Asta Lund Pedersen snød Gestapo

Da Asta Lund Pedersen en dag i 1945 stod bag receptionen i forældrenes hotel i Nørre Bork, kom en af Gestapos mænd ind ad døren. Han var klædt i uniform og spurgte den 19-årige kvinde om vej til en nærliggende villa.

Asta Lund Pedersen vidste, at Jørgen Damgaard, som boede i villaen var leder af en lokal modstandsgruppe, og at han i villaen skjulte flere modstandsfolk, men hun vidste også, at det ikke nyttede noget at lede Gestapo på afveje. Hun beskrev vejen derud for manden, men så snart han forlod butikken, greb hun telefonen og ringede til Jørgen Damgaard.

Fordi man på telefoncentralen kunne lytte med på opkaldet, kunne Asta Lund Pedersen ikke åbenlyst stikke Gestapo. Hun måtte vælge sine ord med omhu.

»Der kommer nogen,« sagde hun i røret.

»Og de vil jer ikke noget godt.«

Da Gestapo nåede frem til villaen, var modstandsfolkene væk.

Med samme frygtløshed samlede Asta Lund Pedersen og hendes veninde flyvebladene fra de allieredes fly op og gemte dem under deres kjoler sammen med det lokale modstandsblad. Herefter cyklede de ud på landet og omdelte bladene til de gårde, hvor de vidste, de kunne stole på beboerne.

Hele sit liv var Asta Lund Pedersen en kvinde, der handlede og traf beslutninger i nuet og ikke bekymrede sig synderligt for fremtiden.

Mod slutningen af krigen døde hendes far, og moren var nu i dyb sorg, samtidig med at hotellet og den tilhørende lille købmandsbutik var økonomisk trængt af krigen. Men efter en ihærdig indsats lykkedes det til sidst Asta Lund Pedersen at skaffe økonomisk hjælp, så hotellet kunne komme tilbage på ret kurs.

Familien kunne med den ekstra støtte købe nye møbler og udvide hotellet med et selskabslokale.

Sirup i købmandsbutikken

Da hotellet og den lille købmandsbutik var på ret køl, solgte de det og byggede en ny købmandsbutik på den anden side af gaden. Bag disken stod den nu 24-årige Asta Lund Pedersen, som havde taget en videregående handelsuddannelse under krigen.

Ved siden af stod den nyansatte komis Peder Frandsen Pedersen. Ofte havde de mange lange snakke, og engang blev en snak så lang, at den sirup, der var ved at blive tanket over i en mindre beholder, begyndte at løbe hen over gulvet i baglokalet og ned ad trappen til butikken. I lang tid efter lød det næsten, som om den klistrede trappe sagde »sirup sirup«, når man gik på den.

I 1951 blev Asta Lund Pedersen og Peder Frandsen Pedersen gift, og når de to ægtefæller, som med tiden fik fire børn, sad længe og snakkede til familiesammenkomsterne, ville der ofte lyde et drillende: »Nu kommer siruppen vist snart«.

Som unge overtog de en købmandsbutik i Tarm, lige inden den skulle på tvangsauktion. Det var en stor risiko at tage, men særligt Asta Lund Pedersen var ikke bekymret.

»Selv hvis vi mister alle vores penge, har vi hinanden, og vi er stadig unge og ved godt helbred«, sagde hun.

Det var sådan, Asta Lund Pedersen så på situationen og på livet generelt. Det var de nære ting, der betød noget, og med alt andet havde hun en evne til at sige: »Så pyt da« og »Det skal nok gå«.

Efter ti år solgte de købmandsbutikken, som var blevet en god forretning, og købte en stor tøjbutik. De vidste intet om tøj, men med Asta Lund Pedersens optimisme og økonomiske kunnen samt Peder Frandsen Pedersens blik for forretningsudvikling blev det en veldrevet forretning.

Hvordan løser vi klimakrisen?

Som pensionist ville Asta Lund Pedersen altid gerne på en køretur rundt i det vestjyske landskab, til Nørre Bork eller ud til kysten, og her på tomandshånd i bilen, havde børn eller børnebørn ofte de bedste samtaler med hende. Der var meget, Asta Lund Pedersen gerne ville tale om, for hun havde en enorm nysgerrighed på det samfund, hun var en del af, og hun fulgte dagligt med i tv og aviser. 

I sine sidste år var hun især optaget af klimakrisen. Selv havde hun haft et rigt og godt liv, men hvad skulle der til, for at hendes børnebørn kunne få det samme? Hvordan kunne klimakrisen løses? Det ville hun meget gerne drøfte, når familien var på besøg.

Inden sin død havde Asta Lund Pedersen lavet en lille pakke til hvert enkelt barnebarn med ting, hun syntes, de hver især skulle arve. I en af pakkerne var der en lille statue af et solur med inskriptionen: »Tæl kun de lyse dage«. Den havde hun fået i gave, da hun og Peder Frandsen Pedersen åbnede tøjbutikken i Tarm.

I kortet, der fulgte med, havde hun selv suppleret ordlyden og skrevet: »Gør som jeg – Tæl kun de lyse dage«.