Det var en følelse af, at noget manglede, der fik Nathaniel Rich til at skrive sin seneste bog Second Nature.
Den 41-årige forfatter og videnskabsjournalist var træt af, at den litteratur, der beskæftiger sig tematisk med klimaforandringerne, enten var »dystopiske science fiction-romaner eller en form for journalistisk nonfiktion, hvor man som læser bliver guidet rundt i en fremmed verden af en førstepersonsfortæller«, som han siger, da han er tonet frem på min computerskærm.
Han sidder for nedrullede gardiner på et anonymt værelse med en loftsventilator, der siger en klikkende lyd, mens den snurrer rundt. Til daglig bor Rich i New Orleans, men for tiden opholder han sig i sin fødeby New York.
Han forklarer mig, at han savnede en litteratur, der formår at gøre det, litteraturen kan, når den er bedst: At skabe en situation, hvor læseren selv må finde ud af, hvad der er op og ned.
»Det er let at skrive en historie om et olieselskab, der er den rendyrkede ondskab, og som gør alt, hvad det kan, for at ødelægge planeten,« siger han.
»Men det er også unuanceret. Og som forfatter interesserer det mig ikke.«
En ny miljølitteratur
Det er ingen overdrivelse at sige, at Nathaniel Rich er en rising star på den amerikanske litteraturscene.
Hvis ikke han allerede er den stjerne, som kritikerne spåede ham til at blive, da han for lidt over et årti siden udgav sin debutroman, The Mayor’s Tongue (Borgmesterens tunge), til klapsalver fra anmelderstanden. Dengang så nogle iagttagere ham som en ung arvtager til den aldrende Philip Roth, der gik bort i 2018.
Sammenligningen kan da også synes oplagt: Begge er newyorkere med jødisk baggrund, og begge er præcise iagttagere af den amerikanske kulturs hysteri og forfald.
Men Rich er sin egen, og i de senere år er han især blevet kendt for sin journalistik og sine nonfiktionbøger om klimakrisen. I august 2018 ryddede The New York Times Magazine – for kun tredje gang i publikationens historie – et helt nummer, denne gang for at give plads til hans lange artikel »Losing Earth«. En beretning om, hvordan afgørende indsigter i klimaforandringer allerede lå fast ved begyndelsen af 1980’erne, hvor engagerede videnskabsfolk og andre ildsjæle kæmpede – forgæves – for at få magthaverne til at reagere med den nødvendige alvor. Fortællingen »fik snart sit eget liv«, forklarer Rich, der blev bidt af stoffet og udvidede artiklen til en prisvindende bog med samme titel.
I 2019 blev hans beretning om en miljøjurists ihærdige kamp mod en stor amerikansk kemivirksomhed filmatiseret af Todd Haynes under titlen Dark Waters.
Denne fortælling er desuden den første tekst i den bog, der har fået mig til at tage kontakt til Rich. Second Nature er en samling historier, der udspiller sig i en urovækkende virkelighed, hvor der er giftige stoffer i luften, som gennemstrømmer blodbanerne, mens økosystemer kollapser, og arter udryddes på stribe.
Det er fortællinger om mennesker, der forsøger at bevare deres menneskelighed i en verden, som i stigende grad virker fremmed, og hvor de modsætninger, der udgør grundlaget for vores fælles virkelighed – »kultur« og »natur«, »kunstig« og »ægte«, »dystopi« og »utopi« – er i færd med at miste deres mening.
Det kan lyde fremmedartet, men det er ikke fiktion. Hvad enten Rich skriver om en japansk marinbiologs besættelse af en udødelig vandmand eller den omfattende forurening i den lille by Parkersburg, West Virginia, er der tale om en dramatisk genfortælling af virkelige begivenheder.
»Jeg forsøger at bruge narrative virkemidler til at skrive om den økologiske krise og vores ændrede forhold til naturen, fordi jeg synes, det har manglet,« forklarer Rich.
»Jeg mener, at narrative metoder gør det muligt at undersøge nogle af disse emner og temaer på en dybere måde, end et normalt essay eller den typiske videnskabsjournalistik er i stand til. Og det er det, jeg prøver at gøre i mit eget værk.«
En udbredt forestillingskrise
Rich taler med tung newyorkerdialekt. Han taler hurtigt, snubler over ordene og omformulerer sine sætninger konstant, inden han også omformulerer disse omformuleringer.
Det er den samme pertentlighed, der er rygraden i hans fortællemæssige stil, der er præget af en præcision og detaljerigdom, som kun kommer af mange timers minutiøst arbejde med hver enkelt sætning.
Hans kritiske forhold til meget af klimalitteraturen får mig til at tænke på den indiske forfatter Amitav Ghosh, der i sin bog The Great Derangement fra 2015 argumenterer for, at hvis vi vil bevare Jorden, er vi nødt til at forstå den på ny. Vores nuværende klimakrise, mener Ghosh, er nemlig også resultatet af en krise i vores fælles forestillingsevne. Vi evner simpelthen ikke at se naturen som andet end en passiv baggrund for menneskets liv.
»Jeg er meget enig med Amitav Ghosh,« siger Rich og uddyber, at manglen på politisk handlekraft i hans øjne også er et resultat af, at folk har svært ved at forestille sig omfanget af det, der sker med miljøet.
»Jeg mener desuden, at der er en tilsvarende forestillingskrise hos miljøaktivisterne, hvor ideen om teknologiske løsninger på miljøproblemerne er et fyord. De forbinder det udelukkende med mareridtsagtige forestillinger om Jeff Bezos og Elon Musk, der forsøger at bruge deres rigdom til at omforme planeten. Det er selvfølgelig en enorm trussel, og jeg vil ikke negligere den – men for mig er det interessant, at klimaaktivister let kan forestille sig dystopiske fremtidsscenarier med temperaturstigninger på fire til fem grader, men ikke kan forestille sig, hvordan det ville være, hvis man brugte nogle af disse teknologier på en ansvarlig måde.«
Rich forklarer, at der findes masser af eksempler på situationer, hvor teknologi er blevet brugt til at redde arter – og i mere sjældne tilfælde ligefrem bringe dem tilbage fra de døde.
Sidstnævnte mulighed er for eksempel omdrejningspunktet i fortællingen Pigeon Apocalypse om biologen Ben Novaks besættelse af at genoplive vandreduen, der blev erklæret uddød i 1914. I knap et årti har biologen arbejdet på at bringe vandreduen tilbage fra de døde ved hjælp af genteknologien CRISPR.
»Den slags tiltag er selvfølgelig farlige og risikable,« medgiver Nathaniel Rich, da jeg spørger ind til faldgruberne ved teknologiske løsninger på miljøproblemerne.
»Men vi er nået til et punkt nu, hvor vi er nødt til at overveje, hvordan det vil være at intervenere i naturen, for det kommer til at ske lige meget hvad.«
Litteraturens potentiale
For Nathaniel Rich er der ingen tvivl om, at vi er på vej ind i en verden, hvor vi vil støde på flere og flere af den slags moralske gråzoner. Derfor er vi i stigende grad nødt til at spørge os selv, hvor meget og på hvilke måder vi kan tillade os at ændre på vores omgivelser.
Særligt bogens sidste del er viet til disse spørgsmål. Her fortæller Rich en række historier om brug af teknologi, som kunne redde og bevare naturen i fremtiden. Og her bliver de etiske grænser for alvor utydelige.
For er det overhovedet en god idé at bringe vandreduen tilbage fra de døde, som Ben Novak forsøger? Det habitat, vandreduen levede i, var et langt mindre industrialiseret og mere skovrigt Nordamerika, og den ville formentlig uddø igen.
Og hvorfor overhovedet bringe udryddede arter tilbage, når vi kan fokusere på at redde dem, der er truet?
Nathaniel Rich forklarer, at han er mest interesseret i historier, hvor der ikke gives endegyldige svar på spørgsmål som disse.
»De komplicerede historier er netop dem, hvor mennesker bruger teknologien i den oprindelige miljøaktivismes ånd, nemlig til at bevare. Det er også der, jeg tror, vi er på vej hen som samfund, og derfor er det også de historier, som jeg ikke kun finder mere interessante, men også mere dramatiske.«
Rich anerkender værdien af god, videnskabelig journalistik om klimakrisen, og han har selv lært meget af forfattere som Elizabeth Kolbert og John McPhee, der har været pionerer, når det gælder om at forklare kompliceret videnskab til et bredere publikum.
Men han mener også, at tiden i høj grad kalder på skønlitteratur, der kan gøre krisen anderledes præsent og relevant for os:
»Der er selvfølgelig megen værdi i den journalistiske reportage, hvor jeget opsøger information og formidler det videre til læseren. Men det er forskelligt fra en novelle, hvor man skriver om karakterer, der befinder sig i en verden. Her kan læseren identificere sig med karaktererne i højere grad, og det afføder et meget dybere personligt engagement med tekstens problemstillinger,« siger Nathaniel Rich og bruger de store amerikanske romaner om race som eksempel.
»Hvis du læser The Invisible Man (1952) af Ralph Ellison eller Go Tell It on the Mountain (1953) af James Baldwin, befinder du dig pludselig i Harlem i 1920’erne, eller også er du pludselig inden i hovedet på en ung søn af en præst et sted, som er fuldkommen anderledes end det, du kender, hvis du bor i København i 2021. Og du er ikke kun til stede i den verden – du spørger også dig selv, hvad du ville gøre, hvis du var i karakterens position. Historien tvinger dig med andre ord til at tage stilling.«
Rich er overbevist om, at der med denne intimitet også opstår en større mulighed for introspektion hos læseren, hvilket er det, han altid selv leder efter som læser: Ikke blot at forsøge at forstå verden, men også hvordan andre mennesker ser den.
»Det kan selvfølgelig siges om al kunst, men jeg føler, at det er mest intenst i litteraturen. Min egen bog ender derfor også med en slags forsvar for den narrative form som en måde at opnå et dybere engagement på – ikke blot i forhold til emner som økologi eller klimakrisen, men også os selv. Det handler om at forstå os selv bedre, hvordan vi ser os selv, træffer beslutninger og ikke mindst hvordan disse beslutninger er formet af disse større kriser.«
Det undrer mig at forfatteren i interviewet ikke beskæftiger sig med de systemiske årsager til at vi forurener. Altså markedssystemet som er indrettet sådan at det kan betale sig at forurene. At kapitalen har taget ejerskab til naturen som den bruger som gratis losseplads for det industrielle affald. At forestillingerne i industrialiseringens barndom om naturen som værende grænseløs og menneskets indflydelse ubetydelig er fastholdt i vores økonomiske tænkning op til i dag selv om det er tydelig for enhver at Jorden er begrænset og forureningen grænseløs.
Menneskene er som menneskene er. Løsningen er ikke at lave om på menneskene men at ændre på vilkårene for de økonomiske beslutninger. Det betyder at det det skal kunne betale sig ikke at forurene. De teknologiske løsninger er der, men de bliver ikke brugt fordi de ikke er profitskabende sålænge det er gratis eller billigere at forurene.
Det er sådan set problemets rod.
@Særen Fosberg
Præcis kritik Og ressourceforbrug skal ned. Vi bor kun på een jord!
er ikke nok at forestille sig at der findes teknologiske løsninger, og så ellers bare fortsætte med at gøre problemet større,
at der faktisk findes brugbare teknologier som kan hjælpe er bare ikke helt nok, vi kan ikke bevare vores forbrugslivsstil og beholde væksten og så redde klimaet (verden) udelukkende med nye teknologier,
og jeg anser det altså slet ikke som en dystopi at det også bliver nødvendigt at stoppe med at have vækst og udfase alt det overflødige,
for mig er klimakrisen en gylden mulighed for at lave en langt bedre verden, hvor vi genopdager alle de værdier som ikke har pengeværdi, og hvor egoisme og grådighed ikke længere dominerer verden,
mennesker behøver ikke laves om, vi skal bare have en bedre kultur end den nuværende, en kultur som betragter menneskelig trivsel som langt vigtigere end penge vil med garanti give alle et bedre liv,
faktisk er grådighed den sikre vej til mistrivsel, for er man grådig kan man jo aldrig blive tilfreds, få nok,
men fremtiden er under alle omstændigheder dystopisk for den syge kultur vi lige nu lever under, og problemet er jo ikke kun klimaets mulige kollaps, men også ødelæggelsen af naturen i øvrigt, de svindende resurser, de krige vi ved er på vej fordi de allerede er under forberedelse, og hamsterhjulets livsødelæggende effekt som kun bliver værre og værre.
Inkvisition forfulgte, opsporede, dømte og henrettede kættere fra 1200 - 1800.
Da Galileo for ca. 400 år siden rettede et teleskop mod himlen var han ikke længere i tvivl. Solen er universets centrum og Jorden bevæger sig rundt om solen. Galileo blev i 1633 stillet for inkvisitionen for sin påstand.
Da Galileo underviste i, at jorden er rund og ikke flad, erklærede paven ham som en kætter, der skulle brændes på bålet, hvis ikke han sagde, at jorden var flad. Det gjorde han så - Modvilligt for at redde sit liv.
Datidens inkvisition er at sammenligne med nutidens borgerlige politikere, som i årtier har bortforklaret fossile brændstoffers katastrofale virkning på klimaet. Ligesom de i årtier har bortforklaret, at landbrugets katastrofale forbrug at kemikalier på 60% af den danske landjord ingen skade anretter.
Galileo var det, som jeg vil betegne som den progressive venstreorienterde sociallist, som så og erkendte verden som den er og som ikke underkastede sig øvrigheden.
Ikke en verden skjult og gemt bag et sløret lag af propagdanda og løgne, som højrefløjen anvender for at fastholde magten. Koste hvad det vil af krig død og ødelæggelse.
Men virkeligheden lader sig ikke fornægte. Og den indhenter os altid. Her hjælper konservativ "ordenlighed" ikke, her hjælper en "ansvar" borgerlighed ikke. De er ikke andet end inkvisitionen i nye klæder.
Svaret er meget enkelt: Den udvikling menneskeheden har gennemgået de sidste 100 år, med stigende befolkningstal og dermed stigende ressourceforbrug, har været stort set eksponentiel. Den samtidige teknologiske udvikling har stort set været lineær.
Derfor kan den teknologiske udvikling ikke følge med behovet. Samtidig er det naivt på grænsen til det stupide, at tro på at dette vil ændre sig. F.eks. nedlægger man pt. studiepladser i Danmark.
Den eneste løsning er at skære forbruget (drastisk) ned, hvilket ville føre til et kollaps af den globale vækstøkonomi. Derfor håber Dan og alle de andre naivt på et teknologisk mirakel. Spørger man videnskaben så er der bred enighed om at det ikke kommer til at ske.
Så meget bør en videnskabsjournalist i øvrigt vide.
Overforbrug er én ting. Forbrug er noget andet. Vi skal alle have mad på bordet hver dag, tøj på kroppen, ly og varme - især vigtigt i vores kolde nord. Voksne og børn. Også dem, der ikke kan selv. Derfor skal vi fortsat have mulighed for at brødføde os selv og dem, vi har ansvaret for. På nuværende tidspunkt gør vi det ved at gå på arbejde og få en løn, købe mad, husly og varme. Og indtil noget andet kommer på banen, der tilbyder den samme mulighed for at tage ansvar for sin familie, vedbliver det nok med at være den gængse model.
Derudover må vi gøre os klart, at lille Danmark ikke kan redde verden alene. Skar vi vores CO2 generering ned til det absolut minimale, ville vi ikke ændre på noget som helst på et globalt niveau; det er vi for få til. Og klimaet har ikke grænsebomme og vi kan ikke gemme os bag høje mure, så vi kan ikke engang putte os bag vores egen selvretfærdighed.
Gør vi forandringen uklogt, havner vi i en passiv og magtesløs position, hvor vi ikke kan hjælpe resten af verden til at bevæge sig den samme vej. Og så har vi alligevel tabt. Drømmen om en tilbagevenden til det feudale isolerede samfund, mener jeg derfor ikke er den rette løsning. Vi bliver nødt til at anerkende, at vi skal bevæge os frem mod noget nyt og ikke tilbage til noget gammelt, der alligevel ikke har en chance i vores nuværende situation.
Derfor bliver vi nødt til at betragte nedskæring af overforbrug og teknologisk udvikling som 2 sider af samme sag. Og ikke som hinandens modsætninger. Vores lille land har nemlig meget at byde på med vores R&D kultur. Og det er ekstremt vigtigt, at vi fastholder den kultur og fortsætter med at udvikle os. Vedbliver med at skabe uddannelser og uddannede, og fastholder en samfundsmodel, der både er god til at regulere adfærd og god til at skubbe på forandring ude i virksomhederne.
Den største katastrofe i nyere tid er ikke klimaudfordringen. Men den fatale og naive tro på, at et teknologisk fiks nok skal redde os lige på falderebet. For det er der bare ikke tid til at vente på. Og det er netop det, tidsfaktoren, som er alt afgørende nu, hvor erkendelsen af, at klimaforandringer er menneskeskabte. Og det er det, fordi der ganske enkelt ikke findes noget menneske på Jorden, som ved, hvornår det er for sent. En tilstand, som måske for længst er passeret.
Og det er ikke så meget et spørgsmål om de rige lande bremser op. Det er mere et spørgsmål om, at den rigeste del af jordens befolkningen får sat en stopper for deres ubegrænsede og umoralske adgang til forbrug. Hverken i de rige lande eller de fattige er det den økonomisk nederste del af befolkningen, som f.eks. flyver kloden rundt flere gange om året eller forbruger varer og ydelser i en uhæmmet strøm. Det er den rigeste del af befolkningen.
1% af verdens rigeste står således for 50% af flyselskabernes emissioner. Eller sagt på en anden måde. De rigeste 1% står alene gennem deres flyrejse aktivitet for hele 2,5% af samtlige menneskeskabte drivhusgas udledninger – 2,5% alene gennem denne ENE aktivitet!!!
Den 1% rigeste del af verdens befolkning er lige så meget som de resterende 99% til sammen.
Vi lever i en verden udelukkende for den 1% på bekostning af de 99%. Hvorfor finder vi os i det? Fordi kapitalismen holder de 99% fast i et jerngreb af trusler på livet, hvis de gør modstand.
Ikke engang Nord Korea er i stand til at fastholde disciplinen i sin befolkning så effektivt gennem trusler på så dårlige vilkår. Befolkningen i vesten lever i et diktatur uden at indse og forstå det.
Genialt udtænkt.
"Den 1% rigeste del af verdens befolkning EJER lige så meget som de resterende 99% til sammen."
Fik ikke lige det hele med i farten :-)
Eller sagt på en anden måde. Hele væksten falder i lommerne på den 1% rigeste samtidig med den skaber en forurening, som øderlægger verden som vi kender den og som gør livet i stand til at eksistere på Jorden.
Hvis ikke der bliver grebet ind over for den 1% hæmningsløse randen til sig og deres forbrug er det Game-Over.
Problemet er så bare, at ingen politiker tør gøre noget ved det, da deres levebrød og magt i stor udstrækning er betalt af netop den 1% gennem "donationer" - Også i Danmark.
Med så enorme rigdomme som den 1% råder over kan de betale sig fra alt - Bortset fra evigt liv. Endnu da.
Jens Christian Jacobsen: resource forbrug skal ned siger du. Jeg antager at hermed mener at forureningen skal ned. Jeg opfatter forurening som affald fra produktionen der ikke recirkuleres men ophobes. F.eks. fossilt CO2 som deponeres i atmosfæren. De to grundpiller i et bæredygtigt samfund er vedvarende energi (fra solen) og cirkulær økonomi. Om det kan lade sig gøre helt at eliminere industriel forurening ved jeg ikke, men uden de to nævnte principper går det i hvert fald ikke.
Morten Balling: forurening følger ikke befolkningsvæksten men BNP. Den rige verden har ingen befolkningsvækst men BNP og dermed forbruget (købekraften) vokser - og som du siger eksponentielt så længe vi bevarer de forurenende teknologier.
Hvad mener du med at teknologien vokser lineært? Vokser med hvad?
Rikke Nielsen: jeg er helt enig. Vores bidrag til løsning af problemerne skal være kvalitative, ikke kvantitative. Mao, vi skal fokusere på at udvikle en økonomi som betyder at det kan betale sig ikke at forurene. Regulering af markedet via afgifter på forurening. Dertil kommer etablering af social og økonomisk lighed. Beskatning af forurening vil fratage kapitalen ejerskab til naturen og dermed fremme social og økonomisk lighed.
Alternativet er planøkonomi, altså politisk styring af produktionen. Det er forbavsende hvor meget den politiske højrefløj prøver at detailstyre den teknologiske udvikling. Den vil for enhver pris undgå at lægge afgifter på forurening, sikkert fordi ejerskab til naturen er kapitalens grundlæggende fundament.
@Søren Fosberg
Siden 2. Verdenskrig har f.eks. det globale forbrug af olie fulgt befolkningstallet relativt slavisk, med et lille peak på en ellers flad kurve før oliekrisen i 1973. Hvis man ser på rige Danmark, så er det vi primært bruger ressourcer på mad, opvarmning og transport. Det ville være fedt at kunne skyde skylden på de onde kapitalister, men forbruget af ressourcer er overordnet proportionalt med befolkningstallet.
Dermed ikke sagt at man ikke kan klandre kapitalismen for at vi nu står med slipset i cigaretautomaten. Vækst er roden til det vi står overfor. Jeg er også enig i at ulighed ikke er godt, og det er absolut "forståeligt" når Afrika f.eks. siger at klimaet er et problem skabt af de rige lande i Vesten, og det derfor er de selvsamme lande som skal rydde op i deres eget rod.
Problemet er at de første som kommer til at mærke ressourceknaphed og deraf følgende hungersnød er bla. Afrika. Selvom vi ikke vil være ved det er vi alle i samme båd, og der er kun en båd. Den er alvorligt ved at synke, og det er den primært fordi det globale overforbrug af ressourcer (på lånt tid) har tilladt befolkningen at vokse som den har gjort. Det skyldes i mindre grad politik mm. og i langt højere grad biologi og populationsøkologi:
https://youtu.be/RBOsqmBQBQk
at befolkningstilvæksten og energiforbruget er steget i ca. samme takt kan på ingen måde ses som et bevis for noget som helst,
det er et faktum at i vores del af verden er (energi) forbruget pr individ steget konstant, vi er sådan set ikke blevet flere, så her skyldes stigningen ikke flere mennesker, den skyldes mere overforbrug (vækst)
og så er der en del steder i verden hvor man så godt som slet ikke bruger energi, man laver mad over ild hvor brændslet kommer fra naturen enten i form af træ eller tør dyreafføring som indsamles til formålet, og anden energi bruger man ikke,
og den vækst som finder sted i verden ender slet ikke iblandt verdens fattige, den ender i toppen,
så vi er ikke i samme båd, og den sult der er i verden skyldes ikke mangel på mad, den skyldes at mange ikke kan købe mad fordi de ikke har penge, selv i de lande hvor der er hungersnød er der nogen som spiser godt fordi de har penge nok,
så årsagen er altså uligheden og "endnu" ikke resurseknaphed, men den er på vej og når det sker hjælper det nok ikke så meget at have penge nok.
@Jan Fritsbøger
På det etiske plan er vi stort set enige, men det burde efterhånden være rimeligt åbenlyst, hvordan menneskeheden har udviklet sig, og hvordan Homo sapiens indretter artens samfund. Lidt ala myrer. Arbejdere og dronninger.
Vi minder dog også mistænkeligt meget om en enkelt bakterie sluppet løs på en helt frisk Petriskål, med "oceaner" af sukker. Den formerer sig eksponentielt, indtil den som en kæmpe koloni dækker hele skålen og har brugt energien der var bundet i sukkeret.
Danmark er VERDENS førende indenfor klima tiltag?
Hvis Danmark er førende i verden på klima område,t så ser det ikke godt ud for fremtiden.
Det er da fantastisk at ville "redde" insekter som er grundlaget for alt liv, fugle ect. og bevare skove, men ingen af delene fjerner CO2 i atmosfæren hurtigt nok.
Politikerne har lige "bevaret" 4 gange Kbh størrelse skovområde i klima kampen, men det er en meget lille dråbe i havet og sådan er det hver gang, en lille bitte dråbe af gangen som ender med en stigning af vandstanden med 70 meter.
Det er ikke de e"unges" politikers skyld at vi er endt i denne situatiion, men det er deres skyld at der ikke er sket noget fremskridt.
De snakker allerede om en stigning på op til 2,5 grad ved år 2100 og så forsvinder isen og vandstanden vil stige med 70 meter og Damark er væk og mange andre byer, lande
I år 2100 kan der være over 11 milliarder mennesker på jorden, vandstanden kan stige med op til 70 meter og mange byer, lande vil stå under vand, bl.a Danmark, hvor skal folk være og er der nogen dyr tilbage, så er de hurtigt udryddet.
90% af byerne i verden ligger tæt på havet, hvor også de fleste mennesker bor.
Det kan godt være at jeg er skeptiker om fremtiden med klimaet, men jeg synes også vi skeptikere har noget at have det i når Danmark er verdens førende indenfor klima tiltag :-)
@Rene Madsen
En temperaturstigning på 3 grader regner man med vil føre til at vandstanden stiger 2-5 meter. Det ville bla. betyde et farvel til Amager og Saltholm. Så er det slut med charterferien fra Kastrup. Dog kender vi ikke alle de feedback loops som kan lede til tipping points.
70 meter ville betyde farvel til Danmark på landkortet, og hvis man svømmede sydpå, skulle man ned til omkring Hannover for at nå fastland igen.
https://www.floodmap.net/?ct=DK
jeg nægter at tro at menneskeheden bare ikke kan andet end vi plejer, vi er jo ikke 100% instinktstyrede, og jeg tror på en evolution på bevidsthedsplan som har potentiale til at mennesket kan ændre retning væk fra den sikre selvudslettelse,
men det perspektiv kræver måske en omfattende erkendelse af problemets rod hurtigere end det sandsynligvis er muligt,
så et realistisk "best case" scenarie indebærer sandsynligvis at katastrofen først skal være en realitet,
og dermed vil kun en brøkdel af menneskeheden komme ud i live på den anden side af katastrofen,
men det kan til gengæld ikke udelukkes at de overlevende ændrer sig så der opstår en bæredygtig menneskehed som har potentiale til virkelig langsigtet overlevelse, så selv om der er al mulig grund til pessimisme er der også plads til et håb.