Kommentar
Læsetid: 9 min.

Søren Mau: Kritikken af ’Stum tvang’ viser, at de borgerlige ikke længere evner at forsvare kapitalismen

De seneste ugers diskussion om kapitalisme, marxisme og kommunisme på baggrund af min bog ’Stum tvang’ vidner om en idéfattig borgerlig intelligentsia, der ikke engang forsøger at forsvare kapitalismen, og i stedet forfalder til velkendte kommunismeforskrækkede klichéer. Men deres boomeralarmisme og elitære demokratiskepsis virker ikke mere
Moderne Tider
23. oktober 2021
’Stum tvang’ handler først og fremmest om kapitalismen – om de magtmekanismer, der er med til at opretholde den – og ikke om Marx eller marxismen, og slet ikke om, hvordan et postkapitalistisk samfund kunne se ud, skriver Søren Mau.

’Stum tvang’ handler først og fremmest om kapitalismen – om de magtmekanismer, der er med til at opretholde den – og ikke om Marx eller marxismen, og slet ikke om, hvordan et postkapitalistisk samfund kunne se ud, skriver Søren Mau.

Sigrid Nygaard/Arkivfoto

Aldrig før har så stor en del af livet og så stor en del af jordens befolkning været underlagt et økonomisk system, der sætter profit over alt andet. Og aldrig før har de destruktive konsekvenser af dette system været mere tydelige, mere håndgribelige, mere omfattende, mere akutte.

Der er derfor ikke noget overraskende ved, at modstanden mod kapitalismen spreder sig, eller at Karl Marx og hele den lange og spraglede tradition af ideer, der bærer hans navn, igen er blevet populær. Det har med god grund skabt en hel del frygt i borgerlige kredse, hvor man i de seneste uger har støvet koldkrigsretorikken af for på ny at turnere med en skiftevis alvorlig og panisk opsang til en ny generation af antikapitalister.

»Lad dig ikke lokke af Marx-moden,« som Cepos’ cheføkonom, Mads Lundby Hansen, for nylig formanede i Politiken.

En ny magtkritik

Diskussionen er til dels foranlediget af min nye bog, Stum tvang: en marxistisk undersøgelse af kapitalismens økonomiske magt, der på sin side er en del af den marxistiske vending, der i disse år finder sted i den danske forskningsverden. Bogen er et forsøg på at bygge en teori om en særlig form for magt, der karakteriserer kapitalistiske samfund. Den grundlæggende pointe er, at den kapitalistiske økonomi kan anskues som én stor tvangsmekanisme, der ved hjælp af en abstrakt og anonym form for magt fratager mennesker kontrol over deres liv for at sikre, at hele samfundets økonomiske aktivitet indrettes efter ét princip: profit.

Stum tvang handler altså først og fremmest om kapitalismen – om de magtmekanismer, der er med til at opretholde den – og ikke om Marx eller marxismen, og slet ikke om, hvordan et postkapitalistisk samfund kunne se ud. Og lad mig allerede her udrede en misforståelse: Kernen i min kritik af kapitalismen handler hverken om udbytning eller fremmedgørelse, men om frihed. Min anke er ikke først og fremmest, at kapitalismen beror på en uretfærdig udbytning af arbejderklassen, eller at den leder til en fremmedgjort forbrugskultur, men at den fratager mennesker kontrollen over deres liv.

Mit ønske om at overskride kapitalismen er ikke forankret i en positiv vision om et alternativt samfund, men i et ønske om at afskaffe tvang og dermed skabe betingelserne for et frit og demokratisk samfund – hvordan det så end ser ud.

Magtkritikken adresserer de af kapitalismens konsekvenser, der rammer bredest. Den romantiske fremmedgørelseskritik i høj grad er en kritik for relativt velstillede vestlige borgere, der føler sig eksistentielt fortabte i hamsterhjulet, og den retfærdighedsorienterede udbytningskritik har en tendens til at fokusere på lønarbejdernes erfaringer og kampe.

For en stor og voksende del af det globale proletariat er problemet ikke så meget udbytning, som mangel på udbytning, altså at være overflødiggjort. Magtkritikken er en kritik for alle, hvis frihed bliver indskrænket af kapitalismen, hvad enten man er etiopisk kaffebonde, italiensk husmor, kinesisk fabriksarbejder, egyptisk gadesælger, brasiliansk slumbeboer, britisk hjemløs, grønlandsk fisker, indisk klimaflygtning eller dansk gadesexarbejder. En sådan magtkritik påstår ikke, at alle er underlagt kapitalens tvang i samme grad og på samme måde; tværtimod blotlægger den alle de forskellige former for undertrykkelse, som kapitalismen beror på og opretholder, og viser derigennem, at vi har en fælles fjende i vores kampe mod de specifikke ufriheder, vi oplever. Heriblandt også den ufrihed, der stammer fra kapitalismens økologiske destruktion, som er ved at underminere de naturlige betingelser for et stabilt menneskeligt liv på planeten.

Borgerlige vildfarelser

Når statskundskabsprofessor Peter Kurrild-Klitgaard og andre forsøger at afvise min kapitalismekritik ved at hævde, at den marxistiske kapitalismekritik forudsætter et udbytningsbegreb, der beror på en arbejdsværditeori, »som alle seriøse økonomer har forkastet«, rammer de altså forbi i mere end én forstand.

For det første indser de ikke, at kernen i min kapitalismekritik kan formuleres uafhængigt af udbytningsbegrebet. For det andet beror deres afvisning af Marx’ værditeori på en udbredt misforståelse, der tydeligvis stammer fra en mangel på kendskab til de seneste tyve års Marx-forskning. Marx’ værditeori er ikke kvantitativ økonomisk teori om priser, men en kvalitativ kritisk teori om markedsøkonomiens sociale konsekvenser. Dét, Marx’ værditeori viser, er med andre ord ikke, at en vares værdi er bestemt af den mængde arbejde, der går til dens produktion – men at et samfund, der koordinerer sin økonomiske aktivitet gennem markedstransaktioner, er et samfund, hvis udvikling dikteres af anonyme og antidemokratiske markedskræfter.

Og når vi nu er ved misforståelserne: Cepos’ Mads Lundby Hansen og Berlingskes debatredaktør, Pierre Collignon, forsøger begge at miskreditere marxistisk kapitalismekritik ved at fremhæve Marx’ fejlslagne determinisme: »Marx’ monumentale sortsyn på kapitalismen får ham til at spå, at den kapitalistiske økonomi er dømt til at gå under,« skriver Collignon. Det er sandt, at Marx på et tidspunkt i sit forfatterskab abonnerede på en fejlagtig kriseteori om kapitalismens nødvendige undergang – en idé, der i øvrigt er marginal blandt nutidige marxistiske tænkere. Men som jeg beskriver i min bog, fik den kapitalistiske ekspansion i kølvandet på den globale finanskrise i 1858 Marx til at ændre holdning og formulere en cyklisk teori om økonomiske kriser som periodiske fornyelser af betingelserne for økonomisk opsving.

Det ’mindst værste’ system?

Noget af det mest påfaldende ved kritikken af Stum tvang og de interview, jeg har givet i forbindelse med udgivelsen, er, hvor få der forsøger at forsvare kapitalismen. Den primære strategi blandt kritikerne er at få mig til at fremstå som apologet for det 20. århundredes autoritære statssocialisme. Det er næsten, som om de anerkender, at kapitalismen ikke kan forsvares, og derfor må nøjes med at advare mod alternativerne.

Økonomen Jeppe Druedahl forklarer i Information opbakningen til kapitalismen blandt sine fagfæller med, at det i deres øjne er – hold nu fast – »den mindst værste måde at sikre den størst mulige grad af frihed og lighed«. Vi taler her om et økonomisk system, hvor verdens otte rigeste mænd ejer lige så meget som den fattigste halvdel af jordens befolkning. Druedahl synes selv, at »det går langsomt fremad på den lange bane«. Hvis der er ét sted, hvor det absolut ikke går fremad, er det på den lange(klima) bane: Vi taler her om et økonomisk system, der har ført til en igangværende klimakatastrofe.

Den angrende professor emeritus i idéhistorie Hans-Jørgen Schanz, hvis uoriginale og ulæselige hovedværk desværre stadig får lov at spille rollen som cremen af marxistisk forskning i de glade 70’ere (læs hellere Signe Arnfreds og Karen Sybergs Kvindesituation og kvindebevægelse under kapitalismen fra 1974), svinger sig i Berlingske op til et halvhjertet forsvar for de skandinaviske velfærdsstater, der ifølge ham »fungerer nogenlunde«. Han forholder sig imidlertid ikke til spørgsmålet om, hvordan velstandsniveauet i Vesteuropa er betinget af historisk og aktuel udbytning af mennesker og natur i andre dele af verden, hvorvidt nutidens vingeskudte kapitalisme ville have råd til at indføre velfærdsstater a la Danmark i hele verden, eller hvordan et system af konkurrerende nationalstater og globale markeder nogensinde skal lykkes med at gennemføre bindende, radikale og omkostningstunge klimaaftaler.

Tykke Cepos-skyklapper

Debattens mest ambitiøse forsvar for kapitalismen kommer fra Mads Lundby Hansen. Han peger på de velstandsstigninger, der har fundet sted under kapitalismen, for eksempel i Danmark, hvor »arbejderen [har] oplevet et kæmpe velstandsløft det seneste århundrede«. Det kræver et ganske særligt sæt tykke Cepos-skyklapper at ignorere, at denne fremgang først og fremmest skyldes en arbejderbevægelse, der har tilkæmpet sig velstandsstigninger på trods af kapitalismen. Kapitalens logik er aldrig den eneste sociale kraft, der former samfundet, og derfor kan man aldrig bare slutte fra korrelation til kausalitet. Sagt med andre ord: Vi kan aldrig uden videre antage, at velstandsstigninger under kapitalismen skyldes specifikt kapitalistiske dynamikker. For det meste skyldes de, at politiske bevægelser lykkes med at begrænse kapitalens magt.

Lundby Hansen fremhæver som mange andre de data fra Verdensbanken, der viser, at andelen af mennesker, der lever i ekstrem fattigdom, siden 1981 er faldet fra 1,9 milliarder til omkring 700 millioner. Det er der i hvert fald fem ting at sige til:

For det første er definitionen af ekstrem fattigdom – to dollar om dagen – i sandhed ekstrem. Flere forskere peger på, at det kræver omkring 7,40 dollar om dagen at opnå en almindelig forventet levealder. I perioden fra 1981 til 2013 (hvor de seneste data er fra) steg antallet af mennesker, der lever for under 7,40 dollars om dagen, fra 3,2 til 4,2 milliarder, det vil sige et godt stykke over halvdelen af jordens befolkning.

For det andet tilslører data med en så kort tidshorisont den omstændighed, at meget fattigdom på globalt plan skyldes den plyndring og underudvikling af det globale syd, som flere hundrede års kapitalistisk kolonialisme og imperialisme har resulteret i.

For det tredje skyldes en meget stor del af det globale fald i ekstrem fattigdom, at en række østasiatiske stater – særligt Kina – meget aktivt har styret og begrænset markedskræfterne.

For det fjerde er det snævre kvantitative fokus på indkomstniveau utilstrækkeligt som en indikator for livskvalitet. Hvad med den ekstreme usikkerhed, markedsøkonomier indebærer? Du kan muligvis tjene to dollar i dag, men du kan aldrig vide dig sikker på i morgen. Hvad med den kapitalistiske marginalisering af ubetalt omsorgsarbejde? Hvad nytter det, at kapitalismen langsomt hjælper lidt til med at mindske ekstrem fattigdom, hvis den samtidig accelererer klimakatastrofen?

For det femte: Enhver fattigdomsstatistik skal ses i lyset af rigdomsstatistik. Al fattigdom kunne afskaffes nu og her, hvis vi fordelte verdens ressourcer anderledes. Der er ingen god grund til, at der overhovedet eksisterer fattigdom. »Jeff Bezos has decided he will not end world hunger today«, som Twitter-kontoen »Has Jeff Bezos Decided To End World Hunger?« dagligt påpeger.

Pessimisme eller kommunisme

Hvis det bedste forsvar for kapitalismen, der kan mønstres i den borgerlige intelligentsia, er, at ’kun’ 700 millioner mennesker lever i ekstrem fattigdom, alt imens en mikroskopisk overklasse af abnormt rige mennesker smadrer jordkloden, så giver det god mening, at de først og fremmest febrilsk forsøger sig med en klassisk skræmmekampagne.

I sit berømte værk Vejen til trældom fra 1944 skrev den indflydelsesrige liberalistiske økonom Friedrich Hayek: »Der er ingen andre muligheder end den orden, der er regeret af markedets upersonlige disciplin, eller den, der styres af et par enkelte individers vilje; og de, der er ude på at tilintetgøre den første, hjælper bevidst eller ej med at skabe den anden«.

Mange af mine kritikere lader til at dele Hayeks antidemokratiske pessimisme, ifølge hvilken valget ikke står mellem tvang og frihed, men mellem to former for tvang. De lykkes tilsyneladende udmærket med at bekræfte hinanden i Berlingskes spalter, men deres elitære og misantropiske mistro til frihed og demokrati preller af på alle dem, der mærker kapitalens greb på egen krop, og på de generationer, der kommer til at arve det håndværkertilbud af en planet, som kapitalismen efterlader (for nu at bruge forfatteren Eskil Halbergs rammende billede).

Når borgerlige kritikere historieløst ignorerer eksistensen af en lang og ubrudt antiautoritær kommunisme, der går tilbage til tænkere som Marx, Rosa Luxemburg og Anton Pannekoek, kan de ligeledes regne med en særdeles begrænset resonans hos nye generationer af antikapitalister, der først og fremmest kender til ’kommunisme’ fra Marx’ frihedsorienterede kapitalismekritik, ikke fra en forstenet partiskoleintroduktion til ’marxisme-leninisme’.

Valget står ikke bare mellem stum og højlydt tvang, som Hayek mente. Jeg tror på, at vi i fællesskab kan koordinere samfundets økonomiske aktivitet i demokratiske institutioner, at det altså er muligt at skabe en fri, demokratisk og bæredygtig økonomi, der hverken lægger samfundsudviklingen i hænderne på en bureaukratisk elite eller anonyme markedskræfter, og som arbejder for det fælles bedste. Og dét er, hvad jeg i forlængelse af en lang og stolt antiautoritær og radikalt demokratisk politisk og intellektuel tradition kalder kommunisme.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det fortæller vist mere om forfatteren end kritikerne, at han ikke kan komme på bedre begreber om kritikken end et ord, der vedrører kritikernes mulige aldersgruppe.

Hanneh Christensen, Bent Nørgaard, Flemming Olsen, Nicolaj Ottsen, Jens Christensen, Jørgen Munksgaard, Finn Thøgersen, Thomas Andersen og Martin Sørensen anbefalede denne kommentar

Jeg er ikke så bange for kapitalismen, som mange herinde er. Forbrugeren har magten. Og den magt er stor, hvis forbrugeren vælger at bruge den. Derudover har kapitalismen en stærk evne ift, at omstille sig til en ændret efterspørgsel. F.eks. evnen til at udvikle nye teknologier, der bedre kan hamle op med klimaændringerne. Den evne har en stat (som vores) ikke tilnærmelsesvis.

Flemming Olsen, Nicolaj Ottsen, Jens Christensen, Jørgen Munksgaard og Thomas Andersen anbefalede denne kommentar
Ib Christoffersen

Pape og Ellemann er da lige glade med hvilken politik de fører, bare det giver statsministerposten. Det er den virkelige skændsel i Danmark.

Steen K Petersen

Tak til Søren Maus og som han så rigtig refererer til:

»Jeff Bezos has decided he will not end world hunger today«

John Poulsen, Ejvind Larsen, Niels Borre, Kurt Nielsen, Christian Mondrup, Kim Benzon Knudsen, ingemaje lange, Eva Schwanenflügel, Susanne Kaspersen, Rasmus Bang, Hanne Utoft og Per Almar Johnson anbefalede denne kommentar
Marie-Christine Poncelet

Tusind tak til Søren Maus!

John Poulsen, Ejvind Larsen, Niels Borre, ingemaje lange og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

"Jeg er ikke så bange for kapitalismen, som mange herinde er. Forbrugeren har magten. Og den magt er stor, hvis forbrugeren vælger at bruge den."

Den store og brede skare af forbrugere er blinde i markedets hamsterhjul og afhængiggøres af storkapitalens udbud; det såkaldt økonomiske menneske med suverænt udsyn til sine valgmuligheder og frie dispositioner er en neoliberal forblændelse, som trækker på myten om selvrealisering; det moderne menneskes personlige suverænitet på vejen mod Titanics soldæk.

Frej Sundgaard, Steen Simonsen, John Poulsen, Gunilla Kurdahl, Ejvind Larsen, Søren Dam Nielsen, Peter Holten, Anne Bruun, Estermarie Mandelquist, ingemaje lange, Birgit Sloth, Steen Obel, Eva Schwanenflügel, Susanne Kaspersen, Alvin Jensen, Rasmus Bang, Peter Wulff, Palle Yndal-Olsen, Franz Nitschke og Steen K Petersen anbefalede denne kommentar

"Derudover har kapitalismen en stærk evne ift, at omstille sig til en ændret efterspørgsel. F.eks. evnen til at udvikle nye teknologier, der bedre kan hamle op med klimaændringerne. Den evne har en stat (som vores) ikke tilnærmelsesvis."

Privatkapitalismens storaktører, altså de store formueindehavere, kapitalfonde og kapitalkredse m.v., har i tilknytning til klimaændringerne demonstreret at man ikke umiddelbart omstiller sig til ændret efterspørgsel (fossilfri energi og produktion m.m.) - og en væsentlig del af årsagen til dette er at man allerede har langtidsinvesteringer plantet i fossil industri - og ikke vil fravige kravet/ambitionen om at høste de forventede afkast. Dette viser os at privatkapitalismen af finansøkonomiske årsager hverken kan eller vil reagere med smidig omstilling på kravet om udfasning af fossil produktion/energi - og tilmed er kravet ikke rejst af forbrugere, men af fagkundskaber på de direkte implicerede skadesramte områder. En fagkundskab, som er bygget op af en stat med (principielt, men her skal vi være opmærksomme på statskapitalismen) non-profit, men derimod almenvellets behov, på sinde.

Frej Sundgaard, John Poulsen, Gunilla Kurdahl, Ejvind Larsen, Niels Borre, Tobias Hiort-Lorenzen, Estermarie Mandelquist, ingemaje lange, Steen Obel, Eva Schwanenflügel, Thomas Tanghus, Susanne Kaspersen, Alvin Jensen, Rasmus Bang, Palle Yndal-Olsen og Steen K Petersen anbefalede denne kommentar
Thomas Frisendal

Hvorfor er der ikke nogen, der uddeler "Komiske Ali Prisen"? For vedvarende virkelighedsfjerne vrøvlerier om økonomi? Gæt selv hvem, jeg mener prisen skal gå til i år?

Steen K Petersen

"Kernen i min kritik af kapitalismen handler hverken om udbytning eller fremmedgørelse, men om frihed. Min anke er ikke først og fremmest, at kapitalismen beror på en uretfærdig udbytning af arbejderklassen, eller at den leder til en fremmedgjort forbrugskultur, men at den fratager mennesker kontrollen over deres liv"

John Poulsen, Ejvind Larsen, Anne Bruun, Troels Holm, Kim Benzon Knudsen, ingemaje lange, Eva Schwanenflügel, Susanne Kaspersen, Rasmus Bang og Palle Yndal-Olsen anbefalede denne kommentar
Jens Carstensen

Kapitallogik - rekonstruktion af økonomikritikken (Marxismen efter Marx - Tolv strømninger i det 20. århundrede), udgivet - 28 feb. 2013 med bidragsydere som: Nicklas Weis Damkjær, Mathias Hein Jessen, Thomas Palmelund Johansen, Eva Krause Jørgensen, Esben Bøgh Sørensen.

Med udgivelsen på Frydenlund Academic og med Hans-Jørgen Schanz som forfatter er der såmænd udkommet andet fra hans hånd siden 1970rne end det Søren Mau kalder: "Den angrende professor emeritus i idéhistorie Hans-Jørgen Schanz, hvis uoriginale og ulæselige hovedværk desværre stadig får lov at spille rollen som cremen af marxistisk forskning i de glade 70’ere".

For mig ser det ud til at at Hans-Jørgen i en eller anden udstrækning har bevaret en (sin) interesse for Marx, siden de glade 70ere, selvom han har haft fokus på andet i mellemtiden som nu fx. den politiske tænker Hannah Arendt.

Steen K Petersen

"Det lader til, at Karl Marx igen bliver hentet ned fra hylderne. Det er ikke så tosset, om end Berlingerens forskrækkede meningspanel er bekymret. Men uden at hænge ejendomsmæglerne i lygtepælene og genåbne Gulag kan man faktisk risikere at blive klogere af den kloge gamle kritikers analytiske mesterstykker"

Citat, Georg Metz

Så godt tænkt, Georg, men det kræver man har evnen til at blive klogere!

John Poulsen, Ejvind Larsen, Anne Bruun, Helle Lodberg Christensen, erik lund sørensen, ingemaje lange, Jens Carstensen, Steen Obel, Eva Schwanenflügel, Thomas Tanghus, Susanne Kaspersen og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar
Hanneh Christensen

Jeg er ganske enkelt rystet over, at Søren Mau trækker boomer-kortet. Han tabte mig helt her, og jeg læste ikke videre.

Boomer-generationen omfatter personer i aldersgruppen 55-75 år. Og mon ikke Søren Mau ville trække dement-kortet for de 75+. Reelt negligerer han over 40% af vælgerne. Betragter dem som een stor boomer-masse af enstænkende mennesker. Eller måske slet ikke tænkende mennesker.

Man møder ordet 'boomer' oftere og oftere i debatten. Og aldrig positivt ment. I sin mest positive kontekst betyder det, at nu skal man træde til side og lade de unge komme til. I sin almindeligste betydning i debatten betyder det, at 'boomeren' har en så fastlåst og støvet tankegang, at den ikke kan tages alvorligt. Som var hele generationen ramt af en kromosomfejl. Fuldstændig som man tidligere har antaget om kvinder, man bad tie i forsamlinger, eller andre diskriminerede grupper.

"En idéfattig borgerlig intelligentsia", skriver skribenten.

Hvorfor lægger Information spalteplads til denne diskrimination? Vel, har vi ytringsfrihed, men hvis nu Søren Mau havde anført, at hans kritikere jo var jøder hele bundtet, hvad så? Hvordan havde Information så ageret.

Søren Mau føler sig angrebet af Cepos og deres meningsfæller, som vel mest kan identificeres med LA. Her burde Søren Mau måske studere LAs vælgerkreds, jf. link. 26,7% af LAs vælgergrupper befinder sig i aldersgruppen 18-24 år. 60 % er under 40 år.

Det er ærgerligt, at Søren Mau forfalder til sådanne ulødige angreb, og at han mere synes interesseret i at indgå i en retorisk boksekamp end i at få sat fokus på ulighed og udbytning. Det er også ærgerligt, at han gør det til et spørgsmål om kapitalisme eller maxisme, ny-maxisme om man vil. For igen og igen får han sat fokus på hans retorik, kapitalisme kontra maxisme, boomere kontra unge.

Påfaldende er også, at selv om hans fokus synes at være på udbyttede lavindkomster, så er det samtidig tydeligt, at det ikke er denne gruppe, han henvender sig til, retorisk. Han svælger rundt i et akademisk sprog, som havde han noget at bevise. Om ikke andet for sig selv.

Og påfaldende, at han bruger hele sit indlæg på at imødekomme kritik fra Cepos, Berlingskes journalister mm. Forestiller Søren Mau sig, at han kan få overbevist disse, eller deres læsere? Hvorfor henvender Søren Mau sig ikke direkte til den del af befolkningen, han vel primært har fokus på? Det skulle vel ikke være, fordi han alligevel distancerer sig fra disse. Man taler OM folk med lavindkomster, og ikke MED dem. Søren Mau finder det måske mere interessant at gå i clinch Cepos (Peter Kurrild-Klitgaard , medlem af Cepos rådgivende komité, og Mads Lundby Hansen, cheføkonom i Cepos) samt Berlingskes debatredaktør, Pierre Collignon. Han forestiller sig næppe, at det er landbrugsmedhjælperen, rengøringsdamen eller sosu-medhjælperen, der efter endt arbejdsdag kaster sig over hans nærværende debatindlæg.

Så spørgsmålet er, hvad Søren Mau egentlig vil. Er det en akademisk isme-debat, en retorisk boksekamp, en promovering af sin belæsthed, et generationsopgør? For hvis han egentlig ønsker større lighed, bedre forhold for lavindkomster, udryddelse af fattigdom samt fokus på klimakatastrofen, så tænker jeg, at han skulle overveje sin tilgang. At tage en lang debat med Cepos og dennes tilhængere er vel at bevæge sig ud af en blindgyde.

https://www.altinget.dk/artikel/hvem-stemmer-paa-liberal-alliance-her-er...

Ib Gram-Jensen

Det er da godt, at Søren Mau gør opmærksom på, at bogen ikke først og fremmest handler om Marx eller marxismen, for så kan læserne vel tillade sig at koncentrere sig om kapitalismekritikken og ignorere den fejllæsning af Marx, som Mau gør sig skyldig i, når han - med henvisning til Michael Heinrich som har skrevet forordet til bogen - på side 112 med en flot håndbevægelse affejer Marx' ord om kapitalens kommende undergang (som Mau kun gengiver en mindre del af) som "en rent 'deklamatorisk' passage". I forlængelse af skildringen af ekspropriationen af de individuelle producenter under kapitalens oprindelige akkumulation skrev Marx, her gengivet noget forkortet:

"[...]. Hvad der nu skal eksproprieres, er ikke længere arbejderen, der selv driver sin bedrift, men kapitalisten, der udbytter mange arbejdere.

Denne ekspropriation sker gennem den kapitalistiske produktions egne immanente loves spil, gennem kapitalens centralisation. Én kapitalist slår altid mange ihjel. [...] Med det stadigt faldende antal kapitalmagnater, der tilraner sig og monopoliserer alle fordele ved denne transformationsproces, vokser mængden af elendighed, undertrykkelse, trældom, degeneration, udbytning, men også vreden hos arbejderklassen, der er i stadig og rivende vækst og som gennem selve den kapitalistiske produktionsproces' mekanisme er blevet skolet, forenet og organiseret. Kapitalmonopolet bliver til lænker for den produktionsmåde, der er blomstret op sammen med og under dens herredømme. Produktionsmidlernes centralisering og arbejdets stigende samfundsmæssige karakter når et punkt, hvor de bliver uforenelige med deres kapitalistiske hylster. Det bliver sprængt. Den kapitalistiske privatejendoms time slår. Ekspropriatørerne eksproprieres.

Den kapitalistiske tilegnelsesmåde - og dermed den kapitalistiske privatejendom - der fremgår af den kapitalistiske produktionsmåde, er den første negation af den individuelle, på eget arbejde begrundede privatejendom. Men den kapitalistiske produktion frembringer med en naturproces' nødvendighed sin egen negation." (Kapitalen, 1. bind 4, side 1060-1061 (Marx-Engels Werke, 23, side 790-791)).

Mau refererer kun de sidste 11 ord af det citerede, hvis grundlæggende tankegang man finder i tekster af Marx (og Engels) fra Den Tyske Ideologi og frem. Passagen blev gengivet i Engels' Anti-Dühring , der udkom som artikelserie 1877-1878 og som bog 1878, med Marx' fulde velsignelse. Mau har ret i, at Marx' og Engels' forudsigelser om den uundgåelige overgang fra kapitalisme til socialisme og videre til det klasseløse kommunistiske samfund ikke er i høj kurs blandt nutidige marxistiske tænkere, som gerne slår dem hen som ren agitation og lignende. Reelt er der imidlertid intet, der indikerer, at Marx og Engels ikke selv troede på dem - når man så gerne bekræfter hinanden i at slå dem hen, skyldes det nok dybest set, at de kan virke som en belastning. Men det er naturligvis ikke seriøs omgang med teksterne - lige så lidt som det vil være seriøst at affeje Stum Tvang på grund af den fejl, Mau har begået på dette punkt.

Ejvind Larsen, Jens Thaarup Nyberg og Hanne Utoft anbefalede denne kommentar

Kære Søren Mau. Jeg vil læse "Stum Tvang", men har ikke tid lige nu pga. KV21 valgkamp - er opstillet på egen liste / kan finde egnede partier. Så er det en fornøjelse at blive inspireret f.eks. af denne artikel. Tak for dit arbejde, mod og din grundighed.

Jeppe Druedahl-citatet er helt grotesk »den mindst værste måde at sikre den størst mulige grad af frihed og lighed«  :-)

Jeg er også blevet inspireret af Mikkel Thorups anmeldelse af Paul Mason's "How to stop fascism" (Inf. 15.10) , MT skriver: "Fascisme, siger han (PM), er drevet af frygten for frihed og er fremprovokeret af glimtet af frihed... /..Fascismen er frygten for andres frihed" Og fortsætter at (i forkorter udgave): Kapitalismen har fejlet, økonomisk og ideologisk. Den leverer hverken velfærd eller sikkerhed. Dens mest dynamiske dele er finans og overvågning. Demokratiet har fejlet - det leverer i stadig mindre grad deltagelse og inklusion. Og loven bliver instrument for nationer og ikke for borgernes sikkerhed.

Ejvind Larsen, Niels Borre, ingemaje lange, Eva Schwanenflügel og Steen K Petersen anbefalede denne kommentar

Der skulle selvfølgelig stå : " / kan IKKE finde egnede partier... " i kommentarer ovenfor.

Kim Benzon Knudsen

Tak til Søren Mau for en fin replik. Det er nemlig overmåde sigende at hans kritikere har kastet sig ud i et frådende modangreb af beskyldninger, Mau ikke overhovedet beskæftiger sig med. I stedet for at forsøge at forsvare kapitalistismen. Det har de åbenbart opgivet.

John Poulsen, Ejvind Larsen, Palle Yndal-Olsen, Niels Borre, Eva Schwanenflügel og Steen K Petersen anbefalede denne kommentar
Margit Johansen

Nej, manden vil gerne sælge sin bog - her op til julehandlen.

Steen K Petersen

Denne rapport, hvor Marianna Mazzucato, professor i økonomi og offentlig værdi er medforfatter, fremhæver et akut behov for at gøre verdensøkonomien mere modstandsdygtig over for fremtidige risiko og chok, hvad enten de er akutte (som pandemier) eller kroniske (som ekstrem ulighed i velstand og indkomst). Vi argumenterer for et radikalt skifte i tilgangen til økonomisk udvikling – fra at måle vækst i BNP, merværdi og finansielle afkast til i stedet at bruge ambitiøse fælles mål som målestok.

https://www.project-syndicate.org/commentary/cornwall-consensus-rebuildi...

Ejvind Larsen, Søren Dam Nielsen, Peter Wulff og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Der er mange holdninger til Marx og mange der ukritisk stadig vifter med den kapitalistiske fane i blindhed overfor de udfordringer, som denne økonomiske samfundsmodel unægtelig har ført med sig.

Marx eller ej, så tænker jeg, at det er på tide, at vi får en fornuftig diskussion af de udfordringer vi står over for. Kapitalismen har hér en central rolle. Det er i min verden ikke interessant at diskutere Kapitalisme eller Kommunisme som to yderpunkter i et enten/eller forhold. Vi bliver nødt til at revidere vores blinde tro på markedet som den bedste reguleringsmekanisme. Den holdning burde klimakrisen for alvor have sat en stopper for. Men det er ikke et enten/eller - enten Kommunisme eller Kapitalisme.

Det er jo unægtelig rigtigt (for mig at se), at profithensyn i alt for høj grad får lov til at tilrane sig en vis hegemonisk status i en hvilken som helst diskurs (so to speak).

Det skal vi bort fra, og det er helt på sin plads at starte med kritikken.