Naturvidenskab
Læsetid: 9 min.

Virus er ikke rigtig levende. Alligevel har vi fundet avancerede metoder til at dræbe dem

Virus har hverken celler, stofskifte eller evne til at formere sig ved egen hjælp. De små bæster er ikke engang rigtig levende. Alligevel er de mere talrige end nogen andre væsener på kloden og langt hen ad vejen vores venner – bortset fra, når de dræber os. Nu har vores kamp mod dem ført til en regulær vaccinerevolution
Virus har hverken celler, stofskifte eller evne til at formere sig ved egen hjælp. De små bæster er ikke engang rigtig levende. Alligevel er de mere talrige end nogen andre væsener på kloden og langt hen ad vejen vores venner – bortset fra, når de dræber os. Nu har vores kamp mod dem ført til en regulær vaccinerevolution

Jesse Jacob

Moderne Tider
23. oktober 2021

Det må have været en skrækkelig sejltur. Midt i 1800-tallet var tre unge danskere fra Lindelse på Langeland draget til USA for at finde lykken – eller i hvert fald guld. Fra Baltimore på østkysten skulle de til Californien på kontinentets anden kyst, og derfor stuvede de sig sammen med hundreder af andre på et skib, der skulle bringe dem syd om Sydamerika.

Men guldfeber var ikke det eneste, folk var smittede med.

Dengang var kopper en kæmpe dræber. Den første tid mærkede man intet. Så kom forkølelsen, høj feber, hovedpine. Så udslæt i munden og ansigtet, og endelig kom så kopperne. Over hele kroppen: kløende blærer fyldt med hvidt pus, som blev til sår, og som kunne arre én for resten af livet, medmindre man døde.

Og det gjorde mange. Intet siden pesten havde været så dødeligt, og kopper var med rette en frygtet sygdom, som eksempelvis dræbte en fjerdedel af Islands befolkning, da sygdommen ramte i 1707.

Nu var den løs på skibet, og selv om vi ikke har de præcise tal, tyder beretningerne på, at det har været et temmelig slemt udbrud. Over halvdelen af de omtrent 800 passagerer døde på rejsen, fortalte datteren til en af de rejsende mange år senere – og det var særligt kopper, der tog livet af folk.

Men da skibet nåede Panama, vandrede tre unge langelændere ganske levende fra borde, og derfra red de til Californien og fandt guld. Noget havde reddet dem.

1800-tallets vaccinepas

Professor Camilla Foged åbner låsen på guldkæden om sin hals og rækker den over det lille bord på hendes kontor i Universitetsparken i København. En lille medaljon dingler som vedhæng. Hun åbner medaljonen og afslører et billede af en mand med kort hår, overskæg, jakke og slips. Det er Hans ’Lyst’ Christensen, en af de tre guldgravende langelændere. Han var hendes tipoldefar, og det er hans guld, der er i smykket.

Når han overlevede sejlturen, hvor så mange andre bukkede under for kopper, kan det hænge sammen med en bestemt ting: Han var vaccineret.

»Uden vacciner er der mange af os, der ikke ville være her i dag,« konstaterer Camilla Foged.

Selv er hun professor i vaccinedesign på Københavns Universitet og skriver sig dermed ind i en århundredlang tradition for at træne immunforsvar.

Der findes tidligere eksempler på vaccination, men det var først i slutningen af 1700-tallet, at metoden vandt indpas i lægevidenskaben og blev udbredt i vaccinationsprogrammer. Den britiske læge Edward Jenner var altså ikke den første til at foretage vaccinationer, men den første til at lave systematiske forsøg og publicere resultaterne.

Han havde opdaget, at malkepiger fra egnen sjældnere fik alvorlige koppeforløb. Og ligesom sindrige bønder tidligere havde gjort, koblede han det til, at malkepigerne blev smittet med en mildere version af kopper fra køerne – med kokopper – og efter det bed menneskekopperne ikke længere på dem i samme grad. Jenner lavede sine forsøg fra 1796-1798, og derfra gik det stærkt.

Godt et årti senere indførte den danske konge indirekte tvangsvaccinering af befolkningen. Du behøvede ikke lade dig vaccinere, men hvis du ville konfirmeres, giftes, gå i skole, have en læreplads, eller hvis du skulle i militæret, ja, så skulle du fremvise dokumentation for, at du enten var blevet podet med kokopper eller havde overlevet en regulær koppeinfektion. Camilla Fogeds tipoldefar blev således vaccineret, allerede inden han fyldte et år, i 1825 af dr. Gebhardt i Rudkøbing.

Med loven fra 1810 in mente kan man godt sige, at vaccinepas ikke er en ny opfindelse. Det er vaccineskepsis i øvrigt heller ikke. Modstandere af koppevacciner uddelte løbesedler, der viste mennesker med kohorn i panden og andre frygtelige, men dog fiktive bivirkninger.

Med tiden blev de overvundet, og i dag er det uomtvisteligt, at vaccinen havde en enorm effekt. Efter massiv vaccinering over hele kloden kunne Verdenssundhedsorganisationen (WHO) i 1980 erklære sygdommen for udryddet på verdensplan.

I dag findes der vacciner for et væld af ting, og i lande som Danmark har børnevaccinationsprogrammer nedbragt børnedødeligheden meget markant.

Vaccinationer handler dog ikke bare om fortiden, men i høj grad om fremtiden, for lige nu står mennesket midt i en såkaldt vaccinerevolution, fortæller Camilla Foged. Et væld af nye vacciner er på vej ud – godt hjulpet vej på af coronapandemien. De bærer forskellige navne som mRNA-vacciner eller dna-vacciner, men fælles for dem er, at de er baseret på genteknologi, og at de kan blive vores redning.

Virus er vores ven

Da verdens første vacciner blev skabt, anede ingen, hvad virus var. I 1892 opdagede russeren Dmitrij Ivanovskij, at noget smitstof kunne passere gennem et filter, som bakterier ikke kunne. Men det blev hollænderen Martinus Beijerinck, der efter lignende undersøgelser fandt på betegnelsen virus, som betyder gift.

Først med opfindelsen af elektronmikroskopet i 1931 kunne mennesket se, hvordan disse bittesmå virus tog sig ud, og det var mildest talt nogle underlige kanaljer.

Virus har ikke celler. Virus har ikke stofskifte. Virus kan hverken bevæge sig eller dele sig ved egen hjælp. Virus er ikke engang rigtig levende. De er dybest set bare nogle gener inde i et hylster af protein. Alligevel er de oldgamle, og ingen væsener er mere talrige end dem. Bare i en dråbe vand er der 100.000 virus.

Virus kan ét trick, og det er effektivt. Når de møder en passende værtscelle, sætter de sig fast og sprøjter deres egne gener ind i cellen. Ligesom en computervirus overtager de nu styresystemet og får cellen til at producere nye virus, som så kan inficere flere celler.

Det er derfor, antibiotika ikke bider på virus – fordi de bruger vores egne celler, som antibiotika ikke skader. Derfor er de sygdomme, som virus medfører, også svære at behandle.

Alligevel insisterer den danske virusforsker Anders Fomsgaard på, at virus er vores ven.

Fomsgaard er professor og leder af Statens Serum Instituts Forsknings- og Udviklingslaboratorie og har skrevet den oplysende og actionfyldte faktabog Det er bare en virus (2019), hvor man følger i hælene på ham, mens han farer rundt over hele kloden i hælene på virus.

Virus er en del af os, siger han. I hundreder af millioner af år har de sprøjtet deres gener ind i levende celler, og over tid er en del virusgener blevet en permanent del af installationen. Otte procent af menneskets gener er for eksempel oprindeligt kommet fra såkaldte retrovirus, hvis RNA er blevet lavet om til dna og har indlejret sig i menneskets kromosomer, så de bliver fragtet fra generation til generation og opfylder vigtige funktioner.

Et af disse oprindelige virusgener sørger eksempelvis for, at mennesket producerer proteinet syncytin i moderkagen, som er afgørende for foldning af fosterets celleklump og tidligste udvikling.

»Uden virus, ingen mennesker,« siger Anders Fomsgaard.

Dyrenes virus

Der er virus i dyr, virus i insekter, virus i planter og virus overalt i os – for eksempel i tarmen, hvor en stor del snylter på de mange bakterier dernede. Netop den type virus kaldes for bakteriofager, og de ligner et slags landingsfartøj, som ondsindede rumvæsener kunne ankomme i i en sci-fi-film.

Men virus kan antage mange former: coronavirus med sin krone af pigge, adenovirus med sine symmetriske antenner, og ebolavirus med sin ormelignende spaghettikrop, for at nævne et par stykker kendt fra medierne. Men alle de virus, der ikke skader os, har den funktion, at de holder immunforsvaret på stikkerne, så det er parat, når skadelige virus dukker op.

De nye virustrusler stammer ofte fra dyr, som lever relativt fredeligt med en virus, der får anderledes dramatiske konsekvenser for mennesker: svineinfluenza, fugleinfluenza, zika, ebola, sars, mers.

»Det er dyrenes virus. Det var ikke meningen, at de skulle i kontakt med mennesker,« siger Anders Fomsgaard.

Men det kommer de. For mennesket lever tæt på en masse produktionsdyr, og mennesket trænger konstant ind i vilde dyrs habitater. Strukturelt ville den bedste forebyggelse være at ændre menneskets adfærd, men i praksis ved vi, at epidemier bryder ud med jævne mellemrum – og så er det på én gang et højteknologisk og lavpraktisk arbejde, der går i gang: at udvikle vacciner, hvilket Anders Fomsgaard har beskæftiget sig med i årtier.

Og så er vi fremme ved vaccinerevolutionen. Genbaserede vacciner har ifølge Anders Fomsgaard haft svært ved at trænge gennem, »for alle de vigtigste sygdomme var allerede taget, og der fandtes i forvejen vacciner mod dem«. Men siden COVID-19-pandemien rigtig ramte i 2020, er millioner – eller milliarder – af vaccinedoser blevet injiceret i mennesker.

Anders Fomsgaard arbejder på at få godkendt en dna-baseret vaccine, og det ærgrer hans ego, at Indien fik godkendt verdens første dna-vaccine – endda med samme nålefri indsprøjtning – før ham, selv om han dog glæder sig over, at den redder indiske liv.

En lignende og meget omtalt teknologi er de såkaldte mRNA-vacciner, hvor der skydes en anden type genetisk materiale ind i kroppen – nemlig såkaldt budbringer-RNA, som kan bede en celle om at producere et bestemt vaccineprotein.

Slutresultatet for både dna og mRNA-vacciner er dog det samme: Genetisk materiale med en bestillingsseddel på en lille del af virus sendes ind i menneskets celler og får dem til at producere udvalgte vaccineproteiner. I tilfældet corona får man cellerne til at producere de pigge, som sidder uden på en coronavirus. Når immunforsvaret opdager disse fremmede proteiner, bliver der dels produceret antistoffer, som kan neutralisere dem og hindre infektion, dels skabt såkaldt celleimmunitet, der kan udradere de celler, som alligevel bliver inficeret.

De gener, som er blevet skudt ind i kroppen, bliver nedbrudt i cellerne, og piggene bliver smadret af immunforsvaret – og efter kort tid er det eneste, der bliver tilbage, en masse nye antistoffer og immunceller, som står klar den dag, den rigtige Sars-Cov-2 skulle dukke op i kroppen.

Det lyder måske let, men det er tæskesvært

Rejse i en bold af fedt

Camilla Foged tager elevatoren ned mod laboratorierne. Hun forsker blandt andet i, hvordan mRNA-vaccinerne kan blive transporteret sikkert ind i kroppens celler.

Forud for hendes arbejde går dog flere led. I fire årtier har en ungarskfødt kvinde ved navn Katalin Karikó for eksempel forsket i mRNA-vacciner i USA – det meste af tiden uden at tiltrække sig større opmærksomhed. Men teknologien var alligevel blevet så fremskreden, at man kort før pandemien i 2020 kunne omstille Camilla Fogeds laboratorie på Københavns Universitet til at arbejde med mRNA-vacciner.

Selve RNA’et bliver modificeret til at blive stærkere, så det ikke nedbrydes så hurtigt. Desuden skal det bruge et transportmiddel til at trænge ind i cellerne – en ganske lille kugle af fedt, som det kan gemme sig i, og dét er Camilla Fogeds forskningsområde: at få pakket RNA’et sikkert ind.

Hun viser en maskine, hvor de med enorm præcision kan blande mRNA med fedtstofferne, sådan at hver streng indlejres i en lille fedtbold. Det kan hun naturligvis gøre på grund af årelangt koncentreret arbejde, men på et mere eksistentielt niveau var det ikke sket, hvis hendes tipoldefar ikke havde overlevet koppeudbruddet på sejlturen rundt om Amerika.

Det er på sin vis banalt: Alle er vi afhængige af, at vores forfædre levede længe nok til at få børn. Ellers kunne ingen rende rundt og konstatere, hvad Camilla Foged konstaterer nu:

»Det er et enormt spændende tidspunkt at være vaccineforsker på.«

MRNA-vaccinerne har været en kæmpe succes i coronabekæmpelsen, og man kan forvente, at de vil blive afprøvet i andre retninger. Måske man kan lære kroppens immunforsvar at angribe kræftceller? Eller måske kan vacciner tage over, hvor antibiotika har måttet give op, og få multiresistente baktier ned med nakken? 

Perspektiverne er svimlende. Sådan er det med de mindste bestanddele i kroppen og i den øvrige natur: Små ting har store konsekvenser.

Kilder: Professor Anders Fomsgaard, Leder af Virus Forskning & Udviklingslabortoriet ved Statens Serum Institut, professor Camilla Foged, Institut for Farmaci, Københavns Universitet. Bøger: ’Det er bare en virus’ af Anders Fomsgaard. ’Der er flere bakterier i et gram lort, end der er mennesker i hele verden’ af Peder Worning. ’50 opdagelser – højdepunkter i naturvidenskaben’ af Morten A. Skydsgaard m.fl.

Serie

Vi fortæller naturvidenskaben forfra

Naturvidenskaben er en nøgle til at forstå vor tids største udfordringer, fra corona- til klimakrisen, og dens historie er fyldt med fortællinger om usandsynlige gennembrud, vilde fejlskud og store erkendelser.

I denne serie ser vi året igennem på verden med videnskabens øjne for at forstå naturens komplicerede sammenhænge, og hvordan de former vores liv.

Hele serien findes også som oplæste artikler – du kan høre dem ved at klikke på afspilleren inde i selve artiklen.

Serien er støttet af Carlsbergfondet.

Seneste artikler

Podcast

Vi fortæller naturvidenskaben forfra

Dagbladet Informations store serie om naturvidenskab læst højt.

Naturvidenskaben er en nøgle til at forstå vor tids største udfordringer, fra corona- til klimakrisen, og dens historie er fyldt med fortællinger om usandsynlige gennembrud, vilde fejlskud og store erkendelser.

I denne serie af oplæste artikler ser vi året igennem på verden med videnskabens øjne for at forstå naturens komplicerede sammenhænge, og hvordan de former vores liv.

Du kan også læse artiklerne her. ’Vi fortæller naturvidenskaben forfra’ er støttet af Carlsbergfondet.

Seneste podcasts

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Stig Bang-Mortensen

Det er spøjst at se virus forklaret med en henvisning til computervirus.

Peter Beck-Lauritzen

Ligeså, at man "pakker" RNA'et ind i en fedtkugle! I DK, bl.a. Grindstedværket og Palsgård, er der en lang tradition for at "koble" forskellige molekyler sammen, forestre andre molekyler på et tri-glycerid=fedt i daglig tale. Meget spændende kemi.

Det er muligt, at virus ikke er levende.

Men det bekymrer mig lidt, nu hvor vi skal have den 3. dose, at man håber på at have en helt ny vaccine klar lige efter årsskiftet, der kan holde den nye muterede variant i skak, der er konstateret i de sidste dage i Centraleuropa, og som ikke reagerer på de kendte vacciner.

Og så siger eksperter i øvrigt, at vi nok på påregne at skulle have både 4., 5. og 6. dose - bare indenfor de næste 2 år. Og udelukkende fordi, man endnu ikke har fået vaccineret mindst 70% af verdens borgere - men formentlig kun 11%.

Eva Schwanenflügel

Gert Romme

Når du her på debatsporet introducerer noget så bekymrende som en ny coronavariant, der er resistent overfor de benyttede vacciner, vil du så ikke være venlig at fortælle, hvorfra du ved det, og eventuelt komme med link ?
Det samme gælder den nye vaccine, du også omtaler.

Jeg har nemlig ikke selv kunnet søge oplysninger frem om dette.

Gert og Eva,

Uden at være lægeuddannet (jeg er kun civilingeniør), blander jeg mig alligvel i debatten her. Også ud fra et pragmatisk menneskesyn.

Corona-virusen er kommet for at blive, og den vil mutere. Fuldstændig ligesom influenza. Der kommer jo også nye influenza-vacciner hvert år, og de er tilpasset årets 'variant'.

Så her i den velstillede del af verden, kan vi vælge mellem at lade os vaccinere ca. en gang om året, eller vi kan - hvis vi er unge - vælge, at lade os blive smittet naturligt. Og det kommer sandsynligvis til at omfatte både influenza-og corona-sygdommene.

Læs evt. videre på: https://www.cdc.gov/flu/symptoms/flu-vs-covid19.htm

Hvad vi gør med verdenen syd for ækvator er en HELT anden diskussion.

Prisværdigt at orientere om, hvad virus egentlig er for noget, men jeg savner stadiog det helt store overblik over disse små "cellekommandocentraler".
Var de første virus før den første levende celle i evolutionen - og hvor kom de fra?

Morten Balling

@Arne Thomsen

"Var de første virus før den første levende celle i evolutionen - og hvor kom de fra?"

Det ville jeg også gerne have et svar på, men det ved vi ikke. Én hypotese er at vira var en form for proto-liv. Dog kan en virus ikke reproducere sig selv, så uden levende celler vil en population af virus ikke vokse, hvilket er et argument mod hypotesen.

Eva Schwanenflügel

@ Rolf

Tak for dit input og behjælpelighed :-)

Men jeg er egentlig kun interesseret i, hvor en mulig ny supervariant kommer fra, siden der ikke har været skrevet om en sådan andre steder end her, ihvertfald ud fra det jeg har kunnet finde.
Desuden hvem "man" er, der har en ny vaccine klar ved årsskiftet, "der kan holde den nye variant i skak".

Gert Romme, du ligger inde med svarene, så hvorfor har du endnu ikke svaret? ;-)

Det er sørme godt, at det er os mennesker, der definerer begrebet "levende".

Søren Kristensen

I yderste konsekvens er det meningsløst at definere en grænse mellem levende og døde ting/organismer, bortset fra de tilfælde hvor en ting/organisme har været levende og er afgået ved døden. I så fald er rimeligt at tale om at den ting/organisme - fx en person - er død.

Men hvad så med en sten, er den død? Nej, den er da spillevende, men det er de træer, fossier og andre elementer der for milliarder af år siden begyndte at danne stenen. De er døde. Stenen dør først når bliver omsat til fx. vejgrus. Så er der nemlig ikke mere sten tilbage. Ja det lyder lidt tosset, den er jeg med på.

Jeg mener bare, kræver liv evnen til kunne bevæge sig? Ikke nødvendigvis. Trække vejret? ikke nødvendigvis. Spise? Ikke nødvendigvis. Formere sig? Ikke nødvendigvis. Osv. I praksis kan man godt være fristet til at sige at alt hvad der forekommer levende er i live, mens alt andet er dødt, så den linje vil jeg da også følge. En bugtaler dukke fx. er den levende. Gu er den da levende! I hvert fald hver gang den kommer op på knæet. Et andet eksempel er bilerne, som overtaler flere og flere af os mennesker til at stige ind. Takket være AI (kunstig intelligens), underholder bilen dig, taler til dig og gør dig afhængig, mod at du servicerer den og fremmer kategoriens tilvækst. Smart cars. Hvad gør du, når de er blevet smartere end dig og grænsen mellem kunstig og gammeldags intelligens begynder at bliver udvisket. Mange bilejere er slet ikke klar over at ejerskabet allerede er omvendt. Det er bilen der ejer dig! Er det måske ikke uhyggeligt??? God halloween og husk, at græskar også har været levende engang, selv om de for os voksne bare ligner en tom skal med stearinlys i.

Hvis nogen ved præcis hvor grænsen går mellem det levende og det døde hører jeg meget gerne om det.

Kilde: en fuldstændig rablende kommentar af Søren Kristensen til en artikel i Information/Naturvidenskab.

Søren Kristensen

PS. Der mangler mindst et "ikke" et sted. Kan du gætte hvor det er?