Fodbold
Læsetid: 7 min.

Hjulmands revolution har været 15 år undervejs. Spørgsmålet er, hvor godt landsholdet egentlig er

Kasper Hjulmand vandt kampen mod traditionalisterne i toppen af DBU, og i dag har landsholdet en målscore på 22-0 i VM-kvalifikationen og kan med lørdagens kamp mod Moldova tage et afgørende skridt mod slutrunden i Qatar. Men tvivlen om holdets evner nager alligevel
Kasper Hjulmand vandt kampen mod traditionalisterne i toppen af DBU, og i dag har landsholdet en målscore på 22-0 i VM-kvalifikationen og kan med lørdagens kamp mod Moldova tage et afgørende skridt mod slutrunden i Qatar. Men tvivlen om holdets evner nager alligevel

Robert Hendel

Moderne Tider
9. oktober 2021

Hvor lang tid tager det at udvikle et godt landshold?

Tre måneder? Eller seks? Måske et år?

Svaret er, at det tager sådan cirka en generation.

Det kan man erfare ved at læse Morten Glinvads biografi om landstræner Kasper Hjulmand, Fodbolddrømmer, der udkom sidste år.

Bogen giver et detaljeret indblik i de opgør, Hjulmand måtte tage internt i DBU i første halvdel af 00’erne for at ændre den måde, man trænede børne- og ungdomsspillere på herhjemme.

Og især et enkelt citat fra 2005 til JP København træder frem:

»Dansk fodbold er velsignet med en masse talenter, men som det er i dag, hvor vi ikke har udviklet vores metoder og modeller for træning af børn i de seneste 10-20 år, er faren, at vi mister en kæmpestor talentmasse. Det vil betyde, at vi om 10-15 år vil få dårligere landshold, end vi burde have, og vi bliver sat endnu mere af i forhold til vores konkurrenter.«

Små børn på store baner

Hjulmand angreb de antikverede træningsmetoder, man på det tidspunkt stadig benyttede over en bred kam i de danske børne- og ungdomsrækker. Metoder, der var hentet direkte ud af de bundesligainspirerede 1970’ere, og som groft sagt bestod i at parkere mindre børn på uoverskuelige 11-mandsbaner, hvor de havde yderst begrænset boldkontakt og endnu mindre læring.

Hvis den modus operandi ikke blev ændret, ville det få alvorlige konsekvenser for både talentudviklingen og nationalmandskabet, advarede han.

Og Hjulmands profeti gik – som en forsinket, men uundgåelig naturkatastrofe – i opfyldelse ti år senere, hvor landsholdet blev ramt af den dybeste talentkrise i moderne tid:

Således viste statistikkerne, at de danske udlandsprofessionelle i sæsonen 2014/15 blot spillede 220 kampe i Europas fire største ligaer, hvilket var et dramatisk fald i forhold til ti år før, hvor danske spillere havde høstet 578 kampe i de samme ligaer.

Vi var kort sagt sakket bagud på den internationale scene og stod med dét, man nærmest kunne kalde en tabt generation. Og prisen blev i høj grad betalt af daværende landstræner Morten Olsen, der fik et ringere og ringere spillermateriale at arbejde med – og som følge heraf fik stedse sværere ved at kvalificere os til de internationale slutrunder.

Kvalifikationerne til EM og VM i 2008, 2010 og 2012 blev afløst af sekundære placeringer i kvalifikationspuljerne til slutrunderne i 2014 og 2016. Ja, ved sidstnævnte kvalifikationsturnering måtte vi endda lide den tort at slutte på tredjepladsen under Albanien.

22-0

Nu er pendulet imidlertid svunget den modsatte vej, om man så må sige. Det danske landshold ligger nummer et i sin VM-kvalifikationspulje med en ubegribelig målscore på 22-0 og har ifølge internationale sportsstatistikere over 99 procents chance for at komme med til verdensmesterskaberne til næste år i Qatar.

Og den aktuelle succes skyldes i høj grad, at Hjulmand – i øvrigt assisteret af netop Morten Olsen og daværende landstrænerassistent Keld Bordinggaard – for 15-16 år siden vandt slaget over traditionalisterne i toppen af fodboldunionen og fik gennemtvunget en revolution af den måde, man træner børnespillere på i Danmark.

En revolution, der førte os væk fra de uoverskuelige voksenbaner og hen til en træningsform, hvor alle børn er aktivt involveret i alle øvelser og kampsituationer hele tiden, og hvor stort set alle træningsøvelser i øvrigt er designet efter en målsætning om at optimere antallet af boldkontakter.

Spillet som leg kan man også kalde det. Og legen som læring. I hvert fald en helt ny måde at tænke talentudvikling på.

Og som et eksempel på, hvordan alting i det store billede altid hænger sammen, er Hjulmand i dag landstræner for den første generation af spillere, der er blevet uddannet efter de principper, han selv var med til at grundfæste.

Så ja – det tager en generation at bygge et landshold op. I hvert fald hvis det skal være godt.

Elektrisk hjemmebane

Hvis man har en følelsesmæssig tilknytning til de rød-hvide drenge, kan man i den forbindelse også glæde sig over, at vi for første gang i dette årtusind har dét, man kan kalde et moderne landshold.

Nemlig et landshold bestående af aktører, der besidder en høj grad af spilintelligens, og som ubesværet opererer i de små rum overalt på banen og dermed virker fuldt på omgangshøjde med den generelle udvikling i spillet på kontinentet.

Hjulmand står simpelthen med den mest talentfulde trup, nogen dansk landstræner har rådet over siden Bo Johansson ved VM i 1998. Og selv om man i sagens natur endnu ikke kan foretage opgørelser over, hvor mange kampe de rød-hvide drenge vil kunne notere sig i Europas fineste ligaer i denne sæson, så er der ingen tvivl om, at vi kommer langt over tallet fra kriseårene i midten af forrige årti.

Det skal spillere som Pierre-Emile Højbjerg, Kasper Schmeichel, Andreas Christensen, Thomas Delaney, Yussuf Poulsen og Simon Kjær nok sørge for.

Derudover er det også velgørende at opleve, hvordan det stærke, følelsesmæssige bånd, der blev knyttet mellem spillere og fans under EM-slutrunden, stadig varer ved. Landskampene i Parken i de seneste par måneder har haft et nærmest magisk præg over sig, som om tilskuere og landshold stadig er forbundne af det skæbnefællesskab, der blev knyttet af Christian Eriksens traumatiske hjertestop og holdets efterfølgende genrejsning i de bevægede dage under EM. Og der er ingen tvivl om, at spillerne løftes af den energiudladning, som et tætpakket Parken giver dem.

Vores nationalstadion er måske ikke blandt de største i verden. Men når tribunerne er fyldte, og lamperne tændes, kan det være fuldstændig elektrisk.

Tvivlen nager

Skal man hejse et lille advarselsflag forud for de kommende kampe mod Moldova og Østrig, så drejer det sig om, at nogle af holdets nøgleaktører tilsyneladende er ude af form eller i hvert fald ikke fyrer på alle cylindre i deres respektive klubber.

Landsholdets playmaker, Mikkel Damsgaard, har endnu til gode at lave sin første assist eller sit første mål for Sampdoria i Serie A i denne sæson. Og i Atalanta er Joakim Mæhle reduceret til reservespiller efter nogle sløje præstationer i begyndelsen af sæsonen.

Derudover flitrer Thomas Delaney rundt i udkanten af startelleveren i sin nye klub Sevilla. Og i England har Jannik Vestergaard været uheldigt impliceret i et par scoringer imod Leicester.

Disse forhold rejser det spørgsmål, der hele tiden lurer i baghovedet: Hvor gode er vi egentlig?

For ganske vist har resultaterne været flotte, både under EM og i den igangværende VM-kvalifikation. Men sandheden er også, at Hjulmand og hans tropper har været tilsmilet af et nærmest overnaturligt turnerings- og lodtrækningsheld.

Ved EM-slutrunden i sommer var alle de største nationer så venlige at møffe over i den modsatte turneringshalvdel til play off-kampene med den konsekvens, at vi ’kun’ skulle besejre Rusland, Wales og Tjekkiet for at stå i en EM-semifinale.

Og i den nuværende VM-kvalifikationspulje hedder de stærkeste rivaler i puljen Østrig, Skotland og Israel. Hold, der ligger henholdsvis nummer 29, 45 og 80 på verdensranglisten.

Det er altså ikke normalt at kunne kvalificere sig til et verdensmesterskab ved at slå så middelmådige nationer.

Tidligere har vi dystet med hold som Kroatien, Polen og Portugal i kampen for at komme med til klodens fineste landsholdsturnering. Og man kan på den baggrund ikke lade være med at tænke på, om den nuværende optur finder sted på en lidt for billig baggrund – og om vi ender med at blive udstillet, når vi møder nogen, der virkelig kan spille fodbold.

Man kan naturligvis ikke bebrejde hverken landsholdet eller Hjulmand. For som de siger i England: You can only beat what is in front of you.

Endnu et skridt at tage

Men tvivlen nager alligevel. Og den går ikke væk, når man ser på, hvordan det er gået landsholdet de seneste gange, det har mødt kvalitetsmodstand i skikkelse af Belgien og England under sommerens EM-slutrunde. Begge gange tabte vi som bekendt. Og begge gange sad man tilbage med fornemmelsen af, at vi var blevet udmanøvreret af en dygtigere modstander.

Især nederlaget til England gjorde ondt, fordi klasseforskellen var så tydelig. Bortset fra den første halve time var vi reelt ikke til stede i kampen, og hele anden halvleg samt den forlængede spilletid formede sig som én lang overlevelseskamp.

Semifinalen mod Gareth Southgates mandskab mindede os om, at der er et niveau over dét, som de rød-hvide drenge befinder sig på lige nu. Vi er endnu ikke helt oppe i den tynde luft, hvor klodens allerbedste mandskaber befinder sig. Og det er måske en meget sund erkendelse at have i baghovedet ved indgangen til en uge, hvor vi endegyldigt kan sikre os VM-billetterne.

De danske drenge skal tage endnu et skridt, hvis de vil spise kirsebær med de allerstørste.

Men det er i bund og grund en bekymring, vi kan gemme til en anden dag. Nu drejer det sig om at tromle den sidste modstand i VM-puljen, så vi kan booke flybilletterne til Qatar.

Fodboldfesten fortsætter forhåbentlig lørdag aften på Zimbru Stadium i Chisinãu nord for Sortehavet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Birte Pedersen

Den eneste kommentar jeg ønsker at skrive er at det er en skændsel at DR ikke sender disse kampe. Hele udviklingen af DBU og fodboldspiller er finansieret med skattepenge og kampene har nationale interesse.
Så, selvfølgelig skal de da sendes på en kanal som er tilgængelig for os alle sammen. Det er ganske enkelt.

Det er er fint skriv, der desværre har nogle ærgerlige faktuelle fejl og forglemmelser.

- Danmark var ikke med ved EM i 2008.
- Selvom Rusland-kampen føltes som en del af slutspillet, da det var vind eller forsvind, var det en puljekamp. Kun Wales og Tjekkiet var i slutspillet.
- Og selvom det er rigtigt, at DK under slutrunden måtte give fortabt mod de store landes hold, blev det i Nations League for blot et år siden til sejr over England på Wembley og uafgjort mod samme på hjemmebane.

Og så har Birthe fuldstændigt ret. Øv.