Interview
Læsetid: 9 min.

Stjernefilosof: Biden og Scholz har en historisk mulighed for at skabe et nyt centrum-venstre-projekt

Med Joe Biden i USA og Olaf Scholz i Tyskland er der udstukket en afgørende ny kurs for centrum-venstre – den kan råde bod på årtiers fejlslagen politik, hvor man opgav kampen mod ulighed og bildte sig ind, at uddannelse var svaret på dybtliggende samfundsproblemer. Det siger den berømte Harvard-filosof Michael Sandel, der netop nu er bogaktuel på dansk

Hovedbudskabet i Michael Sandels nye bog 'The Tyranny of Merit: What’s Become of the Common Good?' er, at der er behov for at gå i rette med en meritokratisk overklasse, der har glemt sin forpligtelse over for resten af samfundet.

Roger Askew/Ritzau Scanpix

Moderne Tider
16. oktober 2021

Det virkede som et antiklimaks. Efter flere måneder, hvor USA’s venstrefløj var i offensiven, og hvor den ene kandidat efter den anden talte om behovet for vidtrækkende politiske forandringer, endte demokraterne med at nominere Joe Biden som præsidentkandidat: En mand, der havde brugt hovedparten af sit liv i det forhadte Washington, som talte henført om de gode gamle dage med samarbejde på tværs af fløjene, og som lovede en tilbagevenden til fordums stabilitet og anstændighed. Bedst som en anderledes politisk virkelighed aftegnede sig i horisonten, trak man ud i nostalgiens nødspor.

Men manden fra fortiden markerede faktisk et nybrud.

»Biden var den første demokratisk nominerede i 36 år, der ikke var uddannet ved et af USA’s berømte Ivy League-universiteter,« pointerer filosoffen Michael Sandel.

»Og jeg tror, at den baggrund har gjort det lettere for ham at lave et kursskifte væk fra en politik, der tror på markedet og et markedsbaseret meritokrati, og hen imod en politik, der lægger vægt på at styrke arbejdets værdighed.«

 

Få de bedste historier, indblik i idedebatter og opdag ting,
du ikke vidste, du var interesseret i.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

jens christian jacobsen

Meget velformuleret interview, men hverken Biden eller Scholz har ret. I deres liberale forestillinger er bøger og uddannelser udtryk for en omfattende og samfundsgavnlig selvoptimering. Denne logik bygger på at uddannelser i den vestlige og i flere østlige lande understøtter ideen ideen om, at vi lever i et præstationssamfund. Derfor vil studerende imellem slide sig til udmattelse og frafald. Og selv hvis det lykkes at gennemføre en uddannelse, er de 'gode' pladser på første række i samfundet allerede optaget af børnene fra de øverste lag. Sandels påstande om meritokratiets styrker, hvor ydelse og ikke oprindelse bestemmer ens position i samfundet, er i bedste fald et løfte, der er svært at holde og i værste fald en bevidst løgn.

Søren Kristensen

Stjernefilosof, er det ikke en astronom?

Joe Hill revisited.
Død 19. november 1915 (36 år) Salt Lake City

Steffen Gliese

Der findes stort set ikke angelsaksiske stjernefilosoffer, filosofi er en kontinental beskæftigelse.
Det nytter heller ikke rigtigt noget at give den form for tankespind så meget opmærksomhed. Filosofi handler om det universelle, hvis det skal have en plads.

Ja, man kan da i hvert fald håbe, at Joe Biden og Olaf Scholz har en historisk mulighed for at skabe et nyt centrumvenstreprojekt.

Men hvor sandsynligt er det egentlig? Olaf Scholz har i hvert fald ikke tidligere vist sig som en venstreorienteret socialdemokrat. Og Joe Biden har ligefrem skuffet ganske meget. Faktisk taler han bare på en helt anden måde end Donald Trump, men hans politik ligner på mange områder mere og mere Donald Trups politik.

Derfor skal de nok begge have "hjælp" at en art, man ikke kan undslå sig, hvis de skal møde hinanden i er centrumvenstreprojekt over Nordatlanten.

Til gengæld lysner det andre steder. I Østrig har Sebastian Kurz valgt at stoppe lige inden et flertal i parlamentet "hjælper" ham med denne beslutning.

I Tjekkiet har Andrej Babis, trods solidt køb af stemmer, oplevet, hvad vælgerne mener om hans politik, der mest gavner ham selv.

Og i Slovenien samt Ungarn står begge "stærke mænd" ganske usikkert i det kommende valg.

Så - ja, der er måske opbrud i unionen.

Og hvem mangler vi så at komme af med , - foruden Polen selvfølgelig. Så vi har et fornuftigt forhold til unionen og andre lande?
- Ja, gæt selv, hvem syntes du, er EU-kritisk og modarbejder unionen? Der var i hvert fald en regeringsleder, der forleden dag fik nævnt Europa en række gange, men ikke nævnte EU en eneste gang. Men det var altså også medens meningsfælles, Sebastian Kurz, stadig mente, at han ligefrem kunne gå på vandet.

Morten Balling

Michael Sandel er professor i politisk filosofi på Harvard. Jeg giver Steffen Gliese ret i at filosofien bør beskæftige sig med universelle sandheder, og politisk filosofi indeholder så mange ubekendte, at det ikke er nogen eksakt videnskab.

Alligevel er det et emne som stort set optager alle, og det er tæt forbundet med f.eks. etik. Sandel er iøvrigt en sublim underviser, hvilket man kan opleve eksempler på her:

https://youtu.be/kBdfcR-8hEY

kjeld hougaard

Jeg spekulerer også over hvad en ”stjernefilosof” er. En det tyder stjernernes budskaber? Eller lidt som kokke: en to eller tre stjerner. Denne filosof har vist kun en stjerne – ellers havde der stået ”trestjernet-filosof”? Eller? Jeg tror danske smagsdommere har op til seks stjerner?

Ib Gram-Jensen

Læser man, hvad Sandel faktisk siger i interviewet, fremgår det, at han afviser den meritokratiske ideologi (at alle har (lige) mulighed for at få (fortjent) større indkomst og højere status i et system, der angiveligt "alene skulle belønne talent og flid") af to gode grunde.

For det første at adgangen til højere uddannelser ikke er lige ("70 procent af de studerende ved de 100 bedste universiteter og colleges kommer fra den øverste fjerdedel af indkomstskalaen, og kun tre procent kommer fra den nederste fjerdedel" "Det viser, at vi ikke har et ægte meritokrati").

Og for det andet at arbejde, der kræver en højere uddannelse, ikke nødvendigvis behøver at have større værdi end arbejde, der ikke kræver en højere uddannelse ("I de seneste årtier har der gradvist bredt sig en opfattelse af, at det, folk tjener, afspejler deres bidrag til det fælles bedste, men det er en fejltagelse. Hvis vi virkelig troede på markedets dom om, hvad der tæller som et godt bidrag til samfundet, ville vi være nødt til at sige, at en hedgefondbestyrers arbejde har 900 gange større samfundsmæssig værdi end en sygeplejerskes eller skolelærers. Det er der reelt ingen, der tror på").

Om Biden og Scholz - om ikke andet under indtryk af Demokraternes og SPDs behov for større tilslutning fra de ikke-højtuddannede, lavtlønnede vælgergrupper - vil tage et reelt opgør med den meritokratiske ideologi, og ikke mindst om de i så fald kan komme igennem med en politik, som i højere grad tilgodeser og tilfredsstiller disse grupper, er nok et åbent spørgsmål. Men hvordan man kan afslutte en kommentar til interviewet med den konklusion, at: "Sandels påstande om meritokratiets styrker, hvor ydelse og ikke oprindelse bestemmer ens position i samfundet, er i bedste fald et løfte, der er svært at holde og i værste fald en bevidst løgn" (Jens Christian Jacobsen, Information 10. oktober, 2021 - 07:24) virker ærligt talt ret ejendommeligt.