Idédebat
Læsetid: 4 min.

En politisk klovn eller farlig demagog? Éric Zemmour både fascinerer og foruroliger Frankrig

Præsident Macrons mulige hovedrival ved næste års franske valg er fortaler for ’en reaktionær revolution’ – men der er delte meninger om, hvorvidt Éric Zemmour er et medieskabt blålys eller en alvorlig udfordrer, som opfanger vælgerimpulser, andre helst overhører
Hvad end man mener om Éric Zemmours anskuelser, så har han et enormt publikum.

Hvad end man mener om Éric Zemmours anskuelser, så har han et enormt publikum.

Sarah Meyssonnier

Moderne Tider
16. oktober 2021

I Frankrig fremkalder Éric Zemmour lige dele frygt og fascination. Officielt har han endnu ikke meldt sig som kandidat. Men franske medier har allerede kåret den ultrareaktionære kommentator til det forestående valgs ’sorte hest’: Fra det yderste højre er han rykket op på andenpladsen i feltet frem til præsidentvalget i april 2022. En meningsmåling giver ham 17 procents opbakning – nok til at overgå højrepopulisten Marine Le Pen, der længe lignede en solidt konsolideret førsterival til præsident Macron.

 

Få de bedste historier, indblik i idedebatter og opdag ting,
du ikke vidste, du var interesseret i.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Børge Jacobsen

Når nogen fascinere, så er der for alvor grund til at give agt.

Bo Stefan Nielsen

"En reaktionær revolution", ligefrem? Det er ikke hver dag, man støder på en potentiel bejler til præsidentposten i et stort vestligt land, der ligefrem går til valg på det tætteste, man kommer på fascisme uden at det kræver militante gadekampsgrupper i sorte eller brune skjorter. Så skal hans valgslogan velsagtens også være "Orden, autoritet og retfærdighed" (den fascistiske modsætning til det revolutionære "Frihed, lighed, broderskab")? Forhåbentlig vil arebejdere, indvandrere og fattige flokkes om den franske venstrefløj, så denne klarer sig bedre end hidtil forventet. Den såkaldte borgerlige anstændighed er der næppe meget at vente af, målt på diverse islamofobiske og stats-autoritære uddfald under Macron. Det værst tænkelige ville være en brun blok bestående af et Italien, hvor neo-fascisterne Italiens Brødre og de højrenationale Lega dominerer, Ungarn (som officielt ledes af et konservativt parti, men de facto er Europas racistiske og antisemitiske højborg) og så Europas andenmest folkerige land med Europas andenstørste økonomi. Det er svært at gennemskue konsekvenserne af en sådan revival for fascismen, eller hvad man skal kalde tidens ultranationalisme. Og det ville sætte hele den internationale venstrefløj i en helt ny situation, den formentlig slet ikke er klar til efter årtiers reformistisk og parlamentsfikseret dvale.