Naturvidenskab
Læsetid: 13 min.

Vi ved, at hjernen er en vidunderlig maskine, men vi kan ikke finde manualen

Hjernen er kroppens mest gådefulde organ, der både kan forklares kemisk og elektrisk, som et landkort og som et netværk, som en helhed og som enkeltdele – men vi mangler stadig en samlet forståelse af, hvordan den fungerer. Efter 350 års udforskning gør vi status over et meget stort mysterium
Hjernen er kroppens mest gådefulde organ, der både kan forklares kemisk og elektrisk, som et landkort og som et netværk, som en helhed og som enkeltdele – men vi mangler stadig en samlet forståelse af, hvordan den fungerer. Efter 350 års udforskning gør vi status over et meget stort mysterium

Jesse Jacob og Sara Houmann Mortensen

Moderne Tider
25. september 2021

Ikke at vi vil opfordre til det, men hvis du nu åbnede din hovedskal, ville du finde halvandet kilo tofublød masse bestående af tre fjerdedele vand og så ellers stort set fedt og protein for resten. Det er din hjerne, og det er måske lidt underligt at tænke på, at denne bløde sag gør dig i stand til at sanse, tænke og handle, men sådan er det.

I hjernen har du hjemme, herfra din verden går.

Kigger du mere grundigt rundt inde i kraniekassen, vil du måske opdage, at man groft sagt kan inddele hjernen i tre stykker, hvor det mest iøjnefaldende er storhjernen, den valnøddelignende og todelte hovedpart, kendetegnet ved sin furede fremtoning, som sikrer den en større overflade, end hvis den var glat. Omme bag storhjernen – helt nede ved nakken – sidder lillehjernen, som er endnu tættere besat med nerveceller, og endelig har vi hjernestammen, der sidder som en nedre udgang og kobler hele apparatet til rygmarven. Oveni kommer en række mindre stumper, som man under et kalder for det limbiske system, selv om der altså er nogen uenighed om, hvorvidt det er et egentligt system – det er sådan, hjernen ser ud.

Som med så meget andet her i livet er det dog ikke udseendet, der tæller. Uanset om man synes, at hjernen er smuk eller ej, må man anerkende, at hjernen er et fantastisk, mystisk og uudgrundeligt stykke biologi, som samtidig ikke er mere specielt, end at stort set alle dyr – bortset fra få freaks som gopler og koraller – er udstyret med én.

Der er dog næppe nogen, der aktivt sætter så stor pris på hjernen, som vi mennesker gør, og det er da også den, der har gjort os i stand til at opbygge civilisationer og hive os selv og vores artsfæller op i toppen af fødekæden.

Menneskehedens fremmeste forskere og mest dybsindige tænkere har i århundreder grundet over, hvordan hjernen mon egentlig virker, og den opgave er langtfra løst. For selv om vi i dag ved utrolig meget om alle de fundamentale ting, om opbygningen og funktionerne, og selv om vi har specialiseret viden, der går helt ned i detaljen med en masse enkeltdele og visse sammenhænge, så findes der ikke nogen stor samlet forklaring på, hvordan hjernen fungerer – ingen samlende teori.

Men der findes en samlende metafor.

Lægen Santiago Ramon y Cajal var bjergtaget, første gang han så hjernens nerveceller i et mikroskop i 1888. Han kastede sig over at tegne hjernens mindste strukturer, neuronerne, og modtog Nobelprisen i 1906.

Lægen Santiago Ramon y Cajal var bjergtaget, første gang han så hjernens nerveceller i et mikroskop i 1888. Han kastede sig over at tegne hjernens mindste strukturer, neuronerne, og modtog Nobelprisen i 1906.

Hjernen som maskine

Første gang et moderne syn på hjernen blev ytret for offentligheden var måske blandt en lille kreds af intellektuelle i Paris, der i 1665 mødtes til salon i byens sydlige udkant. Her tog en dansk fyr ved navn Niels Stensen ordet.

Ude i den store verden var han kendt som Nicolaus Steno, og han var et renæssancemenneske i alle ordets betydninger: For ikke nok med, at han levede i renæssancen, han var også virkelig god til mange ting. Senere i livet skulle han for eksempel grundlægge geologien og krystallografien, men her i Paris var han mest af alt kendt som en dygtig læge og nysgerrig anatom, der ikke tog gamle tiders sandheder for pålydende. Steno ville selv undersøge og forstå verden, og derfor greb han skalpellen.

Nu – foran denne forsamling af kloge hoveder – holdt han et foredrag, der skulle gå over i videnskabshistorien.

Hjernen, sagde han, var som en maskine. Og for at forstå den, måtte man gøre ligesom med enhver anden maskine: skille den ad stykke for stykke og overveje, hvad hver enkelt del kan i sig selv og i sammenhæng med de andre dele.

Den tilgang til hjernen skulle vise sig skelsættende og har mere eller mindre været gældende de efterfølgende 350 år og frem til i dag. Det er i hvert fald påstanden i den britiske videnskabshistoriker og professor i zoologi Matthew Cobbs meget roste bog om hjernens idéhistorie, The Idea of the Brain, hvor han opruller historien fra dengang og frem til i dag.

Siden Stenos forelæsning i 1665 har forskere dissekeret døde hjerner, scannet levende hjerner, sendt elektrisk strøm og kemiske stoffer gennem ormehjerner, musehjerner og menneskehjerner, og hele tiden har man fundet nye komponenter, funktioner og samspil i den komplekse biologiske maskine, vi alle bærer inde i knolden.

Sideløbende har man sammenlignet den med et væld af maskiner: Fra urværk over telegraflinjer og telefonomstillingscentraler til computeren, som i dag har rollen som den mest benyttede metafor.

Men uanset metafor er hjernen svær at begribe, og hver gang forskerne har opdaget en ny brik i det store hjernepuslespil, en ny møtrik til maskinen, har en erkendelse af, at maskinen i virkeligheden var langt, langt større og mere kompleks, fulgt lige i hælene på den.

Hjernens atom

Santiago Ramon y Cajal havde drømt om at blive kunstner, men selv om han både var en dygtig tegner og fotograf, havde den spanske læges karrieresti ført ham mod anatomien, nærmere bestemt den del, der handlede om cellerne – om vævet.

Da en kollega fra universitet i Madrid i 1888 viste ham nogle nerveceller, der var blevet farvet med en særlig ny metode, kunne han ikke tage sine øjne fra mikroskopet. Nervecellerne, som hidtil havde været stort set usynlige og sammensmeltede med omgivelserne, stod nu klart frem i et væld af former. Slanke, tykke, glatte, piggede, trådlignende, trekantede eller stjerneformede celler – »som tegnet med kinesisk blæk på japansk papir«, som han beskrev det.

Cajal udviklede videre på farveteknikken og forfinede den i en grad, så det blev muligt for ham at se de enkelte hjerneceller. Det var et langsommeligt og krævende arbejde, men efter at have undersøgt et utal af hjernestumper lykkedes det ham at tegne ekstremt detaljerede – og meget, meget smukke – gengivelser af nogle af hjernens mindste strukturer, nemlig den celletype, der siden blev kaldt neuronet.

Sådan en ligner lidt et meget aflangt og tyndt træ, og det er da også det latinske ord for træ, der har lagt navn til neuronets mange fine forgreninger, dendritterne, som der kan være i hundredtusindvis af ude for enden. Disse er knyttet til selve cellekroppen, hvor kernen og dna’en er lagret, og derfra går også en lang, tynd fiber ud, som kaldes aksonet, og som ligeledes ender i noget grenværk ude i spidsen.

Længe havde videnskabsfolk diskuteret, om hjernen var en stor sammenhængende masse, hvor alt var forbundet, men med Cajals undersøgelser blev det klart, at det var den ikke. Hjernen bestod af milliarder af adskilte neuroner, hvis bittesmå forgreninger lå op og ned ad forgreninger fra myriader af andre celler – men altså uden at være vokset sammen.

Man siger, at dette var hjerneforskningens ’atomøjeblik’: erkendelsen af den mindste bestanddel, som alt det andet bygger på. Med den opdagelse katapulterede den hidtil ukendte Cajal sig ind i centrum af hjerneforskningen og fik tildelt Nobelprisen i 1905. Selv foreslog han indledningsvis, at neuronerne nok fungerede lidt som telegraflinjer, hvilket han dog godt selv kunne se var et lidt problematisk billede. For når nu maskinens dele ikke hang sammen, hvordan kom hjernens mange neuroner – i dag anslår man, at der er 86 milliarder stk. – så i kontakt med hinanden?

Hvor vi kommer fra

Før vi søger svar på det, så lad os lige zoome ud og tage et lille evolutionært intermezzo.

Du, vi og alle andre er her på jorden som resultat af hundrede af millioner års naturlig selektion, der er udmundet i en klode fyldt med væsener, som hver især er store succeser, idet de er i stand til at overleve og videreføre slægten på alle tænkelige måder.

Ser man rundt på verden omkring os, synes der dog at være et sammenfald mellem de livsformer, der kan bevæge sig, og dem, der har en hjerne. Selv det største og mægtigste træ har ingen hjerne, mens selv den mindste bananflue har. Evnen til bevægelse har altså indgået i et evolutionært parløb med hjernens udvikling, og med bevægelse er fulgt evner til at lave forudsigelser om omverdenen, så væsenerne har kunnet styre deres bevægelser på måder, der gavnede overlevelsen. Fra det fundament udbygges alle andre hjernefunktioner.

Som den amerikanske neurofilosof Patricia Churchland så smukt har skrevet, er evolutionen beroligende, fordi den viser os forbindelsen mellem alle levende væsener. Generne, der giver bananfluen en for- og bagside er nogenlunde de samme, som giver filosoffen det. Den del af hjernen, som styrer fuglenes rumlige hukommelse, når de flyver nødder hjem til forrådet, fungerer cirka på samme måde som menneskets rumlige hukommelse.

Inde i vores moderne hjerne er der således en masse funktioner, som er meget, meget gamle. Tag griberefleksen, som nyfødte er udstyrede med, og som får de små babyhænder til at gribe hårdt om ting. Den har nok været mere brugbar, dengang vi havde pels, som ungerne kunne klamre sig til – ligesom chimpanseungerne gør. Også ubevidste handlinger som søvn, vejrtrækning og hjerteslag er knyttet til hjernen, men er ikke unikt menneskelige.

Den menneskelige hjerne

Det menneskelige findes måske snarere i helheden: At menneskehjernen ikke er så funktionsopdelt og instinktivt styret som andre dyrs. Vi har sindsbegribelse og evnen til at sætte os i andres sted, evnen til at bygge langt mere avanceret værktøj end nogen andre. Vi kan flette snøre, tilvirke en krog, binde det på en pind og bruge det til at fange fisk, for eksempel. Og endelig er vi i stand til at gå i rette med os selv og overskrive instinkterne. Tvinge kroppen til Mount Everests top, selv om alt indeni stritter imod. Ja, vi kan endda bevidst slå os selv ihjel.

Vores hjerne har været længe undervejs, men når alt kommer til alt, har den næppe ændret sig væsentligt, siden de første Homo sapiens traskede rundt i Afrika for flere hundrede tusinde år siden. Også de har født unger med så store hoveder, at det kunne betale sig at få dem tidligt – selv om de var mindre færdigbagte end andre dyreunger. Menneskets babyer var og er umanerligt hjælpeløse, og hvis de skulle op på chimpanseniveau, skulle en graviditet vare 22 måneder. Til gengæld har menneskeungerne en formidabel evne til at lære nyt og fortsætte med det.

Den slags krævende unger har nok været med til evolutionært at fremelske vores sociale færdigheder, da dem med flair for arbejdsdeling og familiestrukturer har haft lavere børnedødelighed, og således har også vores sociale adfærd rødder i naturen og evolutionen.

Derfor er det lidt af et mysterium, hvorfor mennesket – her i betydningen Homo sapiens –­ i størstedelen af sin eksistens tilsyneladende har levet på nogenlunde samme måde med nogenlunde samme værktøjer til rådighed. Indtil for 60-40.000 år siden, hvor den teknologiske udvikling eksploderer, og nogle af de ældste kendte kunstværker dukker op.

Nogle kalder denne periode for den kognitive revolution, og hvad den skyldes, er stadig et åbent spørgsmål. De arkæologiske rester viser for eksempel ikke, at kraniekassen pludselig er blevet større, så man må formode, at det snarere er en indre, mental udvikling, der har fundet sted.

Én udlægning går på, at mennesket på en eller anden måde bliver i stand til at forbinde forskellige afdelinger i hjernen, som ellers har været adskilt, så hjernens forskellige vidensområder bliver funktionelt integreret, som det hedder. Sådan at de sociale, de naturhistoriske og de teknologiske færdigheder på en eller anden måde kommer i kontakt med hinanden, sådan som de er i dag.

Om det foregik på den måde, er dog stadig et mysterium, og dem er der et par stykker af i menneskets hjernehistorie.

Et andet mysterium er, at vi kan lære at læse og skrive – for det er en relativt ny kulturel færdighed, som er vundet frem de seneste 10.000 år. At naturen har fået æltet den evne ind i menneskehjernen, for så at lade den ligge ubrugt i hundredtusinder af år, virker som et utroligt usandsynligt tilfælde, som det p.t. er uden for vores rækkevidde at forklare, men heldigvis er muligt at glæde sig over hver dag.

De mange hjerner

Men tilbage til undersøgelsen af hjernen og forskningen, som den tog sig ud i det tidlige 1900-tal.

Her stod det nu klart, at hjernen var fyldt med neuroner, som på en eller anden måde var forbundet med hinanden. De mikroskopiske mellemrum mellem neuronernes forgreninger blev nu navngivet ’synapser’, og i disse små områder udspillede sig en af videnskabshistoriens bedst navngivne fejder: den mellem the soups og the sparks. Supperne og gnisterne. For spørgsmålet var, om forbindelsen mellem neuronernes forgreninger var noget elektrisk eller noget kemisk.

Allerede i 1877 havde den tyske læge Emil du Bois-Raymond slået fast, at nervernes forbindelse til musklerne måtte være én af de to ting, og sådan gik der årtier med kiv og kævl og nærmest korporlige slagsmål, indtil den måske sidste gnistambassadør, australske Johan Eccles, i 1952 kastede håndklædet i ringen og accepterede, at nervecellerne udsendte og reagerede på kemiske signaler – det, som senere fik navnet neurotransmitter. Faktisk har det vist sig, at der både er kemiske og elektriske synapser, men de elektriske er klart i undertal.

Dér i efterkrigstiden vandt ideen om hjernen som noget kemisk manipulerbart nu frem, sammen med en masse nye lægemidler, og en stor del af nutidens forskning er fortsat beskæftiget i afdelingen for hjernens kemi.

Sideløbende fik en ganske anden gren fornyet liv, efterhånden som nye metoder opstod – nemlig den, der handlede om at kortlægge, hvor i hjernen de forskellige funktioner hørte hjemme. Ideen var på sin vis ganske gammel, for allerede midt i 1700-tallet blev den udmøntet i den såkaldte frenologi, som gennem 1800-tallet opnåede enorm udbredelse på et desværre ganske uvederhæftigt grundlag. Dengang mente man, at man kunne udpege forskellige mentale egenskaber hos folk ved at undersøge deres hovedform og små bump på kraniet, hvilket altså ikke var rigtigt.

Men ved nye scanningsmetoder kunne man fra anden halvdel af det 20. århundrede med større vished bestemme, hvor eksempelvis sanserne havde bolig. Hånligt blev den slags kaldt for neofrenologi, men det bidrog ikke desto mindre med ny viden om hjernens indretning, som udbyggedes, da man fra 1980’erne og 1990’erne ved nye scanningsmetoder for første gang kunne se på den levende hjerne, mens den arbejdede.

Den slags forskning har været praktisk, når læger for eksempel har skullet operere i hjernen, men den har ikke kunnet give svar på, hvordan dybe funktioner som for eksempel hukommelse og bevidsthed fungerer.

»Det, vi så på scanningerne, var krusninger på overfladen af et meget stort hav,« som den danske professor i neurologi Albert Gjedde udtrykker det.

Han kom ind i forskningen ad scanningsvejen tilbage i 1970’erne og har som så mange andre undervejs erkendt, at langtfra alle aktiviteter kan lokaliseres til enkelte steder.

Siden årtusindskiftet er man snarere nået frem til, at stort set hele hjernen medvirker til de fleste funktioner – bortset fra de helt basale som sanser og lignende. Måske hjernen snarere fungerer som en række netværk: Ét for vores vågne tilstand, ét for at fokusere i nuet, ét for at lægge planer og så fremdeles.

Et af tidens hotte forskningsområder handler netop om konnektivitet – altså om at forstå kredsløbene mellem de enkelte neuroner – hvor endemålet er at optegne alle forbindelser mellem de 86 milliarder nerveceller i hjernen, hvilket mildest talt er en stor mundfuld.

Samtidig har genforskningen givet nye muligheder for at undersøge enkeltdelene endnu mere i detaljen og undersøge genetikken i hver enkelt celle – for måske er et neuron ikke bare et neuron. Hjerneforskningen er lidt speciel i forhold til meget anden forskning, da det ikke er sådan, at det ene paradigme afløser det tidligere, men snarere sådan, at nye ideer og metoder lægger sig i parallelle spor ved siden af de gamle.

Hjernen kan altså forklares – eller måske netop ikke forklares – som elektrisk og kemisk; som landkort og netværk; som helhed og enkeltdele. Og sat lidt på spidsen har vi altså mange forskellige hjerner, alt efter hvilket blik man anlægger, og ingen af dem kan til fulde forklare den vidunderlige maskine.

Kilder: Thomas Erslev, neurohistoriker, ph.d.; Albert Gjedde, professor emeritus i neurobiologi ved Københavns Universitet. Poul Henning Jensen, professor ved Institut for biomedicin, Aarhus Universitet. Henrik Høgh-Olesen, professor, Psykologisk Institut, Aarhus Universitet. Bøger: Matthew Cobb: ’The Idea of the Brain’, Bill Bryson: ’Kroppen’, Yuval Noah Harari: ‘Sapiens’. Artikler: Thoms Erslev: ‘Multiple hjerne – pluralitet og materialitet i hjerneforskningen 1888 til i dag’ i Slagmark, tidsskrift for idéhistorie, 2019.

 

Serie

Vi fortæller naturvidenskaben forfra

Naturvidenskaben er en nøgle til at forstå vor tids største udfordringer, fra corona- til klimakrisen, og dens historie er fyldt med fortællinger om usandsynlige gennembrud, vilde fejlskud og store erkendelser.

I denne serie ser vi året igennem på verden med videnskabens øjne for at forstå naturens komplicerede sammenhænge, og hvordan de former vores liv.

Hele serien findes også som oplæste artikler – du kan høre dem ved at klikke på afspilleren inde i selve artiklen.

Serien er støttet af Carlsbergfondet.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

@Morten Balling

Der findes masser af eksempler, men jeg kan forstå, at du er "den der allerede har alle svarene" ifølge dig selv.

Det lukker enhver yderligere kommunikation, synes jeg, så jeg vælger at melde mig ud af forsøget her.

@Rune Rasmussen

Jeg har konsekvent prøvet at fortælle at jeg ikke ved alt, men fair nok. Debat som denne skal ikke nødvendigvis ende ud i at man er enige. Måske er det mere sådan at vi smitter lidt af på hinanden.

Overvej at se filmen Niels-Simon anbefalede om blæksprutten. Den tror jeg du vil finde interessant, eller man kunne sige at det er jeg sikker på.

@Morten Balling

Du afviste blankt, at videnskaben beskæftiger sig med reinkarnation og spøgelser, hvilket ganske enkelt ikke er rigtigt. Deraf min kommentar om at påstå at vide mere end du, og videnskaben, gør. Da midlerne til disse områder er små, jf. min kommentar om hvad de fleste TROR på, så er mulighederne for at undersøge områderne ligeledes ret små. Og det er et problem.

Ang. filmen er det en, jeg klart vil se på et tidspunkt. Den lyder spændende.

@Morten Balling

Jeg får lige lyst til at anbefale dig bogen "Old Souls
Compelling Evidence From Children Who Remember Past Lives" af Tom Shroder, fordi han fik lov til at følge Ian Stevenson, da han undersøgte forskellige børns påstande om at have levet før. Tom Shroder som er yderst skeptisk til at starte med ender med at nå til en ret overraskende, og interessant, konklusion. Hvis man vil vide hvilken, så må man læse bogen.

@Rune Rasmussen

Videnskab er "dyrt" siger man. Det kan man diskutere, men faktum er dog at der er masser af emner der ikke rigtigt forskes i, eller i hvert fald meget lidt. Du må ikke opfatte det sådan at jeg afskriver muligheden af noget. Jeg tror bare ikke på det, hvis det lyder som en fantastisk historie, blot uden "beviser".

Der er mange ting som undrer mig ift. emner vi dybest set ikke ved noget om. Jeg har tidligere fortalt om min barndom, hvor jeg lærte at dyr bare var en form for biologiske robotter, som kun handlede på reflekser og instinkter. Al snak om noget andet blev mødt med "tror du på fabler?" og et smil.

Selv som barn kan jeg huske at det undrede mig, hvad der foregik indeni hovedet på dyr. Lidt ligesom jeg aldrig har kunnet nå en tilstand hvor jeg ikke tænkte på noget. Jeg tænkte som regel på at lade være med at tænke på noget, men det er jo også en tanke, så det tæller ikke helt. Det forekom mig utroligt underligt at de voksne var så stejlt afvisende overfor at dyr kunne have menneskelige egenskaber.

I dag ville jeg ønske at jeg havde haft filmen om blæksprutten, så jeg kunne have holdt dem op foran dem som mente dyr ikke kunne være intelligente. Sådan, In your FACE! :)

God film!

Steffen Gliese, Niels-Simon Larsen, Rune Rasmussen og Tor Brandt anbefalede denne kommentar

Nu har jeg aldrig været i tvivl om, at dyr er bevidste væsener præcis ligesom mennesker. Jeg køber ikke engang den med, at de skulle have en "mindre grad af" bevidsthed (hvad det så i øvrigt skulle betyde), højst at de har en anden kombination af de byggeklodser, som udgør bevidsthed (hvad det så end skal betyde).

Alligevel får jeg nogle gange et aha øjeblik, hvor jeg ligesom forstå konsekvensen af dette på et dybere niveau. Sådan havde jeg det, da jeg så den her video:
https://www.youtube.com/watch?v=o4VlMzv0-tM&ab_channel=TheDodo

Det er selvfølgelig ikke på nogen måde et håndfast bevis for, at edderkopper forstår intentioner, men det ligner fandme altså rigtig meget.

Ift. det med reinkarnation, har jeg også læst om adskillige tilfælde, hvor børn - og sjældnere ældre mennesker - har haft erindringer om så ekstremt specifikke ting, som de ikke havde nogen som helst mulighed for at kunne vide, at jeg næsten vil sige, det går hen og bliver dogmatisk fortsat at afvise det.

Der er så selvfølgelig altid den mulighed, at det simpelthen er fabrikerede historier, men sådan er det jo med al forskning. De resultater, som er fremkommet indenfor alle mulige andre felter viser sig jo også nogle gange at være fabrikerede, men det er usandsynligt, at alle resultater er det :-)

@Tor Brandt

I forbindelse med reinkarnation er jeg sikker på, at børnene i de sager Ian Stevenson grundigt undersøgte, talte sandt, for de påstande de kommer med, som senere bliver bekræftet, i mange tilfælde helt, kan de ikke have opsnappet på nogen normal måde. Det er også, hvad Tom Shroder selv når frem til i sin bog, dog med en enkelt anden mulighed der heller ikke er uinteressant (læs den). Der er også et eksempel med en kvinde (jeg mener, det er i "Twenty cases suggestive of reincarnation" af Ian Stevenson, men jeg er ikke sikker), der har fortalt om et tidligere liv, hvor hun gemte sig under en kirke med sit barn, hvor de begge døde. Det blev undersøgt, men der var intet tegn på, at de var der. Først et stykke tid senere, blev deres efterladenskaber fundet i forbindelse med en udgravning under kirken. Kvinden omtalte altså enten to reelle dødsfald i et rum, der var lukket af for offentligheden, som passede fuldstændigt til hele hendes historie, eller også var det et tilfælde, der synes så tæt på umuligt, som det kan komme.

Det skal da heller ikke være nogen hemmelighed, at jeg tror på reinkarnation.

@Morten Balling

Ja, jeg beskæftigede mig også meget med andre dyr, også da jeg var barn. Jeg tegnede dem, bl.a. af fra "Kommas Store Dyrebog", og blev så ked af det i en time engang i, måske, 3. klasse, fordi jeg i frikvarteret havde læst om uddøde dyr, og tanken om at de var helt væk gjorde mig trist. Så fik jeg lov til at gå hjem.

Jeg husker også, hvor trist det var at komme med i zoologisk have her i Odense, hvor jeg stadig bor. Der var bl.a. en løve i et latterligt lille bur, som han kun lige akkurat kunne vende rundt i, og det var tydeligt, at det var vanvidsinducerende. Samme situation som isolationsfængsel, dog med publikum på her. Der var i det hele taget noget sørgeligt over sådan et besøg, som jeg, dengang, slet ikke kunne sætte ord på. I dag vil jeg sige noget i retning af, at andre dyr taget helt ud af det hjem, de normalt lever i og hører til, skaber en hjemløshed af en slags. Museer fungerer bedre, hvis de f.eks. fremviser sværd og økser frem for pingviner og elefanter. Mildest talt.

Jeg er også, som tidligere nævnt, veganer, og jeg tænker, at jeg slet ikke behøver at forklare grundene til det her. Andre dyr vil også gerne leve. Fin måde at anerkende det på.

Og her er en krage, der surfer ned ad et tag:

https://youtu.be/1WupH8oyrAo

Et ud af ufatteligt mange beviser på, at Descartes var dum som en dør. :)

Der er faktisk en anden og måske mere plausibel forklaring på børns erindringer, og det er genetisk overlejring, ligesom det sker med en masse af de ting, vi fødes med anlæg for, og som så i nogle tilfælde kommer til at aflære, fordi det ikke stemmer med den verden, vi møder.

Jens Thaarup Nyberg

@ Morten Balling
Du spørger:
“ Sidestiller du videnskab og religion som to "abstraktioner", for derpå at konkludere at den ene kan være lige så god som den anden, for derpå at runde af med at opfordre mig til at få styr på mit shit? ;) “

Og svaret er nej, idet jeg jo skriver:
“ Vi kan så spørge os om den form for abstraktion har mere med virkeligheden at gøre, end de abstraktioner der fører til den naturvidenskab der ridses op i artikelserien.

Og vi kan måske også hævde, den er mere relevant for menneskeheden. “

Og baggrunden er, at det vi kalder religion i realiteten er naturopfattelser. Ganske vist opfattelser der på nogen områder erstattes af de teknologisk baserede.

Spørgsmålet om Guds eksistens ligger ganske udenfor de moderne teknologisk baserede naturvidenskabers rækkevidde, men Blaise Pascal gi’r et godt bud:
Vi taler om Gud, og hvis det der fortælles har noget på sig, så er det nok bedst at tro på Gud.

@Rune Rasmussen

Her har vi kragernes udgave af Archimedes:

https://youtu.be/ZerUbHmuY04

I dag er det 100% legalt i videnskaben at sige at krager er intelligente dyr. Det er en af de ting jeg sætter pris på ved videnskab. Primært at man har et ret stringent forhold til sandheden, men lige så meget at man ikke er bange for at ændre mening, hvis man har taget fejl.

Det sidste tager dog tid. Hvis en fysikprofessor f.eks. har afsat sit liv til at studere superstrenge, og efterhånden har brugt lang tid på emnet, så mister de i princippet alt (meget), hvis hypotesen om superstrenge viser sig at være falsk. Det samme gælder dark matter, dark energy og mange andre emner som befinder sig i grænselandet af, hvad vi ved og hvad vi tror.

Det er også i det grænseland at de metafysiske tanker dukker op. Hvis det grænseland interesserer jer, så kan jeg anbefale Youtube kanalen "Closer to Truth", som både er relativt sober og samtidig ikke er bange for at pirke til de emner ingen andre må/tør.

@Jens Thaarup Nyberg

Du kan hilse Blaise Pascal og sige at jeg engang har stået på et højt sted i tordenvejr og råbt til gud: "Give me your FUCKING best shot!", og dog er jeg her endnu. En anelse anekdotisk bevis, men dog en form for bevis. I modsætning til manglen på alle de andre beviser.

@Rune Rasmussen (et al)

Du spurgte om jeg troede at videnskaben har opdaget alting og blot mangler at få styr på nogle detaljer.

Det tror jeg som sagt ikke. Jeg har efterhånden været forbi mange videnskaber, og havde været forbi en del af dem inden jeg begyndte at sætte mig ind i videnskabsfilosofi (hvor enhver bør starte). Inden jeg nåede så langt havde jeg bla. prøvet at forstå, hvordan livet på Jorden kunne være opstået.

Her erfarede jeg at videnskaben kunne forklare kemien i biologien ret udførligt (meget udførligt!), og at man havde fundet de byggekloder der skulle til (f.eks. aminosyrer) i det ydre rum omkring Jorden (og længere væk). Der var også Millers forsøg fra 1952, som beviste at aminosyrer kunne dannes ud fra uorganiske forbindelser under forhold som mindede meget om de forhold, der var på Jorden meget tidligt i dens historie. Eller fosforlipiderne som en cellemembran er opbygget af. I vand organiserer de sig selv til noget der ligner en membran i form af en lille "boble". Hmm...

Da jeg var barn talte de voksne stadig meget om "the missing link". Det gør de ikke længere. Da jeg var barn havde jeg også nogle bøger med nummererede prikker. Når man tegnede streger mellem prikkerne begyndte der at danne sig et billede. Selv hvis man undlod nogle få af stregerne så kunne man godt genkende motivet. I dag er folk som Jeremy England meget tæt på at slå den sidste streg på billedet af abiogenese, men de færreste videnskabsfolk kan ikke allerede godt se hvad billedet viser.

Derimod vil en sådan "færdig" teori formentlig møde stor modstand fra dualisterne. Dette på trods af at deres egen teori om livets tilblivelse bygger 100% på tro og ikke på beviser. Jeg troede også engang at, hvis det lykkedes videnskaben at påvise eksistensen af liv på en anden planet end Jorden, så ville menneskeheden vågne op ift. alle illusionerne om, hvor unikke vi er. Den overtro stammer iøvrigt i høj grad fra historien om at "gud skabte mennesket til at herske over dyrene".

Metaforen med tegnebogen med prikker minder lidt om måden jeg opfatter videnskab. Nogle af punkterne er mere usikre end andre. Specielt dem i udkanten af tegningen, hvorimod dem i midten af tegningen er væsentlig mere solide. Vi aner ikke, hvor stor tegningen reelt ville ende med at blive, men dele af tegningen har vi temmelig godt styr på. F.eks. lysets hastighed, Planck's konstant, Boltzmann's konstant mfl. Disse konstanter kan opfattes som noget fundamentalt i den forståelse af virkeligheden vi kalder videnskab. Mere fundamentalt end partiklerne. Hvis du vil drille en fysiker, så spørg "hvem" der havde defineret disse konstanter, så de allerede eksisterede i det punktformige øjeblik Universet blev dannet i det store urknald. Hint: Det var hverken Planck eller Botzmann.

Og btw.: Jeg elsker det mystiske. Jeg er født nysgerrig, og jeg slugte stort set alle de spøgelseshistorier jeg kunne som barn. Det mystiske udfordrer vores fantasi. Hvis man stadig har den slags lyster som voksen, så finder man stort set ikke noget mere "mystisk" end at prøve at forstå virkeligeheden via videnskaben. Det man lærer kan ofte bare få Lovecraft til at minde om et romanblad. Måske er det derfor nogle skyer videnskaben og sandheden som ilden. Egentlig bebrejder jeg dem ikke. Nogle af de ting videnskaben lærer en, ville man måske i virkeligheden hellere ikke vide. "You can't unring a bell".

@Morten Balling

Tak for dine udførlige og spændende kommentarer her. De åbner op for en masse potentiel fordybelse. Og for den erkendelse at vi i hvert fald er meget enige ang. hvor fantastisk det er, at livet er en lang mulighed for netop at studere og blive klogere, ændre perspektiv etc.

Noget der fascinerer mig ang. videnskab og mytologi er, når de to mødes i overraskende ens fortællinger. Et eksempel på det så jeg i et fjernsynsprogram, som jeg desværre har glemt titlen på lige nu, hvor aboriginals i Australien havde fortalt en skabelsesmyte ang. deres hjem i tusinder af år, der stemte forbavsende overens med de videnskabelige undersøgelser, der kom langt senere, som inkluderede et meteornedslag. Hvis nogen ved, hvad jeg taler om her, må de gerne minde mig om titlen.

Jeg finder det også tankevækkende, hvis jeg skal bruge et venligt ord i dag, at den ene gud, nogle mennesker tror på, både er almægtig og har skabt mennesker i sit eget billede ifølge historien om HAM. Det gør, at det nærmest synes at være synonymer, når nogen siger, at de tror på ham, eller at de ER ham. Den dag jeg fandt ud af, at jeg definitivt ikke tror på denne ene "almægtige" men pudsigt nok så allestedsfraværende, var en fin, befriende dag. I den forbindelse er det påfaldende, at guder og gudinder (og nonbinære eller tvekønnede såmænd) indenfor diverse polyteistiske religioner og spiritualiteter slet ikke har samme hovedinteresse i mennesker men mere kan være forbundet med f.eks. en flod eller alt muligt andet. Det skaber, eller kan skabe, en langt større respekt overfor, og glæde ved, at være en del af naturen (og naturens ufattelige mysterier) uden hele tiden at skulle være en slags overdommer/forvalter af alt og alle.

Jeg har igennem mit liv haft nogle få oplevelser af den type, der bliver kaldt for overnaturlige. De oplevelser sætter jeg stor pris på, fordi de ikke bare udfordrede mit, på det tidspunkt, (uerkendte men virkende) verdensbillede men var seriøst brugbare, hjælpsomme for mig. Der var noget reelt mystisk ved det, som var meget befriende, og som jeg på nogle planer fortsat er grebet af at undersøge/leve med.

Med hensyn til begrebet "intelligens" så stejler jeg ofte, når jeg støder på det, fordi der ikke er nogen speciel konsensus om, hvad der er intelligent eller ej, undtagen når det gælder "den menneskelige intelligens", der, pudsigt nok a la den almægtige gud/gudevikarskabelon, sættes højere end nogen anden. På den måde bliver forsøg, der skulle påvise diverse andre arters "intelligens" blot et forsøg på at finde menneskelignende egenskaber hos dyr, der aldrig har haft brug for dem. Alfred Binet som opfandt den såkaldte IQ-test var også hurtigt ude for at sige, at den IKKE kan bruges til at måle intelligens, da der slet ikke er konsensus om, hvad det er. Alligevel tror mange, at en IQ-test netop måler intelligens (indenfor et område) og ikke blot evnen til at tage testen i det øjeblik, den tages. Menneskers forsøg på at systematisere, kvantificere og arkivere tager tit overhånd på den måde. Med andre ord findes der ikke en test, der måler intelligens, men der findes mere eller mindre intelligente handlinger, tanker i enhver given situation indenfor enhver art. At fjerne "mennesket" fra observationerne er åbenbart en svær ting.

I bogen "Beyond Words: What animals feel and think", der handler om forskning i elefanter, ulve og spækhuggeres levevis, bliver forskere der undersøger spækhuggere mere og mere i tvivl om alt, og de ender med at måtte konkludere, at dele af spækhuggernes liv forbliver et mysterium. Og sådan tror jeg, det er, og forbliver med alle mulige arter og individer, fordi det ikke er anderledes end oplevelsen af, at jeg aldrig til fulde kan kende et andet menneske. Eller skal.

Med hensyn til ikke at ville vide et eller andet, så har jeg det ikke sådan. Men jeg stiller altid spørgsmålstegn ved, hvor sikker den viden er, når alt kommer til alt. Og mest af alt om den "viden" er for sikker på sig selv, så den på den måde blænder for noget andet. Du skriver, at "You can't unring a bell". Jeg kan ligeledes heller ikke ryste de såkaldt overnaturlige oplevelser, jeg har haft, af mig. Og det har jeg heller ikke den fjerneste lyst til. De er en del af min erfaring nu.

@Rune Rasmussen

Selv tak. Religion og videnskab har det til fælles, at de begge "besvarer" de store spørgsmål jeg nævnte tidligere. De spørgsmål er fælles for alle mennesker, og de mennesker jeg har mødt som ikke ville høre om filosofi "fordi det er indviklet", siger ofte "Er det ikke andet?" når man forklarer hvad filosofi er. Vi er alle filosofer. Nogle mere end andre.

Man kan godt måle intelligens, men som du skriver kan man ikke blive enige om, hvad man måler. Dybest set måler man "evnen til at løse testen", og det oversætter man ofte til evnen til kreativt at løse problemer. Resultatet varierer, som du nævner, fra gang til gang, men er alligevel relativt reproducerbart. Det er derfor du får tre forsøg hos Mensa.

Behold gerne din tro på mystikken. Som sagt gør mystik os nysgerrige. Uden nysgerrighed bliver vi ikke klogere.

Spækhuggere er "mystiske" ligesom blæksprutter. Spækhuggere er intelligente sociale dyr. Intelligente forstået på den måde at de kan løse problemer ligesom blæksprutten. Den er normalt bare ikke noget socialt dyr. Og dog. Den er tydeligvis intelligent nok til at "lege" med en flok fisk en dag den "er i godt humør".

Blæksprutter er næst efter slime molds det tætteste vi nogensinde kommer på en alien, og alligevel finder man egenskaber hos selv denne "alien" som man indtil for nylig troede var specifikke for mennesker. Deres øjne minder ekstremt meget om menneskers, og er udviklet parallelt med vores, selvom vores fælles "forfader" var en blind snegl. Før vi nåede så langt i evolutionen at vi blev til rottelignende gnavere var vi nemlig engang en snegl (og blinde). Det er sådan noget videnskaben kan fortælle, men som mange helst ikke vil vide. "Skaldede aber på en stenkugle i det ydre rum".

;)

@Morten Balling

Jeg vil mere sige, at jeg har en interesse i "det mystiske" frem for en tro på "det", for hvordan skulle en sådan udfolde sig?

Jeg husker forresten ang. en såkaldt IQ-test, at jeg skulle tage en som del af session, som det hed dengang. Jeg gjorde mig bevidst dummere, end jeg er for at undgå at komme ind. Men det havde jeg dog ikke behøvet, for jeg blev kasseret pga. mit syn, som er ret muldvarpeagtigt, når jeg ikke har briller på.

Spækhuggere har, så vidt jeg har læst mig frem til i hvert fald, aldrig angrebet mennesker i den fri natur, kun i fangenskab. Sidstnævnte må siges at være en sund reaktion på et sygt samfund. Og førstnævnte virker bare klogt.

@Rune Rasmussen

Og alligevel findes Seaworld stadig. I 1905 udstillede man børn fra St Croix i Tivoli.

https://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/sorte-boer...

@Morten Balling

Ja, det er trist. Jeg har før linket til et lignende opslag ang. zoologiske haver. I Joan Dunayers bog "Animal Equality" fortælles der om, hvordan en frigiven slave holdt foredrag for andre (hvide) mennesker, og under foredraget omtalte de ham (stadig) som en den.

I forlængelse af hvad jeg skrev om Mind Over Matter skylder jeg at linke til denne artikel jeg lige har læst:

https://www.dr.dk/nyheder/indland/lammet-mand-bevaeger-haanden-ved-tanke...

Jens Thaarup Nyberg

@Morten Balling
Det er vel en empirisk kendsgerning, at man taler om Gud, og Gud derfor har en eksistens.

Og der er gennemgående en række træk ved Gud, som skaber, lovgiver og dommer. Altså træk der synes taget ud af mennesket, som vi kender os selv og det. Så der er nok intet forgjort i, at tro på Gud, et idealiseret menneskebillede. F.eks naturvidenskabsmanden, denne, hin; eller et helt ensamble. Mennesker der strides om den mest frugtbare udlægning af deres fælles erfaringer fra forsøgene på at løse de problemer vores opfattelse af naturen
står overfor.

Fremfor nu her at gå ind på fænomenet Morten Balling - der må tilskrives en natur - kun dette::
“ Siden årtusindskiftet er man snarere nået frem til, at stort set hele hjernen medvirker til de fleste funktioner – bortset fra de helt basale som sanser og lignende. Måske hjernen snarere fungerer som en række netværk: Ét for vores vågne tilstand, ét for at fokusere i nuet, ét for at lægge planer og så fremdeles. “

Nu kom jeg lige til at se på overskriften til artiklen igen, som er besynderlig, for hvordan skulle vi kunne vide, at hjernen er en vidunderlig maskine, hvis vi ikke kan kortlægge den?

@Jens Thaarup Nyberg

Epikur løste problemet "Gud" for mange år siden:

"Er gud villig til at bekæmpe ondskab, men ikke i stand til det?
Så er han ikke almægtig.
Er han i stand til det, men ikke villig?
Så er han ondsindet.
Er han både i stand til det og villig?
Hvorfra stammer så ondskab?
Er han ikke i stand til det eller villig?
Hvorfor så kalde ham gud?"

Epikur (341 – 270 fvt.)

@Jens Thaarup Nyberg

Jeg kan huske min overraskelse da jeg lærte at vores øjne og vores hjerne er så tæt forbundet at de begge opfattes som en del af vores centralnervesystem. Ud over at øjne placeret under fødderne ville hæmme vores "udsyn", så regner man også med at øjnenes placering i hovedet sammen med hjernen skyldes den enorme mængde information øjnene overfører til hjernen. Det kræver et relativt kraftigt "kabel". Jo kortere det kabel er, jo bedre.

Ift. Guds eksistens underbygget af at man taler om ham, så har Bertrand Russell sagt det bedre end jeg nogensinde kommer til:

"Hvis jeg fremførte, at der mellem Jorden og Mars skulle findes en porcelænstepotte, som kredser om Solen i en elliptisk bane, da ville ingen kunne modbevise mit udsagn, forudsat at jeg var omhyggelig med at tilføje, at tepotten er for lille til at kunne ses med selv vores kraftigste teleskoper. Men hvis jeg fortsatte med at sige, at eftersom mit udsagn ikke kan modbevises, er det uacceptabelt overmod fra den menneskelige forstands side at forsøge at betvivle det, da skulle jeg med rette anses for at vrøvle. Hvis eksistensen af en sådan tepotte derimod var bekræftet af antikke bøger, forkyndt som den hellige sandhed hver søndag og indprentet i børns hjerner i skolen, da ville tøven med at tro på dens eksistens blive opfattet som et udtryk for excentricitet, og tvivleren ville vække opmærksomhed hos psykiatere i en oplyst tid eller inkvisitorer i en tidligere."

Bertrand Russell havde en spøjs skæv vinkel på mange ting, men han havde ofte nogle gode pointer.

https://en.wikipedia.org/wiki/Russell%27s_teapot

Han sagde bla. også: "Men are born ignorant, not stupid. They are made stupid by education."

At superhelte er så populære i, ja, populærkulturen, skyldes også, højst sandsynligt, at de minder om en eller flere almægtige guder, der "rydder op" og får ondskab og godhed til at fremstå som uhyre simple ting, selvom virkeligheden altid er langt mere nuanceret. At så mange har slået, og slår ihjel, i en eller anden guds navn kan derfor sammenlignes med, at de opererer som vikarer for netop en slags superhelt, de tror på.

@Rune Rasmussen

Nu vi er i de højere luftlag, så kunne man passende have spurgt Epikur, hvordan han ville definere "ondskab". Det var der nok også nogen som gjorde.

Det gode og det onde er jo egentlig lige så selvfølgeligt som sort eller hvid, men det er det ikke helt, når man som med mange andre begreber prikker lidt til dem. Det onde er tæt koblet med etik, og den har stadig ikke nogen facitliste på noget.

@Morten Balling

Jeg fik lige lyst til at gense et klip med Alan Moore, som jeg synes er værd at se i denne sammenhæng: https://youtu.be/k1qACd0wHd0

@Morten Balling

Med hensyn til "det gode og onde" så er det et emne, der åbner op for en masse tanker, associationer. Alene ideen om bevidsthed, eller manglende bevidsthed, og altså klare eller blinde motiver for hvad nogen gør, er jo et kæmpeområde. Og sprog anvendes ofte som en ren salgsteknik til at blødgøre, eller helt udviske, f.eks. vold, så det fremstår som noget nødvendigt, der uundgåeligt må gøres, selvom det ofte slet ikke er tilfældet.

Jens Thaarup Nyberg

@Morten Balling
Ja, Russel er spøjs og veluddannet - og det er ikke tilfældigt hvad der siges om Gud.

Jens Thaarup Nyberg

@Morten Balling
Lad da Gud i en analogi være som matematikkens imaginære tal. En funktion af en mangel.

( sqr i = -1 , [ -1 ser vi som udtryk for en reel mangel ] )

Morten Balling

@Jens Thaarup Nyberg

Beklager, jeg har først set din kommentar nu.

Kan man tage kvadratroden af et negativt tal? Ikke iflg. den matematik vi brugte før man accepterede komplekse tal. På den anden side kunne man heller ikke udregne længden af hypotenusen i mange retvinklede trekanter før man accepterede de reelle tal. I dag er et af stridspunkterne i matematikken om "uendelig" er noget som reelt eksisterer. Det vil undre mig meget, hvis vi ikke også en dag kan dividere med nul.

Ift. om komplekse tal eksisterer i virkeligheden, så se videoen her. Ja, Sabine er en skrap dame, med en tvivlsom smag når det kommer til musik, men hun er snorlige når det kommer til definitionen af om noget eksisterer (forklaret i videoen), og noget tyder på at vi ikke kommer uden om komplekse tal:

https://youtu.be/ALc8CBYOfkw

Sider