Vi mangler indblik i medicinalgiganternes coronakontrakter. Det, der er kommet frem, ser ikke kønt ud

Vejen ud af pandemien har været brolagt med videnskabelige mirakler. Medicinalindustriens klogeste hoveder har med milliarder af statskroner i ryggen taget syvmileskridt på rekordtid, hvilket blandt andet betyder, at vi i dette land næsten lever en helt almindelig tilværelse efter halvandet års undtagelsestilstand med millioner af dødsfald verden over og 100 gange flere syge. Det er et mirakel, og for det står vi alle sammen i evig taknemmelighedsgæld.

At vi her i Danmark lever uden restriktioner kan alene tilskrives den store vaccineopbakning. Men der er en lang række lande, hvor opbakningen er dårligere, og hvor det ser meget værre ud. Rusland gennemlever i øjeblikket landets værste periode i hele pandemien, og det samme gør stater som Litauen og Rumænien.

For vacciner redder som bekendt ingen – det gør vaccinationer. Hvis du ikke kan overbevise folk om at tage din medicin, er det ligegyldigt, hvor dygtig du har været til at udvikle den. Det handler udelukkende om tillid, så fundamentet og forudsætningen for vaccinesuccesen er altså befolkningens tiltro. Det ansvar kunne firmaerne bag vaccinerne godt lægge over på distributørerne – altså de enkelte landes ledere og organisationer som WHO – men det ville være at løbe fra den store indflydelse, som de samme firmaer har fået i kraft af deres uundværlige produkter.

Manglende gennemsigtighed

Det er både naturligt og sundt, at en befolkning skeptisk interesserer sig for, hvem der redder dem, og hvad de får ud af det. Specielt i en situation som denne, hvor hele kloden har været sat i stå, og hvor interessen for at få den i gang igen har været så voldsom, at mange lande de facto har indført vaccinetvang – i hvert fald hvis man skulle have lyst til at genoptage en almindelig social omgang, bevare sit arbejde, gå ud, rejse rundt i verden og den slags.

Den situation har gjort det muligt at høste enorme økonomiske gevinster, og det er ingen hemmelighed, at firmaer som Pfizer og Moderna, der har udviklet de to mest succesfulde vacciner, allerede har tjent styrtende med penge på dem. Og det er heller ingen hemmelighed, at de kommer til at tjene mange flere. Det er dem vel undt, og det bør ingen tage fra dem, men hvis vi skal bevare tilliden til dem, er det vigtigt, at der er en maksimal grad af gennemsigtighed i deres indtjeningsgrundlag – og her har det haltet gevaldigt.

Begge firmaer har indgået aftaler og kontrakter med stater, som offentligheden ikke har kunnet få noget som helst indblik i, fordi det ville gå ud over angivelige forretningshemmeligheder. Man må formode, at regeringsledere og forhandlere har villet gå meget langt for hurtigt at få fingre i deres produkt, men forhandlingerne er foregået bag hermetisk lukkede døre.

Forsvindende få ved, hvad de enkelte lande er gået med til, hvad prisen har været, og hvilket forhandlingsmæssigt spillerum en medicinalgigant som Pfizer har haft. Vi ved blot, at de indtil videre har solgt mere end 3,5 milliarder doser af deres vidundermiddel.

To af dem er skudt ind i min krop.

Pfizer tryner

I denne uge fik vi imidlertid en smule mere at vide om, hvad det er lykkedes Pfizer at få gennemtrumfet i nogle få af de kontrakter, vaccineproducenten har indgået – og det er ikke ligefrem viden, der skaber tillid mellem producenter og befolkning.

Af lækkede oplysninger til den amerikanske forbrugerorganisation Public Citizen fremgår det, at Pfizer har »udnyttet sin magt til at kunne sikre sig minimale risici og maksimere sin profit« og »vedvarende sat sine egne interesser over befolkningens sundhed«, som det beskrives i The Washington Post.

I kontrakter med en række lande har Pfizer blandt andet selv fået lov til at flytte på deadlines og tilbageholde doser eller give dem til andre lande, ligesom firmaet tilsyneladende i udbredt grad har fraskrevet sig ansvaret for bivirkninger og utilsigtede virkninger.

En anonym statslig forhandler citeres i rapporten for, at Pfizer har opført sig direkte »trynende«, (»bullying«), og at vi »om fem år, når disse fortrolighedsklausuler er udløbet, vil kunne se, hvad der i virkeligheden er foregået under disse forhandlinger«.

Vi må håbe for tilliden, fremtidige pandemier og verdenssundheden, at firmaerne generelt har opført sig mere ansvarligt, end de lækkede oplysninger antyder. Det modsatte ville faktisk ikke kun være dårligt for folkesundheden, men også dårligt købmandskab.