Brevkassen: Hvorfor er det så irriterende, når kendte pludselig vil omtales som ’de’ og ’dem’?

For nylig opdagede jeg, at det, jeg først troede var en pinlig stavefejl hos Spotify, faktisk var konsekvensen af, at den britiske digter og rapper tidligere kendt som Kate Tempest nu identificerer sig som nonbinær og har skiftet fornavn til Kae.

Det burde selvfølgelig være mig inderligt ligegyldigt, men det var det ikke. Tværtimod irriterede det mig grænseløst. Ligesom det irriterede mig, da sangerne Demi Lovato og Sam Smith sprang ud som nonbinære. Jeg føler mig som verdens største boomer, og jeg fatter ikke selv, hvor min modstand kommer fra. Rationelt er jeg helt for inklusion, transrettigheder og et generelt opgør med den heteronormative verdensorden.

Er det bare den gamle verden, der taler i mig? Hvorfor er det så irriterende, når kendte pludselig vil omtales som ’de’ og ’dem’?

— Venstrefløjseren, KBH

Svar I:

Nu har jeg rodet rundt i min mørke sjæls kasse af fordomme og idiosynkratisk irritation, og der er masser, men altså ikke – og beklager min frelsthed – snask at hente om nonbinære, særligt ikke om den blotte eksistens af flere offentligt kendte nonbinære.

Måske skyldes det, at jeg har vænnet mig til, at de findes (de nonbinære og pronominet i ental), og at jeg ved, hvor få år jeg skal rejse tilbage i tid, før jeg ville irritere andre eller det, der er værre, blot ved at være homoseksuel. Tak til dem, der sprang ud dengang.

Men jeg har det også fint med dig, for du vil ikke have verden til at tilpasse sig din uklare mavefornemmelse, du vil forstå den (verden og fornemmelsen). Måske troede du lige, at du var nået til bunds i listen over subgrupper, du skulle favne, også i sproget? Måske føles kategorien fortænkt for dig – eller flygtig? Jeg siger: Giv det tid, venstrefløjser. Tid læger megen irritation. Og skulle nonbinaritet, mod min forventning, være et modefænomen, så har tiden det jo også med at gøre kål på den slags. Hør Kae Tempest, og lad tiden være din ven.

— Katrine Hornstrup Yde

Svar II:

Nu er jeg jo en ciskønnet, temmelig hvid og binær mand i 40’erne og derfor muligvis den helt forkerte at spørge. Muligvis den helt rigtige. I hvert ville jeg ud fra tidens sociale koder ønske, jeg ikke kunne forstå dig, men det kan jeg.

Hvis du er lige så åben, venstreorienteret og inklusiv, som du selv skriver (tommelfingerreglen er ellers, at du ikke er det, hvis du har behov for at skrive det, men lad os se forbi det), så tror jeg, din vrede kommer fra en uretfærdighedsfølelse og en til en vis grad berettiget kapitalismekritik. Det er den begrundede mistanke om, at disse millionærkunstnere, du nævner, finder det økonomisk og socialt opportunt at kalde sig selv nonbinær, selv om de dybest set er bedøvende ligeglade med enhver form for minoritet. Det er irriterende og helt legitimt at føle vrede over, på samme måde som man tidligere blev irriteret på Sting og Bono over deres store brandtaler på Davos.

Men pas på. For den vrede er ikke alene forudsigelig, den er også ekstremt svær at stå på mål for, så lad den for Guds skyld ikke komme ud. Gem den inde i dig selv som en lille sort bold, smil med tænder, og glæd dig i stedet over, at de trods alt bruger deres platform til at forsvare en minoritet.

— Lasse Lavrsen