Center for vild analyse
Læsetid: 4 min.

Den psykisk syge skal genopfinde sin verden. Den evne kan vi også få brug for som samfund

Gøgereden var med til at popularisere og udbrede debatten om, hvem det egentlig er, der er gal. Måske er det nogle gange de normale? Grænsen ligger ikke så fast, som vi tror
En scene i Gøgereden viser, at en flok halv- og helgale patienter fra en lukket institution godt kan ligne et hold læger på udflugt, hvis man ikke ved bedre.

En scene i Gøgereden viser, at en flok halv- og helgale patienter fra en lukket institution godt kan ligne et hold læger på udflugt, hvis man ikke ved bedre.

CAP/KFS

Moderne Tider
11. september 2021

Der er en scene i Milos Formans film Gøgereden fra 1975, hvor forholdet mellem det gale og det normale et øjeblik balancerer på en knivsæg. McMurphy (Jack Nicholson) har kapret bussen fra det psykiatriske hospital, han er blevet tvangsindlagt på, og har fået sine medpatienter med ud på et eventyr. De er kørt til havnen, hvor de hopper op i en fiskebåd og gør klar til at lægge fra land. Da en lokal fisker kommer hen og spørger meget mistænksomt til, hvad de har for, svarer McMurphy roligt, at de skal ud at fiske. Fiskeren spørger, hvem de er, og McMurphy svarer, hvad rigtigt er, at de er fra det statslige psykiatriske hospital, men præsenterer så sine medpatienter med et højtideligt »Dr.« foran (de fleste af) deres navne. »Dette er dr. Cheswick, dr. Taber, dr. Frederickson, dr. Scanlon – den berømte dr. Scanlon …« osv. Fiskeren bliver noget overrumplet, men køber forklaringen og forhindrer dem ikke i at komme ud at sejle.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Jan Fritsbøger

jeg har i en del år sagt at jeg hellere vil være gal end normal, og jeg mener det !
for hold da op hvor er normaliteten sindssyg, med dens grådighed og egoisme, stort set alle "normale" mennesker tror tilsyneladende på at livet handler om at blive så rig som muligt, og eje så meget som muligt
og nærmest ingen har opdaget at rigdom og besiddelse faktisk kan dræbe enhver trivsel, og den sidste menneskelighed man evt. kan have tilbage.
men får man bugt med sin egoisme og sin grådighed er vejen til gengæld banet for et de facto lykkeligt liv, så jeg stortrives fordi jeg er alt andet end normal ;o)
og skulle nogen få den ide at det betyder at jeg ikke er rigtig klog så fatter de hat.

Jan Fritsbøger

jeg har i en del år sagt at jeg hellere vil være gal end normal, og jeg mener det !
for hold da op hvor er normaliteten sindssyg, med dens grådighed og egoisme, stort set alle "normale" mennesker tror tilsyneladende på at livet handler om at blive så rig som muligt, og eje så meget som muligt
og nærmest ingen har opdaget at rigdom og besiddelse faktisk kan dræbe enhver trivsel, og den sidste menneskelighed man evt. kan have tilbage.
men får man bugt med sin egoisme og sin grådighed er vejen til gengæld banet for et de facto lykkeligt liv, så jeg stortrives fordi jeg er alt andet end normal ;o)
og skulle nogen få den ide at det betyder at jeg ikke er rigtig klog så fatter de hat.

Jan Fritsbøger

øvs jeg stammer altså ikke

David Zennaro, Eva Schwanenflügel og erik pedersen anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:

"Som Freud beskrev det, er forskellen på normale og sindslidende ikke, at de første er helt fri for symptomer på forskellige former for vanvid, mens de andre er faldet helt ved siden af menneskeheden. Hos de sidstnævnte får vi snarere anledning til at betragte nogle almenmenneskelige problemstillinger i deres mest dramatiske udtryk".

Det er der jo noget rigtigt i, og det er Freud ikke den eneste med forstand på psykologi, der har gjort sig overvejelser over.

Jeg læste for mange år siden (muligvis præsenteret af Finn Abrahamowitz), at sygeplejestuderende i praktik på afdelinger med psykotiske patienter efter nogen tid typisk begyndte at gøre sig overvejelser over, om de måske også selv var helt normale, og at dette kunne udvikle sig til en reguler personlig krise og manglende tro på egen vurderingsevne.

Måske har dette reaktionsmønster også noget at gøre med en stigende erkendelse af (en overrumpling) i forhold til det, som fremhæves i det citerede, og måske hjulpet på vej af, at mange psykotiske patienter trods alt også har bibeholdt en evne til at manipulere.

Jeg kan anbefale at læse Thomas Melle: "Med verden i ryggen" (2020). Som jeg vurderer det, er der tale om en roman, bygget op over en række virkelige begivenheder i forfatterens liv, men som fortælleren gør opmærksom på, er hans sygdomsbillede (bipolar kategori 1, med periodevis paranoide psykoseforløb) også præget af manglende hukommelse i forhold til mange hændelser i hans liv.

Romanen må være et typisk eksempel på det, der betegnes som performativ biografisme. Efter en tredje længere sygdomsperiode har han taget læserne med på den tur, det igen er at "genopfinde verden".

Et citat:
"Sygdommen har ført mig hen til en masse steder, der både var frygtelige og givende, så jeg nu kender hele spektret for den verden, jeg lever i. Måske er jeg også mere følsom over for samfundets undertrykkelse, eftersom jeg blev holdt i kort snor. Sygdommen har muligvis knækket mig én gang for alle. Men måske har den også mod min vilje gjort mig til forfatter" (s. 275).

Thomas Melle er en forholdvis kendt person i tysk kulturliv, såvel som forfatter af romaner, men især som forfatter af manuskripter til teatret.

Et link til anmeldelsen af værket i Information:
https://www.information.dk/kultur/anmeldelse/2020/03/verden-ryggen-volds...