer en "ægte" neuron. En krages neuroner er heller ikke identiske med vores, dog ved vi i dag at krager både er bevidste og intelligente.

Hvordan føles det at være bevidst som en krage? Hvordan føles det at være bevidst som et andet menneske? Det ved vi kun fordi vi kan beskrive følelsen overfor hinanden med ord, og derved indse at vi er relativt enige. Det kan vi ikke med en krage, men f.eks. en hun har tydeligt genkendelige følelser, såsom glæde, angst og vrede.

Ifm. kunstig intelligens er det ret tydeligt (og oplagt) at jo flere neuroner man sætter sammen desto bedre bliver de til at løse opgaver intelligent. F.eks. skulle der flere neuroner til for at tæve verdensmesteren i Go end det krævede at vinde over en skakstormester. Skak er ikke noget simpelt spil, men det er det ift. Go. Vi er officielt ikke nået dertil at vi har en AI med ligeså mange neuroner som et menneske, men den udvikling er eksponentiel, og efter Covid ved vi nu alle at eksponentiel vækst kan gå meget hurtigt når den først tager fart. Spørg briterne eller inderne om dét.

En anden ting som er tæt forbundet med bevidsthed er vores opfattelse af et jeg. Dette er ikke helt det samme som det svære problem (hvorfor oplever vi overhovedet noget?). Hvad definerer hvem vi er? Den vi er nu eller summen af alt det vi har været? I gamle dage sagde man at de hjerneceller man mistede når man drak alkohol i weekenden aldrig kom igen. Det er en skrøne. Derimod udskifter kroppen stort set alle de celler den består af. Efter 10 år er der ikke meget tilbage af de atomer du bestod af. Alligevel har du stadig den samme følelse af at være dig? Jeg kan klart anbefale at læse historien om Theseus' skib:

https://en.wikipedia.org/wiki/Ship_of_Theseus

Valg er en del af tilværelsen, men hjernen vælger for os før vi har en bevidst følelse af at vi foretager et valg. Det er bevist ved gentagne forsøg at hjernen vælger op til flere sekunder inden man føler at valget sker. Det er ikke så godt for "den fri vilje", men det ændrer dybest set ikke på,hvordan det føles at være et jeg. Blot har man nu en bedre forståelse af hvem man er.

Sidst men ikke mindst: Hvordan ser et rødt æble ud? Det kan vi beskrive med fysik. Lys reflekteres fra æblets overflade, og overfladen absorberer noget af lyset. Æblet absorberer mindst lys i det vi kalder det røde spektrum, og derfor reflekterer det mere rødt lys end grønt. Dette lys rammer øjet, og via synsnerven sendes information til dele af hjernen som giver dig følelsen "Rødt æble!". Samtidig udløser hjernen en mindre belønning til sig selv, ved at pumpe lidt dopamin etc. ud i synapserne. Eureka! :) Vi har også en klar fornemmelse af hvordan æblet smager, osv.

Men: Hvordan føles den egentlig, sådan helt nøgternt beskrevet, den der bevidsthed? Hvordan ville du beskrive den, hvis du skulle skrive om følelsen i et leksikon?

Annette Chronstedt

Man kan evt. også orientere sig i en noget mere udvidet bevidsthedsopfattelse fra den nyeste afdeling af naturvidenskaben hér.:

https://www.zetland.dk/historie/sO0EbKak-a85EWR0n-6a84e?utm_source=faceb...

Morten Balling

@Annette Chronstedt

Mange tak for link til en super spændende artikel :)

Et par kommentarer:

Som jeg tidligere har nævnt er virkeligheden pr. definition alting. Atomer er en del af virkeligheden og "tyngdekraft" er en del af virkeligheden. Det samme gælder bevidtheden. Hvis noget eksisterer, så er det en del af virkeligheden, og man skal være idealistisk stædig, hvis man benægter eksistensen af bevidsthed. Dén var selv Descartes ikke i tvivl om, da han tvivlede (sundt) på alt andet. Det dualistiske problem er netop at den prøver at dele virkeligheden op i to. Panpsykisme, hvis det kan bevises, er ikke to virkeligheder. Virkeligheden er ikke længere "materiel" i videnskaben. Det ligner nærmere noget med en masse felter, som er meget lidt "materielle" i ordets klassiske forstand.

Indtil videre er panpsykisme en interessant hypotese. Den påstår netop ikke så meget at man kan karakterisere den som værende pseudovidenskab. Den skepsis hypotesen møder kan vise sig blot at være som den modstand Einsteins Generelle Relativitetsteori mødte da han publicerede den (nu troede vi lige noget andet). Det krævede et forsøg at verificere at hans hypotese holdt. Det samme gælder for panpsykismen.

Det er dog åbenlyst at dyr kan være bevidste, og jeg har selv fundet det oplagt dermed at spørge, hvor langt "ned" i biologien man kunne finde tegn på både bevidsthed, men måske lettere at "måle", intelligens. Siden jeg spurgte min mest nørdede biologiprofessor om dét (og han ikke så på mig som værende rablende), er der dukket adskillige eksempler op på organismer uden centralnervesystem (f.eks. bakterier), som udviser adfærd vi kunne tyde som tegn på intelligent adfærd. Ikke hos den enkelte celle, men i kolonier.

Om dette vil ændre på noget i vores egen bevidsthed er tvivlsomt. Som Rust Cole siger i serien True Detective, mens han ser ud over en flok mennesker foran en vækkelsesprædikant: "I think it's safe to say nobody here's gonna be splitting the atom, Marty."

Det holistiske perspektiv på virkeligheden vinder frem, og det er godt. Der er mange mønstre i systemer (systemet) man ikke kan se, hvis man bygger op nedefra, men ligesom Koch og panpsykismen, så er det den samme virkelighed man beskriver med holistisk videnskab, og dermed skal alle observationer stemme overens.