Hvis uddannelse stadig skal være væsentligt for fremtidens ungdom, skal det have en kant af galskab

Der er noget helt galt med uddannelsessystemet. De unge bliver stressede, og det er, som om vi er ved at miste fornemmelsen af at uddanne mennesker til at varetage meningsfulde funktioner rundt omkring i samfundet. Det er ligefrem blevet almindeligt at tale om et ’uddannelsesvanvid’. At så stærkt et ord skal til, er i sig selv bemærkelsesværdigt, men endnu mere påfaldende bliver det, at det ovenikøbet kan bruges på to helt forskellige måder. Paradoksalt nok handler den ene måde om, at der er kommet for meget uddannelse, mens den anden handler om, at der er for lidt.

Intellektualisme

Den mest almindelige forståelse af ’uddannelsesvanviddet’ er formentlig den, der ser uddannelsessystemet som ude af kontrol, fordi uddannelsen så at sige er steget uddannerne til hovedet.

Vi finder denne forståelse og en tidlig brug af ordet ’uddannelsesvanvid’ helt tilbage i Jørgen Dichs klassiker om Den herskende klasse fra 1973, hvor ’eliten’ og akademikerne fik læst og påskrevet. Og vi finder den i den nuværende regerings stadigt mere åbenlyse anti-intellektualisme: Ned med litteratur og filosofi i København, og op med skruetrækkere og vinkelmålere i provinsen. For en socialdemokrat er samfundet stadig delt i to klasser, og den ene er stadig arbejderne, men hvor den anden tidligere var kapitalisterne, er disse nu forunderligt nok inkluderet i arbejderklassen.

I modsætning til den forenede klasse af skattebetalende håndboldfans står i stedet en broget skare af intellektuelle, arbejdsløse og minoriteter.

Karrierelæring

Den anden måde at anskue samtidens uddannelsessystem som plaget af en form for vanvid er den, hvor det i stedet fremhæves, at uddannelserne er ved at blive tømt for indhold. Det gælder egentlig ikke om at lære noget længere, men blot om at bestå sine eksaminer, få sine papirer i orden og komme ud på arbejdsmarkedet. Børn bliver udelukkende betragtet som ’human ressources’, som Knud Romer sagde det i et berømt ’rant’ på DR2, og vi har taget selve dannelsen ud af ’uddannelse’, så det eneste, der er tilbage, er: ’UD!’ Der er sket en slags ’formålsfortrængning’ i folkeskolen, som uddannelsesforskeren Jens Erik Kristensen for nylig beskrev det.

Alene den kendsgerning, at et ord som ’karrierelæring’ rent faktisk findes og bruges i det gymnasiale system, er da også næsten bevis nok for den afstumpethed, der har grebet sektoren. Børn slæbes på karrieremesser fra sidste halvdel af deres folkeskoleuddannelse og forventes så hurtigt som muligt at forholde sig til, hvordan de sikrer sig en solid livsindkomst, der kan kvalificere dem til at stifte langfristet realkreditgæld.

Ægte vanvid

Den mismodige fortolkning af disse to synsvinkler er, at jo mere den anden version af vanviddet slår igennem, desto mere uddannelserne tømmes for indhold, des sandere fremstår den første versions påstand om, at der er for meget uddannelse. Hvorfor skulle man for eksempel læse filosofi i fem år, hvis det eneste, man lærer, er at gengive halvt fordøjet sekundærlitteraturs fremstillinger af, hvordan man kan operationalisere filosoffers ideer som velklædt, men tanketom konsulentvirksomhed? Ville det ikke rent faktisk være bedre at lære et håndværk eller blive SOSU-assistent?

Derfor ville det også være mere konstruktivt at stå ved det nødvendige vanvid i uddannelserne. Eller sagt med psykoanalysens begreb om drift: at stå ved, at der er en form for indre nødvendighed i en uddannelse, uden hvilken ingen nogensinde har lært noget væsentligt. Når skoleelever opgivende spørger deres lærere: »Hvad skal vi bruge det til?«, er det ikke udtryk for en sund, kritisk indstilling til deres skolegang, men for, at de ikke er blevet inspireret til at se, at netop dét, de er ved at lære, er dét, de skal bruge det til.

Etymologisk set handler vanvid om at miste sit ’vid’, det vil sige sin viden eller sin forstand, og er det ikke netop dét, en god uddannelse kan gøre: fratage sine elever eller studerende de selvfølgeligheder og den viden, de troede, de havde – og i stedet give dem fornemmelsen af, at netop dét, de lige nu er i gang med, er vigtigere end noget som helst andet?

At forstå uddannelse på den måde er naturligvis at gå hinsides på forhånd opstillede læringsmål og karriereplaner, men det er også at gå et skridt videre end de lidt forblommede forsvar for akademiske dyder og dannelse. Hvis uddannelse stadig skal være væsentligt for fremtidens ungdom, skal det have en kant af galskab i den betingelsesløse efterspørgsel af sandheden og løsrive sig fra den eksternt definerede målestok for, hvordan det vil kunne bidrage til fremskridtet.

Det er endda muligt, at det i stedet vil kunne bidrage til at ændre ved selve forståelsen af, hvad der tæller som et fremskridt.