Vores version
Læsetid: 6 min.

Hvad nu, hvis terrorangrebet 11. september aldrig havde fundet sted? Mød Carsten, der sidder fast i 1990’erne

Der er et før og et efter 11. september 2001. Men hvad nu, hvis angrebet på World Trade Center aldrig havde fundet sted, og krigen mod terror aldrig var blevet indledt? Ja, hvad nu, hvis stemningen fra de ubekymrede 1990’ere bare var fortsat i de følgende årtier? Så ville hverdagen for en helt almindelig dansker se sådan her ud
Der er et før og et efter 11. september 2001. Men hvad nu, hvis angrebet på World Trade Center aldrig havde fundet sted, og krigen mod terror aldrig var blevet indledt? Ja, hvad nu, hvis stemningen fra de ubekymrede 1990’ere bare var fortsat i de følgende årtier? Så ville hverdagen for en helt almindelig dansker se sådan her ud

Mia Mottelson

Moderne Tider
11. september 2021

Carsten la Cour er lige vågnet. Det er den 11. september 2021, og selv om det er lørdag, skal han på arbejde. Han bor i Tilst i et samtalehjem fra 2009 – et af dem, hvor stue, køkken, sove- og badeværelse går ud i ét. Carsten hopper glad ud af sengen og ifører sig en lyserød Iceman-T-shirt og et par stramme cowboybukser, hvorefter han går over i køkkenet og laver en kop Nescafé. Han har travlt, men er i godt humør. Det er han næsten altid.

Ude i indkørslen hilser Carsten på sin nabo, Ali, som i 2010 kom til Danmark fra Irak sammen med otte familiemedlemmer og en håndfuld venner. De kom ind med den såkaldte ’vennesammenføringsordning’, der blev vedtaget i 2007. Nu bor de 14 mand i et parcelhus. Lidt skørt, men de er skidesøde, synes Carsten, som har været derinde en enkelt gang og få grillet kød på spyd.

Alis kone går i burka, og der kommer ofte nogle mænd med langt skæg forbi. Carsten synes, det er dejligt med lidt kulturberigelse i Tilst. Han kalder nogle gange Ali for ’Perker-Ali’, men det har Ali slet ikke noget imod.

»Han har totalt god humor og er med på den,« siger Carsten, når nogen spørger, om ikke det med ’Perker-Ali’ er lige groft nok.

Ali driller også Carsten.

»Hvad er det, du arbejder med,« spørger Ali, som selv er frisør, og det kan da bestemt også være svært at forklare, hvad en kaospilot egentlig laver.

Men i dag skal Carsten facilitere en konference om innovation, så det siger han til Ali og skynder sig af sted.

*

I radioen spiller de monsterhittet »DippedippedippeDif« med René Difs nye band The Difters. Den sang får Carsten i endnu bedre humør. Der er også et indslag om, at fødevareminister Mette Frederiksen (S) har udnævnt shawarma til Danmarks nationalret. Det synes Carsten er herligt – han elsker shawarma. Han må huske at sige det til Ali, næste gang han ser ham.

Ulrik er allerede ankommet, da Carsten parkerer foran firmaet Chaozzz, som ligger i et gammelt pakhus på Aarhus Havn. De er begge først i 50’erne, og Carsten tænker nogle gange over, hvorfor det er Ulrik, der er chef, og ham selv, der er souschef. Er det, fordi Ulrik er bøsse? Altså måske ikke kun derfor, men spiller det ind? Ulrik er dog skidesød, synes Carsten. De krammer hinanden og går i gang med at facilitere innovationskonferencen, og Carsten er en dygtig kaospilot, så der bliver også tid til at fjolle lidt med studentermedhjælperen Anne-Sofie.

Carsten blev skilt for to år siden, men han har noget kørende med Anne-Sofie. Måske kan det blive til mere end det, det er han i tvivl om. Foreløbig »knalder de bare rundt«, som Carsten siger. Han scorede Anne-Sofie til sommerfesten sidste år, og ’Bøsse-Ulrik’ – det kalder Carsten nogle gange Ulrik – og Line fra receptionen stod og hujede, da Carsten pressede sit underliv op imod Anne-Sofies numse ude på dansegulvet.

*

I dag går Anne-Sofie i konferencesalen og lægger nervøs velour på de mange borde. Anne-Sofie er lækker, synes Carsten. Han kan ikke lade være med lige at give hende et klap i numsen, da hun går forbi med et kagebord på en rullevogn. Anne-Sofie vender sig om og sender ham et fornærmet blik.

Carsten er glad for sit arbejde, så selv om efterlønsalderen blev sænket til 55 år i 2012, så regner han med at arbejde mindst et par år længere end det.

Da innovationskonferencen er slut, spiser Anne-Sofie, Carsten og ’Bøsse-Ulrik’ en bagel og siger tak for i dag. Arrangementet var en stor succes, er de enige om. Da Ulrik er kørt, siger Anne-Sofie til Carsten, at hun skal hjem og læse. Hun mangler fire kapitler i Anthony Giddens’ Den sjette vej, og hun skal til eksamen mandag. Men Carsten overtaler Anne-Sofie til i stedet at tage med hjem til samtalehuset i Tilst »og stene«.

*

De hører Radio24syv på vejen, og der er breaking news. Statsminister Morten Østergaard (RV) siger, at han er »alvorligt bekymret« for, at Iraks 84-årige diktator, Saddam Hussein, har udviklet masseødelæggelsesvåben. Noget med en international rapport. Carsten og Anne-Sofie synes, det lyder langt ude.

Professor i sikkerhedspolitik på Herning University, Peter Viggo Jacobsen, siger, at de vestlige politikere har »sovet i timen« og overhørt faresignalerne. Og at det med en vis sandsynlighed viste sig at være en fejl, da den radikalt ledede regering i 2018 besluttede at nedlægge både Politiets og Forsvarets Efterretningstjeneste.

Dansk Folkepartis formand, Naser Khader, kritiserer regeringen for sin afslappede tilgang til både forsvars- og udlændingepolitikken.

»Vi har været håbløst naive,« siger Khader.

Anne-Sofie ryster på hovedet.

»Jeg synes godt nok, at tonen i udlændingedebatten er blevet hård,« siger hun.

Carsten siger, at han er helt enig.

*

Da de kommer hjem til Tilst, holder der fire taxaer ude på vejen. De er alle fyldt til randen med bagage, og Ali og hans familie er ved at stige ind. Stemningen er noget hektisk, og familien virker bekymret.

»Vi skal på ferie,« siger Ali.

»Det sagde du da ikke noget om i morges,« siger Carsten.

»Det er en god idé at tage væk nu,« siger Ali og beder chaufføren køre til Billund Lufthavn.

»De er skøre,« griner Carsten til Anne-Sofie, da taxerne kører af sted.

»Men de er skidesøde,« skynder han sig at tilføje.

*

Carsten og Anne-Sofie har brug for en aften foran fjernsynet i den opvarmede vandsofa, som Carsten har købt i en skør indretningsbutik i latinerkvarteret. Selv om han gav 2.000 euro for den, synes han, at den er alle pengene værd. Anne-Sofie vil egentlig gerne se Dogme 25. Den hedder Hjulet og er instrueret af Paprika Steen. Men Carsten kan ikke overskue det, og de ender med at se tre afsnit af Venner i stedet. De er midt i sæson 28, og Ross og Rachel er sammen igen, men Monica og Chandler er til manges store overraskelse blevet skilt, og nu er Chandler begyndt at flirte med Phoebe! Carsten og Anne-Sofie synes, det er underholdende, fordi Chandler og Phoebe begge er så kejtede.

Da afsnittet er slut, går hun over til køkkenet og laver to store Galliano Hot Shots.

»Vi estas dolĉa,« siger Carsten til Anne-Sofie.

Nogle gange taler de esperanto sammen. Det er godt at holde det ved lige, så man kan begå sig i udlandet.

Carsten foreslår, at de drikker dem ude i haven. Det er en skøn sensommeraften.

»Skål! Vi har det sgu meget godt,« siger Carsten.

Måske kunne det alligevel blive til noget mellem de to, tænker han og kysser Anne-Sofie, da en svag brummen kan høres inde fra Aarhus. Tordner det? Det var jo helt skyfrit? De rejser sig op, nu kommer der også lysglimt inde fra byen.

»Så må det jo være torden?« siger Carsten.

Der er faktisk også en svag, skrattende lyd fra en sirene, men Carsten og Anne-Sofie opdager det slet ikke, fordi lyden er så lav. I 2006 stoppede man med at teste sirenerne regelmæssigt.

Den mystiske, brummende lyd fra Aarhus bliver højere.

»Det er altså ikke torden,« siger Anne-Sofie og tænker sig lidt om.

»Det lyder mere som flyvemaskiner.«

Carsten giver hende ret og bunder sit Galliano Hot Shot.

»Det er flyvemaskiner,« siger han.

»Men hvad er lysglimtene så,« spørger Anne-Sofie.

Hun kigger op og ser nu et fly, som flyver helt lavt over Tilst med retning direkte imod Carstens samtalehus. Det har det irakiske flag – Carsten kan kende det fra Alis flagstang – malet på vingerne.

»Irakere?« siger Carsten undrende og tager Anne-Sofie i hånden.

»Hvad mon de vil?«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her