Center for Vild Analyse
Læsetid: 4 min.

Handlingslamme politikere er den direkte årsag til aktivistisk forskning på universiteterne

Ja, aktivisme har grebet om sig. Det gælder også aktivistisk forskning, som Morten Messerschmidt og Henrik Dahl har anført. Men det er alt sammen en reaktion på et fodslæbende politisk system, der synes ude af stand til at handle
I februar lød det fra Henrik Dahl (billedet) og Morten Messerschmidt, at migrationsforskerne på de danske universiteter er præget af aktivisme, pseudovidenskab og venstreorienterede holdninger.

I februar lød det fra Henrik Dahl (billedet) og Morten Messerschmidt, at migrationsforskerne på de danske universiteter er præget af aktivisme, pseudovidenskab og venstreorienterede holdninger.

Mathias Svold

Moderne Tider
9. oktober 2021

Forårets debat om aktivisme i forskningsmiljøer, anført af Morten Messerschmidt og Henrik Dahl, kulminerede med den forkætrede vedtagelsestekst om »overdreven aktivisme i visse forskningsmiljøer«. Selve vedtagelsesteksten sagde for så vidt ikke andet, end hvad alle stort set allerede var enige om. Det virkelige budskab var snarere den mafiøse måde, den blev gennemtrumfet på ved hjælp af ekstremt politiserede fordømmelser af navngivne forskere og forskningsmiljøer, baseret på især Henrik Dahls angiveligt neutrale og objektive syn på verden.

Måske kan folketingsvedtagelsen dog mere ses som et symptom, som et slags tic, der lader en sandhed skinne igennem. Nemlig at en balance faktisk er ved at forskyde sig i den ellers traditionelle deling mellem politik på den ene side og videnskab på den anden.

 

Få de bedste historier, indblik i idedebatter og opdag ting,
du ikke vidste, du var interesseret i.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
"Kendetegnende for de mange former for aktivisme, der har grebet en mængde aktører fra folkeskoleelever til forskningsfonde, er, at »nogen må gøre noget«. En fornemmelse, som spejles i et generelt fodslæbende politisk system, der synes ude af stand til at handle".

Det er for så vidt rigtigt, og det er der jo noget positivt i, men hvad er det centrale i problemstillingen? I har på "Center for vild analyse" en forunderlig evne til at cirkle uden om det centrale i problemstillingen, og på den måde bliver jeres artikel mere vildledende end oplysende.

Ingen har noget imod aktivistisk forskning, hvis kravene til grundig videnskabelig dokumentation samtidig er opfyldt inden for den pågældende forskning, for så er der jo ikke "så meget at komme efter".

Problemet er aktivistisk forskning, der ikke kan leve op til sådanne krav. Min egen erfaring inden for marxistisk orienteret forskning i 1970erne var, at forskningsresultaterne ofte passede med det, der måtte forventes ud fra forskellige marxistisk orienterede skrifter, men at den pågældende forskning ikke passede på det, som undersøgelsen drejede sig om, fordi det grundige videnskabelige dokumentationsarbejde blev tilsidesat.

Og det værste var, at det heller ikke blev betragtet som så vigtigt, for man havde jo "retfærdigheden" på sin side. Fodslæbende nepotisme fra borgerligt hold var blevet erstattet af en "hellig ild" for større retfærdighed, der i samme grad tilsidesatte principper for god forskning, som den borgerlige ofte gjorde. Når "de kan, så kan vi også".

Et mere aktuelt eksempel, med et citat fra Kaspar Villadsen: "Genealogi som metode - fornuftens tilblivelsesformer", s. 87 - 110 i Ole Bjerg og Kaspar Villadsen (red.): "Sociologiske metoder - fra teori til analyse i kvantitative og kvalitative studier (1. udgave 2006):

"En af hovedårsagerne til Foucaults bøgers gennemslagskraft var, at de netop ikke blev modtaget som fiktioner, men som videnskabelige arbejder. Derfor står den, der ønsker at bedrive genealogisk analyse, men ikke er faghistoriker, også over for en udfordring: Han skal skrive en fortælling, som adskiller sig fra historikernes fortælling, men som typisk støtter sig på det samme kildemateriale og på eksisterende sekundærlitteratur. Genealogen skal skabe en destabiliserende fortælling, men må samtidig søge at sikre, at denne fortælling ikke fremstår for historikeren som i bedste fald en tilnærmelse og i værste fald opdigtning ---", s. 103.

Bjarne Toft Sørensen

Jeg er meget enig med Frederik Stjernfelt i følgende:

"Hvis forskerne i ’studies’ mere eller mindre kollektivt orienterer sig mod én position i yderkanten af det politiske felt, er det naturligt, at det er kontroversielt. Hvis de så ydermere lader aktivisme overskygge videnskabelig argumentation, bliver det problematisk".

https://www.information.dk/moti/2021/06/universitetsverdenen-oproer-poli...

Han mener, at det især er inden for de discipliner, der på engelsk omtales som studies – gender studies, migration studies, cultural studies m.v. – at der kan opstå problemer.

Emil Davidsen, Gert Hansen og Jørgen Munksgaard anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Men en del af årsagen er jo netop. at alle disse aktivistister fravælger at handle igennem det politiske system - i dag er det jo handlingens mænd og kvinder, men folk, der er vant til at arbejde med abstrakte modeller fremfor erfaret virkelighed, der besætter politiske poster, som en slags overbygning på det samme fedtlag af indolente bureaukrater i centraladministrationen.
Forskellen er jo mærkbar, når der så udpeges ministre, som ikke er pol'er eller oecon'er - eller blot jur'er: når en geograf bliver indenrigsminister, f.eks. Man kan være uenig i taktikken, men på det overordnede plan er der faktisk en progressiv vision.

Steffen Gliese

som sædvanlig mangler der et lille 'ikke' før 'handlingens'.

Steffen Gliese

Bjarne Toft Sørensen, måske er sandheden, at de principper, der blev pålagt videnskaben for ca. 80 år siden, trænger til en voldsom opdatering i forhold til vore senere erfaringer. For det er jo stadig erfaringer, der danner baggrunden for al videnskabelig opdagelse, hvis den skal have en realitet.

Susanne Kaspersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Og nej, det banebrydende ved Foucault er, at der netop opsøges de kilder, der i radikal forstand modsiger konsensus på parnasset - man kan sige, at han på det nærmeste tog Popper dér, hvor det gør mest ondt, nemlig på ordet.
Foucaults arbejde gik ud på at fortælle, hvordan vore faste sandheder blev konstruerede som historiske relikter, især indenfor dannelseshistorien. Senere udvidede han den med den sunde analyse af Oldtidens forestillinger, hvorved det for alvor blev tydeligt, hvordan sandheder skæres til, så de opfylder bestemte formål og bliver bekvemme.
Foucaults tilgang er derfor livsvigtig for os i dag, hvor den samme grad af tilpasning af virkeligheden til det bekvemme gang på gang forhindrer netop de aktivistiske handlinger, der bringer os videre fra et alt for højt materielt forbrug til en balance, der historisk har været pålagt menneskeheden.

Bjarne Toft Sørensen

@Steffen Gliese
De videnskabelige principper er på forskellige områder løbende blevet debatteret og revideret inden for de sidste 80 år. Der må være en hel del, du har overset?

Hvis det skal give mening, at vi skal have et internationalt fungerende videnskabeligt "samfund", må det også kunne fastslås, at princippet "anything goes" (Feyerabend) er uacceptabelt.

En afgørende pointe må være den, som Søren Gosvig Olesen gør opmærksom på, da han er blevet bedt om at producere et afsnit om bl.a. poststrukturalistisk orienteret videnskabskabsteori til en ny udgave af Finn Collin og Simo Køppe (red.): "Humanistisk videnskabsteori". Udvikling af videnskabsteori på poststrukturalistiske præmisser er i strid med selve den poststrukturalistiske tænkning.

Han mener, at det er glædeligt, at bl.a. Foucaults filosofiske tænkning har fået så stor opmærksomhed i forbindelse med videnskabelig tænkning på en række områder, men samtidig gør han også opmærksom på, at Foucault aldrig selv har betegnet sig som videnskabsteoretiker eller har haft et ønske om at udvikle en særlig videnskabelig metode, og at en helt igennem historisk tænkning på filosofisk grundlag taber ved at blive anvendt ahistorisk på videnskabeligt grundlag.

Som du rigtigt skriver: "Foucaults arbejde gik ud på at fortælle, hvordan vore faste sandheder blev konstruerede som historiske relikter, især indenfor dannelseshistorien. Senere udvidede han den med den sunde analyse af Oldtidens forestillinger, hvorved det for alvor blev tydeligt, hvordan sandheder skæres til, så de opfylder bestemte formål og bliver bekvemme".

Der er tale om bl.a. videnskabskritik på et filosofisk grundlag, men det gør ikke Foucaults fremstillinger til videnskab. Der er snarere tale om en påpegning af umuligheden af en videnskabeligt holdbar historievidenskab.

Du kan forhåbentlig se det problematiske i først som Foucault at påpege umuligheden af en historievidenskab og dernæst at forsøge at gøre Foucaults egne fremstillinger, som de foreligger, til historievidenskab.

Derfor ligger der et løbende udviklingsarbejde forude for dem, der ønsker at gøre Foucaults filosofiske fremstillinger videnskabeligt anvendelige.