Havnevagt blev smidt i vandet: »Jeg taler med alarmcentralen, mens jeg bogstaveligt talt hænger i luften«

Efter en bytur, der har varet hele natten, beslutter F og en kammerat en formiddag i august 2018 sig for at svømme en tur i Københavns Havn. Da en havnevagt kommer forbi kajen ved Ophelia Plads og fortæller dem, at de ikke må svømme der, eskalerer det, og havnevagten ender i vandet.

Nu sidder F på anklagebænken for at have truet vagten og for at have skubbet ham i vandet. En sag, der bliver alvorligere af, at vagten er omfattet af en paragraf for personer i offentlig tjeneste.

F tager plads ved vidneskranken, læner sig tilbage i stolen og krydser sine ben. Han er en høj mand i slut-20’erne, der har kort, rødt hår og er iført hvid skjorte, sorte chinos og brune sejlersko.

Anklageren vil vide, om han var til stede den morgen.

»Jeg havde simpelthen fået alt, alt for meget at drikke, men det kan da godt passe. Jeg kan ikke huske så meget, for det var lidt en lang nat, som man siger.«

Anklagerens høje hæle klikker på gulvet, da hun træder hen til vidneskranken med billeder af F og

Billederne er fra Hotel Scandic, hvor de efter konflikten med havnevagten tog ind og forsøgte at købe morgenmad – uden held, for de var stadig våde og havde ikke nok tøj på.

F erkender, at det er ham på billederne, men understreger, at han ikke husker så meget. Hverken konflikten ved havnen, eller hvordan han kom hjem.

»Er det normalt, at du ikke kan huske, når du drikker?« 

F puster ud og holder en kort pause.

»Jeg ved ikke, hvordan andre har det med det, og hvad der er normalt. Det er da sket en gang imellem.«

Anklageren kigger på F et øjeblik og smiler.

»Så hvad kan du egentlig huske fra den dag?«

»Ikke ret meget,« bryder forsvarsadvokaten, en mand i 40’erne, ind.

F erklærer sig enig med sin advokat.

»Ikke ret meget, nej. Man skal jo helst være ærlig.«

Stor fyr gør indtryk

Vagten sætter sig i vidneskranken. Han er en lav, gråhåret mand iklædt sin sorte vagtuniform.

Han forklarer med bornholmsk dialekt, at han tog en runde i området, da han så to unge mænd svømme. Det er forbudt at svømme i havnen uden for særlige zoner, og han beder dem derfor om at komme op og går videre.

»Da jeg kommer tilbage ...« begynder vagten, men en ældre domsmand med gråt hår og gul poloskjorte læner sig frem og løfter sin højre hånd bag øret.

»Er det lidt svært at høre?« siger anklageren.

Domsmanden nikker, og vagten bliver bedt om tale højere.

Han gentager: »Da jeg kommer tilbage, er de der stadig. Jeg fortæller dem igen, at de skal komme op, men han siger, at jeg ikke skal bestemme over ham, og at han tjener tre gange så meget som mig.

Vagten fortæller, at F derefter kom op af vandet og truede ham flere gange.

»Hvordan ordret?« vil anklageren vide.

»Han råber mig ind i hovedet og siger, at han vil smadre mig. Og han er jo en stor fyr, så det gør indtryk.«

Vagten forklarer, at han træder væk langs havnekanten for at ringe til politiet, da F beslutter sig for at løbe bag vagten og skubbe ham i vandet.

»Så jeg taler med alarmcentralen, mens jeg bogstaveligt talt hænger i luften. Jeg er fuldstændig chokeret og hamrende tosset over, at nogen kunne finde på det. Jeg er gammel fisker, men jeg har aldrig prøvet noget lignende.«

Da han ligger i vandet, kommer gaster fra Kongeskibet Dannebrog, der ligger for anker i nærheden, sejlende for at hjælpe ham op. Anklageren vil vide, om F og hans ven også hjælper ham.

»Overhovedet ikke. De pakker deres ting sammen og går,« siger vagten.

Han forlader vidneskranken og spørger dommeren, om han må blive siddende på tilskuerpladserne for at lytte. Det må han gerne, og han sætter sig to meter til højre fra F, der stirrer ud i luften.

Lalleglad kammerat

Efter pausen henter anklageren et vidne, en mand i 30’erne, mens F læner sig tilbage og gaber.

Vidnet fortæller, at han har en bibeskæftigelse som fotograf og var i området, mens han ventede på en opgave. Her ser han to unge mænd, der skændes med en havnevagt.

»Kammeraten var lalleglad og grinte, mens havnevagten bare prøvede at passe sit arbejde,« forklarer han.

Ifølge fotografen begyndte F at slå ud med armene som en bokser, mens vagten trak hovedet tilbage og trådte bagud.

»Og så ser jeg så F skubbe vagten i vandet, hvorefter de i roligt tempo går fra kajen til Hotel Scandic, mens de griner. Og efter noget tid tager de så en taxa. Gasterne havde politiet i røret og prøvede at få taxaen til at blive, men chaufføren hævede bare armene opgivende og kørte derfra.«

Personundersøgelsen og dommerens efterfølgende samtale med F viser, at F bliver behandlet for bipolar lidelse, at han er selvstændig med flere ansatte, og at han bor sammen med sin kæreste.

Efter en halv times overvejelser beslutter dommeren, at F skal idømmes 90 dages betinget fængsel, der frafalder efter et år, hvis F udfører 80 timers samfundstjeneste. En straf, der også dækker over en anden sag, hvor F har forfalsket en erklæring om studieaktivitet for at blive boende i en ungdomsbolig.

F nikker afklaret og vender sig mod forsvarsadvokaten.

»Ja, vi kan med det samme sige, at vi har vendt det på forhånd og ikke anker dommen,« siger forsvareren.

På vej ud af døren taler de om, at retsagen har været en mærkelig oplevelse. 

»Det er vildt, at noget så dumt er blevet så alvorligt og stort,« siger F.