Kampen om Frederiksbergs sjæl er i gang, og De Konservative risikerer at tabe efter 112 år ved magten

Lyden af småsludren og klirrende bestik mod service fylder rummet. Et maleri af en kvinde på en blå baggrund er rammet ind i en tyk, antik guldramme, lokalet er lyst op med dæmpet, gulligt lys, og en fransk kvindestemme strømmer ud af højttalerne. Den støvede mørkegrønne farve går igen på vægge, borde og betræk. Ral 6009, eller som de fleste måske bedst kender den: frederiksberggrøn.

»Der er hr. og fru Frederiksberg, som gerne vil sidde det samme sted og have samme mad, som de plejer, og hvis nu man har taget noget af menukortet, fordi vi jo ofte skifter efter sæson, så kan aftenen næsten være ødelagt.«

Alberte Kryger Sander er direktør for restauranten Promenaden, der har ligget på Frederiksberg Allé siden 1932. Hovedparten af de besøgende er stamgæster – størstedelen frederiksbergborgere.

»Så er der en musiker, der bor lige rundt om hjørnet, som kommer herned med sine venner og er en del af det yngre klientel,« siger hun.

»Og så har vi en kvinde, der kommer fem gange om dagen, tror jeg. Og er helt kukskør, men alle ved, hvem hun er, og hun synes, det er fedt at komme her, fordi hendes mærkelighed bliver accepteret.«

Promenaden har ligget på Frederiksberg Allé siden 1932, og hovedparten af de besøgende er lokale stamgæster, fortæller direktør Alberte Kryger Sander.

Magnus Hove Johansson

En herre i et ternet jakkesæt tager en tår af sin hvidvin uden for vinduet. Ved siden af tænder en kvinde med gråt pagehår en cigaret.

Ved et cafébord i hjørnet sidder to ældre kvinder: Lilo Sørensen, der jævnligt kommer på Promenaden og her til eftermiddag har fået selskab af sin veninde Birgitte Sølling. De lyser op, da snakken falder på Frederiksberg.

»Her er alle muligheder. Alt fra at gå på bar, gå ud og spise, gå i teatret og til koncert,« siger Lilo Sørensen og slår begejstret ud med armene.

»Det er den bedste kommune, man kan finde. Her er grønt, og her er frirum på mange måder, som København ikke har,« supplerer Birgitte Sølling, der har boet her i 32 år.

Flere unge og småbørnsfamilier

Netop afstanden til København – mentalt, politisk og kulturelt – har længe været afgørende for Frederiksbergs selvfortælling, selv om man for en streng geografisk betragtning befinder sig midt i hovedstaden. Man bryster sig af den lavere kommuneskat, det rige kulturliv og ikke at forglemme målsætningen om, at samtlige husstande skal have udsigt til mindst ét træ. Kommunen har simpelthen en decideret træpolitik.

Men måske vil forskellen på Frederiksberg og København blive lidt mindre tydelig efter kommunalvalget den 16. november, som står til at få noget nær eksistentiel betydning. Her skal frederiksbergborgerne nemlig vælge, om de ønsker en fortsættelse af det 112 år lange konservative styre, eller om man fremover skal være rød ligesom nabokommunen.

Valget kan meget vel blive særdeles tæt. I 2017 var det blot 168 stemmer, der sikrede den daværende borgmester, Jørgen Glenthøj, posten. Kort efter trådte han tilbage og overlod ansvaret til Simon Aggesen, som i denne valgperiode har været belastet af en spektakulær boligsag, hvor han på under fire år tjente 11 millioner kroner på at opkøbe og gensælge en herskabslejlighed.

Erhvervsstyrelsen granskede efterfølgende sagen, men fandt ikke, at der var grundlag for at foretage sig yderligere. Affæren har ikke desto mindre sat sit aftryk på den 34-årige borgmesters ry, hvilket er gunstigt for den socialdemokratiske spidskandidat, Michael Vindfeldt, der kan blive den næste indehaver af borgmesterkontoret.

Samtidig har beboersammensætningen i kommunen ændret sig i Socialdemokratiets og venstrefløjens favør, da gruppen af unge og småbørnsfamilier – der statistisk set er mere tilbøjelige til at stemme rødt – er vokset de senere år. Ser man på Frederiksberg Kommunes egne data for befolkningsudviklingen, er gruppen af borgere mellem 17 og 24 år således den, der er vokset mest siden 2005. Med 42 procent. Samtidig skal hver tredje vælger ved dette valg stemme i kommunen for første gang.

Meget peger med andre ord i retning af, at Frederiksberg ikke er, hvad det har været.

Selv om Frederiksberg er omkranset af Københavns Kommune, har man siden grundlæggelsen i 1858 løbende udviklet sit eget bymiljø med egen administration, industri og kulturliv.

Magnus Hove Johansson

Den frederiksbergske kultur

På kontorets bagvæg hænger det største af de indrammede billeder. Det forestiller hovedstaden, som den så ud i 1845, hvor København endnu var omkranset af voldene, der indhegnede indre by. Motivet ses fra toppen af Valby Bakke – eller som den konservative frederiksbergpolitiker Nikolaj Bøgh kalder den: Frederiksberg Bakke.

Og det er nu engang på Nikolaj Bøghs kontor på Frederiksberg Rådhus, maleriet hænger. På væggen ved siden af hænger Frederik d. 6., der plejede at holde sine sommerferier på slottet i Frederiksberg Have, mellem den indflydelsesrige 1800-talspolitiker Johan Møsting og hans kone, der boede størstedelen af deres liv på Frederiksberg.

Selv er Nikolaj Bøgh fra Jylland, men har de seneste 27 år været bosat på Frederiksberg, hvor han har siddet i kommunalbestyrelsen for De Konservative siden 2012. Frederiksbergnostalgien har han fra sin farfar, der blev født i kommunen i 1917:

»Han var teolog og kaldte Frederiksberg for evighedsøen i tidernes strøm. Det er et Grundtvig-citat, men ideen er, at det var et sted, hvor der var faste værdier, og mens den store verden havde alle mulige ideer og bevægelser, så var tingene nogenlunde stabile på Frederiksberg.«

Når Nikolaj Bøgh ved dette kommunalvalg genopstiller, er det også med håbet om at bevare det Frederiksberg, han kender. Et Frederiksberg, som De Konservative på afgørende vis har været med til at forme til den kommune, den er i dag:

»Hvor vi har lagt vægt på at bevare vores egen kultur og holde fast i de traditioner, vi har. For eksempel vores kulturliv med vores museer, teatre og litterære traditioner, der i høj grad udspringer af den særlige frederiksbergske kultur.«

»Og så går vi jo ind for, at der er rent og pænt, at sneen bliver ryddet ordentligt, og at vores træer og buske bliver holdt. Måske lidt bedre end i København.«

Samtidig, anfører Bøgh, har De Konservative været direkte årsag til Frederiksbergs overlevelse op igennem 1900-tallet, hvor hovedstaden har bredt sig og omkranset Frederiksberg til den geografiske ø midt i byen, den er i dag:

»Jeg tror ikke, der er tvivl om, at hvis Frederiksberg ikke havde haft en anden partifarve, så var vi også blevet en del af Københavns Kommune. Men de gange, hvor det har været tæt på, har der været nogle til at hjælpe os på Christiansborg.«

Ifølge rådmand Nikolaj Bøgh er De Konservative bedst egnet til at videreføre den særlige frederiksbergske identitet.

Magnus Hove Johansson

Frederiksberg Kommune er således historisk tæt forbundet med De Konservative, og skal man videreføre den særlige frederiksbergske identitet, vil det ligeledes være en opgave, som de konservative er bedst til at løse, mener Nikolaj Bøgh:

»Vi har en lavere skat, en anden trafikpolitik, en anden boligpolitik, lavere udgifter til administration, bedre renholdelse, og vi bruger flere penge på kultur, end København gør. Så det med, at vi har en anden politisk profil, det tror jeg understøtter billedet af, at vi er en kommune med vores egen identitet.«

Dragsted: Boligpolitik er det vigtigste

På en sidevej til Peter Bangs Vej toner de små, okkerrøde huse frem i tågen, som denne formiddag har lagt sig over Frederiksberg. En dreng drejer om hjørnet på sin cykel, og en midaldrende kvinde bryder ud i latter fra sit vindue i en samtale med en nabo, der står i forhaven.

Det er ikke til at se, hvad den idylliske Sønderjyske By, som er navnet på det lille boligkvarter på Frederiksberg, har været igennem de senere år, hvor den amerikanske boligspekulant Blackstones forsøg på at opkøbe ejendommene kulminerede i en retssag mod Frederiksbergs Boligfond, som lejerne tabte.

Blackstone trak sig sidenhen fra handlen, men den årelange strid endte ikke med, at lejerne fik den forkøbsret til deres boliger, som de havde ønsket, og mange frygter nu, at andre vil forsøge sig med at opkøbe ejendommene.

Derfor er det ikke tilfældigt, at det netop er her, Pelle Dragsted har valgt at mødes.

»For mig er boligpolitik et af det her valgs vigtigste spørgsmål. Både på Frederiksberg og i de større byer generelt.«

Modsat Nikolaj Bøgh er Pelle Dragsted opvokset på Frederiksberg, men det er første gang, den tidligere folketingspolitiker for Enhedslisten stiller op til kommunalbestyrelsen. Når borgerne på Frederiksberg og i de andre hovedstadskommuner den 16. november skal sætte deres kryds, bliver det ifølge Dragsted »et skæbnevalg«, der kan komme til at afgøre lavindkomstgruppers fremtidige muligheder for at bo i hovedstadsområdet.

»Vi har jo desværre set, hvordan det konservative flertal har forsøgt at sælge ud både af kommunens egne ejendomme og senest af Frederiksberg Boligfonds ejendomme. Blandt andet Den Sønderjyske By. Det havde været en skandale for vores by, for det er nogle af de få billige boliger, vi har tilbage.«

Ud over ejendommene i Den Sønderjyske By ejer Frederiksberg Boligfond omkring 2.400 andre boliger på Frederiksberg. Men fonden er plaget af store økonomiske udfordringer. Udfordringer, der senest har fået fondens formand, den konservative Flemming Brank, til at give grønt lys til at sælge op til 49 procent af ejendommene til pensionsselskabet PFA.

»Og det er selvfølgelig ikke Blackstone, men pensionskasser går jo også ind i det for at tjene penge. Så for mig er kampen om at bevare de her boliger helt central,« siger Pelle Dragsted.

Også udsigten til overhovedet at bygge nyt er ganske beskeden på Frederiksberg, da det allerede er en af landets tættest bebyggede kommuner. Derfor bør der ifølge Dragsted ikke blive bygget »en eneste« dyr bolig i kommunen, når der skal opføres nyt på de få grunde, man har til rådighed.

»Det handler om, at det at bo i byen ikke skal være et privilegium for dem med mange penge.«

Er alt godt på Frederiksberg?

Ser man på kommunens seneste tilfredshedsundersøgelser, fremstår frederiksbergborgerne ganske tilfredse med den kommune, de har i dag. I den seneste måling fra 2021 ligger tilfredsheden på stort set alle områder over landsgennemsnittet.

Alligevel er der »i den grad plads til forbedring«, mener Pelle Dragsted, der blandt andet har luftet vidtrækkende ideer om en offentlig bank for virksomheder og private og gratis tandpleje for unge under 30.

»Jeg tror, der er en fortælling om, at alt er godt med velfærden på Frederiksberg, men kigger vi på de rå tal, så bruger vi faktisk færre penge på velfærd end de fleste andre kommuner. Men det er der ikke mange, der ved, for man kender jo ikke forholdene andre steder.«

Derfor ønsker han at hæve skatten med 0,5 procent for borgere på Frederiksberg, der i dag har den laveste kommuneskat i landet:

»Men det er med en aftale om, at hver eneste krone, vi driver ind den vej, bliver brugt på velfærd,« siger han og nævner et klasseloft på 24 elever og minimumsrettigheder til ældre som eksempler på tiltag, han gerne vil gennemføre.

Kommunen skal ikke blande sig i alt

Den linje står i skarp kontrast til politikken hos det nuværende konservative flertal, der ikke ønsker at hæve skatten. Dog er det vigtigt, at velfærden løbende prioriteres, siger den konservative rådmand Nikolaj Bøgh. Han påpeger også, at kommunen i dag bruger færre penge på ældrepleje end tidligere, fordi ældrebefolkningen er blevet mindre.

»Vi prioriterer, at der skal være en god, kommunal service på kerneområderne, på børnepasning, på skole, på ældrepleje og på kultur. Men vi har ikke den der opfattelse, man har i Københavns Kommune, om, at kommunen skal blande sig i alt.«

Nikolaj Bøgh.

Magnus Hove Johansson

Nikolaj Bøgh affejer kritikken om, at de konservatives politik ville gøre det noget nær umuligt at få fat i billige boliger, fordi man ville frasælge kommunens boliger:

»Vi har undersøgt mulighederne for eventuelt at få dem drevet i et andet regi, som var mere professionelt, men stadig med en bibeholdelse af den sociale anvisningsmulighed,« siger han.

Han henviser også til, at Frederiksberg Boligfond er en selvstændig juridisk enhed, som dog drives i samarbejde med Frederiksberg Kommune.

»Det er rigtig nok, at bestyrelsen, der har en konservativ formand, men en socialdemokratisk næstformand, på et tidspunkt overvejede at sælge nogle af ejendommene. Det blev så droppet, og det, vi i kommunalbestyrelsen senere har besluttet i enighed, er, at vi ikke kommer til at gå med til et frasalg af boligfondens ejendomme.«

Endnu en bydel i København

For enden af gangen hænger et verdenskort. Under det står fem hvide spande med mærkaterne »pap«, »papir«, »glas«, »plastik«, »metal«. På nær håndvaskene på værelserne er der ikke meget, der afslører, at lejligheden tidligere har været tandlægeklinik. En lyskæde følger loftet fra hoveddøren til indgangen til køkkenet, hvor farvede guirlander fra den seneste fest stadig hænger på tværs af rummet.

»Husk husmøde!« står der på en hvid tavle.

»Vi plejer altså ikke at have så mange øl stående,« siger møbelsnedkerlærling Alberte Svendsen og peger på tre rammer Grøn Tuborg, der står lænet op ad det ene af køkkenets køleskabe.

For Alberte Svendsen (tv.), Niels Løkkegaard Bjerre (mf.) og Aia Marie Jacobsen (th.), der er tre af beboerne i kollektivet Familien på Fjerde, er klima- og boligpolitik de vigtigste emner ved kommunalvalget i november.

Magnus Hove Johansson

Ved køkkenbordet står 29-årige Mikkel Bjerg Kristensen med en bageplade med græskar i tern. Og ved spisebordet sidder 23-årige Aia Marie Jacobsen og 24-årige Niels Løkkegaard Bjerre på hver deres side over en computer.

Vi befinder os i kollektivet Familien på Fjerde på Frederiksberg en mandag aften, hvor halvdelen af de i alt otte beboere er hjemme. De er alle unge og er flyttet til kommunen inden for de seneste år. Og selv om tilværelsen som frederiksbergborgere er relativt ny for dem, har kommunalvalget fyldt en del i samtalen rundt om middagsbordet.

»Jeg tror egentlig, jeg har ærgret mig lidt over ikke at kunne stemme i Københavns Kommune, for jeg synes måske, der er nogle lidt større sager, som for eksempel Lynetteholmen, som vi ikke har indflydelse på, selv om de er lige så relevante for os i forhold til, hvor vi bor geografisk. Men nu hvor jeg har sat mig mere ind i det, er der jo også spændende og vigtige ting her på Frederiksberg,« siger Aia Marie Jacobsen, der læser geografi på Københavns Universitet.

Nogle af de andre nikker, og snakken ved bordet udvikler sig hurtigt.

»Jeg kan ikke lige komme i tanke om noget kommunalt, der burde være anderledes. Jeg har hørt meget godt om snerydningen, men nu har jeg selvfølgelig ikke prøvet at bo her om vinteren endnu,« siger Niels Løkkegaard Bjerre, der læser litteraturhistorie på Aarhus Universitet og er i gang med et praktikophold.

»Men det siger måske også noget om, hvor lidt vi har med det kommunale at gøre, at det er snerydningen, vi nævner,« siger Mikkel Bjerg Kristensen.

Generelt tænker ingen af de tilstedeværende i det lille køkken ret meget over, at de bor på Frederiksberg – men de bliver alligevel mindet om det, når de går gennem de prægtige villakvarterer eller ser ud af deres køkkenvindue, hvor der er grønt, så langt øjet rækker.

»Jeg tror faktisk mere, jeg føler, jeg bor i en bydel i København,« siger Niels Løkkegaard Bjerre.

»Men jeg har fået flere mails i min e-Boks fra Frederiksberg Kommune, end jeg har fået fra Københavns Kommune, efter at have boet der hele mit liv. ’Tillykke, du er ny borger, mød op til det her’,« siger Alberte Svendsen.

Ingen omkring bordet er specielt utilfredse med noget i Frederiksberg.

Magnus Hove Johansson

Ingen er specielt utilfredse

Samtalen omkring spisebordet vender tilbage til det forestående valg:

»Det er lidt sjovt, det med, at jeg betaler mindre i skat end mine venner, der bor nogle 100 meter væk,« siger Aia Marie Jacobsen.

De fire bofæller bliver hurtigt enige om, at klima og miljø er de vigtigste politiske temaer.

»Og boligpolitik,« tilføjer Niels Løkkegaard Bjerre.

»Jeg synes også, at når nu vi bor i en konservativ kommune, så vil jeg gerne trække det i en retning, hvor det bliver lidt mere diverst og inkluderende, for eksempel med billige boliger,« siger Aia Marie Jacobsen.

Ingen omkring bordet er specielt utilfredse med noget i Frederiksberg.

»Men jeg tror ikke, det er sundt at sidde på magten i 112 år,« siger Niels Løkkegaard Bjerre.

»Jeg tror faktisk, jeg havde overvejet at stemme konservativt, da jeg flyttede hertil. Fordi jeg tænkte: ’If it ain’t broke, don’t fix it’. Men så var det, at Pelle Dragsted stillede op.«

Også Alberte Svendsen og Mikkel Bjerg Kristensen overvejer at stemme på Pelle Dragsted, og alle omkring bordet er positive over for hans idé om gratis tandpleje til unge.

»Men jeg ville også synes, det var mærkeligt, hvis vi havde bedre vilkår i forhold til sundhed end unge i andre kommuner,« siger hun.

Det kan de andre også godt se.

Mikkel Bjerg Kristensen (tv.), Niels Løkkegaard Bjerre (mf.) og Aia Marie Jacobsen (th.) føler mere, at de bor i et kvarter i København end i en selvstændig kommune.

Magnus Hove Johansson

Københavnerfobi

Pelle Dragsted så da også helst, at hans ambitioner for Frederiksberg kunne blive gennemført på landsplan.

»Men hvis man ser tilbage, var det jo i de røde kommuner, at man lavede de første folkeskoler og kommunale ældreplejer. Så måske vi igen skal begynde at tænke kommunerne som pionerer i forhold til at udvikle samfundet.«

Han ser det samtidig som nødvendigt med et stærkt samarbejde med Københavns Kommune og oplever, at hans engagement på dette område bliver brugt imod ham af de konservative frederiksbergpolitikere. Eksempelvis når det gælder hans optræden i annoncer med partikollegaen Line Barfod, der er Enhedslistens spidskandidat i København.

Og selv om diskussionen om Frederiksbergs formelle kommunale selvstændighed for længst er overstået, undrer det alligevel Nikolaj Bøgh: »For det siger jo noget om, at Pelle Dragsted ikke lægger så meget vægt på, at Frederiksberg er sin egen kommune.«

Bøgh frygter, at Frederiksberg vil miste en del af sin »politiske selvstændighed«, hvis flertallet skulle blive rødt.

Men ifølge Pelle Dragsted er der ingen grund til, at venstreorienteret politik og et stærkere samarbejde med Københavns Kommune skulle svække Frederiksbergs politiske autonomi eller borgernes oplevelse af at have en egen kommune. Han undrer sig over den »københavnerfobi«, som han mener er til stede hos nogle konservative frederiksbergpolitikere:

»Det er, som om den eneste måde, de kan give udtryk for deres kærlighed til Frederiksberg på, er ved at bashe København, og det forstår jeg ikke. Jeg er glad for at have København som nabokommune, selv om jeg er mere frederiksbergbarn end Nikolaj Bøgh og de andre konservative tilflytterkandidater.«