Brevkassen: I børnefri uger forsvinder min kæreste på vilde byture

Jeg er en mand i midten af livet, der efter en længere periode som single har mødt en dejlig kvinde. Vi har mange fælles interesser, jeg kommer godt ud af det med hendes søn, og alt er egentlig godt.

Men efter vi for nylig flyttede sammen, har jeg opdaget en anden side af hende. Jeg vidste godt, at hun er glad for fest og ballade, men jeg har flere gange oplevet, at hun i børnefri uger er forsvundet på vilde byture, hvor jeg ikke har kunnet få fat på hende.

Jeg har fortalt hende, at det ikke fungerer for mig, og hun har erkendt, at hun ikke altid kan styre sit alkoholforbrug. Hun siger, at hun ønsker at gå i behandling, men jeg er i tvivl, om jeg kan overskue et forhold med en misbruger. Omvendt har jeg heller ikke lyst til at svigte hende.

Bør jeg afbryde forholdet – eller skal jeg give det en chance?

— NV, Nordsjælland

Svar I:

Først skal du slippe forestillingen om, at det er et svigt, hvis du går fra hende. Hvis I havde været sammen længe, og hun var ramt af en akut livskrise, ville det muligvis være tarveligt at trække sig midt i det hele, men ikke engang det er jeg sikker på, for hvem har lyst til at være nogens pligt?

Det handler om, hvordan hun lever, og hvordan hun drikker, og eftersom I deler jeres liv med hinanden, skal det fungere for jer begge. Det lyder ikke, som om det fungerer for nogen af jer lige nu.

Alligevel synes jeg, du skal give det en chance. Ikke fordi du bør af moralske årsager, men fordi du risikerer at gå glip af noget skønt og meningsfuldt. Det kan være, det skønne og meningsfulde i det her tilfælde kommer med en masse frustration og bekymring, men hvis hun kun lige er nået til den erkendelse, at hendes druk er et problem, hun vil gøre noget ved, er det tidligt at give op.

Vent og se. Vær ærlig om, hvordan du har det med det hele. Dyrk det gode, I har sammen. Og lad være med at påtage dig rollen som amatørmisbrugskonsulent.

— Lone Nikolajsen

Svar II:

Konklusionen først: Sig til hende, at du venter på hende for enden af behandlingsforløbet, fordi du holder af hende og tror på, at I har noget sammen, som er værd at kæmpe for. Du vil gerne støtte hende hele vejen, men det er hende, der skal kæmpe, overvinde sig selv – og søge hjælp.

Ingen kan overskue et liv med en misbruger, så hvis ikke du tror, hun kan få løst sit problem, er det ikke et svigt at gå fra hende – det er at passe på dig selv. Det virker dog, som om hun har en vis erkendelse: Hun taler selv om behandling og ved, at hun ikke har kontrol. Begge dele er noget at bygge på – for hende.

Jeg vil ikke her anbefale nogen bestemt behandlingsform, men nævne to erfaringer fra mit eget liv som ædru alkoholiker gennem mere end ti år: Man kan ikke lære at drikke ’normalt’, hvis først man har udviklet afhængighed – men man kan lære at leve ædru. Og jeg har aldrig mødt nogen, der efter at have set ærligt på sig selv og sit alkoholproblem er nået frem til, at problemet slet ikke var druk, men bare en forkølelse.

— Jon Jørgensen