Fiktiv fodbold
Læsetid: 6 min.

Komedieserien ’Ted Lasso’ punkterer fodboldens kynisme og viser os alt det, sporten også kan være

Hvorfor er komedieserien om amerikanske Ted Lasso, der bliver træner i en engelsk fodboldklub, blevet så rasende populær? Måske fordi den viser os noget fra fodboldens verden, som vi længes efter, men må til fiktionen for at finde
Cristiano Ronaldo er stærk og udholdende. Ted Lasso er venlig og sårbar.

Cristiano Ronaldo er stærk og udholdende. Ted Lasso er venlig og sårbar.

Universal Television

Moderne Tider
30. oktober 2021

Et af mine skriveidoler er den amerikanske journalist og forfatter Taffy Brodesser-Akner, der nu er ansat ved The New York Times. Hun er bedst kendt som såkaldt celebrity profiler, en helt almindelig jobtitel i USA, hvor man portrætterer de berømte mænd og kvinder, vi alle sammen gerne vil tættere på. I Brodesser-Akners tilfælde gælder det skuespillere som Tom Hanks, Val Kilmer og Bradley Cooper og sundhedsguruen Gwyneth Paltrow.

Det, der udmærker hendes stil og evne til at skrive mennesker frem, er, at hun altid stiller det rigtige spørgsmål helt fra begyndelsen. Nemlig: Hvad betyder det her menneske i den vilde verden, vi lever i lige nu? Ikke: »Hvem er du?« For det finder vi nok alligevel aldrig rigtig ud af.

Taffy Brodesser-Akners pointe er nemlig, at alle kendisser så at sige er demokratisk valgt af os. Vi tillægger dem kulturel betydning af en årsag. Vi fylder dem med værdi og mening af en årsag.

Det tænker jeg altid på, når jeg iagttager fodboldspillere. Alt det, de laver på banen, har egne betydninger, der spiller ind og ud i den bredere kulturelle sfære, hvor nogle af dem er A-list celebrities. De er overflader, vi kan projicere følelser og forhåbninger på.

Hvorfor har vi så at sige valgt Cristiano Ronaldo? Hvilke moderne længsler er det, han repræsenterer? Længslen mod evig ungdom og total kontrol er et bud. Hvilke gammelskolefortællinger om at være en mand? Det går stadig ud på at være stærk og udholdende, forstår vi. Og hvad er det for følelser, Ronaldo kalder på, som vi ikke har andre steder at gøre af? De fleste, faktisk: had/kærlighed, beundring/afsky, håb/håbløshed.

Offside og porno

På samme måde kan man spørge, hvorfor vi har valgt tv-serien Ted Lasso. En vanvittigt populær komedieserie om en amerikansk collegefodboldtræner fra Kansas City, der overraskende får tilbudt jobbet som cheftræner for den londonske Premier League-klub Richmond FC (der til orientering ikke findes i virkeligheden); den har lige afsluttet sin anden sæson og vundet en masse Emmyer.

Det har været kilde til ivrig spekulation ude på det store verdensnet, hvorfor denne forholdsvis ’lille’ komedieserie har fået så stor kulturel betydning for så mange mennesker. Og jeg tror, det hænger sammen med, at den foregår i en professionel fodboldverden, som vi er mange, der for tiden har det lidt underligt med, og at den portrætterer et persongalleri, som på én og samme tid hører hjemme der og så alligevel overhovedet ikke.

I serien er den britiske skepsis over Ted Lassos ankomst stor. Amerikansk fodbold er ikke rigtig fodbold, som I ved. Det er der ingen europæere, der mener, og dette latente modsætningsforhold tager fortællingen på sig og udnytter til komik, som intelligent sætter både den nye verden (USA) og den gamle verden (Storbritannien og fodbold) i et overraskende lys.

Som da Ted på sit første pressemøde som træner i verdens bedste og mest prestigefyldte fodboldliga bliver bedt af en journalist om at forklare offsidereglen – en manddomsprøve, de fleste af os ikkeindfødte i fodboldverdenen, har stået overfor:

»Well, jeg vil formulere det på samme måde, som da USA's højesteret i 1964 definerede pornografi. Det er ikke let at forklare, men du ved det, når du ser det.«

Venlig og sårbar

I begyndelsen deler du som tv- og fodboldseer mistænksomheden over for Ted Lasso med pressen og klubbens spillere, fans og ansatte. Historien er selvfølgelig designet til, at du til at begynde med tænker: Jesus Christ, amerikanere ved jo intet om fodbold, om hvor stort det er her, om hvor brutal  engelsk fodboldkultur kan være. De kender kun til sport som hygge og convenience og entertainment.

Men i løbet af seriens første sæson bliver du langsomt vundet over på Ted Lassos side, i samme takt som seriens persongalleri gør det. For Ted Lasso er bundsympatisk. Venlig. Sårbar. Helhjertet. Tillidsfuld. Han går mere op i holdet og i menneskene end i at vinde. Og så er han fuld af inspirationscitater: »At give sig i kast med en udfordring minder meget om at ride på en hest, ikke? Hvis du har det godt, mens du gør det, gør du det sikkert forkert.«

Komikken virker, fordi amerikanerne også gør grin med sig selv – og den der selvhjælpspositivisme, de uden at skamme sig ruller ud i tide og utide, og som er både latterlig og medrivende.

Mere Lampard end Keane

Ted Lasso er en serie, der handler om alt muligt andet end fodbold, men vi har selvfølgelig nogle genkendelige arketyper fra den verden: Den unge superangriber Jamie Tartt, som render rundt i sit flashy gear med kasket og små, dyre tasker – ligesom brasilianske Neymar og franske Pogba, når de stiger ud af spillerbussen, eller som hollandske Memphis Depay, der også er rapper i sin fritid. Frontmanden Jamie Tartt har nemt ved at score mål, men meget svært ved at eksistere på et hold. Han spiller mest for sig selv.

På Richmond FC’s hold har vi også en glad mexicaner med det meget Ringenes Herre-agtige navn Dani Rojas. Han løber og løber, og hans motto er: Football is life. Det er sådan, han spiller, og det er jo heller ikke helt forkert, at fodbold er (et mikrokosmos af) livet. Det er sådan set også seriens påstand.

Og så har vi karakteren og nu fænomenet Roy Kent, en aldrende boks til boks-midtbanespiller, som otte år tidligere har vundet Champions League med Chelsea. Roy Kent har som sin næsten navnebror fra det virkelig liv, Manchester United-legenden Roy Keane, lidt af en ’hård nyser, gem følelserne væk’-attitude.

Dog gennemgår fiktionens Roy Kent en følelsesmæssig udvikling, som jeg godt kan være usikker på, om virkelighedens Roy Keane nogensinde har været igennem. Egentlig minder Roy Kent på mange måder mere om en anden Premier League-legende, nemlig Chelseas Frank Lampard, der engang løb solen sort og var over det hele på banen.

»He’s here, he’s there, he’s every fuckin’ where, Roy Kent!« synger tilskuerne i Ted Lasso.

Frank Lampard var desuden en bundsolid, engelsk fodboldtype af den slags, der efterhånden synes at være færre og færre af. Jeg tror, det er derfor, fiktionens Roy Kent er blevet det fænomen, han er. Vi længes efter det bundreelle i fodbold. Det er derfor, vi så at sige har valgt ham.

Hvorfor så selvhøjtidelig?

Ganske vist kan Ted Lasso ikke lære os ret meget om fodbold på det helt konkrete plan – andet end, at offsidereglen kan være svær at forklare. Det er trods alt amerikanere, der har lavet serien.

Men den rammer meget rent nogle temaer med stor kulturel betydning lige nu: individ versus kollektiv, altså mig i et fællesskab, og menneskelighed og mentalt helbred versus benhårdt fokus på fysik og taktik.

Og den har fået mig til at sætte spørgsmålstegn ved den mening, vi gerne bliver ved med at tillægge fodbold (selv om det rigtignok nogle gange kan føles, som om en positiv forandring er i gang).

For hvorfor skal fodbold egentlig være så selvhøjtideligt seriøst? Er det ikke noget, vi engang selv har opfundet for at have det sjovt, udfolde os, måske endda lære noget om os selv? Hvorfor kan medmenneskelighed og venlighed ikke være nye værdier i en fodboldverden, der ellers kan synes ret så kynisk? Er de i virkeligheden ikke altid tilgængelige som en praktisk mulighed for os alle sammen, hvis vi bare turde at løbe risikoen for at blive afvist, gjort til grin? Alt det, ingen af os har lyst til.

Det er i hvert fald det, Ted Lasso siger.

Begge sæsoner af ’Ted Lasso’ er tilgængelige på Apple TV+

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her