Cancel culture er ikke nyt, siger Noam Chomsky: »Forskellen i dag er, at det er venstrefløjen, der gør det«

Noam Chomsky er en institution på den amerikanske venstrefløj. Gennem årtier har han kritiseret USA’s fremfærd i verden, fra Vietnam, Laos og Cambodja til Serbien, Irak og Afghanistan, alt imens han har opretholdt et virke som en af verdens mest indflydelsesrige – og omdiskuterede – lingvister.

Men selv om den nu 92-årige forfatter, forsker og aktivist gennem et helt liv har kæmpet venstrefløjens kampe og været en slags intellektuel dissident i sit eget land, ser han lige nu med en vis bekymring på de metoder, der har vundet frem blandt USA’s progressive. Det gælder navnlig den såkaldte cancel culture – altså det fænomen, at forfattere, journalister, skuespillere og andre mediepersonligheder forsøges fyret eller på anden vis sanktioneret offentligt på grund af ytringer, som nogle finder stødende.

I virkeligheden er der tale om en praksis, som reaktionære kræfter op gennem historien har brugt ihærdigt for at lukke munden på aktivister og skribenter, der kæmpede for sociale fremskridt, anfører Chomsky. Og nu har den samme tilgang til anderledestænkende så vundet frem blandt nogle venstreorienterede, blandt andet på amerikanske universiteter, hvor aktivistiske studerende kæmper for at skabe safe spaces – områder, hvor krænkende adfærd eller udtalelser ikke tillades.

»Studerende har altid bedrevet cancel culture. Forskellen i dag er bare, at det er venstrefløjen, der gør det. Det var forkert førhen, og det er forkert i dag. Der er ikke behov for safe spaces. På universiteter er der allerede rigeligt med safe spaces. Hvis man ikke bryder sig om, hvad en bestemt person foretager sig, så kan man bare holde sig væk,« siger Chomsky over en Zoom-forbindelse fra sit hjemmekontor i Tucson, Arizona.

Bag ham kan man se en imponerende bogreol, der har udgjort kulissen for de mange interview, han har givet under coronapandemien. På sine ældre dage har han tilegnet sig et fuldskæg og ladet sit gråhvide hår gro, så det næsten danner en glorie om det velkendte ansigt. Chomsky var i sine yngre dage hurtigttalende, uden at det kompromitterede hans sirlige gloser, men alderen har sænket hans tempo, selv om ordene virker lige så velafvejede som altid.

Forkerte midler

Selv om Chomsky er arg modstander af safe spaces og marginalisering af kontroversielle holdninger, har den kritik af tendensen, som især trives blandt konservative, dog også noget historieløst og dobbeltmoralsk over sig, fortsætter han:

»Venstrefløjen er blevet cancelled i årtier. Men i dag er der bekymringer om cancel culture, fordi nogle segmenter på venstrefløjen – hovedsageligt unge og universitetsstuderende – bruger de standardmidler, som er blevet brugt til at holde venstrefløjen ude af universiteterne og den offentlige debat i mange år. Og nu, hvor de fleste, der rammes af dette, er personer på højrefløjen, er det pludselig blevet et problem,« siger Chomsky.

»I mange år måtte jeg bogstavelig talt have politibeskyttelse på campus, når jeg talte om bestemte emner.«

Ifølge den amerikanske forfatter kommer intentionerne bag cancel culture og wokeness fra det rette sted, men midlerne er forkerte. Chomsky er kendt for at være principfast – kritikere ville sige rigid – og han har ikke tænkt sig at slække på sin fundamentale støtte til ytringsfriheden af hensyn til politisk korrekthed:

»Enten går vi ind for ytringsfrihed for holdninger, vi foragter, ellers går vi slet ikke ind for ytringsfrihed,« fastslår han.

Opgør med intelligentsiaen

Noam Chomsky har lagt navn til mere end 100 bøger, der strækker sig over emner som lingvistik, filosofi, kognitiv videnskab, medier, politik og historie. Han er barn af jødiske immigranter og voksede op i Philadelphia under Depressionen og New Deal-æraen.

Da han blev gammel nok til selv at tage toget til New York, begyndte han at hænge ud i bogforretninger og anarkistiske kredse, hvilket blev hans vej ind i politisk aktivisme.

Chomsky var i en tidlig alder kritisk over for de læringsmetoder og det pensum, han stødte på i gymnasiet og på universitetet. Derfor overvejede han helt at droppe ud af University of Pennsylvania, men en af underviserne, Zellig Harris, overbeviste ham om at blive. Og det var som resultat af samtaler med Harris, at Chomsky besluttede sig for at studere lingvistik.

I 1955 modtog han sin ph.d. fra Harvard University, som lagde de første sten til en revolutionerende teori inden for lingvistikken, hvilket for alvor modtog opmærksomhed, da han udgav bogen Syntactic Structures i 1957.

Hans teori skabte oprør i det lingvistiske miljø, eftersom den afviste den førende teori på området – den såkaldte ’strukturalisme’, der blandt andet blev fremført af Leonard Bloomfield og dominerede sprogforskningen i USA gennem årtier.

Chomskys banebrydende teori om et såkaldt transformational-generative grammar handler i sin essens om, at sprogevnen er universel, og at sætninger regeres af et regelsæt, som Chomsky satte ord på. Han fortsatte sit arbejde på M.I.T., hvor han var ansat som professor i omtrent 50 år.

I dag er hans teorier stadig yderst indflydelsesrige, selv om der også er mange lingvister, der afviser dem.

Vietnamkrigen blev skelsættende for den unge professor, da han med sin sønderlemmende kritik af USA’s invasion for alvor bekendte sig som dissident. Chomsky begyndte i 1962 at deltage i protester mod krigen, men det var først i 1967, at han for alvor blev synonym med den akademiske krigsmodstand, da han kritiserede den amerikanske intelligentsia for at bistå krigen i essayet The Responsibility of Intellectuals.

Lige siden har han været kendt som en af de mest radikale kritikere af amerikansk udenrigspolitik. Intellektuelle bør »bruge deres privilegier til at fremme det fælles gode«, siger Chomsky, der ikke mener, at de fleste medlemmer af standen lever op til det ansvar.

’Værdige ofre’

Da Chomsky skrev bogen Manufacturing Consent med økonomen Edward S. Herman i 1988, etablerede han sig som kritiker af den dagsordensættende presse i USA. I bogen fremsatte Chomsky og Herman det, de kaldte en ’propagandamodel’: en hypotese om, at monopolistiske medier i et samfund med en høj grad af magtkoncentration tjener den dominerende elites interesser.

Den hypotese testede de ved at sammenligne eksempler på militære grusomheder i tilfælde, hvor angrebene henholdsvis udførtes af USA eller dets allierede, og hvor de udførtes af USA’s fjender.

I de sager, hvor USA eller allierede stod bag angrebene, argumenterede Chomsky og Herman for, at ofrene ikke fik amerikanske mediers sympati og opmærksomhed – de var, konstaterede forfatterne, ’uværdige ofre’. Omvendt havde amerikanske medier et enormt fokus på personer, der blev dræbt af USA’s fjender, og som fremstod som anderledes ’værdige ofre’.

Chomskys tilhængere hyldede bogen som et monumentalt værk, mens kritikere afviste analysen som en rendyrket konspirationsteori.

Bogen udkom kort inden kabel-tv og internettets frembrud, og derfor spørger jeg Chomsky, om han stadig mener, at propagandamodellen er relevant i dag, hvor mediebilledet ser anderledes ud.

Det er rigtigt, at der er kommet flere typer medier, anerkender Chomsky – »men måden hvorpå nyheder formes, vælges og diskuteres virker til at være genstand for det samme pres og indflydelse som førhen«.

»Tag for eksempel de alvorlige menneskerettighedskrænkelser i Kina mod uighurerne. De er uden tvivl alvorlige. Omkring en million uighurere siges at have været gennem opdragelseslejre, hvor de udsættes for afpresning og misbrug. Det kan man læse i rapporter fra Amnesty eller Human Rights Watch. Der er enorm furore omkring den million mennesker,« siger han.

»Der findes dog også et fængsel, hvor to millioner mennesker er indespærret, hvor de frarøves rent drikkevand og konstant udsættes for brutale og ondskabsfulde militære angreb. Det sted hedder Gaza. Kan vi gøre noget ved det? Ja. Kan vi gøre noget ved uighurerne? Nej. Men uighurerne er værdige ofre, mens en million børn i Gaza er uværdige ofre.«

Chomsky argumenterer for, at USA kan udøve indflydelse på Israel i kraft af den store økonomiske og militære støtte, amerikanerne giver til landet, og dermed forbedre forholdene i Gaza. Derimod er der ikke nogen vestlige lande, der kan påvirke Kinas indenrigspolitiske anliggender i nævneværdig grad, hvorfor USA i Chomskys optik først og fremmest bør bruge sin energi på at forhindre menneskerettighedsovertrædelser de steder, hvor man rent faktisk kan gøre sig gældende.

Demokratiernes propaganda

Ifølge forfatteren er propaganda for et demokratisk samfund, hvad vold er for et diktatur. Hans pointe er, at det ikke er særlig relevant, om den brede befolkning er enig i den førte politik i et diktatur, da diktatoren kan bruge vold til at holde dem nede. Men i et demokratisk samfund er befolkningen typisk mindre villig til at lade sig kue af tvang fra staten, og derfor er det vigtigere for etablissementet og magthavere at have indflydelse på folks tanker.

Den analyse har Chomsky blandt andet eksemplificeret med den amerikanske intellektuelle Walter Lippmann, der anså almindelige mennesker for at være ignorante og mente, at det var op til lærde mænd som ham selv at påvirke samfundets retning og »fabrikere enighed« i befolkningen, som Lippman formulerede det.

– Mange journalister ville nok indvende, at der ikke er nogen, som fortæller dem, hvad de skal skrive.

»Hvis du ikke havde internaliseret bestemte synspunkter, ville du ikke sidde, hvor du gør,« mener Chomsky.

»Og det er det samme på universiteterne. Ingen tvinger dig til at følge ’partilinjen’, men hvis du ikke gør, så følger der forskellige vanskeligheder med. Nogle gange mister man sit arbejde, andre gange bliver man marginaliseret, bagvasket eller frataget visse privilegier.«

Han mener dog, at amerikanske medier har forbedret sig med tiden.

»Det skyldes en forandring i samfundets natur gennem årene. I USA har påvirkningen fra 1960’ernes bevægelser og deres efterspil medført en civilisering af en betragtelig andel af befolkningen. Og det har indflydelse på mediernes præstation, på personalets holdninger, og som resultat heraf kan man se debatindlæg i medierne, som man ikke ville have set for 20 eller 30 år siden,« siger Chomsky.

Han fremhæver The 1619 Project, der blev søsat af The New York Times for at sætte nyt lys på slaveriets centrale placering i USA’s historie, som et eksempel på denne forandring.

Den republikanske trussel

I de senere år har der været megen debat om falske nyheder og misinformation, og der foretages ofte faktatjek af informationer viderebragt i etablerede medier.

Det kunne man jo tro vidnede om en opmærksomhed på nogle af de journalistiske problemer, som Chomsky længe har fremhævet. Men forfatteren mener ikke, at udviklingen er hjælpsom. Måske endda tværtimod.

»Kynismen over for nyhedskilder opstår af de forkerte grunde. Den kommer mestendels fra højrefløjen og det ekstreme højre. De har en illusion om, at der er en liberal elite, som forsøger at tage deres land fra dem. Og med ’deres land’ menes der et landligt, kristent-nationalistisk land præget af hvidt overherredømme. Det antager ret ekstreme former. Omkring 25 procent af republikanske vælgere tror, at landet styres af sadistiske pædofile, der torturerer børn og tager deres land fra dem,« siger Chomsky – et tal, der fremgår af en meningsmåling om den såkaldte QAnon-konspirationsteori lavet af analyseinstituttet Public Religion Research Institute.

Han bemærker, at jeg trækker på smilebåndet, men minder mig straks om, at det ikke er en joke.

Chomsky nævner en undersøgelse fra Pew Research Center, hvor henholdsvis demokratiske og republikanske vælgere er blevet bedt om at rangere de 15 emner, som er vigtigst for dem. Nederst på listen over emner, som republikanere kerer sig om, finder man klimaforandringer. Og i toppen illegal indvandring. Det ser Chomsky som en konsekvens af den propaganda, højredrejede medier som Fox News og Breitbart har spredt i mange år.

»Hvorfor illegal indvandring? Det skyldes, at der er en historie om ’den store befolkningsudskiftning’, hvilket handler om, at den liberale elite forsøger at få folk med anden etnisk baggrund ind i landet i et forsøg på at ødelægge den hvide, kristne stat, som vi plejede at have. Og folk tror faktisk på det. Når man kommer ind i boblen, som spreder den idé, hører man holdninger, der bekræfter det. Og det bliver kun vildere og vildere,« siger Chomsky.

Han har i de seneste år advaret imod den eksistentielle trussel, som han mener, Det Republikanske Parti udgør. Prominente republikaneres benægtelse af klimaforandringernes dystre udsigter har fået Chomsky til at kalde partiet for den farligste organisation i verden. Samtidig er partiet i hans optik ved at ødelægge det forfatningsmæssige system i USA.

»Trump ejer partiet nu, og hans tilhængere i partiet arbejder på at underminere demokratiske valg. Partiledelsen er så skrækslagne for de folkemængder, Trump har organiseret, at de går med til det. Stop the Steal-bevægelsen, der blev fuldendt den 6. januar (med angrebet på Kongressen, red.), vokser og udvider sig.« 

Chomsky peger på, at flere republikanske delstater er undervejs med lovgivning, der i praksis vil gøre det sværere for bestemte grupper at stemme i fremtiden.

»Det er minoriteter, fattige og folk fra arbejderklassen, der skæres ud af valgdeltagelsen, så de ældre, de konservative, dem fra landlige områder og tilhængere af hvidt overherredømme udgør en større andel af vælgerne.«

Fortsætter den udvikling, vil det »være enden på det konstitutionelle system«, mener Chomsky.

Skældsordet socialisme

På trods af hans hårdtslående og kontroversielle teorier er det vanskeligt at påstå, at Chomsky er blevet effektivt marginaliseret i sit hjemland. Han har nydt bred anerkendelse blandt fagfæller, og der har længe været stor efterspørgsel på hans bøger.

Alligevel har Chomsky oplevet adskillige forsøg på at slå ned på hans politiske synspunkter.

– Hvem har forsøgt at lukke munden på dig gennem årene?

»Den første bog, som Ed Herman og jeg skrev sammen, udkom i begyndelsen af 1970’erne. Den hed Counter-Revolutionary Violence og handlede primært om USA og andre imperialistiske nationers vold, der blev begået under foregivelse af at bekæmpe terrorisme. Den blev udgivet af et blomstrende forlag i titusindvis af eksemplarer. Et af eksemplarerne nåede til konglomeratet Warner, der ejede forlaget. En af cheferne modtog et eksemplar, brød sig ikke om bogen og beordrede forlaget at stoppe distribueringen. Da forlaget nægtede, lukkede han simpelthen forlaget og destruerede hele deres varelager,« siger Chomsky.

»Jeg har også oplevet at besøge et universitet for at holde forelæsninger om filosofi og andre emner. En af forelæsningerne handlede om Mellemøsten. Så snart den blev annonceret, fik jeg et opkald fra universitetets sikkerhedsvagter, der sagde, at jeg skulle ledsages af bevæbnet politi under hele opholdet på universitetet. Det nægtede jeg. Så de sendte i stedet undercoverbetjente, som var ret nemme at identificere til en filosofiforelæsning. Det øjeblik, jeg forlod lokalet, udbrød der kæmpe protester. Universitetsavisen fordømte mig og professoren, der havde inviteret mig, og de sagde, at jeg ikke burde have fået adgang til universitetet. Den slags foregik i mange år. Selv på mit eget universitet, M.I.T., var jeg nødt til at have politibeskyttelse,« siger Chomsky.

USA’s moderne historie er i det hele taget fyldt med eksempler på, at myndigheder og magthavere har undertrykt venstreorienterede stemmer, anfører han.

Heftigst gik det for sig med koldkrigsårenes klapjagt på socialister, den såkaldte McCarthyism, opkaldt efter senatoren Joe McCarthy, der anklagede massevis af ansatte i amerikanske institutioner for landsforræderi og spionage.

I nyere tid er Israel-Palæstina-konflikten i Chomskys optik et andet eksempel på et emne, der har ført til en udelukkelse af venstreorienterede røster i debatten: Indtil for ganske nylig var det sjældent at støde på kritik af Israel i store amerikanske medier, og gav man udtryk for kritiske holdninger til israelsk politik, blev man med stor sandsynlighed cancelled, argumenterer han.

Den langvarige marginalisering af venstrefløjen præger stadig den offentlige debat i USA, mener Chomsky:

»Hvorfor er USA et af de eneste lande, jeg kan komme i tanke om, udover diktaturer, hvor ’socialisme’ er et skræmmeord? I mange lande vil det at kalde sig socialist svare til at kalde sig demokrat i USA. I USA er socialisme et frygtindgydende ord,« siger Chomsky.

»Det er et resultat af langstrakte forsøg på cancel culture for at sikre, at den offentlige debat fastholdes på højrefløjen. Og USA er usædvanlig i denne sammenhæng. Men nu er cancel culture blevet udvidet til at ramme højrefløjen. Det er selvfølgelig forkert – det burde ikke ske. Og det er kontraproduktivt,« siger han.

»Men det er værd at bemærke, at det ikke er nyt, det er blot blevet udvidet.«