Noter fra en pandemi
Læsetid: 3 min.

Det giver ofte god mening at sætte sin egen nation først. Bare ikke når det gælder pandemibekæmpelse

En ny rapport fra et særligt udvalg under WHO og Verdensbanken slog i denne uge fast, hvad vi måske havde på fornemmelsen. Klodens politiske ledere har stadig ikke forstået, at vi er fælles om denne pandemi – og det har den danske regering tydeligvis heller ikke
»Når man er statsminister, så er ens første ansvar ens egen befolkning,« sagde Mette Frederiksen (S), da hun var på besøg i Indien.

»Når man er statsminister, så er ens første ansvar ens egen befolkning,« sagde Mette Frederiksen (S), da hun var på besøg i Indien.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Moderne Tider
30. oktober 2021

For nylig var statsminister Mette Frederiksen (S) på officielt besøg i Indien. Her skulle hun især tale om grønt lederskab og klimamålene for et dansk-indisk samarbejde, men på et pressemøde hos en klimatænketank ødelagde en lokal journalist den gode stemning med et kritisk spørgsmål til Danmarks vaccinepolitik. Journalisten ville vide, hvorfor et land som Danmark ikke i højere grad havde delt ud af sine vacciner til resten af verden.

Det kunne man måske synes var lidt off topic, men det ville være forkert, for grundlæggende handler de to ting, klima og corona, om den samme erkendelse: at denne klode svæver ensomt i galaksen, og at vi alle sammen er ét. Det skal vi forstå på et helt fundamentalt plan, hvis vores klimakamp og pandemiberedskab skal fungere, og det demonstrerede Mette Frederiksen så med sit direkte og modige svar, at hun til stadighed ikke har forstået:

»Jeg vil svare ærligt. Selv om jeg ikke er sikker på, at I vil være glade for svaret,« begyndte Mette Frederiksen forsigtigt smilende.

»Når man er statsminister, så er ens første ansvar ens egen befolkning. Som jeres egen premierminister siger: Nationen først. Så når det kommer til pandemien og den globale tragedie, de manglende vacciner, så er jeg ked af det, men der må jeg hjælpe min egen befolkning først.«

Grundsynet er der som udgangspunkt ikke noget kontroversielt eller forkert i, og langt de fleste af hendes kolleger verden over ville sige præcis det samme. Det er kun Donald Trump, der ikke kan komme af sted med at sige det, uden at fornærmede demokrater og forargede europæere himler op, men det er en helt almindelig og succesfuld praksis for en politiker, der gerne vil beholde sin stilling og tjene sin befolkning bedst, at sætte sit eget lands interesser først. Man kan muligvis angribe det moralsk, men ikke rationelt. Det giver mening.

Bare ikke når vi taler om pandemibekæmpelse og klimakatastrofen. Her får vi ingenting ud af at sætte nationen først. Faktisk kan det være direkte ødelæggende. En ny rapport fra The Global Preparedness Monitoring Board (GPMB), der er et tværpolitisk råd nedsat af WHO og Verdensbanken til at evaluere pandemibekæmpelsen, slår nedslående fast, at vi »intet har lært af coronakrisen, til trods for næsten fem millioner døde« og ingen afslutning i sigte.

Elhadj As Sy, der er tidligere generalsekretær for International Røde Kors og nu formand for GPMB, bemærker, at der er grund til at føle stolthed og glæde over det internationale videnskabelige samarbejde, der var medvirkende til en effektiv vaccineudvikling, men at »vi bør føle dyb skam over de mange tragedier – vaccinenationalisme, mangel på respiratorer i lavindkomstlande og ødelagte sundhedssystemer«, der er fulgt med de rige landes trang til at sætte sig selv først. Ikke alene fører det ufattelige tragedier med sig, det lader også pandemien holde sig stærk og potentielt mutere og udvikle sig, så det hele kan begynde forfra igen.

Elhadj As Sy peger især på, hvordan de rige lande først fokuserede på sig selv og siden på at levere færdige overskudsvacciner til fattigere lande i stedet for at hjælpe landene med at udvikle egen teknologi, skabe mindre restriktive rammer for kopimedicin og bygge produktionsanlæg.

Det er den samme fejlagtige tankegang, Mette Frederiksen giver udtryk for i Indien, og som Danmark viser i handling, når Jeppe Kofod (S) storsmilende fortæller, at man ud af det blå og uden nogen form for international koordinering har valgt at belønne Rwanda med flere hundrede tusinde vacciner fra de danske overskudslagre. Landet, som vi kontroversielt forhandler med i håb om at kunne outsource vores asylbehandling, trods protester fra Den Afrikanske Union. Landet, som ifølge folk med indblik i afrikansk økonomi er et af de knap 60 lande på kontinentet, der har allermindst brug for flere vacciner. Det virker ikke alene som en rationelt dårlig beslutning, hvad angår bekæmpelsen af pandemien, men som en moralsk forkastelig beslutning.

GPMB kommer med en række anbefalinger, der ikke så overraskende peger mod et stærkere og mere velpolstret WHO. På nuværende tidspunkt er verdenssundhedsorganisationen »den eneste organisation med legitimitet og mandat til at lede globale sundhedskriser, men de har ikke autoriteten til at gennemføre denne funktion«, hedder det.

Det virker måske lidt selvcentreret, at et råd nedsat af WHO og Verdensbanken forslår mere magt og flere penge til WHO og Verdensbanken, men det virker også indlysende rigtigt midt i en vedvarende global krise. Både moralsk og rationelt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her