Stjernefilosof: Biden og Scholz har en historisk mulighed for at skabe et nyt centrum-venstre-projekt

Det virkede som et antiklimaks. Efter flere måneder, hvor USA’s venstrefløj var i offensiven, og hvor den ene kandidat efter den anden talte om behovet for vidtrækkende politiske forandringer, endte demokraterne med at nominere Joe Biden som præsidentkandidat: En mand, der havde brugt hovedparten af sit liv i det forhadte Washington, som talte henført om de gode gamle dage med samarbejde på tværs af fløjene, og som lovede en tilbagevenden til fordums stabilitet og anstændighed. Bedst som en anderledes politisk virkelighed aftegnede sig i horisonten, trak man ud i nostalgiens nødspor.

Men manden fra fortiden markerede faktisk et nybrud.

»Biden var den første demokratisk nominerede i 36 år, der ikke var uddannet ved et af USA’s berømte Ivy League-universiteter,« pointerer filosoffen Michael Sandel.

»Og jeg tror, at den baggrund har gjort det lettere for ham at lave et kursskifte væk fra en politik, der tror på markedet og et markedsbaseret meritokrati, og hen imod en politik, der lægger vægt på at styrke arbejdets værdighed.«

For den kedelige kandidat, der kunne berolige både forstadsvælgere og finansmarkeder, viste sig at blive en ganske anderledes præsident, end mange havde ventet. Over kaminen på sit kontor har han placeret et portræt af Franklin D. Roosevelt, der lagde grunden til en amerikansk velfærdsstat i 1930’erne, og han har åbenlyst ambitioner om at opdatere projektet til det 21. århundrede. I øjeblikket arbejder han på at få vedtaget lovgivning til flere billioner dollar, der omfatter en ret til barselsorlov, gratis offentlig collegeuddannelse, en styrket sygesikring og iværksættelse af massive anlægsprojekter. Tiltag, der blandt andet skal finansieres ved øget beskatning af de rigeste amerikanere og deres kapitalgevinster.

»Det er stadig uvist, om Biden vil få det vedtaget. Men hvis det lykkes, vil det blive et grundlæggende brud med den markedsdrevne politik, der forbindes med ’den tredje vej’, og som prægede Clinton-, Bush- og Obama-årene,« siger Michael Sandel.

»Det her er et langt mere ambitiøst projekt, der lægger op til en strukturel reform af økonomien.«

Eliternes fornærmelse

Sandel er netop kendt for sin skarpe kritik af, hvordan den centrum-venstre-fløj, han selv tilhører, over de seneste årtier har accepteret markedets logikker og forsømt et opgør med den voksende ulighed. Og så er den 68-årige professor ved Harvard en af USA’s mest anerkendte filosoffer. Hans introduktion til politisk og moralsk tænkning, som er tilgængelig på nettet, er også blandt universitetets mest populære kurser – lidt af en bedrift for forelæsninger med Aristoteles og Kant på pensumlisten – og i tillæg til sin hjemlige berømmelse har han optrådt på stadioner i Asien, hvor han er blevet et intellektuelt fænomen i Kina og Sydkorea.

Senest har også frontfiguren for Tysklands sejrrige socialdemokrater, Olaf Scholz, ladet sig inspirere af den amerikanske moralfilosof. I december optrådte Scholz i en samtale med Sandel om hans seneste bog, Meritokratiets tyranni, og den socialdemokratiske kanslerkandidat refererede under den tyske valgkamp til bogens hovedbudskab om, at der er behov for at gå i rette med en meritokratisk overklasse, der har glemt sin forpligtelse over for resten af samfundet.

Det er også den bog, der netop er udkommet på dansk, som udgør afsættet for mit interview med Sandel – en nydelig, afdæmpet og overmåde høflig herre, der har plantet en slags filosofisk cirkelspark i brystet på sine egne: Med udgivelsen hudfletter den progressive Harvard-professor de højtuddannede progressives tro på, at mere uddannelse er det vigtigste svar på de problemer, som mange almindelige lønarbejdere i USA står over for.

»I de seneste årtier, hvor uligheden er vokset, har den politiske mainstream på centrum-venstre og centrum-højre ikke reageret ved at adressere problemet direkte, men i stedet fokuseret på muligheden for at opnå social mobilitet gennem højere uddannelse. Siden 1990’erne har vi på tværs af det politiske spektrum hørt, at hvis man vil kunne konkurrere og vinde i en global økonomi, så må man gå på universitetet,« siger Sandel over en Zoom-forbindelse fra Spanien, hvor han lige nu holder skriveorlov.

Han er klædt i sort skjorte og taler roligt og velovervejet, men gestikulerer ivrigt.

»What you earn will depend on what you learn, sagde Bill Clinton ofte. Et andet slogan lød: You can make it if you try. Det brugte Obama 140 gange i sine taler som præsident. Det er den meritokratiske retorik om social opstigen: Et politisk projekt, som siger, at hvis du er bekymret over job, der forsvinder, stagnerede lønninger og voksende ulighed, så må du få dig en uddannelse.«

Problemet er, fortsætter Sandel, at dette fokus på individuel uddannelse er et aldeles utilstrækkeligt svar på ulighedsproblemet. Blandt andet fordi nutidens meritokrati reelt er stivnet i »et arvearistokrati«, som han skriver i bogen. USA’s bedste universiteter, der i princippet skulle være åbne for dygtige studerende fra alle samfundslag, er i praksis blevet et lukket system, som favoriserer unge fra velbeslåede hjem, der kan klæde dem på til optagelsesræset på de eftertragtede institutioner – for eksempel ved at tilkøbe såkaldte private optagelseskonsulenter.

»70 procent af de studerende ved de 100 bedste universiteter og colleges kommer fra den øverste fjerdedel af indkomstskalaen, og kun tre procent kommer fra den nederste fjerdedel,« siger Sandel:

»Det viser, at vi ikke har et ægte meritokrati.«

Til gengæld har den politiske besyngelse af meritokratiet og dets muligheder betydet, at mange veluddannede og succesfulde amerikanere er tilbøjelige til at se deres succes som helt og holdent deres egen fortjeneste – de er jo steget til tops i et system, der alene skulle belønne talent og flid. Tilsvarende har den fremmet en opfattelse hos eliten af, at de ’uuddannede’ selv bærer ansvaret for deres problemer:

»Der ligger en implicit fornærmelse i det meritokratiske fokus på personlig mobilitet gennem videregående uddannelse,« siger han.

»Implikationen er, at hvis du ikke har gået på universitetet og har det svært i denne økonomi, så må dit nederlag være din egen skyld.«

Anerkendelse vigtigere end omfordeling

Dette verdensbillede er i Sandels optik en væsentligt grund til, at demokraterne, der i stigende grad er blevet de veluddannedes parti, i 2016 tabte til Trump, som fik støtte fra to tredjedele af de hvide uden collegeuddannelse:

»Han formåede at levere en politik, der talte til den følelse af ydmygelse og bitterhed, der fandtes hos arbejdere, som ikke alene kæmpede økonomisk, men også oplevede, at de blev set ned på.«

Og selv om han som præsident indførte skattelettelser, der i udpræget grad gavnede de rigeste, og forsøgte at tilbagerulle den sygesikring, der fungerede som sikkerhedsnet for millioner af almindelige arbejdere, fik det bemærkelsesværdigt nok ikke denne gruppe til at vende ham ryggen i 2020. Her klarede Biden sig kun ét procentpoint bedre hos hvide uden en collegeuddannelse end Hillary Clinton.

»Trump gjorde ikke noget i økonomisk henseende for sine arbejderklassestøtter, men de holdt alligevel fast i ham, fordi han gik op imod den elite, der foragtede dem – og det betød mere end reel økonomisk hjælp,« konstaterer Sandel.

Med andre ord lader det til, at kampen for social anerkendelse var mere afgørende for de hvide arbejdervælgere end ønsket om omfordeling. Derfor er det ifølge filosoffen vigtigt, at centrum-venstre i højere grad fokuserer på det, han kalder »arbejdets værdighed« – altså den sociale værdi af job, som ikke nødvendigvis er blandt de mest prestigefyldte eller uddannelseskrævende.

Det involverer også et opgør med ideen om, at markedet udgør en god målestok for, hvad der er værdifuldt, forklarer han:

»I de seneste årtier har der gradvist bredt sig en opfattelse af, at det, folk tjener, afspejler deres bidrag til det fælles bedste, men det er en fejltagelse. Hvis vi virkelig troede på markedets dom om, hvad der tæller som et godt bidrag til samfundet, ville vi være nødt til at sige, at en hedgefondbestyrers arbejde har 900 gange større samfundsmæssig værdi end en sygeplejerskes eller skolelærers. Det er der reelt ingen, der tror på,« påpeger Sandel.

»Alligevel har vi outsourcet vores moralske vurdering af, hvad der udgør et værdifuldt bidrag, til markedet. Så på et overordnet plan bliver vi nødt til at generobre den vurdering som demokratiske borgere og diskutere, hvilke sociale funktioner der virkelig har størst betydning, og hvordan de bør belønnes, både når det gælder løn og social anerkendelse.«

Gentænkning af socialdemokratismen

Hvad indebærer det så i praksis?

I USA handler det blandt andet om at styrke de svage fagforeninger, så landets arbejdere får bedre forudsætninger for at opnå reallønsstigninger.

Og i EU’s vigtigste økonomiske og politiske magt, Tyskland, hvor socialdemokraterne altså har et godt øje til Michael Sandel, kunne det handle om at forhøje mindstelønnen, sådan som partiet har foreslået for at modgå problemet med arbejdende fattige. Et af nøgletemaerne i Olaf Scholz’ valgkamp gik da også ud på at genetablere respekten for de almindelige arbejdere, »der holder showet kørende«, hvilket kanslerkandidaten koblede til behovet for en højere mindsteløn.

»Det fremstår for mig som en meget opmuntrende udvikling, der kan blive udgangspunkt for en gentænkning af socialdemokratisk politik. Og det var et af mine mål med at skrive bogen – at anspore til sådan en gentænkning,« siger Sandel.

Både Bidens og Scholz’ politik bryder således med troen på, at individuel uddannelse er den afgørende drivkraft for social mobilitet, som i filosoffens optik prægede den såkaldte tredje vej: Den mere markedsvenlige centrum-venstre-tænkning, der vandt frem hos vestlige socialdemokratier i 1990’erne, og som i USA blandt andet kom til udtryk, da demokraten Bill Clinton i starten af årtiet førte kampagne med et løfte om at »sætte en stopper for velfærd, som vi kender det«.

I dag prøver hans partifælle i Det Hvide Hus altså at gennemføre en vidtrækkende ekspansion af den amerikanske velfærdsstat til over 3.000 milliarder dollar, og den kamp mod ulighed og store koncerners magt, der før var venstrefløjens eksotiske anliggende, udkæmpes nu af demokraternes mainstream.

»Jeg tror, at erfaringerne under pandemien har skabt en åbning for det her. Den afslørede uligheder, der eksisterede i forvejen, men de af os, der havde den luksus at arbejde hjemmefra, kunne nu ikke undgå at se, hvor afhængige vi er af arbejdere, vi ofte har overset. Ikke kun hospitalsansatte, men også udbringere, arbejdere i varehuse, supermarkeder, børnehaver,« siger han.

»Pludselig begyndte vi at kalde dem ’essentielle arbejdere’ og fremhæve deres indsats, og det kan åbne for en større offentlig debat om, hvordan vi sørger for, at deres løn og anerkendelse i højere grad svarer til de vigtige bidrag, de yder.«

Omvendt er det også klart, at pandemien i USA ikke har medført den sociale forsoning på tværs af politiske uenigheder, som nogle havde håbet på. Tværtimod er den blevet et nyt element i en uendelig kulturkamp, og efter en misundelsesværdig start halter USA i dag markant efter EU, når det gælder andelen af vaccinerede borgere.

Så hvordan har coronakrisen egentlig påvirket sammenhængskraften i Sandels hjemland?

»Det sociale bindevæv har ikke kun været ved at gå i opløsning under pandemien, men også før – valget af Trump var et symptom på det,« siger Sandel, en smule resigneret, fra sin soloplyste spanske stue.

»Pandemien har bidraget yderligere til det, blandt andet fordi foragten for eksperter har fået mange folk til at modsætte sig vaccinationer og brugen af mundbind, og det har betydet, at vi er kommet længere og længere bagefter. Det store projekt handler nu om at genopbygge en fornemmelse af solidaritet og fælles forpligtelse over for vores medborgere,« siger han.

»Det er den fundamentale udfordring, vores demokrati står over for.«