Analyse
Læsetid: 4 min.

Transkvinder er ikke kvinder, siger Adichie. Selvfølgelig er de det, siger Butler

Ifølge feministen Chimamanda Ngozi Adichie kan man ikke først leve i verden som mand for derefter at blive kvinde. Ifølge feministen Judith Butler tager hun fejl
Den nigerianske forfatter Adichie blev i sommer anklaget for at være transfob. En anklage, der blandt andet bunder i hendes udtalelse om, at »transkvinder ikke er kvinder, men transkvinder«.

Den nigerianske forfatter Adichie blev i sommer anklaget for at være transfob. En anklage, der blandt andet bunder i hendes udtalelse om, at »transkvinder ikke er kvinder, men transkvinder«.

BRITTA PEDERSEN

Moderne Tider
2. oktober 2021

Denne sommer blandede en forfatter sig nok en gang i diskussionen om transkøn og kvinder. Hvor det sidste sommer var den verdenskendte J.K. Rowling – forfatteren til Harry Potter-bøgerne – er det i år forfatteren bag En halv gul sol og Americanah, Chimamanda Ngozi Adichie, der ligeledes udtaler sig kritisk om transkvinder.

I juni publicerede Adichie et essay på sin hjemmeside, hvor hun diskuterer nogle kritikpunkter fra et par tidligere studerende, og det er her, emnet optræder. Adichie mener nemlig at være blevet anklaget for at være transfob af sine tidligere studerende.

Anklagen bunder blandt andet i, at Adichie – i tråd med Rowling – i et interview har udtalt, at »transkvinder ikke er kvinder, men transkvinder«. Adichie begrunder sit synspunkt ved blandt andet at sige, at »hvis man har levet i verden som mand med de privilegier, verden tilskriver mænd, og så skifter køn, er det svært at acceptere en sidestilling af kvinder og mænds oplevelser«.

Adichies udtalelse er blevet fulgt af en ophedet kontrovers, ligesom det var tilfældet med Rowlings. De to forfattere anklages både for at være såkaldte TERF’s (trans-ekskluderende radikale feminister) og for at reducere transpersoners kønsidentiteter til et resultat af frivillige – og måske endda strategiske – valg.

For at navigere i debatten og forstå, hvad transkøn egentlig er for en størrelse, er det en god idé at rette blikket mod den feministiske tænker Judith Butler og hendes tilgang til feminisme, køn og kvinder.

En udvidet forståelse af ’kvinden’

Feminisme er ifølge Butler et projekt, der skal udvide og mangfoldiggøre vores forståelse af køn. Historisk har feminismen blandt andet kæmpet for at udvide forståelsen af, hvad en kvinde er. I Danmark havde kvinder ikke stemmeret før 1915, og kvindens største bedrift var at blive hustru og mor. I dag er kvindesubjektet borger, og man kan være en succesfuld kvinde uden at være hustru og/eller mor.

På baggrund af den forståelse af feminisme mener Butler, at et feministisk kvindesubjekt også skal inkludere transkvinder. Ligesom en kvinde ikke bør defineres ved at være hustru og mor, problematiserer Butler altså også, at køn defineres i kraft af et biologisk køn tildelt ved fødslen. Begge definitioner er ekskluderende og i uoverensstemmelse med feminismens mål om pluralisme.

For bedre at forstå Butlers inklusion af transkvinder i kvindekategorien, må vi rette blikket mod hendes definition af kønsidentiteter, og her spiller begrebet om performativitet, som hun udvikler i bøgerne Gender Trouble og Bodies That Matter, en vigtig rolle.

At køn er performativt vil sige, at kønsidentiteter bliver til ved sociale praksisser, der gentages over tid. For årtier siden kunne en kønsidentitet udtrykt ved hjælp af karseklippet hår og bukser kun betyde, at man var en mand. Sådan er det ikke længere, og det vidner om en vigtig pointe. Nemlig at gentagelser af kønsnormer også skaber rum for normafvigelser, hvilket kan føre til nye normer og dermed nye kønsidentiteter.

Køn er altså en social, kulturel og historisk størrelse, der afhænger af tid, sted og konkrete praksisser. Og fordi kønsidentiteter ikke kun er medfødte, kan de forhandles og udfordres.

En anden måde at sige dette på er, at Butler afviser ideen om en original kvinde. Kvindeidentiteter skabes ved at gentage kontingente kønsnormer, og der er ikke nogen normer, der er mere naturlige end andre.

Ikke noget, vi vælger

Den nok mest udbredte misforståelse, der er forbundet med Butlers begreb om kønsperformativitet, er, at køn skulle være noget, vi bare sådan vælger. Den idé skinnede også tydeligt igennem i Adichies formulering af transkvindernes kønsidentitet som et frit valg.

Men Butler understreger netop, at køn er dybt forankret i historiske normer, som imidlertid kan anfægtes. Transpersoner vælger således ikke fra den ene dag til den anden et andet køn »for sjov«. Og når vi ved, at mange transpersoner udsættes for diskrimination på grund af deres kønsidentitet, virker antagelsen absurd. Desuden har en transkvinde formentlig ikke – som Adichie påstår – oplevet mænds privilegier i en verden, der er indrettet til cismænd – altså mænd, hvis kønsidentitet er i overensstemmelse med det tildelte køn ved fødslen.

Man kan slutteligt spørge, om ciskvinden bliver ’udvisket’ eller marginaliseret, hvis man inkluderer transkvinder i kvindekategorien?

Nej, siger Butler. Kvindekategorien udvides blot, og det er netop feminismens ærinde: At vi kan ’gøre’ køn og være kvinder på flere og nye måder. Det er det, vi har kæmpet for historisk, og det er det, feminismen skal blive ved med at kæmpe for.

Butler husker os på eksemplerne i et nyligt interview med Owen Jones: »Kan du eje ejendom som kvinde? Kan du være kvinde uden at være reproduktiv? Det kunne man ikke engang, men det kan man i dag.«

På den baggrund konkluderer hun, at »transkvinder er kvinder. Selvfølgelig er de det«.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Får lidt håret blæst tilbage ved disse debatter. Men jeg bakker dog op om den inkluderende form. Debatten handicappes dog af, at vi ikke skelner mellem sex og gender

Rune Kjær Rasmussen, David Zennaro, Alvin Jensen, Alexander Zwisler og Jørgen Larsen anbefalede denne kommentar
Rune Kjær Rasmussen

Det er åbenbart svært for nogen at forstå, at transkvinder ikke er mænd, der bliver til kvinder, men kvinder der ønsker at være sig selv.

Michael Gudnæs

Jo mere rabiate, kategoriske og fordømmende disse nye identitetsaktivister udtrykker sig, des klarere liver det, at deres forståelsesgrundlag når det handler om køn er helt uforståeligt barnagtigt og afstumpet. Det er jo dem, og KUN dem, som postulerer hankøn og hunkøn som helt homogener størrelser i opposition til hinanden, og defineret på grundlag af ydre, ligegyldige ting. Se nu denne Butler, som svinger sig op til at hævde, at for årtier siden kunne man kun være en mand, hvis man var karseklippet og gik i bukser. Altså da jeg var ung, var der masser af karseklippede kvinder, som gik i bukser, hvis de ikke gik i kedeldragt. Og hvad så? Skal jeg virkelig tro på, at denne larmende pseudodebat kun handler om tøj og frisurer? Hvad Fanden skal jeg så bruge den til?

Uddan dig selv!, raser furierne, hvis man ikke er enig med dem. Måske skulle de selv prøve at læse en bog eller to. Jeg kan anbefale C.G. Jung arbejde om indivduationsprocessen, hvor han netop fokuserer på menneskets indbyggede modsatkønnethed, symboliseret ved Anima og Animus, som i det enkelte menneske skal blandes i et særligt forhold for at definere personens Selv.

Forskellen på Jung's arbejde og demagoger som denne Butler er enorm: Hos Jung, og artusinders filosoffer før ham, tages det for givet, at hvert enkelt menneske indeholder både maskulinitet og feminitet, og at dette er den naturlige tilstand. Hvilken livsform, det enkelte menneske så vælger at tage, er naturligvis frit. Det forekommer mig at være en noget mere begavet tilgang til hele identitetsproblematikken end den nye, højtråbende, postulerende og stridbare form, som tilsyneladende vælger krigen kun for krigens skyld.

John Liebach, Bolette Bruno Hansen, Irene Larsen, Michael Gyes, ulrik mortensen, Nicolaj Ottsen, Alvin Jensen, Mette Eskelund, Herdis Weins og Gert Friis Christiansen anbefalede denne kommentar

Jeg vedkender mig et fuldstændigt firkantet syn på kønnene.

XX := hunkøn/kvinde/pige
XY := hankøn/mand/dreng

Og så err det muligt, at der af og til går lidt kludder i tingene, men det ændrer ikke mere end statistik kan gøre rede for.

Rune Kjær Rasmussen

Det må være en underlig, og indimellem svær, oplevelse, når andre mennesker hele tiden mener, at den man skal være, en del af en debat.

Et noget mere nuanceret syn på køn, og i overensstemmelse med naturens mangfoldighed, er ikke en ny ting. Tværtimod. At nogen så på et tidspunkt begyndte at missionere også for den slags dogmatiske tilgang, til hvem vi er og forsøge at forsimple, reducere, noget naturligt, det kan vel til gengæld næppe overraske. Visse mennesker igennem historien har altid gerne villet diktere, hvordan andre skal leve, hvem vi skal være og hvorfor, altsammen helt sikkert på grund af en svag identitet, der har brug for kloner at spejle sig i, frem for frihed, dynamik, fejring og glæde af livets ufattelige, geniale mangfoldighed.

Rune Kjær Rasmussen

Rettelse: Det må være en underlig, og indimellem svær, oplevelse, når andre mennesker hele tiden mener, at den, man er, skal være en del af en debat.

Ja, men altså Rune R: vi skal også se nuanceret på hudfarver, sådan at sort er sort eller hvid for den der hellere vil det, eller hvid er sort for den, det passer bedst. Men jeg er nok ikke kvalificeret til at have en mening om hverken køn eller hudfarve, sådan nuanceret betragtet.

Rune Kjær Rasmussen

@Finn Jakobsen

Hvem er "vi" i den sammenhæng?

Du kan evt. sætte dig ind i emnet og mest af alt lytte til de personer, der gennemgår processerne, hvis du har en reel interesse i det. Det ville generelt være en fin ting, hvis folk i et samfund gjorde det, frem for at forsøge at presse andre ned i kasser der, i værste fald, medfører selvmord.

Transpersoner er den minoritet i verden, der er mest udsat for vold og drab. Det er rædselsfuldt at tænke på.

Så drop nu de der diskriminerende, ubegavede kommentarer. Det er psykisk vold.

Rune, jeg bøjer mig i støvet for dem, der mener, at køn er en social konstruktion.
Jeg er blot så ubegavet, at jeg ikke kan være enig. Men jeg ved selvfølgelig også, at jeg ikke er kvalificeret til at have en mening, for jeg tilhører en grupper, der i hundredevis af år har taget patent på sandheden. Derfor er det selvfølgelig ret og rimeligt, at jeg ikke kan udtale mig om køn. Eller hudfarve, for den sags skyld.

Rune Kjær Rasmussen

@Finn Jakobsen

Nu handler emnet ikke om dig, men okay, du havde brug for at fremføre en monolog, jeg ikke er sikker på, hvad går ud på, men det er en fri verden, vi lever i, eller rettere: Det kunne det være.

Mon ikke den svage trang til at undertrykke andre, som for mange mennesker lider af, stammer fra selvundertrykkelse. Hvad skulle det ellers være? Hvis man har et frit liv, så har man, selvfølgelig, ingen trang til at kreere syndebukke.

Sorry Rune, men jeg forstår dig ikke. Hvem er syndebukke og hvem kreerer dem? Jeg aner ikke, hvad du mener. Ud over det forstår jeg, at du kan lide at bruge en masse ord.

Rune Kjær Rasmussen

@Finn Jakobsen

Det var lidt uklart men mine sidste bemærkninger lidt højere oppe: "Så drop nu de der diskriminerende, ubegavede kommentarer. Det er psykisk vold." var henvendt til alle, der kommer med dem.

Jeg forstår omvendt ikke din vrede. Hvem og hvad er du vred på her?

Når jeg omtaler syndebukke og kreeringen af dem (kunstig som den altid er), så taler jeg om dæmonisering, diskriminering og forsøg på udelukkelse ved hjælp af sproget, der f.eks. handler om at skabe en illusion om et "os" og et "dem". Når det lykkes en gruppe af mennesker at bilde en anden gruppe mennesker ind, at en tredje gruppe af mennesker skal ekskluderes af, hvad der i nogen tilfælde, skal forestille at være et demokrati f.eks. med indførelse af LGBT+frie zoner og andre ulækre ting, så er kreeringen af syndebukke lykkes.

Og ja, jeg kan godt lide at bruge ord, når jeg forsøger at forklare noget og komme med min mening. At du opfatter det som mange, det har jeg ingen kommentarer til.

Carsten Nørgaard

En sammenligning af de to forfattere er ikke blot interessant pga. deres forskellige ontologiske ståsteder.

Judith Butler repræsenterer jo den priviligerede, hvide feminisme. Et stærkt navn indenfor det globale nords feminisme. Butler har mange hørt om, hun er vel et populært navn på universitets-campusser i hele vesten.

Men Chimamanda Ngozi Adichie har færre vel hørt om. Født i Nigerien. Igbo, dvs. en minoritet, som kun udgør 15 procent af landets befolkning. Deler sin tid mellem USA, hvor hun har noget akademisk uddannelse, og Nigerien.

Jeg tror, at de kvinder, som udgør magtfaktoren i den vestlige feminisme, nok ender med at blive udfordret på både dette og hint, når der kommer flere kvinder som Adichie ind i billedet. Dem, ”derude” i det globale syd – og en del af det globale nord.

Dem er der altså en række af derude udenfor amerikanske college campusses og ”Festung Europa”.

Og hvad gør man så – kan der overhovedet findes en altomfavnende feminisme, eller bliver det endnu en omgang vestlig anden-gørelse?

Som Birgitta Frello skriver i bogen ”Kollektiv identitet – kritiske perspektiver” (s. 132):

”Anerkendelsen af, at samspillet mellem klasse, race, etnicitet, nationalitet osv. underminerer homogeniteten i kategorien ’kvinde’, har ført til et øget fokus på magt- og interesseforskelle blandt kvinder og til et øget fokus på behovet for en ’politics of difference’, som forsøger at rumme sådanne forskelle, snarere end at benægte dem med risiko for, at de reproduceres. Ang påpeger imidlertid også her kompleksiteten i identitetskategorier, idet hun peger på, at den ’løsning’, som en del hvide feminister peger på i form af øget dialog og anerkendelse, i sig selv risikerer at reproducere det ulige magtforhold. Hun beskriver f.eks., hvordan hun oplever, at hvide feminister opfordrer hende til at tale, *fordi* hun er farvet, og hun beskriver denne inklusion i en fælles kvindelighed som en form for eksklusion, fordi magten til at in- og ekskludere er ulige fordelt:

’Feminism functions as a nation which ”other” women are invited to join without disrupting the ultimate integrity of the nation. But this politics of inclusion is born of a liberal pluralism which can only be entertained by those who have the *power* to include.’ (Ang 2001: 192).’”

(Der henvises til Ien Ang, professor i kulturvidenskab ved University of Western Sydney, og citatet er fra hendes bog ”On Not Speaking Chinese: Living Between Asia and the West” fra 2001.)

Man kunne godt læse artiklen sådan, at Adichie automatisk tildeles taberpositionen. Hun taler jo imod en af den hvide, vestlige feminismes ypperstepræstinder. Det modsætningsforhold, der opstilles i overskriften, udpensles på ingen måde tilfredsstillende i brødteksten.

Artiklens forfatter giver heller ikke rigtig Adichie nogen taletid. Det er kun lige i de første par paragraffer som afsæt til at lire en tekst af, som faktisk ikke kan læses som journalisme.

Sproget bærer præg af en studiebog eller et fagligt essay, som promoverer kendskab til Butlers position (som forfatteren vel foretrækker).

Men sådan et forsøg på at reducere en reel diskussion om ontologiske spørgsmål ved fænomenet transkønnethed til at den ene er en TERF på afveje, mens den anden er den, som er værd at læse om, det er vel egentlig netop den her ”feminisme-som-nation”-agtige form for dørvogteri.

Det globale syds feminister tager automatisk fejl, medmindre de taler det globale nords feminister efter munden. ”Selvfølgelig gør de det,” er det indtryk, artiklen her giver.

Marianne Jespersen, lars søgaard-jensen, John Liebach, Amanda Engelhardt og Nicolaj Ottsen anbefalede denne kommentar
Rosa Maluna Dahl

Når man kan fremføre ejendomsret som et uproblematisk gode, har man komplet tabt mig.

Stella Lystlund

G. Gustafsdottir, ikke Stella.

Citatet længere nede er fra Anne-Sofie Dichman.

Anne-Sofie Dichman citerer forkert J.K. Rowling har ikke udtalt sig kritisk om transkvinder. Der ville være på sin plads at artiklens forfatter ikke skriver usandt.

J. K. Rawling udtalte sig kun om det biologiske køn kvinder er født med. Hun nævner særligt, at hun intet har imod transkvinder. Hermed tager jeg ikke stilling til hvad kvinder er. Hvis man beskriver en persons udsagn, bør man gøre det korrekt, andet kaldes løgn. Det er ufint, uvidenskabeligt og uhæderligt Anne-Sofie Dichman, at fordreje Rawlings udsagn.

"Denne sommer blandede en forfatter sig nok en gang i diskussionen om transkøn og kvinder. Hvor det sidste sommer var den verdenskendte J.K. Rowling – forfatteren til Harry Potter-bøgerne – er det i år forfatteren bag En halv gul sol og Americanah, Chimamanda Ngozi Adichie, der ligeledes udtaler sig kritisk om transkvinder."

lars søgaard-jensen, Steen Obel, Anne Nielsen og Irene Larsen anbefalede denne kommentar
Stella Lystlund

G. Gustafsdottir, ikke Stella.

Det er artikler som denne, som gør alle trætte af hele denne hadefulde diskussion, om det at være kvinde/mand, er en sociale konstruktion eller et biologiske faktum.

Vi er trods alt alle mennesker. Vi kan være det vi vil.

Jeg er vokset op med en pige, som blev født som en biologisk blanding af en mand og en kvinde. Hun besluttede sig til at være en pige og pige blev hun. Hun blev aldrig betragtet som andet end en kvinde.

Jeg kørte engang for mange år siden med en taxa. Jeg skulle til Paris for at arbejde. Jeg kørte sammen med en tidligere dansk direktør, der definerede sig som kvinde. Personen var yderst sympatisk og fik selv bragt emnet op om at være en mand, der vil være kvinde. Det var en interessant fortælling.

Stella Lystlund

G. Gustafsdottir, ikke Stella.
Rettelse
eller et biologisk faktum.

Stella Lystlund

G. Gustafsdottir, ikke Stella.

Carsten Nørgaard.
Jeg læste den omtalte artikel af forfatteren Chimamanda Ngozi Adichie. Jeg opfatter artiklens tilblivelse som et vist vredesudbrud mod en ung forfatter som hun hjalp og havde som studerende. Jeg opfattede artiklen som hendes skuffelse over at blive brugt eller misbrugt af en ung afrikansk kvindelig forfatter, som vender sig efterfølgende i mod hende for at sikre sig selv reklame.

Jeg har haft mange studerende som underviser på en lang videregående uddannelse. Unge har behov for at markere, at de er fremtiden og vi, der er ældre må derfor være en del af fortiden. Det de så finder ud af er, at fortiden altid er en del af fremtiden og de selv engang bliver også en fortid.

Min mand sagde altid,, da han var ung, "40 fed og færdig", så blev han selv 40. Selv kommer jeg fra et lille samfund, hvor mange ældre arbejder til langt op i 80erne. Det giver et menneskesyn, der er noget anderledes en min mands. Nu har han selvfølgelig skiftet mening.

Rune Kjær Rasmussen

Ang. køn som en social konstruktion så er jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at det netop ofte er det. Mænd der f.eks. virker fanget i en idé om, hvad maskulinitet er, eller ej, er blandt de mest ufrie mennesker, jeg har mødt, nogle af dem nærmest karikerede, og omvendt er kvinder, der ligeledes er fanget i en idé om, hvad femininitet er, nogle af de mest ufrie. Som der bliver nævnt længere oppe, så har alle mennesker det feminine og det maskuline i sig, ikke som modpoler eller noget fast sådan som nogen gerne vil sætte det op med, ærligt talt absurde, henvisninger til XX og XY, som om vi mest af alt er vores kromosomer og ikke mennesker på alle mulige planer. Det minder mig om forsøgene på at bortforklare bevidsthed men ved hjælp af en reduktion ned til generne, der så, uden at det siges så højt, tildeles netop den bevidsthed, der nødvendigvis må tages i brug for at eksistere, og navigere, som et levende individ, om man så er en grønbenet rørhøne, en blåhval eller et menneske.

Jeg har aldrig forstået, hvad det er ved netop dette emne, der provokerer nogen så voldsomt, men måske svarer det til de her forfærdelige "gay conversion"-prædikanter, som senere må tilstå, som om det er en synd, at de selv er homoseksuelle.

Det er, som om nogle mennesker insisterer på, at vi skal være ufrie på mange måder, fordi netop DE ikke forstår et eller andet, og at det, som minimum, skal være til debat til evig tid, om hvorvidt det er i orden, at være den man er, hvis man ikke ligner dem.

Mette Eskelund

Hvis transkvinder var kvinder, så var de jo ikke transkvinder. Kønnet er en biologisk konstruktion, som er medfødt, ikke "tildelt ved fødslen". Det er kønsrollen, kønsudtrykket, der er socialt konstrueret.
Mænd kan være traditionelt feminine og kvinder ditto maskuline, det ændrer ikke deres biologiske køn. Det gør hormoner og plastikoperationer heller ikke. Hvis man er utilfreds med det, må man klage til Vorherre eller Vorfrue, for mennesket kan ikke ændre det biologiske køn, det er der ikke noget hadefuldt i, det er bare et vilkår.
Man kan vælge at prøve at leve/ se ud som det modsatte køn, men man kan ikke blive til det modsatte køn.

Helene Hansen, lars søgaard-jensen og Steen Obel anbefalede denne kommentar
Rune Kjær Rasmussen

@Mette Eskelund

Hvad er forskellen på medfødt og "tildelt ved fødslen"?

Du tager fejl. Transkvinder er kvinder. De er født som kvinder, og de ønsker, at se ud som de kvinder, de er, nogle af dem med hjælp fra forskellige kønskorrigerende indgreb.

Når du her giver udtryk for, at du mener, at kønsroller, kønsudtryk, er socialt konstrueret, hvorfor mener du så, at "det biologiske" køn er så sort/hvidt? En del mennesker bliver født som det, der hedder interkønnet. Og der findes generelt alle mulige varianter på spektret for, hvordan man ser ud, der gør, at din sort/hvide udlægning af køn ganske enkelt er forkert. Naturen er så at sige bare vildere og ligeglad med den slags kasser.

Med andre ord: Man kan vælge at forsøge at sætte sig ind i tingene eller komme med en rigid tilgang til køn, der er fejlagtig.

Ang. klager til diverse vorherre- eller vorfrueagtige skabninger så kræver det jo også noget af en autoritetstro på et væsen, ingen nogensinde har set, hvilket må siges i den grad netop at være en konstruktion.

Mennesker fødes som sig selv. Og jeg ønsker alle held og lykke med at være lige netop det, uantastet af diverse andre menneskers forsøg på at ændre dem.

Rune Kjær Rasmussen

Relevant dokumentarfilm: https://youtu.be/B67OVJTyV0I

Mette Eskelund

Rune Rasmussen: Hvad er en kvinde? Hvad er en mand?
Medfødt betyder at du bliver født med det fx dit køn. Du kan få kønnet på dit barn at vide langt inden det bliver født. Ved fødslen konstateres det ved at se på barnets kønsorganer. Der står ikke nogen og tildeler barnets dets køn. I meget sjældne tilfælde fødes børn med tvetydige kønskarakteristika og det er herfra udtrykket "tildelt køn" egentlig stammer fra. Fordi man her har valgt at foretage en lægelig vurdering om hvad kønnet er,. Det er det der kaldes interkønnet, men det er ikke et udtryk for et tredje køn på et spektrum. Mange der er født med dette syndrom er dødtrætte af at deres lidelse bliver brugt i debatten om transkønnethed, da det intet har at gøre med transkønnethed. Det biologiske køn er sort/hvidt i den forstand at det er binært. Der er kun han og hun. Derudover er der vores forskellige personligheder, som for os alle indeholder både maskuline og feminine træk, der kan være uendelig mange måder at være de mænd og kvinder på, som vi er, og den del er præget af bla "sociale konstruktioner" og kan sagtens beskrives som nonbinær. I vores personlighed er vi på den måde nok alle nonbinære, men vores biologiske køn er stadig binært og ikke noget mennesket har magt til at ændre. Det med Vorherre og Vorfrue skulle forstås som en metafor for netop dette, at det ligger udenfor menneskets skaberkraft at gøre mænd til kvinder og kvinder til mænd. Vi kan heller ikke gøre jorden flad, selvom der er nogle flatearthers, der føler den er flad og som bliver kede af det, når vi ikke kan bekræfte dem i, at den er flad.

Helene Hansen, lars søgaard-jensen og Steen Obel anbefalede denne kommentar

Nu er det undertegnede og 1 anden transmand, som har opfundet udtrykket tildelt køn, og det gjorde vi, fordi vi i gruppen Alternative maskuliniteter ville ud over diskussionen om, hvad man er født som. Når man bliver født, så konstaterer jordemoderen eller lægen, hvilken type kønsorganer man er født med, og så tildeles det juridiske køn efter det. I nogle tilfælde er det forkert, og så ændres det. Nogle gange fordi folk er transkønnede, andre gange for de er interkønnede.
Man kan sagtens skubbe dette væk og dømme alle til at leve efter det biologiske køn, men så må man også acceptere at tilhøre et svindende mindretal. De fleste mennesker opdager, at verden er mere mangfoldig og har flere nuancer, end man troede som ung, så der er vel håb for de fleste.

Rune Kjær Rasmussen

@Mette Eskelund

"Hvad er en kvinde? Hvad er en mand?" Et menneske og et menneske.

Der findes kvinder med penisser og mænd med vaginaer. Der findes nonbinære mennesker. Der findes også kvinder med vaginaer og mænd med penisser. Der findes mennesker med andre ord. Vores kønsorganer definerer ikke vores køn. Og ingen ved bedre end en selv, hvilket køn man er, hvis man vel at mærke får lov til at "møde sig selv". At nogen skal kæmpe så hårdt imod andre mennesker, blot for at være dem de er, er en skændsel. Og et menneske kan ikke reduceres til at være noget bestemt ud fra nogle få faktorer. Forandring er det eneste sikre i livet.

Mette Eskelund

Rune Rasmussen: Er selvfølgelig enig i at både mænd og kvinder er mennesker, men "menneske" er dog ikke en definition på hverken en mand eller en kvinde. Så hvad er en mand og en kvinde ?
Vi er ikke kun vores biologiske køn, vi har også en personlighed, som kan være på alle mulige måder, som jeg skrev. Men vi er også vores biologiske køn, det kan der ikke ændres på. Hvis du mener, at alle de biologiske kønskarakteristika er helt løsrevne fra kønnet, hvorfor vil nogen så gerne skifte kønnet, hvis det alligevel er lige meget? Det er jo en total selvmodsigelse.

Rune Kjær Rasmussen

@Mette Eskelund

Du spurgte, og jeg svarede på en måde, jeg synes er ikke-reducerende, forsimplende.

Jeg skrev, at ingen ud over en selv ved bedre, hvad man er, hvis man får lov. At få lov ville være en selvfølge i et mere udviklet, frit samfund. Det modsatte kan derimod være helt igennem tragisk.

Måske tager jeg fejl, men du virker, som om du ikke tror på, eller måske endog gerne vil bekæmpe, at der findes transpersoner. Homoseksualitet blev også betragtet som en sygdom i mange år. Sådan kan mennesker åbenbart opfinde ufrihed via love. Det er trist. Jeg tror ikke, jeg har mere at tilføje her. Kan mærke at det blot irriterer mig at bruge tid på nu.

Mette Eskelund

Rune Rasmussen: Kan blot mærke at du undviger spørgsmålet om, hvad og en kvinde er. Og at du prøver at tillægge mig, at jeg skulle være imod transpersoner, homoseksuelle og frihed. Sådan går det ofte i de her debatter. At hvis man er kritisk overfor den ekstreme kønsideologi og stiller kritiske spørgsmål, så bliver man angrebet på ens hensigt og som person tillagt alt muligt. Man møder ikke gennemarbejdede modargumenter( måske fordi der ikke er nogen),- kun løsrevne postulater, skældsord og stråmænd. Det er trist, bla for den demokratiske samtale.

Rune Kjær Rasmussen

@Mette Eskelund

Nej, jeg undviger ikke noget, men jeg ser ingen idé i at debattere andre menneskers eksistens, jf. hvad jeg har skrevet før, for hvorfor skal det debatteres? Hvad er det, du kalder for en "ekstrem kønsideologi"? Hvad er motivet for det udsagn?

Mette Eskelund

Rune Rasmussen: Jeg debatterer ikke "andre menneskers eksistens". Jeg mener at en ideologi, der benægter kønnets biologiske realitet er en ekstrem kønsideologi. Jeg mener bestemt, at transkvinder findes. Men jeg mener, at transkvinder er transkvinder, dvs biologiske mænd, der ønsker at LEVE SOM kvinder. Det er helt ok med mig, men de er ikke biologiske kvinder, det kan ikke lade sig gøre. Årsagen til al balladen er den forholdsvis nye ide om at man kan selvidentificere sig til hvad som helst. At hvis man bare siger, at man føler, at man er kvinde, så ER man kvinde. Det medfører bla fx i Californien, at granvoksne mænd med fuldskæg og andet mandligt, indsat i fængsler, dømt for fx sexualforbrydelser og vold mod kvinder, at de blot kan erklære sig som kvinder og herefter bliver flyttet over til kvindeafdelingen. Her skal de mest udsatte og sårbare kvinder så dele celler med de voldelige mænd, der bedyrer, at de er kvinder. Der har allerede fundet voldtægter sted på den bekostning. Og det er blot et af problemerne med Seld- ID og med forsøget på at fjerne betydningen af det biologiske køn. Synes du det er ok? Jeg er ikke kvinde, fordi jeg føler det. Jeg er kvinde fordi jeg har hunkønsbiologi. Kvinde er ikke en følelse, men en biologisk realitet. I øvrigt er mange transpersoner helt enige i, at man ikke kan fornægte den biologiske realitet. Som transkvinden Debbie Hatton siger i følgende interview: Transwomen are men, including me. Is it kind to lie to people?"
https://www.youtube.com/watch?v=q0DT1aBHheI

Rune Kjær Rasmussen

@Mette Eskelund

Så du mener, at "transkvinder findes", men at de er mænd. Altså at de ikke findes. En ren modsigelse. Det var min pointe i forhold til ikke at ville debattere andres eksistens.

Køn og opfattelse af køn er meget andet end kønsorganer og kromosomer. Naturen modbeviser den reducerende opfattelse. Indenfor videnskaben ved man nu, at transkvinders hjerner ligner mere ciskvinders hjerner. Hvorfor mon, hvis de "bare" er mænd? At nogen føler sig truet på deres køn, fordi andre ikke passer ind i en rigidt opfunden skabelon burde få dem til at se indad frem for at pege på andre og undersøge emnet, HVIS det har reel interesse.

Det jeg nægter i denne sammenhæng, er en "debat", hvor alle deltagende skal finde "beviser" i f.eks. såkaldt peer-reviewed artikler, fordi jeg ved, at transpersoner eksisterer og transkvinder er kvinder, transmænd er mænd. Ikke en kvinde lige præcis som dig, eller en mand lige præcis som Rune Klan men som sig selv. Vi kunne i mine øjne lige så godt forsøge, at "debattere" om du er Mette Eskelund på "den rigtige måde" ifølge artikler på nettet.

Hvis der er love, hvor nogen kan misbruge noget, så skal de selvfølgelig laves om. Det siger sig selv. Det gælder indenfor alle livets aspekter.

Mette Eskelund

Rune Rasmussen: Hvordan definerer du en kvinde og en mand? Det har du stadig ikke svaret på. Mener du at mænd, helt bogstavelig talt, kan blive til kvinder? Og at kvinder, helt bogstavelig talt, kan blive til mænd? Hvordan skal loven være, hvis den ikke skal misbruges?
Så du klippet med Debbie Hayton? Transkvinden som holder fast i at hun er transkvinde og samtidigt en mand? Siger hun så også, at transpersoner ikke findes?
Udover størrelsen, så er der ikke strukturel forskel på mænds og kvinders hjerner, det er der bred enighed om , det behøver vi ikke at smide om os med artikler for et bevise. Men vores hjerner kan være påvirket forskelligt pga vores forskellige kønshormoner, men det er vist også uenighed om. Men i øvrigt endnu en pudsig og selvmodsigende påstand: Dem, der påstår at kønnet ikke er medfødt, at kønnet bare er social konstruktion, de påstår samtidigt at transkønnethed er medfødt? Jeg medgiver selvfølgelig, at mennesker kan lide af kønsdysfori, dvs kan have et stort ubehag ved deres medfødte køn og en stor trang til at blive det andet køn. Selvfølgelig skal man have hjælp, hvis man har det sådan. Men hvad den rette hjælp er, er et stort og komplekst spørgsmål, også fordi vi reelt ikke ved så meget om, hvorfor nogle har det sådan. Svarene på det ser ud til at være komplekse, der kan være mange forskellige grunde til det kønsdysforien.. Det skal der forskes i seriøst, for at folk kan få den rette hjælp. Det skal ikke styres af ideologi. Man ved fx nu at for børn, der har kønsdysfori, så vokser 80 % af dem fra det, når de gennemgår puberteten og finder sig til rette med det køn, de er født som. En stor del af dem, vil være homoseksuelle. På samme måde som det er kendt, at mange homoseksuelle var kønsrolleafvigende som børn, drengene var feminine og pigerne maskuline "drengepiger". For nogle med kønsdysfori er det en hjælp at få operationer og hormoner, for andre er det en katastrofe, som de fortyder. En katastrofe fordi behandlingen er så indgribende og irreversibel, som den er. Så forskning og kritisk debat: ja tak! Og nej tak til biologifornægtende ideologi, cancelkultur, udskamning og stråmænd.

Rune Kjær Rasmussen

@Mette Eskelund

Nej, det har jeg ikke svaret på ud fra din forkerte præmis om, at der skulle være en præcist definerende definition, som udelukker dem, du ikke vil have med, jf. alt hvad jeg har skrevet, der fortæller, at det er et meget bredt og nuanceret spektrum af vidt forskellige mennesker: ciskvinder og -mænd, transkvinder og - mænd og andre.

Andet har jeg ikke at sige til det jf. mit standpunkt om "debat".

Mette Eskelund

Rune Rasmussen: Usande påstande bryder sig ikke om at blive udfordret af kritiske spørgsmål og opfordring til præcision. Du undviger at svare på et ganske enkelt spørgsmål og forsvinder derfra i en regn af stråmænd.

Rune Kjær Rasmussen

@Mette Eskelund

Nej. Du opstiller en præmis, der er forsimplet og rent ud sagt forkert. Du kræver reducerende svar på langt mere nuancerede emner.

Det er min mening. Slut herfra.

Mette Eskelund

Rune Rasmussen: Underbyg gerne dit udsagn om, at jeg opstiller en forsimplet og forkert præmis. Og underbyg det med argumenter. Du har stadig ikke svaret på simple og relevante spørgsmål.

Rune Kjær Rasmussen

@Mette Eskelund

Jeg kan da godt svare dig igen: Du påstår, at der findes simple spørgsmål med simple svar i forhold til dette emne, og, som jeg har forsøgt at skrive, så er jeg ikke enig. Overhovedet ikke.

Du er ikke ekspert her. Og jeg er ikke ekspert. Og videnskaben er heller ikke ekspert på dette område. Det må man derimod formode, at enhver er ang. deres egen krop, deres eget sind, deres eget liv, deres egen seksualitet etc.

At få lov til at gennemgå den proces der fører til, at man er allermest sig selv, bør være en menneskeret, en form for naturlov uden yderligere indblanding, i et reelt civiliseret samfund.

"Your body is your law", som Colette Peignot skrev.

Og som Gandhi engang svarede til spørgsmålet "what do you think of Western civilization?": "I think it would be a good idea".

Mette Eskelund

Rune Rasmussen: Jeg har bestemt ikke påstået at der findes simple svar på simple spørgsmål. Jeg har stillet dig et simpelt spørgsmål, ikke krævet et simpelt svar.
Har slet heller ikke påstået at jeg er ekspert på det her område, det var igen, igen en stråmand fra din side.
Jeg mener det er gak, hvis nogen mener, at man kan self-ID sig til hvad som helst, at Self ID kan trumfe den biologiske virkelighed. Eksempel: På gode dage føler jeg mig som ung igen, men den følelse trumfer ikke den biologiske virkelighed som er, at jeg ikke er ung mere. Jeg kan godt rumme både at accepetere at den biologiske virkelighed er en ældre krop, selvom jeg momentvis føler mig som en ung pige.

Rune Kjær Rasmussen

@Mette Eskelund

Jeg har ingen idé om, hvad du vil med dine fortsatte spørgsmål og kommentarer til mig, helt seriøst. Beklager.

Men jeg forstår, at du gerne vil kalde transkvinder for mænd, hvilket er meget ubehageligt og dybt diskriminerende. Hvad grunde du har til det, er jeg holdt op med at interessere mig for. Det er respektløst.

Der kommer ikke flere kommentarer fra mig i denne "debat" her.

Marianne Jespersen

Denne lange tråd og debat er et typisk forløb for kønsdebatten - lgbt - osv. diskussionen. Måske er der ikke en gang nogle der orker at læse dette indlæg.

Biologi, statistik, adfærd, identitetoplevelse, rettigheder og alle mulige andre dimensioner blandes sammen på kryds og tværs i en pærevælling. Nogle bliver sårede andre sure eller vrede og de fleste står af debatten.

Den begynder så tilsyneladende forfra næste gang efter samme model. Det er næppe konstruktivt.

Judith Butlers guru status gør det ikke nemmere.

I al sin enkelhed har den enkelte via sine kromosomer og sin fremtræden ved fødslen som udgangspunkt et ret entydigt biologisk køn. Nogle ganske få har lidt rod i kromosomer og fremtræden fx modstrid mellem kromosom og fremtræden bl.a. forårsaget af hormonproduktion eller misdannelser mv. Det biologisle er en sag for sig.
En anden sag er kønnet som social konstruktion: Genialt udtrykt af Simone Beauvoir. : "Man fødes ikke som kvinde man bliver det". Tilsvarende kan formentlig siges om mænd. Vi udsættes for mere eller mindre begrænsende sterotypier i gennem vores opvækst og liv. Miljøet og mulighederne påvirker og former os alle.

Alle mennesker bør naturligvis have ret til at leve og udfolde sig som de vil, forudsat det ikke skader andre. Problemerne opstår når vi skal diskutere rettigheder.

Har man som mand, der ønsker at leve som en kvinde, ret til at forlange at vedkommende kan få adgang til kvindeafdelingerne i svømmehallen eller fængslerne. Kan man retfærdigvis deltage i koncurrencesport som kvinde, selvom man biologiskt- fysiskt har mandemuskler mv. Har man på en gang ret til at få tilbudt screening for livmoderhalskræft, selvom man ikke har en livmoder og skal man ikke fortsat have tilbud om screening for prostatakræft. Hvordan kan samfundet agere fornuftigt når man dropper det kønsdefinerede cpr.nr.
Man har valgt at man kan skifte juridisk køn. Det er jo fint nok, men løser ikke ovenævnte problemer.

Et trejde problem er når en person ønsker at forandre sin biologiske krop og kræver ret til at samfundet/læger/andre skal give dem ret til behandling . Det fordrer typisk voldsom hormonbehandling og større og mindre drastisk og vanskelig kirurgi. Det meste er ikke genopretteligt hvis først gjort, skal det så være en ret kun drevet af eget ønske eller ?. Det etiske lægekrav er ikke at gøre skade, man kan altså med rimelighed stille krav om, at der foreligger vedvarende gennemtænkt og dybfølt krav, hos personer, der i øvrigt ikke er psykotiske eller på anden måde ustabile eller som risikerer generelt at fortryde.

Samfundsmæssigt og etisk må man især være betænkelig overfor eksperimentel behandling af personer under 18 år. Det vides at en del præpubertets børn en overgang er i tvivl om deres kønsidentitet og ønsker at være det modsatte køn. Behandling med stophormon er indført. det må man være prinicpielt betænkelig ved. Vi ved ikke hvilken indflydelse det har på den fortsat ikke færdigudvoksede krop på kortere og længere sigt. Herudover ved vi at en meget stor del af disse børn skifter mening hvis man venter et stykke tid med at begynde at behandle.

Det er tankevækkende og urovækkende, at der blandt børn/unge som ønsker kønsskifte er en væsentligt flere piger der ønsker at blive drenge/ mænd end omvendt.
Til gengæld taler vi hele tiden allermest om mænd, der vil være kvinder og om transkvinder. Transmænd er tilsyneladende kun et problem når vi helt konkret konfronteres med den gravide mand!

Transkvinder har vist i lang tid været en del af visse kvinde miljøer - siger nogle selv - fordi de faldt ind i tapetet.

Mange feminister har været åben overfor at inkludere mennesker med en genderdysphorie, når de nu så gerne vil deltage i den kultur, so kun kvinder kan skabe, når de er bland kvinder, - en kultur, der kan ændre sig fra et øjeblik til det andet, når en mand træder ind.

Kvinder er på vagt, når en mand træder ind. Vi har det i rygmarven. Pludselig står han i centrum af samtalen. Jeg har oplevet det tid. Af praktiske grunde mest i almindelige kvindefællesskaber, der ikke nødvendigvis har noget som helst med feministiske grupper at gøre.

Krigen mellem feminister og transaktivister er startet, da de af bøsser dominerede grupper havde opnået alt man kan opnå i forhold til borgerlige rettigheder og nu vil gøre noget godt for transpersoner - fordi de heller ikke svarer til det heteronormative dogme om hvem der må danne par. Queere grupper er ikke feminister. De har fx ingen problemer med dominerende dragqueens, der skaber sig ad helvedes til, de beundrer dem.

I kvindegrupper er der ikke mange, der får lov til at føre sig frem ret længe. Alle skal være ens og ligeværdige. Kvinder lukker ikke ind, hvem der ikke passer ind, mænd skaber hierarkier, men holder sjældent nogen udenfor, de kan da i det mindste være den, der henter cigaretterne og står til rådighed til lidt af hvert.

Transkvinder har åbenbart svært ved bare at identificere sig som det de har lyst til uden at få anerkendelse i det, de siger de er. Sådan fungerer det med identitet.

Man kan ikke føle sig som noget som helst, se sig som noget som helst, hvis ikke også andre ser en som dette, som man ser sig som og - ikke mindst - værdisætter en som dette, man mener man vil være.

Derfor kan transkvinder ikke bare identificere sig som kvinder, men det ser ud til at det er enorm vigtigt for dem netop at blive accepteret som kvinde af kvinder og - helst - også af feminister, som - på en måde - har mest forstand på kvinder - ser de ud selv at mene, siden nogle er meget optaget af at invadere de få separatistiske kvinderum der findes. Man fornemmer af princip, ikke af interesse.

Hvis de bare dannede deres egne cirkler, var der ingen, der blev sure. Men siden de har smidt gamle lesbiske ud af deres eget kvindehus, ser jeg balladen.

Transaktivisme er mest absurd, når nogle insisterer på at få adgang til lesbiske rum, også når de ikke har gennemgået en transition.
Uerfarne lesbiske kan godt være i tvivl om hvordan det føles at røre ved en kvinde. Erfarne lesbiske kan du dårligt snyde ved at vise dit cpr-nummer. Og jeg taler ikke engang om kønsorganerne. (Of ja, der findes sikkert også den ekstrem maskuline, endda voldelige lesbiske, men vi kan altså ikke argumentere med ekstremerne. Hun bliver også før eller senere smidt ud af ethvert kvinderum.)

Der er en vis interessekonflikt. Hvem skal give sig. Den lesbiske, der egentlig slet ikke ønsker mandekrop eller transkvinden, der må acceptere, at hun godt nok ynder at gå i kvindetøj og silkestrømper, måske, og synes det er ophidsende, men heller må finde en interessent hos heteroseksuelle eller biseksuelle kvinder.

Det er kun en meget lille gruppe af transkvinder, der gerne vil kalde sig lesbiske. Men de forstyrrer debatten enorm meget , fordi transaktivisterne nægter at nogen stiller spørgsmålstegn til nogens påståede identitet. Selv om den ene eller anden transkvinde på ingen måde ligner en kvinde - hvad det nu er.
Skal vi virkelig kun forholde os til gennemsnittet og slages alt for ofte med undtagelsen?

Med al sympati for mennesker med mandekrop, der har en transdysphori - jeg ved dårligt, om man fortsat må kalde det det, siden det ikke er en sygdom, siger de - ikke ALLE, der vil kalde sig kvinde er kvinder. Det er absurd at gøre kvinde til en størrelse af selvsyn.
Så ville både kategorierne sex og gender være fuldstændig uden indhold.

Der er rigtig mange lesbiske, af dem, der altid har vidst de var lesbiske, der har ønsket at være dreng, da de var barn.
Enten har de søgt at blive mand, sikkert meget få, fordi hvad får man, udover at man ødelægger sin sanselige krop, som man efterhånden opdager er fantastisk til at mærke sig selv, eller man har netop insisteret på at være den man er - i manges øjne ikke lige "feminin," og krævet retten til at være so man er som netop kvinde! Og netop nægtet, at gender og køn behøver at falde sammen.

Jeg er ikke sikker på, om jeg har forstået Butler. Men siger hun ikke at gender svarer til stereotyper af kvinde- hhv. mandebilleder. Og at alle sex kan have alle gender i sig, altså alle sex kan svare til alle stereotyper om gender.
Jeg forstår det virkelig ikke. Så er sex jo et fikspunkt. Enten mand eller kvinde iht. kroppen. Selvfølgelig må alle opføre sig lige så tosset som de vil mod den stereotyp., der forventes af dem, men det ændrer da ikke deres sex!
At ville gøre gender til afgørende for sex er da netop at tænke i yderst stereotype baner. Hvorfor skal jeg kalde nogen kvinde, bare fordi han ynder at gå i stram nederdel?

Det er selvfølgelig ikke så sort hvidt. Der er mange dilemmaer, der ikke lige kan løses uden at nogen ikke føler sig set og forfordelt.
Jeg ønsker mennesker, der lider i deres krop virkelig alt godt. Men der findes altså desværre tosser, der udnytter den meget aktuelle bølge af kvindesyn på en måde, der gør livet surt for kvinder i diverse sammenhæng. De ser ud til at ynde at stå i centrum. Og det kan de andre kvinder altså ikke lide.

Især er det forstyrrende, at transaktivister internationalt kan optræde så aggressive og voldelige. Når de fx truer C.R. Rowling, fordi hun har forsvaret en feminist i at mene hvad hun mener.

Det forekommer ikke ligefrem som typisk kvindeligt adfærd. Stereotyp eller ej.

Og værst er det, at der for tiden er alt for mange piger ønsker at starte på en hormonbehandling, som de skal følge hele deres liv og som skader deres kroppe og er irreversible, når de fortryder. Piger, som for nogles vedkommende slet ikke har oplevet deres dejlige kroppe men et billede af, at den er forkert. Og som måske bare ikke bryder sig om at skulle leve op til det kvindebilledet, som samfundet byder dem.

Endelig - når du ser på de fleste feministiske emner, som der er blevet kæmpet for - det har meget ofte noget med kroppen at gøre. At vi ikke måtte foretage en abort, at vi skulle føde hans børn i det antal han ønskede, at vi skulle blive hjemme hos børnene, som vi havde født, at vi skulle stå ham til rådighed, kunne blive voldtaget, også indenfor ægteskabet, at vi ikke måtte udøve et mandejob, at vi ikke bliver taget alvorlig, fordi vi har en kvindekrop, at der ikke bliver forsket i medicin for kvinder, at vi ikke har fået at vide, at vi slet ikke behøver at afsætte p-pillen og dermed få menstruation, men at cyklus skulle følge en kvindecyklus, uanset hvor mange smerter vi havde ved menstruation, at vi må være bange derhjemme, når han er voldelig, fordi han ikke so regel er stærkere, men også mere hensynsløs og måske styret af sine hormoner, at vi kan latterliggøres, fordi vi er forkerte som kvinder, uanset om vi går i stiletter eller smækbusker, at vi får dårligere løn, fordi vi har en kvindekrop,

Krop betyder noget. Ikke alt, men rigtig meget. For mig kan folk definere deres gender so de har lyst. Men "sex", køn, er altså en statisk størrelse.

Man kan diskutere, til hvilke rum nogen fra det andet køn kan få adgang til, når han eller hun identificerer sig med en gender, som normalt knyttes til en bestemt sex.

Men det må være en forhandling, hvor man ser på de enkeltes behov. Jo mere jeg tænker over det, jo mere absurd forekommer det mig, at alle kan skifte deres køn ud ved at erklære de er et andet køn.
Mange steder betyder køn alligevel ikke noget. Men mange steder betyder det alt.