Feature
Læsetid: 14 min.

Spiseforstyrrelser rammer ikke kun kvinder: Jacob plejede at komme igennem dagen på tyggegummi

Den ene lider af overspisning og bulimi. Den anden har haft slem anoreksi. Begge har oplevet, at spiseforstyrrelser behandles som en kvindelig lidelse. Manglende viden om mænd med spiseforstyrrelser forstærker tabuet og gør det endnu sværere for mænd at opsøge hjælp, mener forsker
Jacob Andersen fik til en audition at vide, at det ville klæde ham at tabe sig lidt. Da prøverne startede, havde han tabt sig 15 kilo.

Jacob Andersen fik til en audition at vide, at det ville klæde ham at tabe sig lidt. Da prøverne startede, havde han tabt sig 15 kilo.

Emilie Lærke Henriksen

Moderne Tider
2. oktober 2021

Nikolaj niver sig i armen og lukker øjnene. Han har svært ved at huske, hvornår det begyndte. Mad er altid blevet forbundet med højt humør og gode stunder i hans familie, så hvornår gik det over til at blive et problem? Han var jo bare et barn og sidenhen en ung mand med stor appetit. Det blev altid fremhævet som en kvalitet.

Han åbner øjnene igen. De er store og mørkebrune og gemmer sig inde bag et par sortindfattede briller. Der er kommet et rødt mærke på armen.

»Det startede nok omkring 13-årsalderen, måske i forbindelse med at mine forældre blev skilt,« fortæller den i dag 29-årige Nikolaj Diamant Knudsen, der har en bachelor i datalogi og er ved at uddanne sig til sygeplejerske.

Han sidder på terrassen i sit hjem i Farum omgivet af grønne planter. På bordet står en bakke med Nescafé, en skål med digestive-kiks og en æske med lakridschokolade fra Johan Bülow.

Nikolaj Diamant Knudsen rører ikke noget af det. Han har allerede overspist fire gange i dag, fortæller han.

Det at spise for meget har fyldt næsten alt i Nikolaj Diamant Knudsens bevidsthed de seneste mange år. Han lider af spiseforstyrrelserne bulimi og Binge Eating Disorder, BED, der på dansk går under navnet tvangsoverspisning. Det anslås, at 40.000 til 50.000 danskere mellem 15 og 45 år lider af BED. Heraf er omkring 30 procent mænd, hvilket gør BED til den spiseforstyrrelse, som flest mænd lider af.

Udover bulimi og BED lider 30-årige Nikolaj Diamant Knudsen af en mild grad af Body Dysmorphic Disorder, der er karakteriseret ved en overdreven optagethed af en indbildt defekt i det fysiske udseende.

Udover bulimi og BED lider 30-årige Nikolaj Diamant Knudsen af en mild grad af Body Dysmorphic Disorder, der er karakteriseret ved en overdreven optagethed af en indbildt defekt i det fysiske udseende.

Emilie Lærke Henriksen

Ekstremt tabuiseret

Der eksisterer en stereotyp forestilling om, at en person, der lider af en spiseforstyrrelse, er en mager, ung pige, fortæller Finn Skårderud. Han er psykiater og professor med speciale i spiseforstyrrelser ved Syddansk Universitet. Derudover er han medstifter af Villa Sult, der er et institut med fokus på spiseforstyrrelser i Oslo.

»Vi taler om spiseforstyrrelser, som om det er kvindelige lidelser, og dermed gør vi det endnu sværere for mænd at stå frem, fordi det kan være skamfuldt at have en ’kvindelig’ lidelse.«

Ifølge Finn Skårderud er det imidlertid helt fejlagtigt at tro, at spiseforstyrrelser kun er noget, der rammer piger og kvinder. Cirka hver tiende person med bulimi og anoreksi er en mand, og desuden eksisterer der et mørketal, som sandsynligvis er betragteligt. Det skyldes blandt andet, at vidensniveauet og forskning om mænd med spiseforstyrrelser tidligere har været nærmest ikkeeksisterende, fortæller han.

Samtidig er mænd dårligere end kvinder til at opsøge hjælp i forbindelse med en spiseforstyrrelse, hvilket ifølge Finn Skårderud skyldes, at lidelsen er »ekstremt tabuiseret« blandt mange mænd og drenge.

Fakta

  • En spiseforstyrrelse er en psykisk lidelse, der er kendetegnet ved, at man har et forstyrret og tvangspræget forhold til mad, krop og vægt, hvilket går ud over ens fysiske og psykiske helbred.
  • Der findes tre hoveddiagnoser: anoreksi, bulimi og tvangsoverspisning.
  • I Danmark lider omkring 75.000 af en spiseforstyrrelse. De mest hyppige er tvangsoverspisning og bulimi, som henholdsvis 40.-50.000 og 30.000 lider af, mens omkring 5.000 har anoreksi.

Antallet af danskere, der lider af en spiseforstyrrelse, er generelt stigende. Det viser den nyeste rapport fra Sundhedsdatastyrelsen, hvori det fremgår, at antallet er steget med 4.500 de seneste ti år. Derudover vurderes mange at være i risiko for at udvikle en spiseforstyrrelse. En undersøgelse foretaget af Børnerådet viste i 2020, at 54 procent af unge i 9. klasse udviser et eller flere symptomer på risikoadfærd for spiseforstyrrelser.

Skjulte sig i tøjet

Nikolaj Diamant Knudsen blev konfronteret med sin spiseforstyrrelse, da han var 18 år gammel. Her mødte han sin nuværende kæreste, Lena, som straks kunne fornemme, at noget var galt.

Han øsede enorme portioner op på sin tallerken, når de spiste, og han begyndte at spise resterne på andres tallerkner, hvis de ikke havde spist op. Flere gange kom han også med strøbemærkninger om at kaste op, fortæller hun.

På det tidspunkt havde Nikolaj Diamant Knudsen lidt af tvangsoverspisning og bulimi i fem år. Hans forældres skilsmisse havde slået ham ud af kurs. Han følte sig ulykkelig, og det at spise blev en måde at dulme smerten på. Bagefter fik han dårlig samvittighed og kastede op.

»Jeg spiste, spiste, spiste, kastede op, og spiste videre,« siger han.

Tanker om mad fylder hvert sekund, fortæller Nikolaj Diamant Knudsen: »Mange tror, at belastningen særligt ligger i kroppen, men det er i tankerne, det fylder konstant.«

Tanker om mad fylder hvert sekund, fortæller Nikolaj Diamant Knudsen: »Mange tror, at belastningen særligt ligger i kroppen, men det er i tankerne, det fylder konstant.«

Emilie Lærke Henriksen

Det var ikke kun mad, som Nikolaj Diamant Knudsen misbrugte for at distrahere sig selv fra de mørke tanker, der cirkulerede i hans bevidsthed. Han spillede også computer og onanerede meget for at lukke omverdenen ude. Hjemme i hans familie blev det bemærket, at han havde et problem, men i stedet for at tale med ham om det besluttede de, at han kun måtte få én portion til aftensmad.

På det tidspunkt havde Nikolaj Diamant Knudsen udviklet forskellige metoder til at kaste op, så han kunne gøre det så lydløst som muligt. Han så det ikke som et problem at kaste op, tværtimod var det den eneste udvej, når han nu blev ved med at »falde i«, altså overspise.

Nikolaj Diamant Knudsen gjorde i de år alt for at gøre sig usynlig. Følelsen af at være grim, tyk og forkert fyldte meget. Derfor gik han også kun i gammelt, slidt tøj, så ingen skulle tro, at han gik op i sit udseende.

»Jeg tænkte, at hvis jeg gik op i, hvordan jeg så ud, ville jeg alligevel fejle.«

Mødet med Lena blev et vendepunkt. Han fik et sprog for sine følelser og blev klar over, at hans overspisning var et symptom på generel mistrivsel. Han begyndte at gå til psykolog og tog samtidig kontakt til Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade, hvor han begyndte i gruppeterapi.

En ven og en fjende

Mænd med spiseforstyrrelser er historisk set blevet opfattet som afvigende, hvorfor de også har været underrepræsenteret i forskningen.

Tilfælde af mænd med spiseforstyrrelser har dog været rapporteret lige så længe som tilfælde blandt kvinder. Blandt andet refereres der eksplicit til en mandlig patient i den engelske læge Richard Mortons medicinske klassiker A treatise of consumption fra 1689, der anses som den første medicinske beskrivelse af de symptomer, der i dag kendetegner anoreksi.

Alligevel skal vi helt frem til midten af 1990’erne, før forskningen mere systematisk begynder at beskæftige sig med forekomsten af spiseforstyrrelser blandt mænd. Nyere udenlandsk forskning indikerer, at det generelle mørketal for mænd med spiseforstyrrelser formentlig er højere end tidligere antaget. I Australien udgør drenge eksempelvis hver fjerde med en spiseforstyrrelse, og i Storbritannien er tallet helt oppe på 33 procent, fremgår det i en artikel udgivet i tidsskriftet Clinical Psychology Review.

Det er da også mere lighederne end forskellene, der kendetegner mænd og kvinder med lidelsen, siger Finn Skårderud, men tilføjer så:

»Der findes lige så mange spiseforstyrrelser, som der findes mennesker. Det er en meget kompleks og sammensat lidelse.«

Mænd med spiseforstyrrelser rapporterer oftere end kvinder en bredere vifte af andre psykiatriske lidelser, viser forskning. Dertil kan forsinket pubertet, tidligere overvægt og vægtrelateret mobning også have indflydelse på, hvorvidt man udvikler en spiseforstyrrelse. Ifølge Finn Skårderud er det helt centralt, at vi ser på samfundet og kulturen, når vi skal forsøge at forstå spiseforstyrrelsens natur.

Den menneskelige krop er i kulturen blevet gjort til symbol på identitet. En ung mand, der oplever kaos i sit indre, vil derfor kunne føle lettelse ved at kaste op, fordi det giver ham en oplevelse af at generobre kontrollen, forklarer han.

»Den fysiske udtømning fungerer oplevelsesmæssigt som en renselse.«

Derfor opfattes spiseforstyrrelsen ofte både som en ven og en fjende. Fjenden påfører skam, skader kroppen og forstyrrer den syges fremtid og relationer, men vennen giver samtidig den syge følelsen af at mestre noget. Mange, der lider af en spiseforstyrrelse, oplever også en stærk ambivalens ved at modtage behandling, fordi de frygter at miste kontrollen.

Afføringsmiddel fire gange om dagen

Da Nikolaj Diamant Knudsen havde det værst, vejede han 130 kilo. Når han blev desperat, kunne han finde på at spise rå pasta, bare for at indtage et eller andet.

Det værste var dog, fortæller han, hvor meget tanken om mad altid fyldte.

Det genkender 30-årige Jacob Andersen. For ham var det dog tanken om ikke at måtte spise noget, der dominerede, da han tilbage i 2010 udviklede anoreksi. Dengang var han ved at uddanne sig til musical performer i Fredericia, og da han på et tidspunkt aflagde audition til et job, fortalte koreograferne ham, at det ville være klædeligt, hvis han tabte sig lidt.

Til at begynde med ændrede han sine kostvaner, så han begyndte at spise mere sundt. Men hurtigt greb det om sig.

»Jeg kastede op og sultede mig selv,« fortæller Jacob Andersen, der til daglig arbejder i Matas.

Han sidder ved sit spisebord i sin lejlighed i Horsens. Bag ham står fire store Dior-reklamer. På bordet har han stillet små glasflasker frem med vand og agurkestænger i. Jacob Andersen rager med sine 195 centimer næsten helt op i loftslampen. Han trækker ofte ned i sin T-shirt, når han taler.

Jacob Andersen tror, at spiseforstyrrelser blandt mænd er langt mere udbredt, end hvad vi ved i dag.

Jacob Andersen tror, at spiseforstyrrelser blandt mænd er langt mere udbredt, end hvad vi ved i dag.

Emilie Lærke Henriksen

Det er ikke ualmindeligt at have en spiseforstyrrelse i performancebranchen, fortæller Jacob Andersen. Der hersker en idé om, at man skal se ud på en bestemt måde for at få succes. Derfor nød han det også i begyndelsen, når folk kommenterede hans vægttab.

Han spiste en tomat til morgenmad, kom igennem dagen på tyggegummi, og fik enten lidt stegte bønner eller kylling til aftensmad. I weekenderne spiste han som regel lidt mere, men så skulle han også kaste op bagefter. Han brugte afføringsmiddel fire gange om dagen og brugte sine fridage på at gå rundt til forskellige butikker for at købe det, så det ikke vakte opsigt.

Han kunne godt lide fornemmelsen af, at alt det, han ikke ville have i sin krop, kom væk.

Med tiden begyndte flere at kommentere hans vægt, når han arbejdede på forskellige performances. Særligt kvinderne sagde, at han skulle begynde at passe på. Han havde ingen energi, kunne ikke huske og lagde sig til at sove, så snart han kom hjem fra arbejde. Men samtidig var det svært for ham at anerkende problemet, for der var intet bedre, end når folk komplimenterede ham for hans slanke og adrætte krop.

»Til sidst brød jeg helt sammen. Min far måtte tage fri i en uge, fordi jeg ikke kunne stoppe med at græde, alt var sort,« fortæller Jacob Andersen.

Efterfølgende opsøgte han en psykolog. Han begyndte også hos kostvejleder og fik en personlig træner. Det var vigtigt for ham, at behandlingen foregik på hans egne præmisser, for han følte sig ikke repræsenteret i de programmer, der var målrettet personer med spiseforstyrrelser.

»Det er min klare opfattelse, at hjælpen primært er designet til kvinder,« siger han.

Giver mening at kønsopdele

Efterspørgslen på behandlingsforløb til mænd med spiseforstyrrelser er steget betydeligt de senere år, fortæller Laila Walther, der er direktør i Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade (LMS).

Det skyldes, at der på det seneste er kommet mere fokus på, at mænd også rammes af lidelsen. Derudover har nyere diagnoser som tvangsoverspisning, hvor kønsfordelingen er mere lige, bidraget til at skærpe opmærksomheden, forklarer hun.

LMS forsøger i øjeblikket at udvikle flere tilbud til mænd. De har blandt andet startet en onlinemandegruppe, da det ifølge Laila Walther giver god mening at kønsadskille behandlingsforløbene.

»Vi ved fra en del mænd, at det for det første er svært at søge hjælp, og når de så gør det og bliver puttet ind i rene kvindemiljøer, føler de sig ikke særlig inkluderet.«

Hun fortæller om en episode fra et gruppeforløb med anoreksipatienter i psykiatrien, hvor en enkelt mand deltog. Her var temaet en dag problemer med manglende menstruation.

»Det er selvfølgelig alvorligt for de piger, der oplever det, men han følte sig endnu mere anderledes, end han havde gjort, før han søgte hjælp.«

Den oplevelse genkender Nikolaj Diamant Knudsen fra sin tid i LMS, hvor det også primært var kvinder, han var i behandlingsgruppe med. Men gruppen lærte ham også, at tvangsoverspisning for de flestes vedkommende er et symptom på noget dybereliggende. På tværs af køn bliver mad gjort til en måde at kontrollere andre problemer på.

I dag kaster Nikolaj Diamant Knudsen sjældent op. Måske en gang hvert halve år, selv om trangen melder sig oftere.

I dag kaster Nikolaj Diamant Knudsen sjældent op. Måske en gang hvert halve år, selv om trangen melder sig oftere.

Emilie Lærke Henriksen

Stærk moralisering

Tvangsoverspisning har længe været en overset og relativt ukendt spiseforstyrrelse, og i Danmark er den endnu ikke anerkendt som en selvstændig diagnose. Det skyldes, at Danmark følger verdenssundhedsorganisationen WHO’s diagnosemanual, hvor tvangsoverspisning først officielt blev anerkendt i 2018. Manualen har endnu ikke været under behandling i Danmark, og derfor forventes den først at træde i kraft fra 1. januar 2022.

Siden 2018 har der været afsat satspuljemidler til behandling af mennesker med BED. Men disse midler udløber ved årets udgang, hvilket betyder, at der ikke længere vil være gratis behandlingstilbud til mennesker med BED. 

Direktør i Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade Laila Walther har kaldt situationen for »katastrofal«, og flere partier ønsker, at der findes penge til at videreføre behandlingen. Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) har over for DR afvist at stille op til interview om, hvad der fremover skal ske på området.

Der er en stærk moralisering knyttet til overvægt, siger Finn Skårderud som forklaring på, hvorfor tvangsoverspisning først er ved at blive officielt anerkendt nu.

»Tabet af kontrol er tabuiseret i den moderne verden. Vi hylder effektivitet, produktivitet og selvkontrol, og der repræsenterer overspisning det modsatte.«

Han understreger, at tvangsoverspisning ikke nødvendigvis medfører overvægt, men at det ofte vil være tilfældet.

»Vi skal blive bedre til at forstå de menneskelige erfaringer bag spiseforstyrrelsen og bekæmpe de mange fordomme og stereotyper, der binder sig til disse lidelser.«

Spiseforstyrrelser formes af samfundsudviklingen og vores forbrugskultur, påpeger Finn Skårderud, hvilket blandt andet kan ses ved, at antallet af tilfælde steg i efterkrigstiden. Lidelserne ændrer også karakter over tid. I dag er der for eksempel flere med ortoreksi, et sygeligt sundheds- og kostfokus, og med megareksi, der dækker over en stærk optagethed af at blive muskuløs og veltrænet.

Æstetiseringen af den maskuline krop er en global tendens, hvilket gør den til en kulturel risikofaktor på tværs af mange lande, mener Finn Skårderud:

»Det er ikke længere nok at være tynd og smuk, nu skal man også være enormt trænet og have en muskuløs krop.«

Den perfekte krop

På Jacob Andersens køkkenbord står en sortindrammet citatplakat. »Fitness« står der øverst efterfulgt af forskellige statements såsom »doesn’t count unless you post it on Facebook«.

Jacob Andersen træner fire gange om ugen. Enten i Fitness World eller i sit lokale crossfitcenter. Selv om han i løbet af de seneste år har fået et mere normaliseret forhold til mad og træning, kan kontrollen godt vende tilbage, særligt i stressede perioder. Det tror han aldrig helt forsvinder, for han idealiserer fortsat tanken om den tynde og veltrænede krop.

»Den perfekte krop for mig har en fedtprocent på mellem fem og ti, en flot ryg, stærke ben og en sixpack – det vil jeg stadig gerne prøve.«

Jacob Andersen er endnu ikke tilfreds med sin krop, selv om han er normalvægtig i forhold til sin højde. Derfor bryder han sig heller ikke om at have bar overkrop eller at tage på standen, hvor andre kan kigge på ham. Han tror langtfra, at han er alene om at have det på den måde, og derfor forstår han ikke, hvorfor der ikke er mere fokus på de konsekvenser, som kropsidealer kan have for mænd.

»Flere steder begynder man at se kvindelige undertøjsmodeller med former, men mænd skal stadigvæk være helt ripped. Vores kultur fordrer, at mænd har en stor og stærk krop.«

De seneste fem år har Jacob Andersen været veganer. Han kan godt lide at leve sundt og træner fire gange om ugen. Han betegner det som sit ’frirum’.

De seneste fem år har Jacob Andersen været veganer. Han kan godt lide at leve sundt og træner fire gange om ugen. Han betegner det som sit ’frirum’.

Emilie Lærke Henriksen

Nikolaj Diamant Knudsen er heller ikke tilfreds med sin krop. Han føler sig meget stor, særligt på maven og brysterne. Når det er varmt, og han sveder, får han det helt klaustrofobisk, fordi det får ham til at føle sig endnu større.

Lige nu er han inde i en periode, hvor han har taget lidt på. Men generelt er han blevet bedre til ikke at »falde i«, som han kalder det. Sommetider er der dog intet, han kan stille op, og så står han og græder, mens han tømmer en karton is.

Derhjemme har Nikolaj Diamant Knudsen og Lena en aftale om, at hun skal spørge, om han har lyst til at spise mere, hvis hun kan mærke, at han ikke længere spiser af sult, men mere på grund af tvang. Hun har også forskellige lagre i lejligheden, hvor hun – efter aftale med Nikolaj – gemmer de søde sager, han køber. Han kan altid få dem, hvis han beder om det, men fristelsen er ikke lige så stor, hvis han ikke konfronteres med den, forklarer han.

Ligesom Jacob Andersen tror Nikolaj Diamant Knudsen ikke, at han nogensinde kommer til et punkt, hvor tankerne om mad og krop ikke fylder. Men han har efterhånden anerkendt, at han ser sig selv i et mindre flatterende lys, end hvad der er fair, fortæller han. Og det hjælper lidt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her