Døden i skoven
Læsetid: 13 min.

Midt i Europa kæmper de for at hjælpe migranter fanget i grænselandet: »Min skov skal ikke være en kirkegård«

På kanten af EU har børn, gravide og syge i ugevis været strandet uden regelmæssig adgang til mad, drikke og lægehjælp. De kan ikke komme ind i EU, og de kan ikke komme tilbage til Belarus. Den polske regering slipper hverken journalister eller nødhjælpsorganisationer ind i området, hvor en lille gruppe lokale kæmper for at sikre dem basale fornødenheder. Reportage fra Polen, der arbejder ihærdigt på at forsegle unionens østlige grænse
Polske aktivister søger efter migranter.

Polske aktivister søger efter migranter.

Magdalena Chodownik

Moderne Tider
23. oktober 2021

Det foregår i grænselandet. Helt derude, hvor EU bliver glat, og man skal holde godt fast for ikke at glide af. Der, hvor man stadig kan se hestevogne, hvor der er ulve, vildsvin og bisoner. Hvor en spade er en spade, og en bøsse er noget, man har stående, hvis nu russerne kommer igen.

Der, hvor husene er bygget af tømmer fra skoven, hvor nogle af kirkerne og gravene er ortodokse, og hvor der endda findes en muslimsk landsby – efterkommere af tatarerne. Og der, hvor gennemsnitsalderen mange steder er over 60, og hvor stort set det eneste job, man kan få, er som grænsevagt.

I 15-1700-tallet lå området midt i det mægtige Polen-Litauen, et multinationalt, religiøst tolerant imperium, der gik fra Østersøen til Sortehavet. Nu er det EU’s ydre grænse mod øst, lige på den anden side kan alt ske, og derfor har den polske regering netop vedtaget at bygge en mur til rundt regnet 2,6 milliarder kroner midt ned gennem området.

Muren skal erstatte det pigtrådshegn af concertina-typen, der blev sat op i al hast »for at beskytte Polen mod terrorister«, som regeringen forklarede i august. Det skete, efter at migranter pludselig begyndte at strømme denne vej fra Belarus og ind i Polen på foranledning af manden, der ofte kaldes Europas sidste diktator: Aleksandr Lukasjenko, der har åbnet sine arme for tilrejsende fra blandt andet Irak, Syrien og Afghanistan for straks at sende dem videre til EU-nabolandene.

Det polske hegn er 2,5 meter højt, og de barberbladslignende anordninger er så skarpe, at det har været nødvendigt med et ekstra hegn uden om for at beskytte områdets vilde dyr.

Muren skal også udstyres med bevægelsessensorer og varmekameraer. Polens østlige grænse vil få den mest moderne sikkerhed i hele Europa, pralede indenrigsminister Mariusz Kamiński i parlamentet, under stort bifald fra regeringspartiet Lov og Retfærdighed, da planerne blev præsenteret og vedtaget med ekspresfart:

»Den bliver uigennemtrængelig.«

Polske soldater ved grænsen til Belarus.

Polske soldater ved grænsen til Belarus.

Kacper Pempel

Døden i skoven

Da Belarus heller ikke har noget ønske om at tage imod migranterne, er et større antal nu strandet på grænsen til det Polen, som præsident Andrzej Duda ynder at kalde »Europas hjerte«. Præcis hvor mange det drejer sig om, vides ikke, for de polske politikere indførte den 2. september en undtagelsestilstand – senere forlænget til slutningen af november – som betyder, at kun folk, der bor og arbejder i en tre kilometers zone fra grænsen, må komme ind i området. Altså ingen journalister, ingen fotografer og ingen nødhjælpsarbejdere.

Ifølge den polske regering har de 4.000 grænsevagter og de 25.000 soldater, der er blevet indsat siden august, forhindret mindst 21.000 krydsninger af grænsen, mest af folk fra Mellemøsten, Asien og Afrika. 1.500 er blevet tilbageholdt i Polen. Helt tæt er grænsen dog ikke: Tysk politi kunne i sidste uge melde, at 4.300 personer er nået hele vejen gennem Belarus og Polen ind i Tyskland siden august. Fra januar til juli i år kom der blot syv ad samme vej.

De migranter, der ikke kan undslippe grænselandet, befinder sig efter alt at dømme i en stærkt udsat position. Indtil videre er syv bekræftet omkomne, og det seneste lig – af en 19-årig syrisk mand – blev fundet i denne uge.

En kvinde, der på grund af den ophedede polske debat ikke ønsker at optræde med sit rigtige navn, og som vi derfor kalder Joanna, bor ved grænsen og hjælper migranterne. Når de er meget syge, er hun nødt til at ringe efter en ambulance. Det gør hun nødig, for der følger altid grænsevagter med, og så bliver resten af gruppen sendt tilbage til Belarus.

Hun flyttede til området for et par år siden fra Warszawa med ønsket om et liv i fred og ro med skov i baghaven.

»Jeg troede ikke, sådan noget kunne ske her. Men da det skete, var jeg nødt til at hjælpe, så folk ikke dør. Min skov skal ikke være en kirkegård for folk,« siger hun.

Joanna har fået en bøde af grænsevagterne, fordi hun blev opdaget 15 kilometer fra sit hjem – længere væk end hun må være ifølge undtagelseslovgivningen. Næste gang vil hun blive tilbageholdt i 24 timer.

»Det kan jeg ikke, jeg har små børn.«

Alligevel hjælper hun, selv om det bliver sværere og sværere. Ikke alle grænsevagter er dog lige uvenlige, fortæller hun: Da hun fik bøden, jokede hun med, at hun ikke ville gøre sådan noget dumt noget igen. 

»Så kiggede grænsevagten mig lige i øjnene og sagde, at det ikke var dumt.«

Hun udfører arbejdet anonymt, ikke fordi det er ulovligt, men fordi hun fik en masse hadbeskeder i august, da hun underskrev en erklæring med støtte til migranterne.

»De er syge alle sammen nu. Sultne og ryster. Nogle af dem har badesandaler på, og temperaturen når frysepunktet om natten. De ved ikke, der er 600 kilometer til Tyskland, nogle af dem tror, de er der allerede. Efter et par uger i skoven vil de gerne have asyl hvor som helst.«

Nogle gange kan hun ikke hjælpe dem, for hun kan ikke bære varmt tøj og støvler til ti mand to kilometer gennem skoven.

»Der er under 50 personer, der hjælper, langs hele den polske grænse,« siger hun.

»Det er ikke nok.«

Polske aktivister søger efter asylansøgere ved Bialystok nær grænsen til Belarus.

Polske aktivister søger efter asylansøgere ved Bialystok nær grænsen til Belarus.

Magdalena Chodownik

Et populært tiltag

Planerne om en grænsemur er overvejende blevet positivt modtaget af polakkerne. Ifølge en ny undersøgelse støtter 54 procent regeringens tiltag ved grænsen til Belarus, 36 procent støtter dem ikke.

Hubert, en mand i 40’erne, sidder på en bænk foran Kulturpaladset i Warszawa, et par hundrede meter i fugleflugt fra parlamentet Sejm, hvor beslutningen om muren blev truffet, iført briller, sandfarvede chinos og mørkeblå dynejakke. Han synes også, at muren er en god idé.

»Migranterne kommer her illegalt,« siger han.

»Det er ikke bare en polsk, men en almenmenneskelig reaktion at ville forsvare sig, når nogen trænger ind i deres land eller på deres ejendom.«

— Har Polen ikke plads til migranter?

»Vi har migranter! Fra Kasakhstan, fra Ukraine, fra Belarus. Vi giver dem et arbejde og et sted at bo.«

— Hvad med folk fra Afghanistan?

Hans øjne flakker. Ligesom i Danmark har den polske regering gjort et stort nummer ud af at evakuere borgere, der har hjulpet Polen under de mange års kampe mod Taleban.

»De skal spørge ordentligt ved grænseovergangene, ikke bare komme illegalt gennem skoven.«

— Ved du, at der ligger folk ude i skoven og fryser og er sultne og syge?

»Vi har prøvet at sende nødhjælp til dem. Belarus forhindrede det.«

Og så er den snak ikke længere. Hubert ser muligvis stats-tv. I hvert fald følger hans argumentation regeringens. Men også folk, der er notorisk uenige med regeringen, som tidligere premierminister Donald Tusk – der er tilbage i polsk politik med det erklærede mål at vippe partiet Lov og Retfærdighed fra magten – mener, at migranterne skal stoppes, gerne med hegn og mure.

Den holdning deler den tidligere EU-rådspræsident med mange borgere og regeringer rundt omkring i unionen. Også med den danske, der i september sendte en integrationsminister og 15 kilometers concertina-pigtråd til Litauen, da EU ikke kunne eller ville betale for den.

Samtidig er polakkerne særligt bekymrede for det, de ser som en hybridkrig ført af Aleksandr Lukasjenko – og man frygter også, hvad Rusland kan finde på i den henseende, fortæller en kilde med adgang til det polske forsvarsministerium.

Frygten blev allerede skærpet i 2014, da Rusland annekterede Krim. Og det hjalp ikke, da Belarus for nylig indførte nationaldag den 17. september – den dag i 1939, hvor Sovjetunionen invaderede Polen. Det lugter af et ønske om at revidere grænsen, mener man i Warszawa.

Historiens ekko

Selv om polakkerne støtter regeringens grænsepolitik, mener et flertal, at journalister burde have adgang til området. Og at børn ikke bør sendes tilbage.

Kritikere af regeringens håndfaste behandling af migranterne har desuden hæftet sig ved, at der er tale om den første undtagelsestilstand, siden den kommunistiske general Jaruzelski indførte krigsretstilstand i 1981. Dengang blev militæret sat ind mod borgerne, der var tanks i gaderne og udgangsforbud, og titusindvis af aktivister fra den prodemokratiske fagforening Solidaritet blev sendt i lejre.

Ud over mørklægningen af, hvad der egentlig sker ude ved grænsen, har den nuværende situation den sideeffekt, at der ikke kan være valg under og i 90 dage efter undtagelsestilstanden. Og det giver Lov og Retfærdigheds partiformand, Jarosław Kaczyński, der har haft alvorlige problemer med regeringens sammenhængskraft, tid til at få styr på sagerne – alt imens regeringen over for vælgerne demonstrerer sin vilje til at beskytte polakkerne fra udefrakommende fjender.

Frontex, der er til stede ved Belarus-grænsen i både Letland og Litauen, er ikke blevet inviteret til at være til stede ved den polske del af grænsen. EU-grænseagenturets hovedkvarter ligger ellers på Plac Europejskie midt i Warszawa.

Pressetalsmand Piotr Switalski oplyser til Information, at Frontex’ mandat betyder, at de kun må komme, når de inviteres af medlemsstaten, i dette tilfælde Polen, eller bliver bedt om det af EU’s ministerråd. Og det er de ikke blevet.

— Kan du fortælle, hvad I mener om ikke at være blevet inviteret af den polske regering?

»Nej.«

På grund af undtagelsestilstanden er der altså ingen, der kan kontrollere regeringens oplysninger om antallet af migranter, deres sundhedstilstand og om alderssammensætningen. Men nødhjælpsorganisationer anslår, at 20-30 procent af de personer, der befinder sig i grænselandet, er børn, en del af dem helt små.

På den måde virker hegnet øjensynligt som en si: De stærke formår oftere at komme igennem og videre til Tyskland, de syge og dem med børn og gravide bliver hængende i skoven under åben himmel uden adgang til mad, vand, varme, sanitet, medicin og lægebehandling.

Fare for dyresex

Initiativet Grupa Granica, Grænsegruppen, er opstået ud af behovet for hjælp til de mennesker, der siden august har været fanget langs den 500 kilometer lange grænse til Belarus. De samarbejder med folk, der bor eller arbejder i grænsezonen og derfor lovligt kan komme ud til migranterne.

Udvekslingerne i grænselandet er hemmelige, Informations kommunikation med Grupa Granica foregår på Signal, der er sikrere end almindelig e-mail, og finder ofte sted midt om natten.

Marysia Złonkiewicz fra gruppen vurderer, at der lige nu befinder sig tusinder af mennesker på den belarusiske side af grænsen og hundredvis på den polske.

»Vi bliver bombarderet med forespørgsler om hjælp, så vi kan ikke nå at lave statistik på antallet. Vores statistiker er også ved grænsen nu for at hjælpe folk.«

En migrant får et måltid mad serveret af polske aktivister, efter at han har krydset grænsen fra Belarus.

En migrant får et måltid mad serveret af polske aktivister, efter at han har krydset grænsen fra Belarus.

Kacper Pempel

Gruppens arbejde går ud på at finde migranterne og finde ud af, hvor mange de er, og hvad de har brug for. Varme støvler til en etårig og en otteårig er ikke det samme. Derefter skal der bæres soveposer, mad, vand, suppe, ladestationer til mobiltelefoner, medicin, og hvad der ellers behøves, ud i skoven.

I anden omgang tilbydes migranterne juridisk assistance, så de kan gøre deres ret til at søge om asyl gældende – og forsøge at få rejst sagen ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, hvis de polske vagter ulovligt sender dem tilbage over grænsen, selv om de har anmodet om asyl (de såkaldte pushbacks).

I begyndelsen blev nogle af de migranter, der havde børn med, samlet op af myndighederne og kørt til centre, hvor de fik mad og andet. Senere blev mange af dem alligevel sat på militære lastbiler og kørt tilbage over grænsen, fortæller Marysia Złonkiewicz, da vi mødes på en café i Warszawa.

Hun har taget sin hund med, for hun har så travlt, at hun ikke kan nå at gå tur med den.

— Hvem bliver ikke sendt tilbage over grænsen?

»Folk, der skal på hospitalet. Men når lægerne udskriver dem, bliver de også kørt tilbage.«

Familier med handicappede børn har større chance for at undgå pushbacks. Mere vil hun ikke sige, for hun vil ikke have, at regeringen finder ud af, hvad hendes organisation kender af smuthuller.

Hun holder fast i, at migranterne har ret til at søge om asyl, men indrømmer, at det er meget svært for dem at få det.

Kun 44 procent af dem, der befinder sig i migrantcentre i Polen, ønsker at søge asyl i landet. Resten vil helst videre til Vesteuropa. Tallene kommer fra grænsevagterne og bruges til at vise, at der ikke er tale om flygtninge, men økonomiske migranter.

Eller det, der er værre: På et herostratisk berømt pressemøde i slutningen af september viste indenrigsminister Mariusz Kamiński og forsvarsminister Mariusz Błaszczak billeder, der angiveligt stammer fra migranternes mobiltelefoner. Billederne beviste ifølge chefen for sikkerhedsstyrkerne, at én ud af ti af migranterne kunne have forbindelser til terrororganisationer, var kriminelle, menneskesmuglere eller lignende. Der var også billeder, der viste en forkærlighed for sex med køer.

»Politisk korrekthed tilsiger, vi ikke må tale om det, men vi sætter vores hjemlands sikkerhed øverst,« udtalte forsvarsminister Błaszczak ved den anledning.

Indenrigsminister Kamiński er i øvrigt idømt tre års fængsel for dokumentfalsk, men blev i 2015, lige inden han blev minister, benådet af præsident Andrzej Duda.

»Sker det også i dit land – at ministre viser dyresex på pressekonferencer,« spørger Marysia Złonkiewicz og ryster på hovedet.

Hunden har lagt sig ned, der bliver ikke meget gåtur i dag.

»Billeder, der stammede fra den afghanske hær, skulle ’bevise’, at disse folk var farlige, men det er jo logisk, at du flygter fra Taleban, hvis du har været med i den afghanske regeringshær. Myndighederne spiller på tre slags frygt på samme tid: at migranterne er muslimer, russiske agenter og zoofile. Det er grotesk.«

Tyske og franske journalister er for nylig blevet arresteret i zonen og tilbageholdt i 24 timer, fordi de nægtede at betale den bøde, man får første gang, man bliver taget i området. Der er checkpoints ved de store veje, men ikke på de små, så reelt kan man komme til at køre derind ved et fejltilfælde.

Nogle af grænsevagterne tæsker migranterne, siger Marysia Złonkiewicz, tager deres telefoner eller simkort og nægter dem at tage deres bagage med, når de bliver sendt tilbage over grænsen. Andre hjælper dem. De lokale i området har blandede følelser. Det nemmeste ville være, hvis det ikke skete lige der, hvor de bor.

’Hvor er børnene?’

Hver dag klokken 17 er der demonstrationer foran grænsevagternes hovedkvarter i Warszawa, en imposant grøn bygning tæt på centrum. De er arrangeret af Rodziny bez Granic, Familier mod Grænser – en af de organisationer, som opstod, da billeder af sultne børn, der camperer i ugevis i skoven eller bliver tilbageholdt i lejre, blev offentliggjort.

På fortovet foran bygningen er der tegninger og graffiti med farvekridt. Hjerter og træer og udsagn som »Natten er kold!«, »Hvor er børnene?« og »Stop døden ved grænsen«.

Relevansen af det sidste budskab blev nok en gang understreget, da en 24-årig irakisk mand blev fundet i skoven ved grænsen i sidste uge.

Det blev for meget for EU, og kommissær for migration og indre anliggender Ylva Johansson, der ellers længe har givet Polen ret i, at Lukasjenko med migranterne som våben fører hybridkrig mod hele unionen, satte spørgsmålstegn ved Polens måde at håndtere migranterne på. Hun indkaldte ambassadørerne fra Polen, Litauen og Letland til hastemøde, men det fik nu ikke den polske regering til at ændre kurs.

Klokken 17.14 er der dukket to op til demonstrationen.

»De siger, at det er en hybridkrig, men fireårige fører ikke hybridkrig,« lyder det fra den ene, Zof, en kvinde i 20’erne, der skriver ph.d. i historie ved Videnskabernes Akademi.

Der er store indsamlinger til at hjælpe folk ved grænsen, forklarer hun.

»Jeg har doneret penge – jeg har ikke noget varmt tøj.«

Det ses. Hun er iført en bomuldskjole og bare ben i regnbuesandaler. Temperaturen er seks grader og for nedadgående.

Klokken 17.19 er der fem mennesker til demonstrationen. Der kommer ikke flere, og 20 minutter efter opløses den. Men i weekenden samledes 3.000 mennesker i Warszawa under sloganet: »Stop torturen ved grænsen«.

Krzysztof, en lokal fra grænseområdet, som polsk presse har talt med, og som på det tidspunkt ikke havde sovet i flere dage, fordi han hjælper migranterne i skoven, kalder det, der foregår, for »Hunger Games«. Han appellerer til andre lokale om at tage migranter ind i deres hjem, nu da temperaturerne snart vil nå frysepunktet.

Den presseansvarlige på grænsevagternes hovedkontor, Anna Michalska, oplyser til Information, at der lige nu befinder sig 1.650 migranter inde i Polen. Nogle af dem venter på afgørelse om tildeling af flygtningestatus, resten venter på at blive fløjet retur til deres hjemlande.

Derudover kan hun helt afvise kritikernes opråb om situationen i grænseområdet:

»I skovene på den polske side af grænsen er der ingen illegale migranter, der vandrer eller er uden hjælp. Vi ved ikke, hvor mange der er på den anden side af grænsen. Prøv at spørge de belarusiske myndigheder.«

Det er glat derude, på kanten af EU.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Børge Jacobsen

Hvad gør vi den dag millioner og atter millioner af mennesker hvert år, om ikke så fjern en fremtid, forsøger at komme illegalt ind i EU?

Et ubehageligt spørgsmål, som vi før eller siden må tage stilling til.

Alvin Jensen, Claus Nielsen, Franz Nitschke, Vibeke Olsen, Jacob Nielsen og Thomas Barfod anbefalede denne kommentar

Jeg bliver så deprimeret over så mange ting omkring flygtning/immigrant strømme til Europa. på den ene side er det fuldstændig tragisk at mennesker dyr på deres rejse eller behandles som skidt, og på den anden side, forsøger landene der grænser op til transit lande som Belarus, Ungarn, Polen, Grækenland, Italien og Spanien at gøre hvad de kan for at der ikke skal vælte flere 1000 immigranter over deres grænser hver måned. Europa er allerede nu meget anderledes end for 30-40 år siden. Flygtnings og immigration har sat forskellige præg på Europa. For det meste bare mennesker der ønsker stabilitet, mad på bordet, og ikke leve i frygt og konstant fattigdom. Men Europa er ikke løsningen. Løsninger er arbejdet for stabilitet og bedre vilkår og rigere samfund hvor de kommer fra. Samtidig tror jeg ikke overordnet på at f.eks. USA involvering i Mellemøsten har haft nogen positiv effekt på samfundene eller skabt mere stabilitet og rigdom for de samlede befolkninger. Jeg kan ikke se hvordan man skal løse denne Gotiske knude, eller om den kan løses. Det hjælper så heller ikke at mange af landene mere end 4 doblet deres befolkning på 70-80 år.

Madelin Wilian, Per Torbensen, Børge Jacobsen og Jacob Nielsen anbefalede denne kommentar
Daniel Joelsen

@Gert Romme -rigtig konstateret, men morder nationer kan man også kalde resten af EU, med alle de flygtninge med børn der drukner og forgår i diverse lejre i EU og Nordafrika.

Alvin Jensen, erik pedersen, Tommy Clausen, Franz Nitschke, Gitte Loeyche og Vibeke Olsen anbefalede denne kommentar
Børge Jacobsen

USA's rådden rundt i verden for egen vindings skyld har absolut intet godt bragt med sig. Tværtimod har det skabt instabilitet og kaos for de stakles mennesker, som er blevet efterladt igen og igen, når USA mistede interessen eller der bare var stemmer idet for en præsident at bevæge sig ud og ind efter forgodt befindende op igennem tiden efter anden verdenskrig.

Desvære hoppede Danmark med på den galej da Anders Fogh Rasmussen gjorde Danmark til en krigsnation i 2003 med invasionen af Irak. En ulovlig krig vel at mærke. Den kommission , Irak kommisionen, som skulle granske Danmarks deltagelse i krigen blev omgående lukket ned af Venstre så snart de fik magt til at gøre det. Arbejdet var ellers stort set fuldført.

En del af de flygtningestrømme vi har oplevet de seneste årtier, og dem der kommer fremover, har vi således selv forårsaget gennem vores handlinger som krigsnation.

nanna Brendstrup, Madelin Wilian, Alvin Jensen, Peter Mikkelsen, erik pedersen, Rolf Andersen og Inger Pedersen anbefalede denne kommentar

Det er Europa der borde have røde kinder, EU har ingen flyktinge politik! Hvide russland ´diktator misbruger mennsker som shak brikker. En stor opryddning og en om fordelning af magten i Europa er tilrådet.