Selv med Parkinsons kom Gunhild Berg op på elcyklen og ud til marken

Som lærer i Glamsbjerg gjorde hun op med den sorte skole – men Gunhild Berg opdagede nærmest ikke 68-oprøret. Hun havde travlt med at dyrke sin passion for tekstiler
For Gunhild Berg var det vigtigt, at museet arbejdede med hele processen – fra dyrkning og bearbejdning til spinding og vævning.

For Gunhild Berg var det vigtigt, at museet arbejdede med hele processen – fra dyrkning og bearbejdning til spinding og vævning.

Privatfoto

Moderne Tider
30. oktober 2021

Gunhild Bergs æggehvide uldhue, der mest af alt lignede en tehat, fortalte to ting om hende: Hun havde ikke meget til overs for autoriteter – hverken inden for mode eller andet – og hun havde en enorm passion for gammeldags tekstilhåndværk.

Hun voksede op på en lille gård i Tommerup på Fyn, hvor hun kom hjem og hjalp til efter syv års skolegang. Men Gunhild Berg ville mere med sit liv, og hun uddannede sig derfor til skolelærer.

I 1962 blev hun så som 24-årig ansat på Glamsbjerg Fri- og Efterskole, hvor hun blev en del af en gruppe nyuddannede lærere, der tog et opgør med den sorte skole.

Sammen besluttede de, at læreren ikke skulle være autoritær, og at både lektier og karakterer så vidt muligt skulle afskaffes. Således gik Gunhild Berg også mere op i børnenes oplevelser i verden end i boglig udenadslære. I hendes timer blev der tegnet i stor stil, ligesom hun ofte skiftede klasselokalet ud med udflugter i naturen. 

Det lyder måske som hippiekultur og en studenteropørsideologi med et par års forspring, men de bevægelser var absolut ikke noget, Gunhild Berg og hendes kolleger identificerede sig med – tværtimod var de »frygteligt bange for hash og den slags«, som en gammel kollega beskriver det.

De opdagede faktisk næsten ikke 68-oprøret på friskolen i Glamsbjerg, konstaterede Gunhild Berg senere – for de boede på landet og havde mere travlt med det lavpraktiske arbejde med børnene end at følge med i de storladne ideologiske kampe. 

Det var også på skolen, at hun mødte sin mand, Holger, som hun fik fem børn med, og som i 1975 stoppede som skolens forstander for at blive fuldtidslandmand på Mosegård i Gummerup, hvor de boede de næste mange år.

Blå bog: Gunhild Berg

  • Født 12. marts 1938.
  • Uddannet skolelærer.
  • Død 15. september 2021.
  • Efterlader fire børn, 18 børnebørn og ét oldebarn.

Mos i sneen

Det var på gården, at Gunhild Bergs passion for tekstilproduktion for alvor tog fart. For her fik hun en fåreflok af Leicester-arten, der producerede en særlig fin type uld.

Så når arbejdsdagen på skolen var ovre, og maden og opvasken var klaret, kunne hun endelig kaste sig over sin passion: at væve, spinde, farve, sy og på andre måder bearbejde stof fra bunden.

Det var næsten et forskningsprojekt for hende at udforske teknikkerne og historien bag håndværket – og en aften kunne flyve afsted, når hun gik ud i skuret og farvede eller vævede ulden. Gradvist fyldte hun hjemmet med sække af uld, hør, vævebænke og andet, der kunne hjælpe hendes håndværk på vej.

Heller ikke på de årlige skiferier til Norge gav Gunhild Berg slip på hobbyen. Når familien var ude på langrendsski, kunne hun pludselig forsvinde, fordi hun havde fundet noget mos på en sten, som hun jo kunne bruge til at farve sin uld. Tilbage i hytten ville hun med sine medbragte gryder opkoge mosset og farve sit garn. 

Hør på museet

Passionen for tekstiler begrænsede sig ikke til uld, og i 1993 startede Gunhild Berg sammen med en gruppe ligesindede Hørvævsmuseet på Krengerup Gods. Som frivillig ildsjæl på museet arbejdede hun både med håndværket og dets historie – først ved siden af sit arbejde og siden nærmest på fuldtid, efter hun gik på efterløn i 1998. 

Det var også på museet, at hendes passion for håndværket kulminerede til hendes 70-års fødselsdag. Her blev hun overrasket af familie og venner, der havde samlet alt det, hun havde spundet, syet og på anden vis lavet til dem og fyldt hørvævsmuseets udstillingsområder med hjemmelavede trøjer, tæpper, skjorter og halstørklæder.

For Gunhild Berg var det vigtigt, at museet arbejdede med hele processen – fra dyrkning og bearbejdning til spinding og vævning. Således fik hun i foråret 2021 sået 200 kvadratmeter hør på nevøens gård.

Gunhild Berg havde ellers fået diagnosticeret Parkinsons og gik dårligt, men hun insisterede på – på trods af folks bekymringer – at komme op på elcyklen og se til marken eller museet på alle tider af døgnet.

På den måde holdt hun sig i gang til det sidste – uanset om det var ved at trække sin cykel op på en høj bakke ved gården og suse ned ad den med fuld fart eller ved at trække en seks meter lang stang op på selv samme bakke for at etablere en vandrefalkerede.

I 2020 blev Gunhild Berg enke og flyttede derfor til en ældrebolig. Skiftet gav hende lyst til at invitere familie og venner til en fest på den lokale kro, hvor hun ville fejre livet. Men så langt nåede hun ikke.

Få dage inden sin død den 15. september i år kunne man dog se en lykkelig Gunhild Berg ude på sin nevøs mark, hvor hun var i gang med at høste den hør, hun havde været med til at så.

    Et liv er forbi

    På denne plads fortæller vi hver uge om en afdød person på basis af samtaler med de pårørende.

    Hvis du har mistet en, som du synes, at Informations læsere bør kende til, så skriv til modernetider@information.dk.

    Seneste artikler

    Følg disse emner på mail

    Vores abonnenter kalder os kritisk,
    seriøs og troværdig.

    Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
    Prøv en måned gratis.

    Prøv nu

    Er du abonnent? Log ind her