Sådan kaprede USA’s fjender Amerikas udenrigspolitik og kastede landet ud i en endeløs krig mod terror

Ingen anden begivenhed i det 21. århundrede har formet USA og dets rolle i verden så gennemgribende som den 11. september 2001.

De spektakulære terrorangreb smadrede den selvtilfredshed, der prægede årtiet efter afslutningen på Den Kolde Krig. Og de ødelagde illusionen om, at historien havde nået sit endemål med den amerikanskledede globalisering. Det amerikanske modsvar blev så radikalt, at det ændrede USA’s regeringsførelse, udenrigspolitik og samfund på måder, som stadig skaber efterskælv.

Skal amerikanerne forstå, hvad 11. september gjorde deres land til, og hvor det er på vej hen, er der brug for en dyb selvransagelse over overdrivelserne i dette modsvar.

Det er svært at overvurdere – og faktisk let at undervurdere – 11. septembers betydning. Efter alle målestokke blev ’krigen mod terror’ det største projekt i den periode med amerikansk hegemoni, der begyndte med Murens fald og nu er gået på hæld.

I 20 år var terrorbekæmpelse det vigtigste omdrejningspunkt for USA’s sikkerhedspolitik. Stort set hele det amerikanske statsapparat blev omstillet til at udkæmpe en uendelig krig, på hjemmefronten og i udlandet. Basale funktioner – fra immigrationsforvaltning over oprettelse af nye myndighedsorganer til retningslinjer for lokalpoliti – blev sikkerhedsliggjort i et massivt omfang. Det samme gjorde adskillige aspekter af dagliglivet: rejser, banktransaktioner, id-kort og så videre. USA brugte militær magt i Afghanistan, Irak, Libyen, Pakistan, Filippinerne, Somalia, Yemen og en række andre lande. Terrorisme kom øverst på dagsordenen i næsten alle Washingtons bilaterale og multilaterale relationer.

Krigen mod terror kom også til at præge den amerikanske nationale identitet. Med Sovjetunionens sammenbrud var USA blevet et land, der manglede den samlende følelse af et højere formål, som Den Kolde Krig havde fostret. Klarheden i den ideologiske kamp mellem det kapitalistiske demokrati og det kommunistiske autokrati – mellem den frie verden og de lukkede samfund – var væk.

Efter 11. september var præsident George W. Bush i stand til at opsamle de dybe længsler efter en ny forenende amerikansk identitet og kanalisere dem i retning af et nyt storstilet opgør, der kunne blive meningsgivende for generationer. Krigen mod terror, erklærede han, ville være på niveau med den nære fortids storslåede kampe mod fascisme og kommunisme.

Bushs iscenesættelse af terrorbekæmpelse som en epokedefinerende, langsigtet og global krig fremstod i første omgang som effektiv form for ledelse i kølvandet på en national tragedie uden historisk fortilfælde. Men på længere sigt blev konsekvensen uundgåeligt, at Amerika kom til at gabe over mere, end det kunne magte – med en række utilsigtede følgevirkninger.

Over 7.000 amerikanske soldater er døde i Afghanistan og Irak, mens hundredtusindvis af afghanere og irakere har mistet livet. Her er en amerikansk soldat blevet såret i Helmand-provinsen i 2011.

Kevin Frayer

Ret hurtigt kom det amerikanske statsapparat til at misbruge sine øgede magtbeføjelser til overvågning, tilbageholdelse og afhøring. Krigene i Afghanistan og Irak kom til at handle om langt mere end at sætte al-Qaeda ud af spillet. Amerikansk demokrati blev knyttet sammen med militariserede regimeændringer i en grad, så det gik ud over dets sundhed derhjemme og dets legitimitet i udlandet.

De sejre, som Bush og hans administration lovede – og som konservative medier ustandseligt forudsagde – materialiserede sig aldrig. Dermed fik amerikanernes tiltro til regeringsmagten et grundskud, der igen fremkaldte en jagt på syndebukke indadtil. Den skingre nationalisme i tiden umiddelbart efter 11. september 2001 forvandlede sig til en giftig blanding af frygt og fremmedhad, som i sidste ende skabte en præsident, Donald Trump, der talte om at sætte en stopper for krigene i udlandet, mens han genbrugte retorikken fra krigen mod terror i angreb på en skiftende rollebesætning af hjemlige fjender.

Blå bog: Ben Rhodes

Saul Loeb, Ritzau Scanpix

• Født i 1977.
• Amerikansk forfatter og kommentator.
• Fra 2009 til 2017 var han national sikkerhedsrådgiver i Obama-administrationen.
• Er forfatter til bogen ’After the Fall: Being American in the World We’ve Made’ og medvært på podcasten ’Pod Save the World’.

Infrastrukturen står tilbage

Siden har USA fået en præsident, der har vist sig mere oprigtigt dedikeret til at afslutte landets ’evighedskrige’. Præsident Joe Bidens vilje til at sætte handling bag ordene blev demonstreret med hans beslutning om at trække de amerikanske tropper ud af Afghanistan, og endnu tydeligere af hans administrations globale dagsorden.

I Bidens første tale til den amerikanske kongres i april – og i en tale, han i juni holdt på G7-topmødet – blev terrorisme nedtonet til fordel for udfordringerne ved at få bugt med en pandemi, modvirke klimaændringer, revitalisere demokratiet og ruste USA og dets allierede til permanent og skærpet konkurrence med et selvsikkert Kina.

Efter 20 år har Biden taget de første skridt til at føre landet ind i en ny historisk periode: Den tid, der følger efter 11. september-æraen.

Ikke desto mindre står den gigantiske infrastruktur fra krigen mod terror intakt tilbage, ligesom dens særlige prioriteringer fortsat påvirker organiseringen af den amerikanske regering, indsættelsen af amerikansk militær, de amerikanske efterretningstjenesters operationer og Washingtons støtte til autokratiske regimer i Mellemøsten.

Ligesom det var tilfældet i Obamas præsidentperiode, begrænser disse bånd USA’s evne til for alvor at komme videre, føre an i en global revitalisering af demokratiet og understøtte en regelbaseret international orden. Et ægte nyt omdrejningspunkt vil kræve mere dramatiske skridt i form af en omkalfatring eller demontering af aspekter af det amerikanske projekt efter 11. september 2001, herunder især et opgør med den sikkerhedsliggørelsestænkning, der har fremmet autoritær politik i ind- og udland.

Den amerikanske statsmagt vil ikke blive i stand til at afslutte evighedskrige, så længe den stadig er bygget til at udkæmpe dem, og den vil ikke kunne revitalisere demokratiet, hvis demokratiet konsekvent ender med at måtte vige for nationale sikkerhedshensyn.

En gevinst for Kina

Hvad USA står for – og hvad det vil sige at være amerikaner – er blevet langt mere omstridt i dag end dengang for 20 år siden, da nationen pr. refleks søgte sammen. Debatten om amerikansk identitet er blevet så tilspidset, at nationen i dag fremstår mere sårbar over for de former for voldelig ekstremisme, som dets tiltag efter 11. september blev udformet for at forhindre.

Der var engang, hvor et morderisk stormløb på Den Amerikanske Kongres ville have været et wakeupcall, der førte til handling. I dag bliver denne begivenhed stort set kun tolket gennem en tribalistisk politisk prisme, der er præget af højrefløjens fornægtelser og afledningsmanøvrer. Det samme Republikanske Parti, der førte an i opbygningen af en sikkerhedsstat til tusindvis af milliarder dollars efter 11. september 2001, ønsker ikke engang at få undersøgt, hvad der skete den 6. januar 2021.

En ny vej til at redefinere USA’s mission i verden – og genopbygge en amerikansk identitet indadtil – kunne i denne sammenhæng være at fokusere på rivaliseringen med Kinas Kommunistiske Parti (KKP). Denne rivalisering er i dag den eneste store bekymring i amerikansk politik, der kan mobilisere en bred tværpolitisk konsensus.

Der er da også gode grunde til at være bekymret over KKP. I modsætning til al-Qaeda har det ikke bare et alternativt syn på regeringsførelse og samfundsindretning, men også magten til at genskabe meget af verden, så den passer i dets kram.

Ironisk nok tog Kinas voksende globale indflydelse hurtigt til efter 11. september, fordi USA for ofte var nedsunket i sit fokus på terrorisme og Mellemøsten. Når det gælder geopolitisk indflydelse, har Kinas Kommunistiske Parti været den, der har draget størst fordel af krigen mod terror.

Der er dog også gode grunde til at være på vagt over for, hvordan en amerikansk-kinesisk konfrontation kan udspille sig. At definere USA’s formål i verden og amerikansk identitet gennem en ny ’os versus dem’-konstruktion risikerer at føre til en gentagelse af nogle af de værste fejl i krigen mod terror.

Obama-administrationen svømmede ofte imod strømmen i amerikansk politik, skriver Ben Rhodes. Blandt andet blev forsøgene på at lukke fængslet i Guantánamo Bay forpurret af kongresmedlemmer fra begge partier.

Handout/Reuters/Ritzau Scanpix

Bedre foruden

Præsident Barack Obama yndede ofte at sammenligne USA’s regering med en oceanliner: en stor, flydende, tung og træg kolos, der er svær at vende, når den først én gang har sat kursen i en bestemt retning.

Men efter 11. september 2001 styrede Bush-administrationen ret hurtigt skibet i en ny retning og fik snart skabt en enorm fremdrift. Det nationale sikkerhedsapparat blev refokuseret til at bekæmpe terrorisme: Kæmpemæssige nye bureaukratier blev etableret, organisationsdiagrammer blev omtegnet, der blev givet nye myndighedsbeføjelser, budgetter blev lagt om og prioriteringer redefineret.

Da de amerikanske styrker på få måneder fik drevet Taleban fra magten i Afghanistan i 2001, bredte en vild euforisk triumf sig i Washington. Aldrig havde USA’s globale indflydelse virket stærkere, og politikken om at slå hårdt igen mod terrorisme gav rungende bonus ved valgurnerne under midtvejsvalget i 2002, hvor republikanerne erobrede kontrollen med begge Kongressens kamre.

Lige siden har USA været beskæftiget med at rydde op i de vragdele, der blev efterladt i oceanlinerens kølvand.

I dag er de lande, der oplevede de mest intense kampe i krigen mod terror, kørt fast i forskellige grader af konflikt. Afghanistan er på vej mod tilstande, der ligner den borgerkrig og Taleban-dominans, der gik forud for 11. september. Irak har været gennem et langvarigt oprør, der skabte al-Qaeda i Irak, som siden blev til Islamisk Stat. Landet er fortsat splittet af sekterisk strid og iransk indflydelse. Libyen, Somalia og Yemen står fortsat uden fungerende centralregeringer og er arenaer for brutale stedfortræderkrige.

Der var afgjort et legitimt grundlag for en amerikansk militæraktion efter 11. september, og visse trusler nødvendiggør militære modtræk. Men disse landes tilstand viser også militære interventioners begrænsninger og rejser ubehagelige spørgsmål om, hvorvidt landenes befolkninger, når alt kommer til alt, ville have været bedre stillet uden.

Svimlende omkostninger

For omkostningerne ved krigene i kølvandet på 11. september har været svimlende. Over 7.000 amerikanske soldater er døde i Afghanistan og Irak, over 50.000 blev såret i kamp, og over 30.000 amerikanske veteraner fra konflikter efter 11. september har taget deres eget liv. Hundredtusindvis af afghanere og irakere mistede livet, og 37 millioner mennesker er ifølge et skøn fra Brown Universitets Costs of War Project fordrevet af konflikter efter 11. september, der har involveret amerikanske styrker.

I mellemtiden er regningen for disse krige – og for hjælpen til de folk, der udkæmpede dem – ved at nærme sig 7.000 milliarder dollar.

Bekæmpelse af terrorisme har også lagt beslag på enorme ressourcer i det amerikanske regeringsapparat – fra præsidentens og højtstående embedsmænds tid og opmærksomhed til rekrutteringer og prioriteringer inden for de mange myndighedsorganer.

Det er værd at overveje, hvad USA alternativt kunne have udrettet med så store ressourcer i løbet af de seneste to årtier, hvor man også skulle kæmpe for at håndtere klimaændringer, epidemier, voksende ulighed, teknologiske forandringer og mindsket amerikansk indflydelse – især i de dele af verden, der i stedet blev besnæret af KKP’s voksende økonomiske magt og løfter om forbedringer af infrastrukturen.

Enorme excesser

Naturligvis var det al-Qaeda, der udløste krigen mod terror. Efter 11. september stod USA og andre lande over for en risiko for flere katastrofale terrorangreb, som man måtte reagere på. Det må også anerkendes, at det amerikanske militær og de amerikanske efterretningstjenester i vidt omfang fik uskadeliggjort al-Qaeda og siden også elimineret dets leder, Osama bin Laden. Islamisk Stat er på samme måde blevet slået tilbage gennem en indsats, der indbefattede en langt mere begrænset amerikansk militær tilstedeværelse.

Mine personlige erfaringer med de amerikanere, der har ført USA’s terrorbekæmpelse ud i livet, kalder altovervejende på beundring. De har modigt tjent deres land under skiftende administrationer og skiftende prioriteringer, og de har ydet en stor indsats for at forhindre angreb og redde liv. Nogle aspekter af USA’s terrorbekæmpelsesapparat har afgjort været nødvendige.

Alligevel kan den realitet ikke udviske de enorme excesser og forskruede risikokalkuler, der kom til at definere Washingtons svar på 11. september. Den type angreb, som landet brugte milliarder af dollar på at forhindre, ville højst have forårsaget en brøkdel af de dødsfald, der kunne være forhindret, hvis USA havde formået at levere et mere kompetent svar på COVID-19, hvis små stramninger af våbenloven ikke var blevet blokeret af Kongressen, eller hvis USA havde investeret mere i at forberede sig på de fatale vejrhændelser, som klimakrisen har intensiveret. Alt sammen hensyn, som blev negligeret eller nedtonet til dels på grund af Washingtons fiksering på terrorisme.

Omfanget af omkostningerne efter disse krige – herunder omkostningerne ved de forpassede muligheder – peger på, at Amerika i dag har brug for en strukturel forandring og ikke blot et kursskifte.

I bagklogskabens klare lys

Fra præsidenten og nedefter spillede næsten alle af Biden-administrationens øverste folk en rolle i Obama-administrationens bestræbelser på at vikle USA ud af krigene efter 11. september. En kompleks og politisk besværlig opgave, der i sidste ende førte til, at antallet af amerikanske tropper i Afghanistan og Irak blev reduceret fra næsten 180.000 i 2009 til cirka 15.000 i 2017.

Og i Obamas anden periode lignede Washingtons globale dagsorden den samme, som Biden beskrev i sin tale til G7: Organisering af det internationale samfund med henblik på at bekæmpe klimaforandringer, styrkelse af globale sundhedssystemer og en reorientering af udenrigspolitikken mod Asien, alt imens man forsøger at inddæmme et revanchistisk Rusland.

I bagklogskabens klare lys står det imidlertid klart, at Obama-administrationen – hvis kritikere normalt beskyldte den for overdreven tilbageholdenhed – faktisk fejlede i den modsatte retning, da den holdt fast i dele 11. september-æraens projekt.

Troppeforøgelsen i Afghanistan i 2009 kom til at forlænge krigen og gav kun beskedne og kortsigtede afkast. Den udvidede brug af dødbringende droner førte til en del taktiske succeser, men institutionaliserede også en ny kapacitet til at dræbe mennesker i mange lande. Opbakningen til autoritære allierede, herunder et saudiarabisk regime, der indledte en katastrofal krig i Yemen, undergravede den amerikanske retorik om demokrati.

Da Trump kom til magten, sendte hans administration titusindvis af amerikanske tropper til Mellemøsten for at afskrække Iran, lempede restriktioner, der havde til formål at begrænse civile tab, holdt op med at bekymre sig om menneskerettighedskrænkelser, omfavnede autokratiske allierede og partnere og nedprioriterede klimaforandringer og den globale sundhed.

Droneangreb bør ikke længere være rutinepraksis, mener Ben Rhodes.

YAHYA ARHAB

Andre eksistentielle farer

Den åbenlyse lære er, at det ikke rækker blot at udstikke en ny kurs for oceanlineren; Biden og Kongressen bør ombygge den. Se bare på klimakrisen. Under Obama trak indsatsen for at nå frem til Parisaftalen om begrænsning af den globale opvarmning på en ret sparsom klimaekspertise, der var spredt ud over flere myndighedsorganer og rådede over en brøkdel af de ressourcer, Kongressen havde afsat til terrorbekæmpelse. Obamas Hvide Hus gik langt for at forbinde den klimaekspertise med maskineriet i amerikansk udenrigspolitik: den bilaterale og multilaterale styring, der er nødvendig for at opnå noget som helst af betydning i international politik.

Da Trump-administrationen tiltrådte, blev Obamas begyndende prioritering af klimaet brat afbrudt. Det samme skete med det pandemiberedskabskontor i Det Hvide Hus, som Obama havde etableret efter ebolaudbruddet i 2014. Trump lukkede ganske enkelt kontoret og lagde dets aktiviteter over i en afdeling, der fokuserede på masseødelæggelsesvåben. USA’s pandemiberedskab blev simpelthen absorberet i infrastrukturen bag krigen mod terror.

I dag kan Bidens hold støtte sig til ​​to årtiers erfaringer med, hvordan et fokus på terrorisme har skævvredet de nationale prioriteter i en situation med stigende offentlig bekymring for pandemier, et stadig varmere klima og udfordringer fra Kina og Rusland.

For at sætte mere effektivt ind over for disse problemer bør Biden og hans demokratiske allierede i Kongressen arbejde for at skrinlægge dele af 11. september-æraens projekt. Kongressens lov fra 2001, der bemyndigede præsidenten til at bruge militær magt, og som siden 11. september er blevet brugt som juridisk rygdækning for en bred vifte af militære interventioner, bør ophæves og erstattes af noget langt mere snævert med en indbygget solnedgangsklausul, inden ​​Bidens valgperiode er forbi. Droneangreb bør ikke længere være rutinepraksis, men kun bruges under omstændigheder, hvor den amerikanske regering er parat til offentligt at oplyse om og begrunde sine handlinger. Det amerikanske militærs globale styrkeprojektion bør afspejle Mellemøstens aftagende prioritet, og Pentagon bør reducere den overdimensionerede tilstedeværelse af amerikanske styrker i Den Persiske Golf, som voksede i Trump-årene.

For permanent at fokusere på spørgsmål som klimakrisen og den globale sundhed bør Biden-administrationen øge de føderale investeringer i grøn energi, pandemiberedskabet og global sundhedssikkerhed, og man bør følge disse bevillinger op med store reformer.

Eksempelvis bør myndighedsinstanser som udenrigsministeriet og Det Amerikanske Agentur for International Udvikling få udbygget deres klimaekspertise, og efterretningstjenesterne og militæret bør afsætte flere ressourcer til at forstå og reagere på de virkelig eksistentielle farer, der truer den amerikanske befolkning.

Opgør med hykleriet

Biden-teamet vil støde på modstand mod alle disse skridt, ligesom Obama-administrationen ofte oplevede at måtte svømme imod strømmen i ​​amerikansk politik. Forsøgene på at lukke det dyre og moralsk uforsvarlige amerikanske fængsel i Guantánamo Bay, Cuba, blev forpurret af kongresmedlemmer fra begge partier. Den kyniske radikalitet, som kendetegnede den republikanske reaktion på angrebet i 2012 på det amerikanske konsulat i Benghazi, Libyen, blandede en voksende tilbøjelighed til højreekstreme konspirationsteorier med republikanske bestræbelser på at delegitimere ethvert udenrigspolitisk initiativ fra Det Demokratiske Parti. Atomaftalen med Iran – som var udformet for både at forhindre, at Iran fik atomvåben og endnu en krig – viste sig at være mere kontroversiel end beslutningen om at gå i krig på ubestemt tid i Irak (og aftalen fik mindre støtte i Kongressen).

Alligevel befinder Biden sig nu i et mulighedsrum i kølvandet på Trump og pandemien. Det Republikanske Partis favnelse af trumpismen bragte amerikanske liv i fare og ødelagde partiets påstande om at stå for en udenrigspolitik, der fremmer amerikanske værdier. Biden og hans hold har en unik mulighed for at vise, at de er mere troværdige, kompetente og bedre i stand til at sikre landet og styrke dets demokrati.

For at opnå dette må USA bryde med den tankegang, der underminerer de demokratiske værdier.

Tag ​​Mohamed Soltan, en egyptisk amerikaner, der deltog i protesterne på Tahrir-pladsen i 2011. Han jublede over den egyptiske diktator Hosni Mubaraks fald og den demokratiske åbning, der fulgte. Men da et militærkup i 2013 afsatte Egyptens folkevalgte præsident, Mohamed Mursi, sluttede Soltan sig til demonstranterne på Kairos Rabaa-plads. Sikkerhedsstyrker åbnede ild og dræbte mindst 800 mennesker. Også Soltan blev skudt. Hvorefter han blev fængslet, torteret og ansporet af sine forhørsledere til at begå selvmord. Han gik i en sultestrejke, der varede i næsten 500 dage, og modstod appeller fra IS-hververe, der fik lov til at komme ind i hans celle. Først efter en personlig appel fra Obama til Egyptens diktator, Abdel Fattah el-Sisi, blev han løsladt.

Dette grufulde forløb afslører det dysfunktionelle ved en amerikansk udenrigspolitik efter 11. september, der har givet milliarder af dollar i militær og økonomisk bistand til et brutalt regime, som tillader IS-hververe at færdes i dets overbefolkede fængsler, hvilket fremmer den selv samme radikalisering, der skulle retfærdiggøre såvel regimets brutalitet som den amerikanske bistand.

Krigen mod terror var altid i krig med sig selv. USA støtter egyptisk undertrykkelse, alt imens man holder skåltaler om demokratiske værdier, ligesom Washington fortsætter med at sælge våben til en saudisk regering, der lukker munden på dissidenter og har ført en brutal krig i Yemen.

Det er ikke tilfældigt, at regeringerne hos de vigtigste amerikanske partnere i krigen mod terror – ikke kun Egypten og Saudi-Arabien, men også Israel og Tyrkiet, blandt andre – er blevet mere undertrykkende siden 11. september, hvilket har bidraget til den voksende autoritære bølge verden over, som USA ønsker at rulle tilbage.

At revitalisere det globale demokrati er ikke foreneligt med en permanent global krig mod terror. Tyngdepunktet må skifte. Amerikansk militær bistand bør være betinget af respekt for menneskerettighederne. Washington bør afvise det hykleri, der har tynget amerikansk udenrigspolitik for længe.

Krigen på hjemmefronten

Krigen mod terror styrkede ikke blot autoritære tendenser i andre lande, den gjorde det også internt i USA. I den nationalchauvinistiske retorik, som opstod i æraen efter 11. september, smeltede national sikkerhed og identitetspolitik sammen, forvrængede forestillingen om, hvad det vil sige at være amerikaner, og slørede forskellen mellem kritikere og fjender.

Efter 11. september oppiskede en ’os mod dem’-linje i den højreorienteret politik- og medieverden en vrede mod de amerikanere, der ikke var tilstrækkeligt engagerede i krigen mod terror, og den overdrev truslen fra den indtrængende islamiske ’anden’.

Men efterhånden som angrebene fra 11. september gled længere tilbage i hukommelsen, og det kom til at stå klart, at der ikke ville finde store sejre sted i Afghanistan eller Irak, ændrede denne ’anden’ karakter. Skræmmekampagner om terrorisme og konspirationsteorier om ’snigende sharia’ smeltede sammen med dæmonisering af immigranter ved den sydlige grænse, vrede over sportsfolk, der knælede under nationalsangen for at protestere mod politivold, og konspirationsteorier om alt fra angrebet i Benghazi til valgsvindel.

Som oftest blev skytset rettet mod minoritetsfolkegrupper.

Ironisk nok endte denne omdirigering af de fremmedfjendske strømninger i USA’s politik efter 11. september med at give næring til terrorisme frem for at bekæmpe den, som da hvide nationalister kørte en moddemonstrant over i Charlottesville eller dræbte 11 mennesker i Tree of Life-synagogen i Pittsburgh. Den bidrog også til autoritære scenarier, der førhen var utænkelige. Når medborgere ustandseligt iscenesættes som statens fjender, kan selv en voldelig amerikansk opstand blive en realitet.

Når en supermagt omfavner krigerisk nationalisme, breder samme indstilling sig som ringe i vand til andre dele af verden. Excesserne i amerikansk politik efter 11. september blev samlet op af autoritære herskere andre steder og udnyttet til at angribe politiske modstandere, lukke civilsamfundet ned, bringe medier under statslig kontrol og generelt udvide statens magt under dække af terrorbekæmpelse.

Alt dette er selvfølgelig ikke Washingtons værk. Men ligesom amerikanerne væmmes, når den russiske præsident, Vladimir Putin, griber til udenomssnak for at lede opmærksomheden væk fra sine overgreb, bør de også se kritisk på deres eget lands udskejelser og krigeriske nationalisme, som underminerer Washingtons bestræbelser på at modgå Putin, forsvare demokratiske værdier og styrke en regelbaseret orden.

En skabelon for undertrykkelse

På samme måde som Putin har Kinas præsident, Xi Jinping, omfavnet den amerikanske krig mod terror som en skabelon for undertrykkelse og en begrundelse for overgreb.

I 2014 begik uighuriske separatister et terrorangreb i det autonome område Xinjiang i det vestlige Kina, der kostede snesevis af mennesker livet. Statsmedier omtalte disse angreb som ’Kinas 11. september’. Xi opfordrede KKP-embedsmænd til at følge det amerikanske manus efter 11. september og iværksætte et modsvar, der i sidste ende skulle føre til, at en million uighurer blev sendt i koncentrationslejre.

På et møde i 2019 fortalte Trump angiveligt Xi, at masseinterneringen af uighurerne i lejre var »præcis det rette at gøre«.

Selv om intet i USA’s modsvar på 11. september i omfang tåler sammenligning med KKP’s undertrykkelse, var Trumps udtalelser langtfra den eneste rygdækning, som KKP skulle finde i tiden efter 11. september.

I årene efter angrebene blev flere uighurer holdt internerede i det amerikanske fængsel ved Guantánamo Bay. Ingen af dem blev fundet skyldige i terrorisme eller anset for at udgøre en alvorlig fare for USA.

Da Obama i begyndelsen af ​​sin præsidenttid forsøgte at lukke fængslet, var der planer om at frigive et par uighuriske fanger til USA. Hensigten var at vise, at den amerikanske regering selv var villig til at gøre sit, når den bad andre lande om at hjemtage nogle af deres borgere, der var blevet tilbageholdt i Guantánamo. To fanger var nu godkendt til løsladelse, men uighurerne kunne ikke sikkert sendes hjem til Kina.

Obamas forslag blev mødt med overdreven modstand, der igen resulterede i restriktioner, som forhindrede fængslets lukning. Den republikanske senator Lindsey Graham fra South Carolina og Joe Lieberman, en uafhængig senator fra Connecticut, førte an med anklagerne og fremsatte en fælles erklæring, der hævdede, at uighurerne »har radikale religiøse synspunkter, som gør det svært for dem at indgå i vores befolkning« – en erklæring, der lød præcis som KKP’s propagandistiske forsvar for egne handlinger i Xinjiang.

Amerikanere er med rette stolte over deres lands tradition for at udvise globalt lederskab og dets ambition om at være »en skinnende by på en bakke«, der tjener som eksempel for verden. Men hvorfor skulle andre kun følge deres eksempel, når det afspejler positive værdier og kvaliteter?

Når amerikanerne invaderer et andet land uden god grund, støtter autokrati af bekvemmelighed og stigmatiserer minoriteter i deres eget land, bør de ikke blive overraskede, hvis andre lande efterligner disse ugerninger eller bruger dem til at retfærdiggøre deres egne autoritære udskejelser.

Amerikanerne må se denne ubehagelige virkelighed i øjnene. Ikke fordi Washington skal trække sig tilbage fra verden, men fordi man ikke bare kan overlade scenen til ledere som Putin og Xi. USA må kunne leve op til den bedste historie, det fortæller sig selv som leder af den frie verden. I sidste ende er det den vigtigste lære, amerikanerne skal drage af perioden efter 11. september. En genopretning af amerikansk lederskab kræver, at USA’s demokrati igen kan tjene som forbillede og fungere som grundlag for Amerikas udenrigs- og nationale sikkerhedspolitik.

Mere os, mindre dem

Alle disse erkendelser må bruges i den skærpede konkurrence med Kina.

Biden begrunder de enorme udgifter til ny infrastruktur ved at pege på behovet for at bevise, at demokratier kan udkonkurrere KKP’s statskontrollerede kapitalisme. Kongressen investerer betydelige ressourcer i videnskab og teknologi for at holde trit med kinesisk innovation. Bidens Hvide Hus foreslår en industripolitik, der favoriserer visse amerikanske industrier, og udvikler eksportkontroltiltag, som skal adskille de kritiske forsyningskæder, der forbinder USA og Kina. Amerikanske forsvarsudgifter præges i stigende grad af fremtidsscenarier, der involverer konfrontationer med kinesisk militær. Udenrigsministeriet har gjort styrkelsen af amerikanske alliancer i Asien til højeste prioritet og øget kontakten med Taiwan. Washington er blevet stadig mere kritisk over for kinesiske menneskerettighedskrænkelser i områder som Hongkong og Xinjiang. Når det gælder handel, teknologi og menneskerettigheder, arbejder USA sammen med partnere og gennem multilaterale organisationer, såsom G7 og NATO, for at skabe den stærkest mulige forenede front mod Kina.

Disse bestræbelser vil skabe deres egne politiske incitamenter og pres. Og de vil skabe momentum for at øge ressourceforbruget og fokusere opmærksomheden inden for den amerikanske regering. Allerede nu kan man fornemme, hvordan oceanlineren er ved at justere kursen.

Selv om hvert enkelt af disse initiativer har sin egen begrundelse, ville det være en fejltagelse blot at fokusere på det nye ’dem’ – en impuls, der kan anspore til endnu en bølge af autoritær nationalisme af den art, der har forgiftet amerikansk politik i de seneste 20 år.

Det vil være bedre at fokusere mere på ’os’ – et demokrati, der er modstandsdygtigt nok til at modstå et langvarigt spændingsforhold med en rivaliserende politisk model, skabe konsensus blandt verdens demokratier og sætte et bedre eksempel for verden.

Men udover at levere på de store projekter – såsom infrastruktur – skal det amerikanske demokrati også forstærkes og genoplives. At beskytte valgretten og styrke de demokratiske institutioner indadtil må være hjørnestenen i USA’s demokratiske eksempel. Ved at sætte ind mod ulighed og racemæssig uretfærdighed i USA vil man kunne vise, at demokratier kan gavne alle. Ved at udrydde den korruption, der strømmer gennem det amerikanske finansielle system, kan man hjælpe med at rydde op i amerikansk politik og lukke for de ressourcer, der strømmer til autokrater i andre lande. Ved at dæmme op for den flod af misinformation og hadefulde ytringer, der findes på sociale medieplatforme fra USA, kan man bremse radikalisering og underminere autoritære strømninger over hele verden.

I 30 år har den amerikanske regering sat økonomiske interesser over menneskerettigheder i forholdet til KKP, og det samme har mange amerikanske virksomheder, kulturinstitutioner og enkeltpersoner. Det må nu ændre sig – ikke på grund af Washingtons geopolitiske modstand mod Beijing, men på grund af USA’s støtte til demokratiske værdier derhjemme såvel som andre steder på kloden.

Verden er et vanskeligt og til tider farligt sted. USA må kunne hævde sig at forsvare sine interesser. Men tiden efter 11. september-æraen bør ikke defineres ud fra et opgør med den næste fjende i køen, men snarere ved at revitalisere demokratiet som et velfungerende middel til menneskelig organisering.

For at erstatte krigen mod terror med et bedre generationsprojekt skal amerikanerne være drevet af, hvad de er for – ikke hvad de er imod.

© 2021 Foreign Affairs. Oversat af Niels Ivar Larsen