Nekrolog
Læsetid: 4 min.

Et liv er forbi: Eric, født Erik, var en boheme, og det var ikke altid nemt i provinsbyen Hovedgaard

Eric Møller Justesen lignede en franskmand, sagde de i Frankrig, mens han derhjemme fik at vide, at han lignede Michael Bundesen fra Shu-bi-dua. Det passede ham ikke altid at bo i provinsen
Eric Møller Justesen blev født i 1942. Han voksede op sammen med sine forældre og to søskende i Hadsund, hvor han senere fandt sammen med manufakturhandlerens datter.

Eric Møller Justesen blev født i 1942. Han voksede op sammen med sine forældre og to søskende i Hadsund, hvor han senere fandt sammen med manufakturhandlerens datter.

Privatfoto

Moderne Tider
23. oktober 2021

Et enkelt bogstav.

Forskellen mellem Eric med c og Erik med k er ikke stor, men for fransklærer Eric Møller Justesen, som hele livet var optaget af Frankrig, og hver sommer satte sig bag rattet i familiens folkevogn iført alpehue og charmeklud for at køre ned til alperne for at se Tour de France og ryge Gauloises, var forskellen afgørende. Der var det danske Eeerik med laaaang vokal og det franske Eric med tryk på sidste stavelse. Det var ikke bare to forskellige navne, men to forskellige sprog og kulturer, to forskellige verdener.

Han hed Eric med c.

Eric Møller Justesen, født Erik, døde den 5. maj, og når man skal fortælle om hans liv, er det oplagt at begynde der, med hans navn.

Privatfoto

Afsted i folkevognen

Eric Møller Justesen blev født i 1942.

Han voksede op sammen med sine forældre og to søskende i Hadsund, hvor han senere fandt sammen med manufakturhandlerens datter. De flyttede til Hovedgaard ved Horsens og begyndte begge at læse til folkeskolelærere på statsseminariet. Eric Møller Justesen ville være fransklærer.

Blå bog: Eric Møller Justesen

  • Født 1942.
  • Opvokset i Hadsund.
  • Uddannet folkeskolelærer.
  • Død den 5. maj 2021 i Varde.

Hvornår hans interesse for Frankrig opstod, husker de efterladte ikke. 

Måske var det i barndommen, hvor hans far som slotsgartner havde anlagt en kopi af Rosenhaven i Versailles på den herregård i Hadsund, hvor han arbejdede. Eric Møller Justesens barndomshjem var midt i haven. Eller måske var det først i ungdommen, hvor han første gang rejste på ferie i Frankrig.

Uanset: Eric Møller var optaget af den franske kultur, af det franske landskab og det franske køkken, han nød at flanere gennem de franske byer eller sidde på en fortovscafe og ryge sine franske cigaretter. Han lærte sproget og læste filosofien – og så skiftede han altså navn.

Nogle går til numerolog, men Eric Møller Justesen tog til Frankrig, og hvert år rejste familien – som i 1970’erne var blevet udvidet med sønnen Jacob og datteren Rie – af sted for at holde ferie. De pakkede folkevognen og kørte ned gennem kontinentet med kombicamperen efter og med Eric Møller Justesen bag rattet i sort alpehue og rød halsklud.

Han lignede en franskmand, sagde de i Frankrig, mens han herhjemme fik at vide, at han lignede Michael Bundesen fra Shu-bi-dua. Hvilket ikke er helt forkert: Han havde det samme store, krøllede hår.

På ferierne kørte de folkevognen op i alperne for at se Tour de France, parkerede kombicamperen i vejkanten og slog campingbordet ud. Så sad de der og ventede på, at rytterne kom kørende forbi. Ikke mindst den franske rytter Bernard Hinault, som var elsket for sin meget franske måde at være på: uafhængig og højtråbende. 

Ikke ulig Eric Møller Justesen.

Privatfoto

Han beskrives af sin søn som »en bohemetype«, men for en boheme som Eric Møller Justesen var det ikke altid nemt at bo i Hovedgaard.

Familien boede i et lille parcelhus med en lille hæk omkring. Som alle andre parcelhuse passede det til en familie, men hverken huset eller familielivet passede altid Eric Møller Justesen.

Han kunne tage på druk og blive væk i flere dage eller sidde oppe hele natten, mens familien lå og sov. Midt på gulvet, lige foran anlægget, sad han:

»Non, je ne regrette rien« (Nej, jeg fortryder intet, red.), sang han, klassikeren sunget af Edith Piaff.

Så vågnede familien. Med tiden blev det for meget for hans kone, som i 1977 blev skilt fra Eric Møller Justesen.

Altid ved stambordet

Efter skilsmissen pakkede han kombicamperen og flyttede til Aarhus. 

Her boede han i en etværelses lejlighed, men han kom ofte på værtshuset Bent J, som lå nede i Nørregade og var kendt for sine koncerter med nogle af de bedste danske og internationale jazzmusikere og for sine billige guldøl.

Eric Møller Justesen sad altid ved stambordet og talte med de andre stamgæster på værtshuset, hvor han kom både i hverdagen og i weekenderne. I weekenden havde han af og til sine børn med, hvis de var hos ham. Han skulle lige have en enkelt – og det kunne der gå en hel dag med. Mens Eric Møller Justesen sad ved stambordet og festede, sad sønnen på omkring ti år og spillede skak med nogle af sutterne, mens hans søster på fem fik colaer og læste Anders And.

Nogle gange faldt de i søvn på bænkene.

I en del af sit voksenliv så Eric Møller Justesen ikke meget til sine børn.

De fik travlt med deres egne familier og arbejde, men efter sin pension flyttede Eric Møller Justesen til Varde for at komme tættere på sine børn og børnebørn og for at hjælpe sønnen, som havde startet en restaurant. Her stod han ude i restaurantens køkken og vaskede op, hvilket var en mulighed for at komme tættere på familien igen.

Privatfoto

Hvem var kvinden?

I sine sidste år blev Eric Møller Justesen ramt af demens. Han begyndte at glemme aftaler og kom enten for sent eller for tidligt. I begyndelsen var det bare en gang imellem. Senere kunne han ringe til sønnen midt om natten og spørge: Hvornår var det, vi skulle mødes? Hvis sønnen forklarede, at det først var dagen efter, svarede han: Nu?

Eric Møller Justesens demens blev for alvor tydelig i 2016 til barnebarnets studentergilde, hvor han var kommet som en af de første gæster. På et tidspunkt kom en kvinde hen og gav ham hånden.

»Goddag,« sagde han.

Hans ekskone undrede sig over den formelle tone.

Bagefter tog Eric Møller Justesen sin søn i armen. Hvem var kvinden?

Til sidst blev hans demens forværret. Han fik en plads på et plejehjem i Varde, hvor hans familie indrettede et værelse med møbler fra hans lejlighed. Pladespilleren og pladerne blev der også plads til.

Når hans familie kom forbi, satte de en af hans gamle plader på, og selv om han kunne glemme, hvor han var, eller hvem han var, kunne han stadig synge med:

»Non, je ne regrette rien.«

Serie

Et liv er forbi

På denne plads fortæller vi hver uge om en afdød person på basis af samtaler med de pårørende.

Hvis du har mistet en, som du synes, at Informations læsere bør kende til, så skriv til modernetider@information.dk.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Åh, det var en særlig generation af lærere og lektorer, som vi både lærte meget af og også lærte ikke i et og alt at efterligne.
Men hvordan i alverden kunne han dog få sig selv til at køre folkevogn?

Claus Nielsen, Torben Bruhn Andersen og Steen K Petersen anbefalede denne kommentar