I retten: »Det har aldrig været min mening at tage noget fra dem«

Fire mennesker sidder og venter i retslokale 36. De kigger på hinanden på skift. Tiden går. Det viser sig, at både den ene domsmand og tolken er forsinkede. Den 59-årige tiltalte, M, ser sig lidt forvirret rundt og tager en slurk af sin medbragte Aqua D’or. Han var ellers mødt op i god tid.

Forsvareren og anklageren begynder at smalltalke. De taler om størrelsen på forskellige retslokaler i Danmark.

»I Næstved er lokalerne da også ret store,« konstaterer anklageren, en ung kvinde i armygrøn kjole og høje hæle. Forsvareren nikker. Han er en ældre herre i violet skjorte og sort vest. Hans hår er redt stramt tilbage og samlet i en smal hestehale. På fingrene har han adskillige guldringe.

Retslokale 36 er mellemstort. På væggene hænger forskellige landskabsmalerier med modernistisk præg.

Der går 19 minutter, før en prustende domsmand træder ind ad døren. Han undskylder forsinkelsen og forsvinder hurtigt ind bag en anden dør, hvor dommeren venter. Kort efter ankommer tolken. Han henvender sig på spansk til M, og de udveksler et par få sætninger.

»Nå, I forstår godt hinanden, kan jeg høre,« siger forsvareren og griner.

Skal vi fortsætte på dansk?

Dommeren og domsmændene træder ind i lokale 36. Alle rejser sig og sætter sig hurtigt igen. Dommeren begynder at læse op fra anklageskriftet. M er tiltalt for over en periode i 2015 uberettiget at have modtaget dagpenge. Han har undladt at fortælle sin a-kasse, at han havde en biindtægt ved at være chauffør for taxatjenesten Uber. Derfor har a-kassen udbetalt 28.118 kroner for meget til ham. M nægter sig skyldig.

Anklageren tager ordet.

»Det, vi skal snakke om i dag, er, at du fra oktober til december 2015 kørte som chauffør for Uber, samtidig med at du fik dagpenge.«

M begynder at svare, mens tolken stadig hvisker det, der bliver sagt, til ham.

»Jeg kan godt forklare, hvad der skete i den periode, hvis I giver mig lov,« siger han.

»Jeg skal lige forstå, er det korrekt?« spørger anklageren.

Ja, svarer M.

Dommeren, en ældre kvinde med gråt pagehår, bryder ind.

»Jeg opfatter din forklaring, som om det er rigtigt, at du kørte som chauffør i de måneder, samtidig med at du fik dagpenge?«

Ja, gentager M.

»Drøftede du det med din a-kasse?« spørger anklageren.

»Ja, jeg tog hen til dem og fortalte, hvad jeg havde gjort. Men jeg vidste ikke præcis, hvad reglerne var,« siger M.

»Når man er på dagpenge, skal man udfylde nogle ydelseskort – er det rigtigt?« spørger anklageren.

M begynder igen at svare, inden tolken har oversat færdig. Han fortæller, at han havde forstået det sådan, at han gerne måtte arbejde på bestemte tidspunkter, for eksempel i weekenderne.

»Jeg skal lige forstå, om vi skal fortsætte på dansk?« spørger tolken.

Det synes forsvareren ikke, for der kan være elementer, som M ikke forstår, selv om han taler godt dansk. Dommeren er enig, fordi emnet er lidt teknisk.

Meget nyt

Anklageren spørger, om M havde fået at vide, at han skulle indberette arbejdet som chauffør som bibeskæftigelse.

»Jeg fik kun at vide, at man måtte arbejde på bestemte tidspunkter,« svarer han.

»Du fik ikke at vide, at de penge så skulle trækkes fra i dagpenge?« spørger anklageren.

»Man må gå ud fra, at de har det regelsæt, men jeg vidste ikke, hvad det gik ud på,« svarer M.

Anklageren rejser sig og går hen til M med et dokument. Det er et ydelseskort, som han har udfyldt. I bunden kan man se en vejledning, hvor der står oplysninger om lønarbejde og selvstændig virksomhed.

»Har du nogensinde set den vejledning?« spørger hun.

M fisker ned i sin taske efter et par briller. Han holder dokumentet tæt op til øjnene.

»Det har jeg formentlig. Men jeg har ikke nærlæst den,« svarer han.

Anklageren fortæller, at M på et tidspunkt har skrevet ’ja’ ud for feltet om selvstændig virksomhed på et tidspunkt, hvor han også har markeret, at han var på ferie. På et senere tidspunkt har han skrevet ’nej’, selv om det drejer sig om den periode, hvor han arbejdede for Uber.

»Hvordan vidste du, at du skulle skrive ja, hvis du havde ferie, men nej, hvis du var i arbejde?« spørger anklageren.

M klapper sig på låret. Det giver et lille ekko i lokale 36.

»Der var meget nyt, men jeg sendte en mail til a-kassen og spurgte. Det var det mindste, jeg kunne gøre,« siger han.

Forsvareren tager over. Han spørger ind til, om M oplyste sin indtægt fra Uber til skattevæsenet. Det gjorde han.

»Så du har ikke forsøgt at skjule, at du havde en biindtægt?« spørger anklageren.

Nej, svarer M.

Forsvareren fortæller, at M har underskrevet et forlig med sin a-kasse og tilbagebetalt alle pengene.

»100 procent«

Anklageren mener, M har gjort sig skyldig i socialt bedrageri og kræver 30 dages betinget fængsel. Forsvareren kræver frifindelse. Dommeren giver M det sidste ord. Han rejser sig og står rank med hænderne foldet foran skødet.

»Jeg vil gerne sige, at jeg er meget ked af det, der skete med a-kassen. Det har aldrig været min mening at tage noget fra dem.«

Dommeren og domsmændene rejser sig for at votere. Forsvareren og anklageren taler om, hvor de skal hen bagefter. M står med hænderne foldet bag ryggen og kigger ud ad vinduet på en gul kran. Han har en skaldet isse omkranset af sort hår. Der går næsten en halv time.

M straffes med 30 dages betinget fængsel. Han vælger ikke at anke dommen.

»Så håber jeg, det er sidste gang, vi ser dig i retten. Men det tror jeg nu også, vi kan gå ud fra,« siger dommeren.

»Ja, 100 procent,« svarer M.