I retten
Læsetid: 5 min.

68-årig mand efter forsøg på købesex: »Gik ud fra, at han var over 18, når han havde en profil på Grindr«

Hver uge dækker Information en retssag fra tilhørerpladserne i retssalen. I sal 204 i Retten i Glostrup er en mand tiltalt for at forsøge at købe sex af unge mænd under 18 år
Hver uge dækker Information en retssag fra tilhørerpladserne i retssalen. I sal 204 i Retten i Glostrup er en mand tiltalt for at forsøge at købe sex af unge mænd under 18 år

Mia Mottelson

Moderne Tider
23. oktober 2021

»Hej, er du til gavmild og liderlig fyr, der giver kroner for aftale?«

Sådan lyder den besked, som tiltalte B sidste år sendte rundt til forskellige unge mænd på chatforaene Grindr og Boyfriend.

I dag sidder han på anklagebænken i Retten i Glostrup og er tiltalt for i tre tilfælde at have forsøgt at købe sig til »analt samleje og andre seksuelle ydelser mod betaling på 1.200 kroner« af prostituerede under 18 år.

Og desuden i alle tilfælde for at bryde sit kontaktforbud. B er nemlig tidligere dømt med fængselsstraf for at have taget kontakt til drenge i 14-16-årsalderen og have brugt trusler om vold til at købe sig til »gensidig onani og analt samleje«. Han har derfor et forbud mod at skrive til eller arbejde med unge under 18 år.

Seksuelt spil

B nægter sig skyldig. Han er en ældre herre i lyseblå skjorte, og hans brune briller sidder på spidsen af hans næse.

Det første, anklageren vil vide, er, om B overhovedet havde en profil på de to fora sidste år.

»Jeg kan ikke høre, hvad du siger, du må tale lidt højere,« siger B og piller lidt ved sine ører for at vise sine høreapparater.

Anklageren hæver stemmen, og B fortæller, at han har skrevet med unge mænd fra sine profiler og tilbudt dem penge for sex. Han var overbevist om, at de alle var over 18 år, fordi det er aldersgrænsen

for at bruge Grindr og Boyfriend.

 

Anklageren finder en korrespondance frem og læser op. I beskedtråden har B netop modtaget et billede af den unge mand.

»You look very nice, but im looking for sex. You will not?«

»Only pics. I’m saving myself until 18.«

»How old are you?«

»16.«

»OK, and you will not meet me?«

Anklageren spørger B, hvorfor han ikke afbrød samtalen, da den anden skrev sin alder.

»Jeg tænker, at det måske er et seksuelt spil,« svarer han.

Ifølge B kan man lyve sig yngre, end man er, for at »gøre sig lidt lækker«. Selv plejer han at skrive, at han er omkring 60 år, selv om han er 68.

»Men jeg gik da ud fra, at han var 18, når han havde en profil på Grindr,« fastslår B endnu en gang.

I en anden korrespondance skriver en ung mand til B, at han kun kan mødes om natten, fordi han går i skole og laver lektier om aftenen.

Nu vil anklageren vide, om B kan huske sin reaktion på ordet ’skole’, og om han havde nogle overvejelser om, om det kunne være folkeskolen.

Det tænkte B ikke over, siger han.

»Hvad er skole? Det kan jo både være teknisk skole, gymnasiet eller kokkeskolen.«

»Der er meget fra den tid, jeg har glemt«

Dagens første og eneste vidne er en ung mand, som B har skrevet med på Boyfriend. B mener, at den unge mand, J, skrev, at han var 18.

J kommer smilende ind i salen og kigger lidt overvældet rundt. Han er iført grå hættetrøje, sort dunjakke og skinnende hvide sneakers.

I vidneskranken forklarer J, at han mødtes et par gange med B sidste år og havde sex hjemme hos tiltalte, og at han modtog omkring 1.000 kroner pr. gang. På det tidspunkt var han 17 år, men han kan ikke huske, hvad han forinden havde skrevet om sig selv til B.

»Der er meget fra den tid, jeg har glemt,« siger J tilbagelænet i stolen.

 

Han fortæller, at man som regel chatter om alder, højde og »hvad man er til«. At det er helt normalt at lyve om sin alder, og at han sagtens kunne have fundet på at skrive, at han var 18, fordi han var bange for at få lukket sin profil.

Forsvareren vil vide, om J sendte billeder af sit ansigt til B, da de chattede. Det gjorde han ikke, husker han. J bad også B om ikke at køre rundt i nærheden af hans forældre, hvor han boede.

»Jeg har ikke et særligt godt forhold til mine forældre. De ved ikke, hvad jeg render rundt og laver,« siger han.

»Og du ønsker det heller ikke,« spørger forsvareren.

»Nej,« fnyser han.

Ringende alarmklokker

Forsvareren beder B om at tage plads i vidneskranken igen, så han kan spørge til hans personlige forhold.

B forklarer, at han er single, bor i en forstad til København og arbejder frivilligt i en genbrugsbutik for at komme lidt ud. Og så spiller han golf. Han har kun kontakt til enkelte venner og en kusine. De var ikke »begejstrede« for hans tidligere dom, som blev omtalt i medierne.

Siden har han gået i gruppeterapi med seks-syv andre og synes selv, behandlingen hjalp. 

 

»Kunne du godt tænke dig mere behandling i den form,« spørger forsvareren.

»Det tror jeg, jeg bliver nødt til, ja,« svarer B.

Anklageren kræver B straffet med mindst tre-fire måneders ubetinget fængsel. Hun mener, der burde have »ringet alarmklokker« hos B, da de unge mænd skrev, at de enten var 16 år eller gik i skole.

»Når man ikke reagerer på det, så har man forsæt til at købe sex af unge under 18, og så har man ikke lært noget som helst,« siger hun.

Hun mener, at B’s fortid og tidligere dom er en skærpende omstændighed.

Forsvareren taler derimod for en frifindelse, fordi B har sørget for at kommunikere på fora med en aldersgrænse på 18, og at det er »en del af legen« at lyve om sin alder for at »skærpe den seksuelle interesse«.

Så vender han blikket mod domsmændene.

»Man må gerne købe sex af unge drenge ned til 18-årsalderen, og det kan man jo mene om, hvad man vil. Men det er ikke det, I skal dømme i dag,« siger han.

Efter en halv times tid er dommen klar.

B får 60 dages ubetinget fængsel for det forhold, hvor den unge mand skrev, at han var 16, og bliver frifundet i de andre forhold. B skal betale sagsomkostningerne og får konfiskeret sin telefon. Han modtager dommen og tager sin mørkeblå jakke på.

»Det er godt, kan I have en god dag,« siger han ud i salen.

Serie

I retten

Hvert år afgør de danske domstole titusindvis af sager, hver med sin egen bagvedliggende historie. Ofre, gerningsmænd – almindelige mennesker i dramaer, der er for små til at blive til avisoverskrifter, men som vores retssystem må tage hånd om. Information følger hver uge en retssag fra tilhørerbænken.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her