Mand tiltalt for vold mod parkour-udøvere: Troede, de var indbrudstyve på taget

Hver uge dækker Information en retssag fra tilhørerpladserne i retssalen. I retssal 1 i Københavns Byret er P tiltalt for at tage halsgreb på en parkour-udøver
Hver uge dækker Information en retssag fra tilhørerpladserne i retssalen. I retssal 1 i Københavns Byret er P tiltalt for at tage halsgreb på en parkour-udøver

Mia Mottelson

Moderne Tider
16. oktober 2021

P er tiltalt for fire forhold, men retssagen imod ham begynder med, at P erklærer sig skyldig i de to af dem – nemlig besiddelse af 35 gram hash til eget forbrug samt tyveri af en macbook på en burgerbar.

Tilbage er tiltalen for vold i forbindelse med to episoder, som fandt sted den 18. november 2018, og i disse to forhold erklærer P sig ikke skyldig.

Han er 42 år og iført blå skjorte. Hans fødder kører op og ned, mens han bliver afhørt af først anklageren og siden forsvareren.

Indbrud

P forklarer, at han på den pågældende dag hørte nogle mennesker rende rundt oppe på taget over hans lejlighed på Vesterfælledvej i København. Der havde for nylig været indbrud i boligforeningen – og ifølge P var tyvene netop kommet ned igennem et tagvindue. Derfor var han overbevist om, at der igen var tyve på spil.

Da han gik ud på svalegangen, kunne han se, at det overvågningskamera, som han har opsat foran sin dør, var drejet og pegede ind imod væggen – det bekræftede ham i teorien. Kort efter fik han øje på tre unge mænd, som – efter de havde fået kontakt – valgte at flygte ned på gaden.

P tog en elevator ned på gaden og mødte de unge mænd. Han fik fat i den ene af dem og foretog en civil anholdelse, indtil politiet – som han selv havde ringet til – kom.

P var »oppe at støde« i situationen, forklarer han. Fordi han havde taget en af de unge mænd på fersk gerning. Ifølge P skete der ikke mere den dag.

Anklageren spørger også ind til en episode på Carlsberg Station, som fandt sted lidt senere samme dag, men P afviser, at han overhovedet var til stede på stationen.

Anklageren afspiller fem korte videoer, som alle er optaget af de tre unge mænd. De første foregår på Vesterfælledvej, hvor man kan se P tage førergreb på en af de unge. Den sidste video foregår på Carlsberg Station. Ifølge anklageren tager P en af de unge mænd i et halsgreb, ligesom han tager hårdt fat i en af de andre, som har fået blå mærker og ødelagt en trøje.

P afviser imidlertid fortsat, at det var ham, der var på Carlsberg Station:

»Ham på videoen har en hvid jakke på. Jeg havde en sort jakke på. Ham på stationen har også en hue på. Jeg havde en hætte på,« siger P.

Parkour på taget

De tre unge mænd vidner i sagen. De fortæller samstemmende, at de var oppe på P’s tag for at dyrke parkour – en sport, som blandt andet går ud på at klatre på bygninger, og som de på daværende tidspunkt dyrkede i en klub tæt på Vesterfælledvej.

Det første vidne, T, som var den af de unge, som blev holdt i førergreb, fortæller, at han er »100 procent sikker« på, at det også var P, som forsøgte at tilbageholde de unge mænd på Carlsberg Station.

»Han havde været oppe og skifte tøj,« forklarer T, da der bliver spurgt ind til det.

Og først efter episoden på Carlsberg Station kom politiet, forklarer T – hvilket er i modstrid med P’s forklaring. T fortæller også, at han var overrasket over, at det var dem, politiet afhørte på stedet. Han mente, at det var P, der havde begået et overgreb.

Når de unge mænd – som dengang har været omkring 16 år – havde drejet på P’s overvågningskamera, var det, fordi de godt vidste, at de ikke måtte dyrke parkour oppe på taget.

Forsvareren læser P’s personlige forhold op. P er ikke tidligere straffet og bor alene i lejligheden på Vesterfælledvej. Han har tidligere arbejdet som maler, men har ikke noget job og er på kontanthjælp. Han ryger meget hash og har gjort det hver dag siden, han var 13 år. Hashen er en slags selvmedicinering, fordi han lider af adhd.

I det dokument, forsvareren læser op, står der også, at P ikke er villig til at indgå i et behandlingsforløb for sin afhængighed, men det passer ikke, siger P i retten. Han er villig til at gå i behandling.

»Drengene var væk«

Under de afsluttende bemærkninger sker der noget opsigtsvækkende. Anklageren siger, at P bør frifindes for det forhold, som fandt sted på Vesterfælledvej – altså da han tog T i førergreb.

Det skyldes, at han troede, at de tre unge var ved at bryde ind i hans lejlighed, hvilket retfærdiggør hans handling.

Til gengæld skal han dømmes for med overlæg – og cirka en halv time senere og efter at have skiftet tøj – at have taget halsgreb om en af de unge og holdt den anden hårdt i armen på stationen. P skal have 14 dags fængsel for episoden plus 15 dage for at stjæle macbooken fra burgerbaren, mener anklageren.

Forsvareren mener, at han skal frifindes for begge forholdene om vold og kun dømmes for at stjæle macbooken og for besiddelse af hash.

P bliver frifundet for episoden på Vesterfælledvej, men dømt for episoden på Carlsberg Station.

»Drengene var væk, og du kunne have valgt ikke at gøre mere,« siger dommeren, som altså også vurderer, at det var P, der var til stede på stationen.

P bliver idømt 25 dages betinget fængsel under forudsætning af, at han modtager behandling for sin hashafhængighed.

»Tak for i dag,« siger dommeren.

»Tak, god weekend,« svarer P.

I retten

Hvert år afgør de danske domstole titusindvis af sager, hver med sin egen bagvedliggende historie. Ofre, gerningsmænd – almindelige mennesker i dramaer, der er for små til at blive til avisoverskrifter, men som vores retssystem må tage hånd om. Information følger hver uge en retssag fra tilhørerbænken.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her