I retten: »Hvis jeg en dag ser dig, slår jeg dig ihjel eller lignende«

Hver uge dækker Information en retssag fra tilhørerpladserne. I Københavns Byrets sal 38 er V tiltalt for at have truet sin ekskæreste på livet over WhatsApp
Hver uge dækker Information en retssag fra tilhørerpladserne. I Københavns Byrets sal 38 er V tiltalt for at have truet sin ekskæreste på livet over WhatsApp

Mia Mottelson

Moderne Tider
18. september 2021

Bordene i retssal 38 er opstillet i en klassisk hestesko. På den ene side sidder anklageren, på den anden sidder forsvareren, en tolk og den tiltalte, V. På et lille plateau for enden sidder dommeren og to domsmænd.

»Jeg har lidt knas med stemmen,« indleder dommeren og lover derfor, at han vil forsøge at tale højt. Han beder V tage plads ved vidneskranken i midten af lokalet. Tolken lunter efter.

32-årige V er tiltalt for den 13. oktober 2020 cirka klokken 23 at have skrevet en trusselsbesked til sin ekskæreste over WhatsApp. Beskeden er skrevet på spansk fra en ukendt lokation. Anklageren, en ung kvinde, læser en oversat version op:

»Hvis jeg en dag ser dig, slår jeg dig ihjel eller lignende.«

Dommeren kigger hen mod forsvareren for at høre, hvordan V forholder sig til anklagen.

»Det erkendes,« siger forsvareren, en rank mand med firkantede briller og sølvstrejf i håret.

»Så antager jeg, at du gerne vil afgive forklaring,« siger dommeren og kigger ned på V.

Tiltalte V havde ingen intentioner om at slå sin ekskæreste ihjel.

Tiltalte V havde ingen intentioner om at slå sin ekskæreste ihjel.

Mia Mottelson

 

Det vil V gerne. Han retter sig lidt op i stolen, inden han begynder at tale. Anklageren skynder sig at tilføje, at V skal fortælle, hvad der skete den 13. oktober 2020.

»Det drejer sig ikke kun om den pågældende dag. Det drejer sig om to år. Men den dag var min grænse nået,« indleder V.

»Jeg havde ikke set min søn i tre år, selv om vi har fælles forældremyndighed. Hun har altid skjult mit barn for mig, men da hun mødte sin kæreste – og senere mand – blev det værre.«

Træt af det hele

V er en lille spinkel mand. Han er iklædt en lang sort frakke, sorte stumpebukser, sorte ruskindssko og et Louis Vuitton-bælte. Han skæver ned mod sin mor, der sidder bagerst i lokalet. Hun har et tilsvarende bælte på. V hæver stemmen.

»Jeg blev kontaktet af kommunen, som fortalte, at mit barn og min ekskæreste var på krisecenter. Hendes mand havde skubbet min søn ned ad trappen og truet hende med en kniv. Derfor forsøgte jeg naturligvis at komme i kontakt med hende.«

Det var tilbage i februar. Derfor vil anklageren gerne vide, hvad der skete i oktober.

»Der var jeg træt af det hele, fordi hun sagde, at jeg aldrig måtte se mit barn. I kan vel forstå en fars frustrationer, når han ikke kan få lov til at se sit barn?« siger V.

Det kan anklageren godt forstå. Men hun vil stadig gerne vide, om V havde intentioner om at slå ekskæresten ihjel.

»Selvfølgelig havde jeg aldrig intentioner om at gøre det, men jeg var utrolig frustreret.«

V hæver stemmen yderligere.

»Og det burde man kunne forstå: For hun havde sendt fem arabiske mænd efter mig.«

Dommeren afbryder V. Han vil have helt på plads, hvad det er, V ikke havde nogen intention om at gøre.

»Jeg erkender at have skrevet beskeden, men det betyder ikke, at jeg havde tænkt mig at gøre det,« siger V.

Har givet op

Forsvareren tager over og ridser kort forløbet op. V og hans ekskæreste gik fra hinanden for tre år siden, og deres søn er nu fire år gammel.

»Du sagde, der havde været problemer op til den her dag?« spørger forsvareren.

»Praktisk talt siden vi gik fra hinanden, men der har trods alt været kontakt,« svarer V.

»Så fortæller du om en episode, hvor du bliver opsøgt af fem mænd?«

V fortæller, at ekskæresten kort før den 13. oktober bad ham om et møde. Han regnede med, at de skulle tale om sønnen.

»Men da jeg ankommer, er der fem arabiske mænd, som venter på mig. De siger, at det vil gå galt, hvis jeg ikke holder afstand til hende og mit barn,« fortæller V. Han har meldt episoden til politiet.

»Hvad er det så præcis, der sker den 13. oktober, som gør, at du bliver så vred, at du sender den

Forsvareren mener, V bør have rettens mildeste dom.

Forsvareren mener, V bør have rettens mildeste dom.

Mia Mottelson

besked?« spørger forsvareren.

 

»Jeg forsøgte at finde ud af, hvorfor hun havde sendt de her mænd efter mig,« svarer V.

Siden den dag har V ikke været i kontakt med ekskæresten, fordi hun har blokeret ham. Han siger, at han har valgt at trække sig, og at han håber, hans søn vil opsøge ham, når han bliver ældre.

»Så du har simpelthen givet op?« spørger forsvareren.

»Ja,« svarer V.

Enorm smerte

Anklageren vil gerne afhøre ekskæresten, der er kaldt ind som vidne. Men det synes forsvareren ikke er nødvendigt, fordi V har tilstået.

»Jeg synes, man skal overveje, at folk ikke synes, det er sjovt at sidde herinde,« siger forsvareren. Dommeren mumler noget om en mail fra bistandsadvokaten.

»Så lad os aftale, at vi ikke afhører hende,« siger anklageren.

I stedet fortsætter sagen med en opsummering af V’s personlige forhold. Han er venezuelansk statsborger og har boet i Danmark i 12-13 år. Han arbejder som manager på en restaurant.

»Har du familie i Danmark?« spørger forsvareren.

Anklageren mener, at V skal have 30 dages betinget fængsel for at have truet sin ekskæreste på livet.

Anklageren mener, at V skal have 30 dages betinget fængsel for at have truet sin ekskæreste på livet.

Mia Mottelson

 

V har både sin mor, søster, kæreste, søn og to yderligere børn i Danmark.

»Har du kontakt med dine andre børn?« spørger forsvareren.

»Nej, for det er også en svær situation,« siger V.

Anklageren kræver 30 dages betinget fængsel. Det er forsvareren meget uenig i. Han mener, V bør have rettens mildeste dom.

»Vi har at gøre med en enkelt trussel over et medie, som er sket på baggrund af en konflikt over et barn. Det har en enorm smerte i sig, når det vedrører børn,« siger han.

V tildeles syv dages betinget fængsel, som han vælger at modtage.

»Klokken er 10.18, og retten er hævet,« siger dommeren. V skynder sig hen for at kysse sin mor. 

I retten

Hvert år afgør de danske domstole titusindvis af sager, hver med sin egen bagvedliggende historie. Ofre, gerningsmænd – almindelige mennesker i dramaer, der er for små til at blive til avisoverskrifter, men som vores retssystem må tage hånd om. Information følger hver uge en retssag fra tilhørerbænken.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her