Ikke at vi vil opfordre til det, men hvis du nu åbnede din hovedskal, ville du finde halvandet kilo tofublød masse bestående af tre fjerdedele vand og så ellers stort set fedt og protein for resten. Det er din hjerne, og det er måske lidt underligt at tænke på, at denne bløde sag gør dig i stand til at sanse, tænke og handle, men sådan er det.
I hjernen har du hjemme, herfra din verden går.
Kigger du mere grundigt rundt inde i kraniekassen, vil du måske opdage, at man groft sagt kan inddele hjernen i tre stykker, hvor det mest iøjnefaldende er storhjernen, den valnøddelignende og todelte hovedpart, kendetegnet ved sin furede fremtoning, som sikrer den en større overflade, end hvis den var glat. Omme bag storhjernen – helt nede ved nakken – sidder lillehjernen, som er endnu tættere besat med nerveceller, og endelig har vi hjernestammen, der sidder som en nedre udgang og kobler hele apparatet til rygmarven. Oveni kommer en række mindre stumper, som man under et kalder for det limbiske system, selv om der altså er nogen uenighed om, hvorvidt det er et egentligt system – det er sådan, hjernen ser ud.
Som med så meget andet her i livet er det dog ikke udseendet, der tæller. Uanset om man synes, at hjernen er smuk eller ej, må man anerkende, at hjernen er et fantastisk, mystisk og uudgrundeligt stykke biologi, som samtidig ikke er mere specielt, end at stort set alle dyr – bortset fra få freaks som gopler og koraller – er udstyret med én.
Der er dog næppe nogen, der aktivt sætter så stor pris på hjernen, som vi mennesker gør, og det er da også den, der har gjort os i stand til at opbygge civilisationer og hive os selv og vores artsfæller op i toppen af fødekæden.
Menneskehedens fremmeste forskere og mest dybsindige tænkere har i århundreder grundet over, hvordan hjernen mon egentlig virker, og den opgave er langtfra løst. For selv om vi i dag ved utrolig meget om alle de fundamentale ting, om opbygningen og funktionerne, og selv om vi har specialiseret viden, der går helt ned i detaljen med en masse enkeltdele og visse sammenhænge, så findes der ikke nogen stor samlet forklaring på, hvordan hjernen fungerer – ingen samlende teori.
Men der findes en samlende metafor.
Lægen Santiago Ramon y Cajal var bjergtaget, første gang han så hjernens nerveceller i et mikroskop i 1888. Han kastede sig over at tegne hjernens mindste strukturer, neuronerne, og modtog Nobelprisen i 1906.
Hjernen som maskine
Første gang et moderne syn på hjernen blev ytret for offentligheden var måske blandt en lille kreds af intellektuelle i Paris, der i 1665 mødtes til salon i byens sydlige udkant. Her tog en dansk fyr ved navn Niels Stensen ordet.
Ude i den store verden var han kendt som Nicolaus Steno, og han var et renæssancemenneske i alle ordets betydninger: For ikke nok med, at han levede i renæssancen, han var også virkelig god til mange ting. Senere i livet skulle han for eksempel grundlægge geologien og krystallografien, men her i Paris var han mest af alt kendt som en dygtig læge og nysgerrig anatom, der ikke tog gamle tiders sandheder for pålydende. Steno ville selv undersøge og forstå verden, og derfor greb han skalpellen.
Nu – foran denne forsamling af kloge hoveder – holdt han et foredrag, der skulle gå over i videnskabshistorien.
Hjernen, sagde han, var som en maskine. Og for at forstå den, måtte man gøre ligesom med enhver anden maskine: skille den ad stykke for stykke og overveje, hvad hver enkelt del kan i sig selv og i sammenhæng med de andre dele.
Den tilgang til hjernen skulle vise sig skelsættende og har mere eller mindre været gældende de efterfølgende 350 år og frem til i dag. Det er i hvert fald påstanden i den britiske videnskabshistoriker og professor i zoologi Matthew Cobbs meget roste bog om hjernens idéhistorie, The Idea of the Brain, hvor han opruller historien fra dengang og frem til i dag.
Siden Stenos forelæsning i 1665 har forskere dissekeret døde hjerner, scannet levende hjerner, sendt elektrisk strøm og kemiske stoffer gennem ormehjerner, musehjerner og menneskehjerner, og hele tiden har man fundet nye komponenter, funktioner og samspil i den komplekse biologiske maskine, vi alle bærer inde i knolden.
Sideløbende har man sammenlignet den med et væld af maskiner: Fra urværk over telegraflinjer og telefonomstillingscentraler til computeren, som i dag har rollen som den mest benyttede metafor.
Men uanset metafor er hjernen svær at begribe, og hver gang forskerne har opdaget en ny brik i det store hjernepuslespil, en ny møtrik til maskinen, har en erkendelse af, at maskinen i virkeligheden var langt, langt større og mere kompleks, fulgt lige i hælene på den.
Hjernens atom
Santiago Ramon y Cajal havde drømt om at blive kunstner, men selv om han både var en dygtig tegner og fotograf, havde den spanske læges karrieresti ført ham mod anatomien, nærmere bestemt den del, der handlede om cellerne – om vævet.
Da en kollega fra universitet i Madrid i 1888 viste ham nogle nerveceller, der var blevet farvet med en særlig ny metode, kunne han ikke tage sine øjne fra mikroskopet. Nervecellerne, som hidtil havde været stort set usynlige og sammensmeltede med omgivelserne, stod nu klart frem i et væld af former. Slanke, tykke, glatte, piggede, trådlignende, trekantede eller stjerneformede celler – »som tegnet med kinesisk blæk på japansk papir«, som han beskrev det.
Cajal udviklede videre på farveteknikken og forfinede den i en grad, så det blev muligt for ham at se de enkelte hjerneceller. Det var et langsommeligt og krævende arbejde, men efter at have undersøgt et utal af hjernestumper lykkedes det ham at tegne ekstremt detaljerede – og meget, meget smukke – gengivelser af nogle af hjernens mindste strukturer, nemlig den celletype, der siden blev kaldt neuronet.
Sådan en ligner lidt et meget aflangt og tyndt træ, og det er da også det latinske ord for træ, der har lagt navn til neuronets mange fine forgreninger, dendritterne, som der kan være i hundredtusindvis af ude for enden. Disse er knyttet til selve cellekroppen, hvor kernen og dna’en er lagret, og derfra går også en lang, tynd fiber ud, som kaldes aksonet, og som ligeledes ender i noget grenværk ude i spidsen.
Længe havde videnskabsfolk diskuteret, om hjernen var en stor sammenhængende masse, hvor alt var forbundet, men med Cajals undersøgelser blev det klart, at det var den ikke. Hjernen bestod af milliarder af adskilte neuroner, hvis bittesmå forgreninger lå op og ned ad forgreninger fra myriader af andre celler – men altså uden at være vokset sammen.
Man siger, at dette var hjerneforskningens ’atomøjeblik’: erkendelsen af den mindste bestanddel, som alt det andet bygger på. Med den opdagelse katapulterede den hidtil ukendte Cajal sig ind i centrum af hjerneforskningen og fik tildelt Nobelprisen i 1905. Selv foreslog han indledningsvis, at neuronerne nok fungerede lidt som telegraflinjer, hvilket han dog godt selv kunne se var et lidt problematisk billede. For når nu maskinens dele ikke hang sammen, hvordan kom hjernens mange neuroner – i dag anslår man, at der er 86 milliarder stk. – så i kontakt med hinanden?
Hvor vi kommer fra
Før vi søger svar på det, så lad os lige zoome ud og tage et lille evolutionært intermezzo.
Du, vi og alle andre er her på jorden som resultat af hundrede af millioner års naturlig selektion, der er udmundet i en klode fyldt med væsener, som hver især er store succeser, idet de er i stand til at overleve og videreføre slægten på alle tænkelige måder.
Ser man rundt på verden omkring os, synes der dog at være et sammenfald mellem de livsformer, der kan bevæge sig, og dem, der har en hjerne. Selv det største og mægtigste træ har ingen hjerne, mens selv den mindste bananflue har. Evnen til bevægelse har altså indgået i et evolutionært parløb med hjernens udvikling, og med bevægelse er fulgt evner til at lave forudsigelser om omverdenen, så væsenerne har kunnet styre deres bevægelser på måder, der gavnede overlevelsen. Fra det fundament udbygges alle andre hjernefunktioner.
Som den amerikanske neurofilosof Patricia Churchland så smukt har skrevet, er evolutionen beroligende, fordi den viser os forbindelsen mellem alle levende væsener. Generne, der giver bananfluen en for- og bagside er nogenlunde de samme, som giver filosoffen det. Den del af hjernen, som styrer fuglenes rumlige hukommelse, når de flyver nødder hjem til forrådet, fungerer cirka på samme måde som menneskets rumlige hukommelse.
Inde i vores moderne hjerne er der således en masse funktioner, som er meget, meget gamle. Tag griberefleksen, som nyfødte er udstyrede med, og som får de små babyhænder til at gribe hårdt om ting. Den har nok været mere brugbar, dengang vi havde pels, som ungerne kunne klamre sig til – ligesom chimpanseungerne gør. Også ubevidste handlinger som søvn, vejrtrækning og hjerteslag er knyttet til hjernen, men er ikke unikt menneskelige.
Den menneskelige hjerne
Det menneskelige findes måske snarere i helheden: At menneskehjernen ikke er så funktionsopdelt og instinktivt styret som andre dyrs. Vi har sindsbegribelse og evnen til at sætte os i andres sted, evnen til at bygge langt mere avanceret værktøj end nogen andre. Vi kan flette snøre, tilvirke en krog, binde det på en pind og bruge det til at fange fisk, for eksempel. Og endelig er vi i stand til at gå i rette med os selv og overskrive instinkterne. Tvinge kroppen til Mount Everests top, selv om alt indeni stritter imod. Ja, vi kan endda bevidst slå os selv ihjel.
Vores hjerne har været længe undervejs, men når alt kommer til alt, har den næppe ændret sig væsentligt, siden de første Homo sapiens traskede rundt i Afrika for flere hundrede tusinde år siden. Også de har født unger med så store hoveder, at det kunne betale sig at få dem tidligt – selv om de var mindre færdigbagte end andre dyreunger. Menneskets babyer var og er umanerligt hjælpeløse, og hvis de skulle op på chimpanseniveau, skulle en graviditet vare 22 måneder. Til gengæld har menneskeungerne en formidabel evne til at lære nyt og fortsætte med det.
Den slags krævende unger har nok været med til evolutionært at fremelske vores sociale færdigheder, da dem med flair for arbejdsdeling og familiestrukturer har haft lavere børnedødelighed, og således har også vores sociale adfærd rødder i naturen og evolutionen.
Derfor er det lidt af et mysterium, hvorfor mennesket – her i betydningen Homo sapiens – i størstedelen af sin eksistens tilsyneladende har levet på nogenlunde samme måde med nogenlunde samme værktøjer til rådighed. Indtil for 60-40.000 år siden, hvor den teknologiske udvikling eksploderer, og nogle af de ældste kendte kunstværker dukker op.
Nogle kalder denne periode for den kognitive revolution, og hvad den skyldes, er stadig et åbent spørgsmål. De arkæologiske rester viser for eksempel ikke, at kraniekassen pludselig er blevet større, så man må formode, at det snarere er en indre, mental udvikling, der har fundet sted.
Én udlægning går på, at mennesket på en eller anden måde bliver i stand til at forbinde forskellige afdelinger i hjernen, som ellers har været adskilt, så hjernens forskellige vidensområder bliver funktionelt integreret, som det hedder. Sådan at de sociale, de naturhistoriske og de teknologiske færdigheder på en eller anden måde kommer i kontakt med hinanden, sådan som de er i dag.
Om det foregik på den måde, er dog stadig et mysterium, og dem er der et par stykker af i menneskets hjernehistorie.
Et andet mysterium er, at vi kan lære at læse og skrive – for det er en relativt ny kulturel færdighed, som er vundet frem de seneste 10.000 år. At naturen har fået æltet den evne ind i menneskehjernen, for så at lade den ligge ubrugt i hundredtusinder af år, virker som et utroligt usandsynligt tilfælde, som det p.t. er uden for vores rækkevidde at forklare, men heldigvis er muligt at glæde sig over hver dag.
De mange hjerner
Men tilbage til undersøgelsen af hjernen og forskningen, som den tog sig ud i det tidlige 1900-tal.
Her stod det nu klart, at hjernen var fyldt med neuroner, som på en eller anden måde var forbundet med hinanden. De mikroskopiske mellemrum mellem neuronernes forgreninger blev nu navngivet ’synapser’, og i disse små områder udspillede sig en af videnskabshistoriens bedst navngivne fejder: den mellem the soups og the sparks. Supperne og gnisterne. For spørgsmålet var, om forbindelsen mellem neuronernes forgreninger var noget elektrisk eller noget kemisk.
Allerede i 1877 havde den tyske læge Emil du Bois-Raymond slået fast, at nervernes forbindelse til musklerne måtte være én af de to ting, og sådan gik der årtier med kiv og kævl og nærmest korporlige slagsmål, indtil den måske sidste gnistambassadør, australske Johan Eccles, i 1952 kastede håndklædet i ringen og accepterede, at nervecellerne udsendte og reagerede på kemiske signaler – det, som senere fik navnet neurotransmitter. Faktisk har det vist sig, at der både er kemiske og elektriske synapser, men de elektriske er klart i undertal.
Dér i efterkrigstiden vandt ideen om hjernen som noget kemisk manipulerbart nu frem, sammen med en masse nye lægemidler, og en stor del af nutidens forskning er fortsat beskæftiget i afdelingen for hjernens kemi.
Sideløbende fik en ganske anden gren fornyet liv, efterhånden som nye metoder opstod – nemlig den, der handlede om at kortlægge, hvor i hjernen de forskellige funktioner hørte hjemme. Ideen var på sin vis ganske gammel, for allerede midt i 1700-tallet blev den udmøntet i den såkaldte frenologi, som gennem 1800-tallet opnåede enorm udbredelse på et desværre ganske uvederhæftigt grundlag. Dengang mente man, at man kunne udpege forskellige mentale egenskaber hos folk ved at undersøge deres hovedform og små bump på kraniet, hvilket altså ikke var rigtigt.
Men ved nye scanningsmetoder kunne man fra anden halvdel af det 20. århundrede med større vished bestemme, hvor eksempelvis sanserne havde bolig. Hånligt blev den slags kaldt for neofrenologi, men det bidrog ikke desto mindre med ny viden om hjernens indretning, som udbyggedes, da man fra 1980’erne og 1990’erne ved nye scanningsmetoder for første gang kunne se på den levende hjerne, mens den arbejdede.
Den slags forskning har været praktisk, når læger for eksempel har skullet operere i hjernen, men den har ikke kunnet give svar på, hvordan dybe funktioner som for eksempel hukommelse og bevidsthed fungerer.
»Det, vi så på scanningerne, var krusninger på overfladen af et meget stort hav,« som den danske professor i neurologi Albert Gjedde udtrykker det.
Han kom ind i forskningen ad scanningsvejen tilbage i 1970’erne og har som så mange andre undervejs erkendt, at langtfra alle aktiviteter kan lokaliseres til enkelte steder.
Siden årtusindskiftet er man snarere nået frem til, at stort set hele hjernen medvirker til de fleste funktioner – bortset fra de helt basale som sanser og lignende. Måske hjernen snarere fungerer som en række netværk: Ét for vores vågne tilstand, ét for at fokusere i nuet, ét for at lægge planer og så fremdeles.
Et af tidens hotte forskningsområder handler netop om konnektivitet – altså om at forstå kredsløbene mellem de enkelte neuroner – hvor endemålet er at optegne alle forbindelser mellem de 86 milliarder nerveceller i hjernen, hvilket mildest talt er en stor mundfuld.
Samtidig har genforskningen givet nye muligheder for at undersøge enkeltdelene endnu mere i detaljen og undersøge genetikken i hver enkelt celle – for måske er et neuron ikke bare et neuron. Hjerneforskningen er lidt speciel i forhold til meget anden forskning, da det ikke er sådan, at det ene paradigme afløser det tidligere, men snarere sådan, at nye ideer og metoder lægger sig i parallelle spor ved siden af de gamle.
Hjernen kan altså forklares – eller måske netop ikke forklares – som elektrisk og kemisk; som landkort og netværk; som helhed og enkeltdele. Og sat lidt på spidsen har vi altså mange forskellige hjerner, alt efter hvilket blik man anlægger, og ingen af dem kan til fulde forklare den vidunderlige maskine.
Kilder: Thomas Erslev, neurohistoriker, ph.d.; Albert Gjedde, professor emeritus i neurobiologi ved Københavns Universitet. Poul Henning Jensen, professor ved Institut for biomedicin, Aarhus Universitet. Henrik Høgh-Olesen, professor, Psykologisk Institut, Aarhus Universitet. Bøger: Matthew Cobb: ’The Idea of the Brain’, Bill Bryson: ’Kroppen’, Yuval Noah Harari: ‘Sapiens’. Artikler: Thoms Erslev: ‘Multiple hjerne – pluralitet og materialitet i hjerneforskningen 1888 til i dag’ i Slagmark, tidsskrift for idéhistorie, 2019.
Vi fortæller naturvidenskaben forfra
Naturvidenskaben er en nøgle til at forstå vor tids største udfordringer, fra corona- til klimakrisen, og dens historie er fyldt med fortællinger om usandsynlige gennembrud, vilde fejlskud og store erkendelser.
I denne serie ser vi året igennem på verden med videnskabens øjne for at forstå naturens komplicerede sammenhænge, og hvordan de former vores liv.
Hele serien findes også som oplæste artikler – du kan høre dem ved at klikke på afspilleren inde i selve artiklen.
Serien er støttet af Carlsbergfondet.
Seneste artikler
Sådan her ender livet, Jorden og Solen og universet
18. december 2021Jorden er i dag cirka halvvejs i sit liv. Med tiden vil det gå ned ad bakke for den, og om hundreder af millioner af år vil planetens liv langsomt dø ud. Til allersidst vil også universet gå under i en kosmisk klynken. Vi afrunder serien om naturvidenskab på den eneste rigtige måde: med afslutningen på det heleMørkt stof er intet mindre end universets kosmiske klister. Det får stjerner og galakser til at hænge sammen
11. december 2021Hvad er mørkt stof og mørk energi egentlig? Det arbejder videnskabsfolk i disse år ihærdigt på at forstå – og svaret kan være en afgørende nøgle til at begribe universets form og fremtid. Det er omdrejningspunktet for dette essay af astrofysiker Anja C. AndersenDer er flere fuglearter i en bjergskov i Ecuador end hele Europa. Vi er stadig i gang med at forstå hvorfor
4. december 2021Hvorfor er fordelingen af liv på Jorden så uensartet? Vi leder stadig efter svaret – og det kan hjælpe os med at forudsige, hvordan vores ødelæggelser af naturområder vil påvirke Jordens biodiversitet
Mange tak for artiklen og ny viden for en lægperson.
"Som med så meget andet her i livet er det dog ikke udseendet, der tæller."
Er det ikke? Hvorfor ser vi så ikke flere statsledere med neongrøn hanekam?
"If it disagrees with experiment, it's wrong. In that simple statement is the key to science. It doesn't make any difference how beautiful your guess is, it doesn't matter how smart you are who made the guess, or what his name is … If it disagrees with experiment, it's wrong."
- Richard Feynman
Selvfølgelig et sjovt udvalg af punkter. Ikke som kritik, men for min egen fornøjelse:
1. som dansk havde jeg nok nævnet Tor Nørretranders ”Mærk Verden” fra 1991, i denne historie.
2. Steno i al ære: vår kulturs neurobiologiske fader var nok Alcmaeon fra Croton, Pythagoras elev fra 600 tallet BC. Samtidig som Buddha lærte os at selvet var en illusion, skabt af naturens ”kræfter”= biologi.
3. Forskellen mellem instinkt og fornuft: Texten overvurderer Homo Sapiens særstilling. En bakterie ”ved” hvor der er sukker på petriskålen, og bevæger sig derhen ”for at” spise.
4. aforismen: ”hvis våres hjerne var så enkel at vi kunne forså den – så havde vi ikke været mennesker.
At mennesket er den ædleste skabning, fremgår allerede af, at ingen andre skabninger endnu har modsagt det! Vise Ord Fra Vesterland.
Der er nogle ting omkring hjerner vi ved med relativt stor sikkerhed.
For det første: Vores bevidsthed er betinget af eksistensen af en hjerne. Uden hjerne, ingen bevidsthed. Dette har været et mysterie for videnskaben i mange år, for når man skiller en hjerne ad, så kan man hverken finde en sjæl eller en bevidsthed. Det er det som menes med "The ghost in the machine".
For det andet: Hjernen behandler information. Information skal her forstås som fysisk information, og ikke en af de mere løse definitioner på begrebet information. Hjernen behandler fysisk information, ligesom en computer behandler fysisk information i form af bits.
En bit er en binær enhed. Dvs. at dens værdi kan være én af to mulige værdier. Vi plejer at sige nul eller én ift. computere, men man kunne også sige tændt eller slukket, aktiv eller inaktiv, osv. Enten eller.
Sådan lader det dog ikke til at hjernen fungerer. Relativt hurtigt fandt man ud af at neuroner kan have flere tilstande end to. Man talte i stedet om tre distinkte potentialer, ala lav, mellem og høj, men for nylig er det lykkedes forskere at påvise at der findes flere niveauer endnu. Så vidt jeg husker fandt de minimum 12, og forskerne konkluderede at der sikkert findes endnu flere.
Dette er ikke helt så mystisk som det lyder. Nogle tidlige computere var netop ikke digitale men analoge. At hjernen kan betragtes som en analog computer er det dog for tidligt at konkludere.
Descartes kaldes faderen til det vi i dag kalder dualisme. Altså at der findes en krop som er fysisk og en ånd/bevidsthed/sjæl, som er "ikke-fysisk". Dualismen har dog nogle alvorlige problemer.
Det helt åbenlyse problem er at, hvis sjælen eksisterer i en "ikke-fysisk" virkelighed, og kroppen i en "fysisk" virkelighed, så må der være en forbindelse mellem de to virkeligheder, for at f.eks. sjælen kan beslutte at sparke til en sten og få kroppen til at gøre det sjælen beslutter. Hvis man sparker til en for stor sten, vil "sjælen" opleve smerte, der opstår som noget fysisk (kontakten mellem nerver i foden og stenen). Descartes ledte blandt andet efter dette link mellem det fysiske og det åndelige, men ligesom alle andre siden ham, fandt han det ikke.
Noget af problemet skyldes semantik. Ordet "fysisk" forveksles med ordet "materiel". I dag ved vi dog (via fysikken) at det "materielle" er opbygget af partikler, som er meget lidt "materielle", og vi ved også at information er noget som reelt eksisterer, og at det kan "måles". Dermed er behovet for linket lidt forsvundet, uden at det helt er gået op for de "få" tilbageværende stædige dualister. Et eksempel kunne være software, værende noget "ikke-materielt", som kører på en computer man kan "tage og føle på". Softwaren kan bla. få printeren til at printe.
Alligevel er der relativt bred konsensus i videnskaben og i filosofien i dag om at hjernen er en form for computer, som behandler information hjernen modtager via vores sanser, eller information hjernen har lagret i hukommelsen (harddisken), og derved sætter behandlingen af information hjernen i stand til at tage beslutninger, som den derefter kan få kroppen til at udføre. Hjernen beslutter om du vil spise pizza eller bulgur, men det er kroppen som spiser det hjernen vælger.
Hvis du nu tænker at ham Morten har et meget "mekanisk" billede af hans medmennesker, så kunne jeg spørge, hvad du bygger det på? Hvis virkeligheden i alle andre sammenhænge er "mekanisk", og du og jeg er en del af selvsamme virkelighed, tror du så på spøgelser i maskinen?
God weekend ;)
Den simpleste kategoriske regel gør det klart, at vi aldrig vil kunne rumme forståelsen af hjernen, for det er ved hjernens hjælp, at vi skulle opnå forståelsen.
@Steffen Gliese
"Den simpleste kategoriske regel..."
Og dog. Hvis jeg vil vide, hvor meget plads jeg har tilbage på min harddisk, så er den absolut nemmeste og bedste metode at spørge computeren (f.eks. "ls+Enter"?). I dag kan man sikkert ovenikøbet spørge den vha. stemmen og få et svar i form af en lyd vores hjerne kan forstå.
@Morten Balling
"Der er nogle ting omkring hjerner vi ved med relativt stor sikkerhed.
For det første: Vores bevidsthed er betinget af eksistensen af en hjerne. Uden hjerne, ingen bevidsthed. Dette har været et mysterie for videnskaben i mange år, for når man skiller en hjerne ad, så kan man hverken finde en sjæl eller en bevidsthed. Det er det som menes med "The ghost in the machine"."
Det ved vi da på ingen som helst måde. Jeg vil give dig ret i, at hjernens aktivitet med al sandsynlighed tyder på at have en korrelation med bevidsthed, men det er jo ikke det samme, som at bevidstheden i og for sig er betinget af hjernen.
Du nævner også senere Descartes og dualismens problem og synes derfra at slutte, at (monistisk) fysikalisme må være det bedste bud. Men alt, hvad vi ved om den fysiske verden (forstået som en tænkt "ydre" realitet ift. bevidsthedens "indre"), er altid "medieret af" bevidsthed (jvf. bl.a. Kant), hvorfor det for mig at se er en mindst lige så gyldig slutning, at en monistisk idealisme må være det bedste bud. Ja, oven i købet et bedre og mere "sandsynligt" bud end fysikalismen, eftersom al vor viden om fysiske realiteter altid er indirekte, hvorimod vores viden om bevidsthed er direkte.
Der findes desuden mange eksempler på videnskabeligt dokumenterede nærdødsoplevelser, hvor personer har haft detaljerede oplevelser mens deres hjerner var klinisk døde og inaktive. Så kan man kalde det pseudovidenskab lige så meget man vil, men det ændrer ikke på det faktum, at det tyder kraftigt på, at bevidsthed ikke er betinget af en fysisk hjerne.
@Morten Balling
Du skriver:
“ Alligevel er der relativt bred konsensus i videnskaben og i filosofien i dag om at hjernen er en form for computer, som behandler information hjernen modtager via vores sanser, eller information hjernen har lagret i hukommelsen (harddisken), … “
Er det ikke problematisk at sætte skel mellem hjerne og sanser ?
Nervevævet indgår vel i en stor forbunden enhed, hvor impulser kanaliseres ud i “reaktioner”.
@Tor Brandt
Hvis virkeligheden blot eksisterer som en tanke, så er den påfaldende enig med alle "de andre tanker"? Og hvorfor er vi så ikke alle stenrige???
Ift. ontologien skal jeg ærligt indrømme at jeg har "taget et valg". Lidt ligesom når John Searle eller Robert Audi holder hånden triumferende op for at bevise den fysiske virkelighed eller den fri vilje :)
@Jens Thaarup Nyberg
"Er det ikke problematisk at sætte skel mellem hjerne og sanser ?"
Jo, i høj grad! Bare det at afgrænse begrebet en "person" kan gøre enhver filosof fjerne i blikket. Hele denne serie af artikler fortæller om den naturvidenskab vi unægteligt er forbundet med, og dermed også de retningslinjer der opstilles for hvem vi er, og hvad vi kan og må. Apropos en af mine tidligere kommentarer om fri vilje.
Hvis man ikke tror på den videnskab artikelserien her ridser op, så kan man vælge at tro på hokus pokus, deiteter, mind over matter eller mirakler. Hvis man derimod accepterer at naturvidenskaben overordnet er sand, så giver det filosoferne nogle genstridige paradokser. Især dem som stadig mener at filosofien trumfer empirien.
@Morten Balling
At "virkeligheden blot eksisterer som en tanke" kan forståes på uendeligt mange forskellige måder. Når du siger "...den [er] påfaldende enig med alle "de andre tanker"? Og hvorfor er vi så ikke alle stenrige???", forstår jeg det som en nærmest plat-vulgær forståelse af begrebet idealisme.
Jeg er selv religiøs og tror på en guddom, som er identisk med bevidstheden "bag" alting, og jeg tror på, at alle vores individuelle bevidstheder er holografiske udspaltninger af denne "moder-bevidsthed", således at der i en forstand er tale om monisme men i en anden forstand pluralisme. Ikke at jeg har noget som helst naturvidenskabeligt belæg for dette - det er blot et nødvendigt element i et større system, som i mine øjne er den mest sandsynlige model, jeg endnu er stødt på.
Men min pointe er, at hvis man antager en blot tilnærmelsesvist ikke-vulgær forståelse af begrebet idealisme, så mener jeg ikke, vi har nogen speciel grund til at foretrække fysikalisme fremfor idealisme. Igen, snarere tværtimod eftersom vi ved med sikkerhed, at vores egen bevidste oplevelse eksister (uanset hvad dens "virkelige" underliggende natur så end måtte være), hvorimod vores eneste viden om fysiske realiteter kommer til os netop via selvsamme bevidste oplevelse.
Tilføjelse til ovenstående ift. spørgsmålet om, hvorfor vi ikke alle er stenrige: at bevidstheden er primær betyder vel ikke nødvendigvis, at der ikke er naturlove. På et pragmatisk plan er tingene jo som de er. At du tænker, at vi alle nødvendigvis skulle være stenrige, hvis bevidstheden var ontologisk primær, siger vel mest om dine fordomme/forestillinger om, hvad bevidsthed er og ikke er?
@Tor Brandt
Ja, den kommentar var ligesom ontologien ment med et smil. Hverken Audi eller Searle beviser noget ved at hæve hånden.
Dog (stadig med smil, men lidt mere alvorlig): Idealisme fører ikke rigtigt til noget. Det er monismen som f.eks. fortæller os at det går den forkerte vej med klimaet, og det er monismen som fortæller os, hvorfor vi ikke lever bæredygtigt, og hvordan vi evt. kunne gøre det.
Jeg synes iøvrigt ikke spørgsmålet var vulgært. For det første betyder vulgær "dårlig smag og mangel på dannelse og raffinement", hvilket en debat omkring emnerne her ikke er et eksempel på. Nogle af sandhederne er måske bare svære at sluge. F.eks. at virkeligheden eksisterer og at den er "fysisk", forstået på den måde at fysik er vores "sande historie" om, hvordan virkeligheden opfører sig.
Jeg ynder at kalde menneskeheden en flok skaldede aber på en tilfældig stenkugle i det ydre rum. Det er ikke et udtryk for misantropi. Sådan ser det bare ud til at det er.
Noget af det der kan undre mig mest i forhold til en menneskelig hjerne, og bevidsthed, er det sammenstød, der er imellem hvor usædvanligt voldelige mennesker alt i alt kan være, og er, og hvor selvbevidste nogen alligevel påstår, at mennesker, som de eneste væsener på Jorden, skulle være. Den påståede selvbevidsthed synes ofte at være forbundet med en selvdestruktiv tendens, der forsøges bortforklaret med umulige teorier om, at mennesker på en eller anden skulle være bedre/klogere/mere værdifulde end den fauna og flora, vi er en del af, og som opretholder livet selv.
Og det undrer mig altid, når nogen sætter "videnskaben" op på en eller anden piedestal, hvor den ikke hører hjemme. Omvendt er en del videnskabsfolk fuldt ud klar over, at der er utroligt meget, som videnskab hverken kan, eller skal, forklare, fordi det ligger udenfor videnskabens område.
“Science, at its core, is simply a method of practical logic that tests hypotheses against experience. Scientism, by contrast, is the worldview and value system that insists that the questions the scientific method can answer are the most important questions human beings can ask, and that the picture of the world yielded by science is a better approximation to reality than any other.”
― John Michael Greer
Når jeg læser om nogen, der i ramme alvor tror, at de kan forklare "hjernen" med hjernen, så tænker jeg på en, der forsøger at kortlægge en sky ved at stikke en gaffel i den. Som Jorge Luis Borges skrev engang, så er der nogen, der glemmer, at hjernen også bare er et ord. Den tanke kan man passende starte sine filosofiske tanker fra. Så undgår man også det storhedsvanvid, der får nogen til at have afsindige forvaltningsideer.
@Morten Balling
Jeg mente ikke vulgær i betydningen "dårlig smag" el.lign., men i betydningen 1.b her: https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=vulg%C3%A6r
Beklager hvis det kunne opfattes som et personligt angreb :-)
At idealismen ikke "fører til noget" er vel ikke noget argument for, om den skulle være sand eller falsk?
Naturvidenskaben har ført til mange gode ting (og nogle mindre gode) i kraft af sin praktiske anvendelighed. Men når man forveksler denne praktiske anvendelighed med ontologiske og/eller metafysiske sandheder, bliver det til fysikalisme, som aldrig kan blive andet end en trossag fuldstændig på linje med dens modsætning idealismen og alt der i mellem.
Og her er det så, jeg påstår, at idealismen faktisk har et forspring, når vi skal vurdere sandsynlighed, netop fordi vi med absolut sikkerhed ved, at der eksisterer bevidst oplevelse (uanset dennes ontologiske status), mens vi kun kan antage, at der faktisk findes ydre materielle/fysiske realiteter.
@Rune Rasmussen
Der er mange ting naturvidenskaben (endnu) ikke kan forklare (eller dermed forudsige), og slet ikke hvis man kun bruger den klassiske reduktionistiske metode. Jeg er derimod af den stålsatte overbevisning, at der ikke er noget videnskaben "skal" prøve at forklare. Det sidste minder lidt om at man ikke vil lytte, forstå eller indse, og det virker lidt stædigt.
I årevis havde jeg det man kalder "kognitiv dissonans" imellem det faktum at jeg kunne mærke min bevidsthed foretage valg, og fysikkens påstand om at vi er styret af en blanding af determinisme og tilfældighed. Det var jeg også før jeg erkendte dette, og det har ikke ændret på noget som helst. Jeg tænker stadig, tager valg og lever mit liv som jeg plejede. Lidt ligesom jeg nu ved at lys "består" af fotoner og hvordan jeg måler antallet af dem.
Til gengæld bemærkede jeg min egen modstand mod at erkende, hvem jeg var, hvorfor jeg var her eller hvad der var meningen med min eksistens. Det er lidt som den røde pille fra Matrix. Første er den lidt bitter, men det vænner man sig hurtigt til.
Når jeg er kritisk overfor dualismen, så er det fordi den fører til alt muligt som ikke er fordelagtigt for os som menneskehed. Pro-life bevægelsen bygger på dualisme. Krige bygger på dualisme (det er min bibel som er den sande). Troen på vækst bygger på dualisme. Osv.
Det ville være dejligt, hvis vi kunne vende monismen og dualismen ryggen, men når vi gør det, svarer det til at vi ikke vil forholde os til virkeligheden.
Dermed ikke sagt at vi kan indrette vores samfund med et regneark, eller at nytteetikken ikke indeholder paradokser så massive at hypotesen nødvendigvis må være "modbevist". Vores manglende viden skaber grobund for alle de diskussioner vi har, herunder også dem, hvor man bliver meget uenige. Vacciner som et godt eksempel. Hvis folk forstod videnskaben bag vacciner, var der ikke så meget at være i tvivl om eller blive uenige om.
Min pointe: Vi er nødt til at leve videre som vi gør, men i den ende af Verden, hvor der tænkes, bør man indse at der ikke er noget spøgelse i maskinen, og at man f.eks. ikke kan trylle klimaet væk med decoupling, hvis fysikken siger noget andet end ens "gode idéer".
@Tor Brandt
Jeg vil, som en lille indskydelse her, vove den påstand, at animisme ikke er en trossag men en reel erkendelse af, at vi lever i en relationel verden fyldt med besjælede væsener. Det fjerner også den rent ud sagt skøre idé , som nogen har, om at kun nogen (specielt udvalgte?) skulle være indehavere af bevidsthed (sjæl) på denne planet. Animisme er, i modsætning til alle mulige andre -ismer, uendelig i sit udgangspunkt, fordi der med det udgangspunkt er mulighed for et uendeligt antal, dynamiske, levende, relationer.
@Tor Brandt
Filosofen Nick Bostrom satte sig ned og regnede på sandsynligheder, og nåede frem til at vi med stor sandsynlighed blot eksisterer i en computer simulation. Der er siden stillet spørgsmålstegn ved nogle af hans forudsætninger, men selv hvis han har ret kunne man spørge: Hvad så? Det ændrer ikke på smagen af kaffe eller om Gudrun er glad.
Hvis vi ikke vil forholde os til naturvidenskaben, så havner vi der, hvor vi er nu, med foden på speederen mod det man poetisk kalder afgrunden. Det kan man ikke bede sig ud af, og når nogen mener at have tænkt sig frem til løsninger, så kan man på forhånd konkludere at løsningerne ikke vil fungere i praksis, hvis de strider mod fysikken. Hvorfor?
Fordi fysikken "har ret". Det kan godt være den ikke kan bruges til at forklare, hvorfor Gudrun er glad, men hvis den forklarer at en stor astroide har kurs mod Jorden, så bør man tænke i praktiske løsninger, baseret på naturvidenskab. Det lader det til at bla. økonomer ikke vil acceptere, og dermed går der Rosens Navn i den mht. nogle af de ting videnskaben er sikker på. Hvis man skal over vejen og der kommer en lastbil, så skal man blive stående. Fysikken beskriver, hvad der sker, hvis man vælger anderledes.
@Morten Balling
Der er også indenfor "videnskabens verden" en tendens til at betragte visse områder med mere skepsis, eller direkte modstand, end andre. F.eks. er jeg lige blevet gjort opmærksom på, at den skepsis/modstand gælder i forhold til at forske i horror/gysergenrer, selvom det er et emne, der berører manges liv, og at de få der har fået lidt midler til at forske i det, har fundet frem til nogle, for nogen, meget overraskende resultater, der viser, at horror/gys er en meget positiv ting for mange mennesker. F.eks. kan det hjælpe en del med angstlidelser at se en gyserfilm, fordi arbejdet med angst på den måde kan finde sted på en sikker måde. Det er paradoksalt, at der indenfor videnskab er folk, der forhindrer reel vigtig forskning, der ville kunne berige alle mennesker, fordi de TROR noget andet.
Med hensyn til dualisme, og et fint opgør med den, har jeg lige nu blot lyst til at anbefale bogen "The Wakeful World. Animism, Mind and the Self in Nature" af Emma Restall Orr.
Rettelser:
Jeg er derimod af den stålsatte overbevisning, at der ikke er noget videnskaben "ikke skal" prøve at forklare.
Det ville være dejligt, hvis vi kunne vende monismen og reduktionismen ryggen, men når vi gør det, svarer det til at vi ikke vil forholde os til virkeligheden.
@Rune Rasmussen
Hvis eksistensen af andre bevidstheder end min egen kan erkendes som et uomtvisteligt faktum må det kræve en epistemisk tilstand, jeg personligt har til gode at opleve.
Men det afholder mig selvfølgelig ikke fra at leve rent pragmatisk som om, det var et faktum - og den model, som jeg selv anser for at være den mest sandsynlige, kan også sagtens kaldes animisme. Og jeg er i øvrigt også enig med dig i, at det er en lidt skør ide, at bevidstheden skulle være opstået ud af ingenting med fremkomsten af menneskearten.
Jeg tror som sagt selv, at bevidstheden er ontologisk primær, og dermed også at den nødvendigvis må gennemstrømme absolut alting. Selvfølgelig ikke dermed sagt, at min reol er et levende væsen som sådan, præcis ligesom en forsamling på 12 mennesker ikke nødvendigvis udgør et separat levende væsen.
@Morten Balling
Jeg medtog det manglende ord i min læsning første gang.
Hvad er "virkeligheden" i din kommentar? Hvis "vi ikke vil forholde os til den", så er det et vigtigt spørgsmål.
@Morten Balling - 25. september, 2021 - 15:50
Jeg er 100% enig. Naturvidenskaben er i rigtig mange tilfælde super praktisk.
Men hvis vi nu antager, at bevidstheden i princippet skulle kunne reduceres til, ja faktisk være identisk med, processer i den fysiske hjerne. Så skulle vi i princippet også f.eks. kunne kurere psykiske lidelser ved at justere disse processer (noget andet er, om det i praksis kan lade sig gøre). Hvis bevidstheden derimod ikke udspringer af processer i hjernen, så er denne tilgang selvsagt en blindgyde. Derfor er det lige netop ift. bevidstheden - og helt unikt for netop bevidstheden - enormt vigtigt, at vi ikke forveksler praktisk anvendelighed med ontologiske/metafysiske sandheder.
@Tor Brandt
Jeg måtte lige slå ordet epistemisk op. Så lærte jeg også et nyt ord i dag. :)
Jeg tror ikke, at det menneskelige sprog kan forklare alt. Sprogets begrænsninger opleves i ordløse oplevelser så som at lytte til musik, at danse indtil en vis ekstase kan indfinde sig, og man kan opleve noget, der kan beskrives som, at "man bliver danset" frem for selv at danse. Og her træder bevidsthedens mysterier frem på en måde. Hvad betyder den flowtilstand, som det kan kaldes? Betyder det, at der er, som du kalder det højere oppe, at der findes en slags moderbevidsthed, man kobler sig på, eller at man på grund af diverse udviskninger af sansernes normale komfortzone oplever at være en del af naturen, universet eller andet? Det er enormt interessante spørgsmål, men jeg mener ikke, at sproget rækker. Sproget henfører ofte til sine egne abstrakte systemer, frem for den verden det forsøger at ramme/blive berørt af.
Personligt tror jeg ikke på en gud, der skulle være en form for moderbevidsthed, eller hvad vi kan kalde det, men jeg tror absolut på Jorden som en slags ufattelig, overvældende og fuldstændigt vidunderlig moderbevidsthed. Det er mit hjem. Og jeg tror, at mennesker kan stirre sig blinde på at ville finde "nogen der ligner os ude i rummet", imens ideer om hvad der er "rigtig" og "forkert" bevidsthed ang. andre arter her på Jorden har blændet for hvem, vi (også) er som mennesker. Det såkaldt dyriske findes ofte kun hos mennesker, og ordet er så tit blevet forbundet med noget negativt specielt sent i menneskers historie, hvorimod der førhen var ideer om totemisme og andre, langt mere poetiske, medskabende, vitale ideer om det at leve.
@Rune Rasmussen
Vi er enige et godt stykke. F.eks. er jeg sikker på at der findes andre arter end Homo sapiens, som er både bevidste og "intelligente". Mit yndlingseksempel pt. er Slime Molds, som er "intelligente", men ikke har nogen hjerne. Nogle af dem består desuden af én celle med mange "cellekerner". Hvis man leder efter liv i det ydre rum, og ikke synes blæksprutter er "mystiske" nok, så -> Slime Molds :)
Virkeligheden er dog også at vi f.eks. er omnivore, og at jeg ikke mener at selv carnivore organismer er "onde". Det "onde" (hvad det så end egentlig er) kommer derimod f.eks. ind i billedet når man står foran køledisken og vælger de billigste æg. Hvem ved, hvis slime molds kan "tænke", så kan planter vel også have "følelser" ;)
Jeg har et par gange brugt de elskede næsehorn som eksempel. Næsehorn er truede som art, og helt ærligt så er det "vores skyld". Jeg ville dog hellere leve på en planet uden næsehorn end en planet uden bier, og dem er vi også ude efter. Mine præferencer er klart egoistiske på menneskehedes vegne. Det er ikke ensbetydende med at vi mennesker ikke kan/bør føle empati overfor andre arter. Det er iøvrigt heller ikke noget unikt for Homo sapiens at kunne det. Den evne er (også) genfundet hos andre arter.
@Morten Balling
Ja, det er det paradoksale ved ordet dyrisk, at det, når det omhandler de mest bestialske måder at være på, ofte kun kan findes hos mennesker, imens de såkaldt menneskelige, af de gode af slagsen, ofte også kan findes hos andre dyrearter. Samarbejde er da også opskriften på overlevelse for en art på den lange bane og ikke en eller anden idé om, at "vi" ejer alt og alle andre.
Virkeligheden er så til gengæld ikke, at "vi er omnivorer". Jeg har f.eks. været veganer i snart ti år, og jeg er et menneske, så allerede der er jeg et levende eksempel på noget andet.
@Tor Brandt
Selvfølgelig kan hjernen "blive syg", ligesom en nyre. Dårlig kost kan påvirke hjernens funktion og hvis man er uheldig og få den berømte jernstang gennem hovedet (google ham), så ændrer man "personlighed".
Hvad jeg derimod er væsentlig mere skeptisk overfor er det "mentale helbred". Hvis man f.eks. synes at planetens tilstand er sørgelig, og man synes det i over et par uger, så er man jvfr. DSM deprimeret, hvilket giver ret til lægeordineret lovlig kemi, som andetsteds betragtes som ulovlig narko. Det er for komplekst et system til at konkludere at kemien er en del af at "bevare troen på vækst", men den får ofte folk tilbage i hamsterhjulet.
Misforstå mig ret. Hvis man har det dårligt mentalt er det forfærdeligt, men ligesom med alt andet, vil jeg gerne se en fysisk forklaring. DSM manualen indeholder et veritabelt utal af diagnoser, men kun ganske få af dem har fysiologiske forklaringer. Dermed ikke sagt at de andre er "løgn og latin", blot at man måske er lidt for hurtigt fremme med recepterne og elektroderne.
En anden hypotese kunne være at dem vi betragter som "mentalt syge" ofte blot er individer som ikke passer ind i vores behov for normalitet. Normalitet ligger så godt i maven.
@Rune Rasmussen
Jeg tror godt, jeg forstår hvad du mener med, at man kan komme i en tilstand, hvor man ligesom "ved noget", som ikke nødvendigvis kan gives et sprogligt udtryk. Men på det helt konkrete plan vil jeg nok ikke kalde denne form for "viden" for egentlig viden. Men det er meget muligt, det bare er fordi, jeg aldrig selv har befundet mig i den tilstand.
For igen at trække på eksemplet med nærdødsoplevelser, så kan indehaverne ofte berette om at have været i en tilstand, hvor de vidste med 100% absolut sikkerhed, at bevidstheden ikke dør med den fysiske krop. Her må jeg bare igen erkende, at jeg aldrig har befundet mig i en tilstand, hvor jeg 100% absolut sikker på noget som helst.
Jeg gad godt prøve det dog :-)
@Morten Balling
Ift. de psykiske lidelser og sygdomme.
1) At bevidstheden ikke fabrikeres i hjernen betyder selvfølgelig ikke, at skader, overbelastninger osv. på hjernen ikke kan påvirke vores bevidste oplevelse. Jeg hælder selv til den forklaring, at hjernen er en slags antenne, som modtager og medierer vores bevidste oplevelse. Dermed kan hjernens tilstand sagtens påvirke - og ikke mindst begrænse - slutresultatet, men ligesom informationerne i et fjernsynsprogram ikke opstår inde i fjernsynet, opstår bevidstheden heller ikke i hjernen. Tror jeg.
2) Mit sidste indlæg gik egentlig ikke så meget på, om psykiske lidelser rent faktisk kan forklares 100% ud fra hjernen eller ej - men mere på den rent principielle fejltagelse i at forsøge at behandle en psykisk lidelse ud fra et fysikalistisk perspektiv, hvis vi antager at lidelsen ikke kan forklares med fysik alene. Her mener jeg, at bevidstheden er et helt unikt fænomen ift. alle andre fænomener, som naturvidenskaben kan beskæftige sig med, hvor vi er nødt til at forholde os til ontologi og metafysik. Fordi ontologien og metafysikken rent faktisk er afgørende for, hvordan vi bør vælge at gribe det an rent praktisk.
@Tor Brandt
Hvis jeg lægger min hånd på min brystkasse, så er jeg absolut sikker på, at mit hjerte slår, fordi jeg kan mærke det. Og selve det at kunne mærke, sanse, forbinder jeg langt mere med ideen om en absolut sikkerhed i forhold til at opleve end det, altid, mere teoretiske tale- og skriftsprog.
Det forekommer mig, men måske tager jeg fejl, at nogle mennesker kan stole mere på et enkelt ord, som f.eks. epistemisk, end på alt andet, som del af en, i sagens natur, illusionær søgen efter håndgribelighed.
@Tor Brandt, @Morten Balling
Med hensyn til psykiske lidelser så kan jeg tage udgangspunkt i selv at have haft PTSD pga. diverse oplevelser, som jeg ikke ønsker at dele her.
Det er jeg sluppet af med ved hjælp af samtaler med en psykolog. Der var ingen medicin involveret. Det vigtigste i den sammenhæng, vil jeg sige. er, at man skal nå til den konklusion, at ens egen historie er en, man 100 % sikkert selv ejer.
Dejlig viden at samle.
Mange tak for denne serie.
@Tor Brandt
Jeg er stor fan af metafysikken, men med streg under fysikken. Metafysik blev et fy-ord i videnskaben, men at tro at videnskabsfolk ikke tænker metafysik er en illusion. Metafysik er blot ikke altid "viden", som i "værende i overensstemmelse med virkeligheden".
I, og uden for, metafysikken finder man også "Philosophy of Mind", som er super interessant. Den beskæftiger sig med, hvad bevidsthed er, og bruger både naturvidenskaben og logikken til at prøve at finde en forklaring. Der har udviklingen gået fra bla. dualisme til en mere monistisk forklaring, over brainstates mm. til at man begynder at være enige om at bevidsthed opstår i hjernen, samt at metaforen "computer og software" ligner den forklaring med færrest paradokser. Jeg tror dog ikke på deduktion som værende nogen god metode. Jeg vil se beviser :)
Metafysikken er interessant fordi den beskæftiger sig med "de store spørgsmål". Hvem er jeg? Hvorfor er jeg? Hvad er alt det andet som ikke er mig? Det er alt sammen noget videnskaben måske ikke kan forklare fyldestgørende (endnu :), men det kan jeg ikke se skal holde nogen tilbage, eller er der vitterlig "ting vi ikke vil vide?"
Måske. Nogle af de ting videnskaben har lært os er ikke faldet i så god jord. Darwin undgik med stor behændighed at snakke om mennesker, som nedstammede fra aber (som nedstammede fra rotter) i hans bog. Det var alle dem som tegnede karikaturerne af Darwin som en abe, som havde luret konsekvensen af hans evolution, og dermed også deres egen.
@Morten Balling
Tror du virkelig, at der i, hvad der sandsynligvis, er et uendeligt multivers, findes et enkelt væsen, med navnet Homo sapiens, der har formået at skabe en måde at måle og afprøve visse ting i tilværelsen på, kaldet videnskaben, som en dag vil "regne det hele ud", hvad det så end skal betyde?
Der er sandsynligvis uendeligt meget, vi slet ikke ved, at vi ikke ved noget om, for vi har ingen anelse om, hvad og hvem, der eksisterer derude, eller for den sags skyld her på Jorden. Der findes arter, der uddør, inden "vi" opdager dem.
Og hvis du vil have udfordret dine ideer om, hvad "virkeligheden" er, så prøv f.eks. at læse "The Super Natural: A New Vision of the Unexplained" af Whitley Strieber & Jeffrey J. Kripal og "Star.Ships: A Prehistory of the Spirits" af Gordon White.
@Morten Balling
Min kommentar fremstår lidt mere aggressiv, end den var tænkt.
@Morten Balling
Du skriver:
“ Hvis man ikke tror på den videnskab artikelserien her ridser op, så kan man vælge at tro på hokus pokus, deiteter, mind over matter eller mirakler. Hvis man derimod accepterer at naturvidenskaben overordnet er sand, så giver det filosoferne nogle genstridige paradokser. Især dem som stadig mener at filosofien trumfer empirien. “
Jamen jeg er da sikker på den naturvidenskab artikelserien ridser op findes og i en eller anden forstand er sand.
Men sandt er det så også -endda empirisk tilfældet -, at nogen tror på hokus pokus, deiteter o.a.; det gør de måske i mangel på mulighed for kendskab til den naturvidenskab der ridses op, og lever i bedste velgående, for så vidt den omtalte videnskab ikke giver anledning til tiltag overfor netop disse anderledes troende.
Måske er det endda sådan, at de anderledes troende har en form af mind over matter, der gør dem udmærket i stand til et liv uden den naturvidenskab der opridses her i bladet, en form af mind over matter forskellig fra netop den naturvidenskab og altså er en anden naturopfattelse.
Men til det jeg egentlig ville pointere:
Nervesystemet er en kropslig komponent, hvoraf hjernen er den del, der fokuseres på. Vi kan ikke realistisk forestille os mennesket uden hjerne, sålidt som vi kan forstille os hjernen uden resten af nervesystemet og kroppen i øvrigt - i det mindste ikke, hvis vi har med levende mennesker at gøre.
Vi kan så spørge os om den form for abstraktion har mere med virkeligheden at gøre, end de abstraktioner der fører til den naturvidenskab der ridses op i artikelserien.
Og vi kan måske også hævde, den er mere relevant for menneskeheden.
Eller anderledes sagt: get your shit together.
@Rune Rasmussen
"Hvis jeg lægger min hånd på min brystkasse, så er jeg absolut sikker på, at mit hjerte slår, fordi jeg kan mærke det. Og selve det at kunne mærke, sanse, forbinder jeg langt mere med ideen om en absolut sikkerhed i forhold til at opleve end det, altid, mere teoretiske tale- og skriftsprog.
Det forekommer mig, men måske tager jeg fejl, at nogle mennesker kan stole mere på et enkelt ord, som f.eks. epistemisk, end på alt andet, som del af en, i sagens natur, illusionær søgen efter håndgribelighed."
Jaeh... Jeg tror på, at der findes sandheder. Altså virkelige realiteter, som er på en bestemt måde og ikke på andre måder. Eller med andre ord: jeg tror ikke på, at alt er relativt, men derimod at der faktisk findes absolutte sandheder. Og desuden at disse sandheder er sande ganske uafhængigt af hvilke sproglige begreber, vi forsøger at indfange dem med.
Når jeg taler om epistemisk tilstand (som vist i øvrigt er en selvopfunden sammensætning af ord, som muligvis slet ikke giver mening udenfor mit eget hoved), mener jeg ikke nødvendigvis noget med at sætte ting på begreber, men blot en tilstand, hvor man har en eller anden grad af viden om noget på den ene eller anden måde. F.eks. som du siger, at du ved, dit hjerte slår, fordi du lægger din hånd på. Men egentlig er det jo ikke umuligt at forestille sig, at du virkeligheden bliver narret. F.eks. kunne nogen have sneget en eller anden ting ind under din bluse, som banker som et hjerte. Eller du kunne ske at have en føleforstyrrelse i din hånd, som tilfældigvis mærkes som hjertebanken. Eller noget tredje. Jeg medgiver, det er højst usandsynligt - men den principielle mulighed for disse er for mig altafgørende.
@Morten Balling,
resten er vist mest henvendt til dig:
Og her har jeg personligt aldrig prøvet at være i en tilstand, hvor jeg følte, at jeg vidste noget som helst med absolut sikkerhed. Jeg kan f.eks. ikke med absolut sikkerhed afvise, at hele den verden, vi lever i, blot er én stor simulation. Og så længe jeg ikke engang med sikkerhed ved noget om, hvad det overhovedet i bund og grund vil sige, at noget er fysisk - i den forstand at være en bestanddel i den verden, som jeg oplever som værende tilsyneladende ydre ift. min indre oplevelse - så længe synes jeg også, det er absurd at hævde, at bevidstheden - som jeg derimod har en helt anden form for direkte oplevelse af (eller snarere, min bevidsthed er forudsætningen for, at jeg overhovedet kan opleve noget som helst) - skulle udspringe af det fysiske.
Det er jo en interessant diskussion, men jeg vil kun henholde mig til Morten Ballings spørgsmål om, hvorfor vi dog så ikke allesammen var stenrige: fordi rigdom er en endnu større abstraktion end videnskab. Når vi ikke allesammen er rige, skyldes det, at vi har opfundet pengene, som aktivt fører til materiel nød for nogen og uanstændig hamstring af samfundets værdier for andre.
Måske skulle man hellere gå mere operationelt til værks - jeg har haft ondt over en efter min mening misforstået dikotomi, som Erich Fromm formulerede med bogen 'At have eller at være', og det har irriteret mig i snart 40 år.
Det, der uden videre opløser det forhold, og formodentlig også bringer os tættere på den menneskelige ontologi, må være begrebet om 'Kunnen' som opfyldelse af menneskelig drift imod indfrielse af lykken.
Det er om noget ødelagt i det kapitalistiske samfund, hvor man netop tror sig i stand til at lægge arbitrære mål ned over det menneskeligt foranstaltede, hvorved man forstøder den genuine fornemmelse af tilfredsstillelse.
Og mens det sikkert har været nødvendigt engang med denne fremmedgørelse, så bør det ikke være det mere. Hvad der bør træde i stedet er en demokratisk deling af det nødvendige, men mindre behagelige, som dog også rummer en tilfredsstillelse, når det gøres ordentligt, så den enkeltes unikke færdigheder i den øvrige tid kan blomstre til egen glæde og fællesskabets fordel.
@Tor Brandt
En kort natlig kommentar lige nu: Der er tidspunkter, hvor jeg med sikkerhed kan vide, at mit hjerte er det, jeg mærker i min håndflade, og ikke noget andet. Det skyldes, at jeg f.eks. kan være alene i et stykke tid i min lejlighed, og det er umuligt for nogen at være kommet ind uden, at jeg ved det. Og eftersom en føleforstyrrelse i min hånd nødvendigvis må kunne mærkes som værende netop i min hånd og ikke i min brystkasse, er jeg også sikker på, at jeg ville kunne kende forskel. Om ikke andet så kunne jeg bruge lang tid på at be- eller afkræfte, om det er det ene eller det andet og dermed opnå absolut sikkerhed for det.
Måske kan man sige at menneskelivet, herunder dets åndsliv, er del af en grundlæggende epistemologisk usikkerhed, som det vil føre en muligvis illusionær kamp mod, så længe at der er rettet mod ekstrinsiske værdier.
@Rune Rasmussen
Jeg er måske nok neurotisk omkring det, men i min verden vil der altid være en vis usikkerhed uanset hvilke praktiske beviser, jeg kan komme i tanker om at hive frem. Det kan f.eks. i princippet godt være, jeg i virkeligheden er en ekstremt kompliceret robot, som blev bygget færdig i går og så fik installeret en hukommelse, hvor jeg kan huske at have levet så og så mange år osv. I så fald kan jeg sagtens "mærke mit hjerte", men det, jeg mærker, er bare slet ikke det, jeg tror, jeg mærker. Og så fremdeles i det uendelige.
Et af mine personlige mareridt er, at jeg en dag "vågner op", og så har det ikke alene vist sig, at hele virkeligheden blot var en drøm (klassisk Matrix), men selv alle tings betydning og mening er ikke det, jeg troede. Dvs. selv "drøm" er ikke længere det, jeg troede, det var, således at det ikke engang længere "giver mening" at sige, at min oplevede virkelighed blot var en drøm.
Dette er heldigvis ikke noget, jeg tænker på til daglig. Og selvfølgelig heller ikke noget, man kan bruge til noget i sine normale praktiske gøremål.
@Hanne Utoft
Ja, jeg mener i hvert fald personligt, at det er en logisk umulighed at lave en decideret afvisning af skepticismen. Det vil i hvert fald kræve en bevidsthedstilstand, som jeg endnu aldrig selv har befundet mig i.
@Jens Thaarup Nyberg
Sidestiller du videnskab og religion som to "abstraktioner", for derpå at konkludere at den ene kan være lige så god som den anden, for derpå at runde af med at opfordre mig til at få styr på mit shit? ;)
@Tor Brandt
Jeg er heller ikke 100% sikker på noget. Hvis vi spoler båndet tilbage så startede videnskaben som en del af filosofien. Hvis vi spoler mere tilbage, så kunne man spørge, hvorfor man overhovedet begyndte at filosofere? Jeg plejer at forestille mig en flok grækere i toga, som står der i Grækenland og keder sig fordi Grækenland primært består af klippe, oliven, citroner og hav med fisk og salt. Så er der en af grækerne, der spørger: "Er der ikke en som kan fortælle en god historie?". Så satte de sig ned i en rundkreds, og de første historier de fortalte til hinanden, var livets store tragedier. (Det var ikke HELT sådan det foregik, men næsten).
Siden forstod man at filosofien kunne bruges til at forklare det vi oplevede, og nogle filosofer gik mere videnskabeligt til makronerne end andre. De begyndte at lave forsøg, for at tjekke om det de mente nu også vitterlig passede med det de så. Der var dog også en filosof eller to, som påpegede at selvom man målte et eller andet 1000 gange, så var det i princippet ikke nogen garanti for at man ville måle det samme næste gang man prøvede. Der var også dem som (korrekt) påpegede at vores sanser ikke altid var super troværdige.
Bla. derfor kan man aldrig være 100% sikker. Hvad gør man så? Man opfinder statistik. Hvis man koger statistik helt ned til benet, så er statistik dybest set at man satte sig ned (igen) og sagde: "Ok, hvis vi ikke kan være 100% sikre, hvor sikre skal vi så være for at vi vil vædde alle vores spareskillinger?". Her valgte man (arbitrært) stort set at hvis man var mere end 95% sikker, så var det nok sandt. Man kunne også have valgt et andet tal, men 95% har vist sig at fungere utroligt godt i de fleste sammenhænge, og når man virkelig vil være sikker, så hæver man bare tallet til 99,99..%
@Jens, Steffen og Rune
Abstraktioner? Hvis jeg påstår at Jorden blev skabt fordi en stor gris brækkede alle planeterne op (jep, det findes der en sjov 3D animation som viser), så har det ikke nogen sammenhæng med virkeligheden. Hvis jeg påstår at man ikke kan lave en evighedsmaskine, fordi termodynamik, så stemmer det både overens med forudsætninger og praksis. Hvis jeg modsiger at Jorden blev skabt for 6000 år siden, så har jeg nogle rimeligt solide argumenter, bla. at vi kan se lys fra en nebula som vi relativt præcist har målt afstanden til, og fundet at den er 6500 lysår.
Abstraktionerne (i betydningen: "lidt verdensfjernt, uvirkeligt eller uforståeligt") er når man tror på "et liv efter døden" eller at vækst kan fortsætte i et lukket system. Videnskaben adskiller sig netop fra de fleste andre abstraktioner ved at den oftest viser sig at være i overensstemmelse med virkeligheden. Problemet med videnskaben er ikke at den er "abstrakt", men at den netop er "sand", og det giver konflikt når den dermed peger på gedigne huller i de andre abstraktioner.
@Tor Brandt
Du kunne evt. skrive en historie om de mareridt og på den måde få det "ud af kroppen".
@Morten Balling
Du synes at skrive fra et udgangspunkt, der mener, at videnskaben opererer fra et sted, hvor "virkeligheden" allerede er regnet ud, og nu er der blot nogle få detaljer tilbage, der skal falde på plads, men videnskabelige undersøgelser starter ofte lige så trosbaseret, som alle mulige andre ideer, som du kalder for abstraktioner. Der opstilles hypoteser, som be- eller afkræftes via diverse eksperimenter, og de områder som nogen tror mest på får flest midler til forskningen.
Jeg er før stødt på måden, du opstiller noget helt absurd, hvor f.eks. en oplevelse af at have set et spøgelse med det samme gøres identisk med en oplevelse af, at der står en stor elefant og spiller lyserød tuba ude i haven e.l., imens "videnskab" præsenteres som "det der har tjek på det", men videnskab fortæller, så vidt jeg oplever det, ikke om et "hvorfor" ang. alle mulige hændelser men "kun" om et hvordan. Af den grund er det clash, du opstiller som et faktum ikke et faktum efter min mening, men en måde at afvise sider af livet, som f.eks. kaldes for "overnaturlige" (eller super natural i to ord, som det ret klogt kaldes i den føromtalte bog). Og den afvisning er problematisk.
Et eksempel på et område, der ofte afvises af videnskaben, er reinkarnation, men det har ændret sig, fordi Ian Stevenson foretog adskillige undersøgelser af fænomenet hos børn, der fortalte om tidligere liv. Visse videnskabsfolk er af den mening, at det er et område, som videnskaben måske slet ikke kan sige noget entydigt om jf. at det ligger udenfor dets erkendelsesmetoder. Men derfor kan man jo godt bruge, og bruger, den videnskabelige metode til at undersøge det med.
Din sidste sætning kan også vendes om, så det giver konflikt, når andre ideer, hypoteser, der er svære at bevise eller modbevise, peger på gedigne huller i videnskaben.
Ordentlig videnskab kræver ydmyghed frem for alt for fastlagte verdensbilleder. Ellers bliver det dogmatisk.
I et interview med Jan Švankmajer blev han spurgt, hvad fantasi er. Og han svarede, at fantasi er den bedste gave, naturen har givet mennesker. I den forbindelse kan man spørge, hvorfor vi har den fantasi, vi har (nogen mere end andre)? Hvorfor er naturen indrettet på den måde? Er det muligt, at naturen på en eller anden måde genbruger bevidsthed, ligesom så meget andet bliver genbrugt i den cykliske natur? Eller: Hvorfor drømmer vi om natten, og hvorfor bliver vi syge af det, hvis vi ikke har muligheden for det? Og mon ikke det behov hører andet end natten til? Den slags spørgsmål savner jeg tit, at nogen tager seriøst.
En helt tager ud i det ukendte for at bringe noget (eller nogen) tilbage eller prøve på det for at hjælpe med, i største fald, en evolutionær udvikling,, og en helt kan findes indenfor alle områder af livet, tænker jeg. Det modsatte af en helt er f.eks. en, der bruger milliarder af kroner på en kort tur ud i rummet (i en yderst penisformet raket) for at vise, at han er en af verdens "rigeste" mænd.
@Tor Brandt
Jeg mente ikke vulgær i betydningen "dårlig smag" el.lign., men i betydningen 1.b her: https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=vulg%C3%A6r
fra fransk vulgaire fra latin vulgaris 'almindelig', afledt af vulgus 'den store mængde, den brede befolkning, menigman
Ha Ha. Jeg har aldrig forstået hvad politikkere mener med HELT almindelige mennesker. Men det betyder åbenbart vulgære mennesker.
Er vi i virkeligheden stenrige?
Buddha: Mennesket er rigt, men drømmer hele tiden, at det er fattigt.
Den ottearmede blæksprutte har otte hjerner. Hvor mange har vi så ikke, hvis vi lige lavede lidt afstand mellem de enkelte centre?
Håber alle har set filmen, “Hvad jeg lærte af en blæksprutte”. Den er bevidsthedsudvidende. Det samme er filmen, “Fantastiske svampe”, bare på en anden måde.
Så er der planteforskningens landvindinger, der kan få en til at føle sig som plante.
Hvordan har vi kunnet udvikle os uden at afholde en masse udviklingsmøder og generalforsamlinger?
Det har vi måske også - bare på andre måder som vi nu har glemt…
@Rune Rasmussen
Grunden til at videnskaben afviser spøgelser eller reinkarnation er at der ikke findes nogle eksempler på begge dele. Hvis der vitterlig fandtes spøgelser, tror du så ikke at vi her i 2021 på Instagram ville finde en milliard billeder taget på mobilos af spøgelser sammen med alle kattene? Findes der ufo'er? Absolut. Jeg har selv set en flyvende dims jeg ikke kunne forklare, men det fik mig ikke til at konkludere at det var små grønne mænd i flyvende tallerkener.
Man kan tænke sig frem til meget, og det er ikke fordi jeg ikke finder dette sympatisk, men tanker er ikke viden eller videnskab. Viden er den som passer med virkeligheden (JTB). Og ja, man kan også tænke sig frem til at JTB har huller, men de er hypotetiske og er ligesom misforståelsen vi kalder dualisme primært baseret på semantik.
Hånden på hjertet: et kort øjeblik tænkte jeg måske "I'm not saying it's aliens, but it's aliens" ;)
Sider