Brevkassen: Min veninde spørger lidt for ofte, om hun må låne mit sommerhus

Jeg har en kær og gammel veninde, som giver mig samvittighedskvaler. På det seneste er hun begyndt at spørge oftere, om hun må låne mit familiesommerhus. Min veninde lever en delebarnstilværelse med en del alenetid, og hun har en lidt anden økonomi, end vi har i min familie. Hun siger selv, at hun er glad for at have fået modet til at spørge folk om hjælp, og hun er også meget taknemmelig for at låne huset og efterlader det altid i super stand.

På det seneste er jeg imidlertid begyndt at opleve hendes spørgsmål som påtrængende. Men jeg kan ikke rigtig finde ud af at sige det til hende. Jeg føler nok, at jeg bør låne hende vores sted, når nu vi ikke selv bruger det hver weekend, og jeg kan ikke sige nej uden at stikke hende en hvid løgn.

Er det bare mig, der er blevet for småborgerlig til at dele ud af min families goder til mine nærmeste? Eller er det min veninde, der er for påtrængende – og hvordan får jeg hende i så fald til at indse det, uden at vores venskab slår revner?

— Den samvittighedsfulde

Svar I:

Altså, der er ingen tvivl om, at du er galopperende småborgerlig. Spørgsmålet er hvorfor. For jeg kan simpelthen ikke forestille mig, hvordan det kan vække negative følelser i dig, at en kær og gammel veninde opholder sig i dit sommerhus, mens du ikke er der. Hvorfor mister stedet værdi for dig ved, at et menneske, du holder af, også får glæde af det? Er det et behov for noget, der eksklusivt bare er dit, og som ingen kan tage fra dig? Giver det dig tryghed at have en klar grænse mellem din familie og alle de andre? Eller noget helt tredje.

Måske din veninde også vil blive forvirret, så inden du eventuelt beder hende om at respektere dit behov for et tomt sommerhus, vil jeg anbefale, at du da graver lidt dybt, så du faktisk kan forklare hende, hvad hendes spørgsmål gør ved dig. Ellers kunne du – måske helt urimeligt – komme til at fremstå ugenerøs.

PS Jeg har altid syntes, at sommerhusudlån er en fed fidus. Think about it: De vasker dit gulv, stiller en bedre flaske vin end den, de har drukket, og synes, at du er et superfedt menneske. Alt sammen uden at du skal løfte en finger!

— Anna von Sperling

Svar II:

Det er heldigvis meget nemt: Bliv ved med at låne hende sommerhuset, undtagen når du selv skal bruge det eller låner det ud til andre. Ingen kritik, hverken uudtalt eller direkte. Hun er ikke påtrængende og spørger jo pænt, og det er for fanden bare et hus, du bruger det ikke, når hun låner det, og sådan et hus har kun godt af ikke at stå tomt og uopvarmet for længe ad gangen til glæde for mus, mug, fugt og sølvfisk.

Hvis du har brug for det, kan du jo definere nogle regler for, hvordan sådan et udlån skal foregå: ’Bidrag til elregningen’, ’giv en hånd hvert år i en arbejdsweekend med at sætte i stand’, ’fyld brænde i skuret’, den slags. Det er ikke nødvendigt, men kan gøre det lidt mere spiseligt for dig selv.

— Bo Elkjær