Sådan ser det ud, når to videnskaber ryger i totterne på hinanden over lidt gammelt dna

For et årti siden begyndte genetikere at trække fortids-dna ud af gamle knogler og komme med bombastiske konklusioner om menneskets forhistorie. Imens stod arkæologerne på sidelinjen og så, hvordan deres kundskab blev verfet til side. To meget forskellige videnskaber var på kollisionskurs
For et årti siden begyndte genetikere at trække fortids-dna ud af gamle knogler og komme med bombastiske konklusioner om menneskets forhistorie. Imens stod arkæologerne på sidelinjen og så, hvordan deres kundskab blev verfet til side. To meget forskellige videnskaber var på kollisionskurs

Jesse Jacob

Moderne Tider
11. september 2021

Det var temmelig åbenlyst, at det ikke ville blive nogen behagelig samtale.

Ikke længe forinden var professor Eske Willerslev kommet hjem fra en rejse til USA, fordi der på grund af dna-resultater fra hans gruppe var blevet sat to streger under en betændt sag omhandlende et 9.000 år gammelt skelet.

Det var blevet fundet ved bredden af Columbia River i 1996, og den første arkæolog, der kom til stedet, målte kraniet og proklamerede, at skelettet var af europæisk afstamning. Hvilket var vigtigt. For var det af indiansk afstamning, kunne de indianske stammer kræve, at det blev udleveret til dem og genbegravet. Men var det europæisk, kunne videnskaben få lov til at måle og lave undersøgelser og i sidste ende putte skelettet på museum, hvor det kunne ligge og lyse et lille stykke af den amerikanske forhistorie op.

Sagen endte i retten, og det var noget være bøvl, der havde stået på i over et årti, da Eske Willerslev i al hemmelighed blev kontaktet for at høre, om han mon kunne lykkes med at lave en dna-undersøgelse af skelettet og finde ud af dets afstamning.

Det kunne han. Så i 2015 rejste han til Seattle for at deltage i en pressekonference, satte sig til rette på scenen flankeret af fem indianere i fuld dragt og afslørede resultatet: Det gamle skelet var ikke europæisk – det var indiansk.

Arkæologerne blev rasende. Netop den arkæolog, der i første omgang havde målt kraniet og proklameret, at det var af europæisk afstamning, var troppet op til pressemødet, helt rød i hovedet, og det var ham, Eske Willerslev nu, efter at være vendt hjem til København, skulle have en samtale med.

Opkaldet kom. Manden tonede frem på skærmen, og som det allerførste sagde han:

»We don’t like you.«

Eske Willerslev, lidt forundret: »Hvem kan ikke lide mig?«

Lang pause.

»Everybody.«

For sådan er videnskab også: på kollisionskurs. Ikke mindst når to videnskabelige retninger tørner sammen i en kamp om, hvem der ejer forhistorien – genetikerne eller arkæologerne.

De seneste ti år har nye videnskabelige metoder rykket ved magtfordelingen og tilladt naturvidenskabsfolk at møve sig langt ind på humanisternes territorium, og flere steder har historien skullet skrives om. Og imens har arkæologer råbt højt om genetikernes forsimplede konklusioner.

Men i begyndelsen var det hele knap så overbevisende. Faktisk startede forskningen i fortids-dna med at snuble over en sandwich.

En forbandet kalkun

I 1984 lykkedes to forskere med noget fuldstændig uhørt: Ud fra et stykke saltet kød fra et uddødt zebra-agtigt dyr fik de trukket nok dna til at finde ud af, hvilke dyrearter det var i slægt med. Og det var vildt. For med dét kunststykke modbeviste Allen Wilson og Russel Higuchi noget, man troede var en sandhed: at dna ikke kan overleve, når kroppen er død – ikke ret længe i hvert fald.

Vores dna er under konstant angreb – mindst 50.000 gange i døgnet. Mens vi lever, bliver skaderne repareret, men når vi dør, forsvinder redningstjenesten, mens skader bliver ved med at opstå. Derfor, lød ræsonnementet, var det vanvid at tro, at dna kan overleve over tid.

Men det kunne det. Midt i 1980’erne blev der opfundet en dna-kopimaskine, PCR-metoden, som gjorde det muligt at opformere dna, så selv små mængder kunne analyseres, og så kastede videnskaben sig ud i det ene eksperiment efter det andet. Der blev fundet forhistorisk dna fra en mumie, fra en borebille indespærret i en klump rav, og i år 2000 lykkedes det at forløse alle dinosaurentusiasters våde drøm: at udtrække en anelse dna fra en triceratops, den legendariske dinosaurus med horn i panden og nakkekrave. Og ikke nok med det. Det viste sig, at triceratopsens dna var et 100 procent match med en kalkuns.

Og så væltede det hele.

I forvejen havde en skepsis ulmet gennem 1990’erne, og den eksploderede nu i en blanding af forløsning og skadefro: Et 100 procent match med en kalkun!

Det betød med største sandsynlighed, at det lille dna-stykke ikke stammede fra en triceratops, men fra en – kalkun. Sikkert fra en kalkunsandwich, som en fra forskerholdet havde spist. Dna-kopimaskinen, viste det sig, kopierede hvad som helst, så længe det var dna, og det var enormt nemt at komme til at forurene sine prøver. Hvilket vil sige, at vi ret beset havde brugt et par årtier på at kopiere os selv.

Og så blev der stille.

Indtil et kapløb otte år senere vendte alting på hovedet, og det ikke bare var dna-metoden, der genopstod, men selve fortidsmenneskene.

’The bone rush’

Det kunne ikke lade sig gøre. Sådan lød beskeden: Det kunne ikke lade sig gøre at lave studier af forhistorisk dna på sin egen art. At tro, at man kunne adskille vikinge-dna fra dna-forureningen fra os nutidsmennesker? Glem det.

Alligevel kastede både Eske Willerslev og den svenske palæogenetiker Svante Pääbo sig over opgaven: Begge ville de være den første til at aflæse arvemassen fra et fortidsmenneske. Der var kort forinden blevet udviklet en ny og meget bedre metode til at aflæse dna, og nu lød startskuddet til et hækkeløb, der endte i 2010, da begge forskningsgrupper med tre måneders mellemrum kunne fremvise resultatet: Det lykkedes!

Portene til fortiden var slået op. Og de følgende år fulgte det, der bliver kaldt the bone rush: Forskere væltede ud af universiteterne og ind på museerne med deres strimmelmaskiner for at skære i knoglesamlinger. Nogle skulle bruge en halv lårbensknogle for at aflure de gamle fund deres genetiske hemmeligheder, andre en øreknogle. Med langt større datamuskler end før kastede genetikerne sig over den ene hypotese efter den anden, der var blevet udtænkt og argumenteret frem gennem årtiers arkæologisk og antropologisk og lingvistisk arbejde, og testede dem op mod det, som genetikken kunne fortælle.

Og imens stod arkæologerne og så dna-folket ødelægge deres samlinger og i store medieoverskrifter overtage fortællingen om forhistorien.

Indtil de for alvor kom op af stolene, da genetikerne i 2015 genoplivede en teori, som de fleste arkæologer for længst havde lagt i graven. Det var nemlig ikke bare en teori, som arkæologerne havde hørt før. Det var en fordømt historie, som var befængt med nazismens stank.

En omskrivning af forhistorien

I 2015 sendte noget så fredeligt som en udgivelse af det videnskabelige tidsskrift Nature rystelser igennem den arkæologiske verden. For i den udgave, volume 522, kunne man slå op og læse to historier, der begge havde fortids-dna som deres rygrad, og som begge smækkede låget på Pandoras æske op.

Den ene kom fra Eske Willerslevs gruppe, der havde undersøgt 101 skeletter spredt ud langs en rute fra Centralasien til Nordjylland. Den anden kom fra en amerikansk forskningsgruppe, som havde undersøgt arvematerialet fra 69 skeletter, og de to artikler fortalte samme historie: Det tredje årtusind f.kr. var en tid med massemigration. Det var ikke til diskussion. Det stod skrevet i generne. Med brede pile over store kort viste studierne, hvordan steppefolket, der kaldes Yamnaya, vandrede ind fra de russiske stepper med deres våben og sprog og nye gravskikke, dyrkede sex og blandede gener med dem, som boede der i forvejen, når de da ikke fordrev dem og trak et radikalt kulturskifte ind over Europa.

»Det er en naturvidenskabelig revolution,« hed det i medierne.

»Hele forhistorien skal skrives om.«

For godt nok var arkæologerne enige om, at der skete et kulturskifte dengang – nye krukker kom til, for eksempel – men i over 50 år havde den fremherskende fortolkning været, at det skyldtes handel med andre folk, sameksistens og udbredelsen af ideer. Ikke massemigration og udskiftning af befolkninger.

Teorien om migration og udskiftning havde nemlig en fæl stank. Det mindede om, hvordan toneangivende arkæologer i begyndelsen af 1900-tallet førte migrationsideen frem med argumenter om, at bestemte etniske folk havde bestemte urområder, som man kunne indramme ud fra sprog og arkæologiske fund. Det tyske folk, for eksempel. Nazisterne var ikke sene til at snuppe dén idé og krydre den med overbevisningen om, at det tyske folk stadig havde ret til at herske over deres gamle territorium.

Og så stod arkæologien dér, efter Anden Verdenskrig, med et Europa i ruiner og en arkæologisk teori, der var vævet ind i mørkets og brutalitetens klæde.

Så de vendte sig bort fra de store, generelle teorier. Migrationsideen var alt for simplistisk, indvendte arkæologer i 1960’erne. Den fremherskende teori blev i stedet ført frem under banneret: Pots are not people. At en ny slags potte vandrer fra stepperne og ind i Europa behøver ikke betyde, at den blev båret forrest af en invaderende horde. Den kan have skiftet hænder på handelspladser, eller dens pottemager kan have delt sine hemmeligheder med andre. At sætte lighedstegn mellem spredning af krukker og udbredelsen af et etnisk folk er galimatias.

Der fandtes dog en helt tredje videnskab, der blev ved med at holde fast i ideen om folkevandring. I 1800-tallet havde sprogforskere gjort den opsigtsvækkende opdagelse, at en lang række sprog fra Indien til Europa var beslægtede. Man kunne følge de sproglige lydes udvikling og udgreninger over landkortene, og det eneste, der ifølge sprogforskerne kunne forklare dette slægtskab, var, at sprogene havde spredt sig via migrationer fra ét oprindeligt hjemland.

Men selv om sprogforskernes teori var væsensforskellig fra nazisternes, var ideen for betændt for arkæologer, der afviste lingvisternes evidens som uvidenskabelig.

Det var det spor – det indoeuropæiske sprogs vandring over kortene – genetikerne i 2015 undersøgte. Men at de ud fra et begrænset antal skeletter spredt ud over kontinentet kom med skråsikre og bombastiske konklusioner, der netop genoplivede de gamle migrationsideer, var en rød klud for mange arkæologer.

Det er et udtryk for »molekylær chauvinisme«, sagde en molekylær antropolog et par år senere til Nature.

»Det er, som om genetiske data, fordi de bliver lavet af folk i kitler, indeholder en rendyrket sandhed om universet.«

Sprogforskerne, derimod, var begejstrede.

Den store historie

Når man taler med både genetikere og arkæologer, omtales tiden omkring 2010 til 2015 som ’de tidlige år’. Der er en vis konsensus om, at genetikerne måske buldrede lidt for voldsomt frem med håndfaste konklusioner. Men også at en del arkæologer måske følte sig gået for nær og fik en frygt for, at de fra nu af bare skulle grave knogler op af jorden, som de så kunne levere videre til genetikernes analyse og fortolkning.

Siden ’de tidlige år’ har noget været under forandring. Flere af de største forskningssteder i verden gør en dyd ud af at have både genetikere, arkæologer, lingvister og fysiske antropologer, der arbejder sammen i store grupper, så de forskellige videnskaber sammen kan fortælle den bedste version af forhistorien.

For selv om dna kan fravriste arkæologiske fund mange hemmeligheder om slægtskab og om, hvornår forskellige grupper mødte hinanden og spaltede ud igen, er der også områder, dna intet kan sige om. Hvordan skelettet levede, da det var omvundet af muskler og hud og vandrede rundt i landskabet, for eksempel. Hvordan sværdet blev lavet, hvorfor man byggede netop dén type huse. Hvilke sprog man talte, hvad guderne hed.

Eller som Eske Willerslev siger: »For en syv-otte år siden var jeg meget mere snæver og fokuseret på, hvad dna kunne vise. Nu tolker vi tingene sammen. Og så bliver den endelige historie meget stærkere.«

Kilder: Eske Willerslev, professor og dna-forsker ved Københavns Universitet. Rune Iversen, lektor i arkæologi ved Københavns Universitet. Philipp Stockhammer, arkæolog og forsker ved Max Planck Institute for the Science of Human History. Benedicte Nielsen Whitehead, historisk sprogforsker og ekstern lektor ved Københavns Universitet. Bog: Kristoffer Frøkjær: ’Eske Willerslev’. Desuden artiklerne ’Divided by dna’ fra Nature samt ’Is Ancient dna Research Revealing New Truths – or Falling Into Old Traps?’ fra The New York Times og ’Danske forskere omskriver historien: Europæerne blev født i bronzealderen’ fra Videnskab.dk

Vi fortæller naturvidenskaben forfra

Naturvidenskaben er en nøgle til at forstå vor tids største udfordringer, fra corona- til klimakrisen, og dens historie er fyldt med fortællinger om usandsynlige gennembrud, vilde fejlskud og store erkendelser.

I denne serie ser vi året igennem på verden med videnskabens øjne for at forstå naturens komplicerede sammenhænge, og hvordan de former vores liv.

Hele serien findes også som oplæste artikler – du kan høre dem ved at klikke på afspilleren inde i selve artiklen.

Serien er støttet af Carlsbergfondet.

Seneste artikler

Podcast

Vi fortæller naturvidenskaben forfra

Dagbladet Informations store serie om naturvidenskab læst højt.

Naturvidenskaben er en nøgle til at forstå vor tids største udfordringer, fra corona- til klimakrisen, og dens historie er fyldt med fortællinger om usandsynlige gennembrud, vilde fejlskud og store erkendelser.

I denne serie af oplæste artikler ser vi året igennem på verden med videnskabens øjne for at forstå naturens komplicerede sammenhænge, og hvordan de former vores liv.

Du kan også læse artiklerne her. ’Vi fortæller naturvidenskaben forfra’ er støttet af Carlsbergfondet.

Seneste podcasts

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lise Lotte Rahbek

Interessant læsning.
Tak for det.

Søren Dahl, Kurt Nielsen, Jesper Eskelund, Steen Oluf Karlsen, Allan Stampe Kristiansen, Eva Schwanenflügel, Alvin Jensen, Inger Pedersen, Steffen Gliese, David Zennaro, Elisabeth From, Maia Aarskov, Thomas Tanghus, Niels Makholm og Gitte Loeyche anbefalede denne kommentar
Bjørn Pedersen

Noget andet DNA ikke kan fortælle om, er hvilken kultur det fundne individ har tilhørt. I Nordafrika og dele af Mellemøsten tales der fortrinsvist arabisk. Men det er ikke ensbetydende med at arabisk-talende dér er genetisk lig dem, dér lever hvor arabisk stammer fra, nemlig den arabiske halvø. Under de arabisk-islamiske erobringer var der ikke tale om en total genetisk "udskiftning", men en sproglig og kulturel "arabificering" af flertallet af befolkningen.

Rolf Andersen, Carl Chr Søndergård, Steen Oluf Karlsen, Allan Stampe Kristiansen, Eva Schwanenflügel og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar

Altid sindssygt spændende med videnskabelige sammenstød! :)
Bombastiske konklusioner er nok aldrig en god ide i videnskabelige artikler, men det skaber klart polemik.

Interdisciplinær videnskab er vejen frem, men det gør ikke nødvendigvis processen nem. Der er mange discipliner, som stadig ikke rigtigt vil samarbejde.

Det helt åbenlyse skel er det der eksisterer mellem humanistiske discipliner og de naturvidenskabelige, men hvis man siger til en kemiker og en biolog, at biologi blot er indviklet kemi, så smiler kemikeren triumferende, lige indtil man tilføjer at kemi bare er indviklet fysik.

Der findes som jeg har nævnt tidligere kun en sandhed, og det er den som stemmer overens med virkeligheden. PCR kan sige noget gener, men det er typisk når man når til afsnittet kaldet konklusion at fejlene opstår.

Man kan ikke afgøre, hvad der er videnskabeligt sandt i en retssag og man kan ikke afgøre det demokratisk ved at stemme om det. Man kan heller ikke dialektisk debattere sig frem til sandheden, selvom logik sammen med empiri indtil videre har vist sig at være det mest effektive værktøj, hvis man "vil vide mere".

Samtidig er det lidt en misforståelse at videnskabens mål er sandheden. Det burde/skal det være, og for mange videnskabsfolk er sandheden hellig, men i praksis kommer der altid økonomi, kultur og alt muligt andet i vejen. Det tætteste man kommer på sandheden finder man i fysikken. Måske er det derfor fysikken hurtigt bliver tabu når den kommer på tværs af f.eks. økonomisk vækst, evigt liv eller rejser til fjerne dele af Universet.

Dog er det altid fysikken som "har ret". Ret forstået på den måde at fysikken ikke er ufejlbarlig. F.eks. er tyngdekraft ikke rigtigt en kraft længere, og personligt begynder jeg at være sundt skeptisk overfor både "dark matter" og "dark energy".

Her er det væsentligt at forstå at man (belært af fortiden) er væsentligt mindre skråsikre i fysikken når man taler om begge dele, end man f.eks. var i norsk ligestillingsforskning, når man hårdnakket påstod at der ikke var biologisk forskel på kønnene, og at forskelle i adfærd mellem kønnene kun skyldtes opdragelse og miljø. Hvis man prøver at bruge idealisme til at snyde naturlovene vinder naturlovene altid, og så er det ligemeget om naturlovene minder lidt om ham med det underlige overskæg og de syge idéer.

https://youtu.be/m3tiDr4E4LM

Noget viden er så kontroversiel at man skal være over 18 for at få lov til at blive indviet i "de forbudte bøger".

Thomas Werner, Henrik Ilskov-Jensen, Carl Chr Søndergård og Ole Henriksen anbefalede denne kommentar
Jens Thaarup Nyberg

Nu var der så heller ikke enighed blandt arkæologer.

Jens Thaarup Nyberg

@ Morten Balling
Ironisk nok var arkæologien interdiciplinær fra dens (moderne) start.

Diskussionen om folkevandringer/kulturskifter går gennem hele fagets historie, nok p.gr. af dens udspring i en periode, hvor nationerne var formet og stod mod hinanden.