Naturvidenskab
Læsetid: 8 min.

Derfor skal du dø – videnskabeligt betragtet

Trods megen snak om epidemier er infektionssygdomme ikke længere den største dræber i verden. Det er i stedet de sygdomme, der melder sig med alderdommens komme – og trods store fremskridt med at udskyde det uundgåelige har kroppen stadig en udløbsdato
Trods megen snak om epidemier er infektionssygdomme ikke længere den største dræber i verden. Det er i stedet de sygdomme, der melder sig med alderdommens komme – og trods store fremskridt med at udskyde det uundgåelige har kroppen stadig en udløbsdato

Jesse Jacob

Moderne Tider
6. november 2021

Det er ingen hemmelighed, at alle bliver ældre minut for minut indtil den dag, hvor uret ikke længere tikker, og man er død. Mere hemmelighedsfuldt er det til gengæld, hvad det egentlig er, der gør os gamle og skrøbelige med tiden.

Et godt stykke op i 1960’erne var konsensus i forskningsverdenen, at alderdommen var noget, som blev tilført udefra. Kroppe bliver slidt, det kan alle erfare, og at ens livsførelse har en indflydelse på aldring, har man vidst meget længe: »Umådeholden ungdom overleverer en udslidt krop til alderdommen,« som den romerske filosof Cicero korrekt noterede for over 2.000 år siden. Og med tiden blev der føjet flere forklaringer til end almindeligt skørlevned: stress og kosmisk stråling for at nævne et par stykker.

Derfor var det også et noget mystisk mønster, den unge amerikanske cellebiolog Leonard Hayflick opdagede i 1961.

Som led i sin kræftforskning dyrkede han menneskeceller i sit laboratorie i Philadelphia – en proces, der bestod i at placere en smule væv fra et foster i en beholder, hvor det kunne vokse, lige indtil cellerne dækkede bunden af beholderen. Ville han have flere celler, kunne han flytte halvdelen af dem til en ny beholder, hvor de ville dele sig videre, og sådan gik det derudad med såkaldt subkultivering.

Det var velkendt dengang, at sådan en proces principielt kunne fortsætte i det uendelige, hvilket den franske nobelpristager Alexis Carrel havde vist ved at dyrke væv fra et kyllingehjerte i årevis. Men en dag undrede Hayflick sig over, at en cellekultur i hans laboratorie var gået i stå. Den så mærkelig ud, og cellerne delte sig ikke længere, og han kunne dårligt tilskrive det meget andet, end at der måtte være sket en fejl i dyrkningen.

Da det samme skete et par uger senere i en cellekultur fra et andet foster, begyndte Hayflick dog at klø sig i håret. Han studerede sine laboratorienoter bagud i tid og fik øje på et andet mønster: Hændelserne skete altid i cellekulturer, der var otte til ni måneder gamle.

Med sin kollega Paul Moorhead gik han i gang med at lave undersøgelser og forsøg, der førte makkerparret frem til en konklusion, som lød, at når kulturer blev subkultiveret tilstrækkeligt mange gange, så stod de på et tidspunkt af ræset. Der syntes altså at være en grænse for, hvor mange gange en celle kunne dele sig, og den grænse lå på cirka 50.

De to skrev en artikel om opdagelsen, sendte den til et af feltets mest anerkendte tidsskrifter og blev afvist med den begrundelse, at enhver jo vidste, at det forholdt sig lige omvendt: Celler kan dele sig uendeligt. Et andet tidsskrift antog dog artiklen, og i dag er den såkaldte Hayflick-grænse den officielle betegnelse for cellernes naturlige endestation.

Dermed opstod den første hypotese om, at aldring også sker indefra, da vi jo består af celler. 

Snørebåndet trævler op

Omtrent ti år efter opdagelsen af Hayflick-grænsen lykkedes det at finde en forklaring – en molekylær mekanisme bag udløbet, som man dengang troede var den eneste.

Svaret fandtes i den lille stump ekstra streng kaldet telomer, som sidder i enden af hvert dna-molekyle i kromosomerne, og som kan sammenlignes lidt med de der plastikdupper for enden af ens snørebånd. De holder ligesom sammen på sagerne. Men hver gang cellen deler sig, bliver telomererne lidt kortere, og efter 50-70 delinger er der ikke mere tilbage, og så er det slut med livet som celle. Det problem har kræftceller imidlertid ikke, hvorfor de faktisk kan dele sig grænseløst – med stor skade til følge.

Leonard Hayflick koblede tidligt cellernes udløbsgrænse sammen med fænomenet aldring på den måde, at når kroppens celledannelse begyndte at halte efter udryddelsestempoet, bliver vi gamle, svagelige og tiltagende dødelige. Forfaldet blev altså ikke bare påført udefra, men opstod også indefra. Det fik mange til at tænke, at det også måtte være muligt at gøre noget ved, og i kølvandet på opdagelsen af dna og kortlægningen af menneskets genom opstod en optimistisk stemning af, at løsningen på alderens knude blot var et enkelt gennembrud væk.

Men som det så ofte er tilfældet i den videnskabelige verden, viste tingene sig mere komplicerede end først antaget.

For dybest set er den god nok. Aldring kommer både ude- og indefra: kosmisk stråling, dejlige solferier i det græske øhav og smøgerne bag cykelskuret forstyrrer alt sammen dna’et i cellerne og fører til små mutationer, som akkumulerer over årene og vokser med, når cellerne deler sig. Samtidig peger forkortelsen af telomerer mod en udløbsdato, hvor kroppen ikke længere kan nå at reparere sig selv. Begge dele er skam gode forklaringer, ingen af dem er bare forklaring nok.

Den gamle verden

Forskningen i aldring har for alvor taget fart de seneste årtier, hvilket flugter fint med, at også aldringen er taget til. På verdensplan er gennemsnitslevetiden steget med omtrent 30 år i løbet af det seneste århundrede, og selv om en stor del må tilskrives markant lavere børnedødelighed og antibiotikas revolutionerende helbredelsesmuligheder, så lever folk også bare længere. Det betyder, at langt flere dør af aldersrelaterede lidelser som hjertekarsygdomme, lungelidelser, diabetes og forskellige demenssygdomme end tidligere.

Globalt tippede balancen i 2011, hvor den slags ikkeoverførte sygdomme for første gang tegnede sig for flere dødsfald end alle infektionssygdomme tilsammen.

Og hvis verden ruller videre, nogenlunde som den plejer, vil den tendens bare fortsætte. I Danmark lyder fremskrivningen, at antallet af indbyggere på over 80 år vil stige fra 270.300 i 2020 til 433.500 et årti senere og toppe i 2057 med 660.000 dejlige, hvidhårede medborgere – og det er altså bare herhjemme. Verden bliver gammel, og der bliver postet store beløb i forskning, som skal hjælpe med at forstå aldringsprocesserne og meget gerne hjælpe med at holde dem stangen.

Problemet er bare, at aldring er en yderst dynamisk affære, som ifølge den danske forsker Claus Desler ikke bare er forskellig fra person til person, men som i det inderste forløber forskelligt i højre til venstre hånd på samme person.

Derfor taler man i forskningskredse om, at der findes forskellige aldringsmodeller, som på det cellebiologiske niveau tæller alt fra såkaldte senescente celler, der går i dvale uden at dø, tab i proteinproduktion, udmattelse af stamcellerne, forandret kommunikation cellerne imellem og forandringer i genernes styresystem, foruden dem vi allerede har nævnt med forkortede telomerer og skader på dna’et.

I alt kan man identificere ni overordnede processer, der fører til aldring på celleniveau, og som hvis de bliver bremset også bremser aldringen. På alle disse områder er vældig meget forskning i gang, og i hælene på en del af forskningen sniger sig en kæmpe industri med fremtiden foran sig – nemlig den, der med forskellige tilskud sælger drømmen om at udsætte det uundgåelige.

En historie, der illustrerer den mekanisme godt, er den, der handler om affaldsstoffer og antioxidanter, og som er blandt aldringsforskningens mest berømte, mest misforståede og mest lukrative modeller for kroppens aldring.

Energifabrikken strejker

I vores celler findes små, hyperaktive energifabrikker kaldet mitokondrier, som bruger ilten fra vores lunger til at lave energi ud af næringsstofferne fra vores mad. I den proces producerer de også nogle uønskede og besværlige molekyler, som under ét kaldes frie radikaler. Det er molekylære affaldsstoffer med det til fælles, at de indeholder ilt og mangler en makker til en af elektronerne, hvilket gør det til et ganske desperat molekyle parat til at gå i forbindelse med nærmest hvad som helst. Det skaber en masse ravage og kan fremskynde aldringen. 

Andre stoffer kan neutralisere radikalerne, og har du nogensinde besøgt en helsekostbutik eller muligvis bare købt noget juice, har du måske fået et foredrag om affaldsstoffernes dødsfjende nummer et: antioxidanterne – stoffer, som kan binde de her meget reaktive ilttyper. Særligt i 00’erne og 2010’erne skulle der være antioxidanter i alt fra fødevarer til shampoo, og tevandet skulle endelig ikke være for varmt, så man skadede stofferne, ligesom ungerne bare havde at spise masser af blåbær.

Cellebiolog Claus Desler, der netop forsker i mitokondrier og aldring ved Københavns Universitets Center for Sund Aldring, husker, hvordan dillen udviklede sig nærmest bizart, da et studie viste, at antioxidanter i gulerødder kunne forebygge lungekræft, hvis ellers man spiste en masse af dem, hvilket især fik én gruppe til at proppe sig med gulerødder, til deres hud blev orange. Det var naturligvis rygerne, der så en genvej til et bedre helbred gennem store mængder af den sprøde rodfrugt, men kærligheden endte brat, da et efterfølgende studie viste, at lige præcis rygere fik øget deres risiko for lungekræft af mange gulerødder. Igen et billede på, at når det kommer til kroppen, er det sjældent tilstrækkeligt med simple forklaringer på komplicerede processer.

De frie radikaler laver ikke kun kropslig ravage og fører til aldring, men slår også bakterier ihjel og angriber celler, der er under transformation. Det er således ikke givet, at det udsætter aldringen at spise antioxidanter. I nogle tilfælde gør det, i andre ikke. Til gengæld er der gode indikationer på, at det gavner pengepungen at sælge dem, for kosttilskud med antioxidanter er i dag en milliardindustri.

Ungdommens kilde er langtfra fundet, og et meget omtalt studie fra 2021 nåede frem til, at trods udsigt til mange fremskridt i sundhed og medicin ville et eksemplar af mennesket med vores nuværende viden næppe kunne blive mere end 150 år gammel, før cellernes evner til at reparere sig selv ville være utilstrækkelig, og døden være uafvendelig.

150 år er dog stadig nærmest en fordobling af den gennemsnitlige levealder herhjemme og virker derved som lidt af en opgradering – hvis ellers livskvaliteten følger med. For hvad nytter det at blive 150, hvis demensen sætter ind i 100-årsalderen?

Således er der rigeligt at undersøge i aldersforskningens enorme landskab, hvor forskergrupper over hele verden arbejder for at finde veje, der kan føre til bedre og længere liv i en aldrende verden. Indtil videre gælder den gamle regel, at tilsat tilstrækkeligt med tid fører alle veje mod afgrunden. 

Kilder: Claus Desler, lektor ved Center for Sund Aldring, Københavns Universitet. Bøger: Bill Bryson: ’Kroppen’. Artikler: ’The Hallmarks of Aging’ af Carlos Lopez-Otin m.fl. i tidsskriftet Cell, 2013. ‘Ingenious: Leonard Hayflick – One of the world’s preeminent experts on aging on his life in research’ af Jordana Cepelewicz i magasinet Nautilus 2016. ’Human life span may have an ’absolute limit’ of 150 years’ af Rebecca Sohn i Livescience, maj 2021.

Serie

Vi fortæller naturvidenskaben forfra

Naturvidenskaben er en nøgle til at forstå vor tids største udfordringer, fra corona- til klimakrisen, og dens historie er fyldt med fortællinger om usandsynlige gennembrud, vilde fejlskud og store erkendelser.

I denne serie ser vi året igennem på verden med videnskabens øjne for at forstå naturens komplicerede sammenhænge, og hvordan de former vores liv.

Hele serien findes også som oplæste artikler – du kan høre dem ved at klikke på afspilleren inde i selve artiklen.

Serien er støttet af Carlsbergfondet.

Seneste artikler

Podcast

Vi fortæller naturvidenskaben forfra

Dagbladet Informations store serie om naturvidenskab læst højt.

Naturvidenskaben er en nøgle til at forstå vor tids største udfordringer, fra corona- til klimakrisen, og dens historie er fyldt med fortællinger om usandsynlige gennembrud, vilde fejlskud og store erkendelser.

I denne serie af oplæste artikler ser vi året igennem på verden med videnskabens øjne for at forstå naturens komplicerede sammenhænge, og hvordan de former vores liv.

Du kan også læse artiklerne her. ’Vi fortæller naturvidenskaben forfra’ er støttet af Carlsbergfondet.

Seneste podcasts

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Birgitte Nielsen

Mange tak for en god og videnskabeligt velfunderet artikel, skrevet i et usaedvanligt let tilgaengeligt sprog. Droenspaendende emne.
Ville vaere spaendende hvis I ogsaa kunne udkomme med en tilsvarende artikel om forskning i demens, og hvad der maaske her kan goeres for at hovedet foelger med resten af kroppen.
Personligt, og ganske uden videnskabeligt belaeg, tror jeg at et aktivt liv med fortsat store krav til at bruge sit erfaringsgrundlag kreativt og skabende, maa vaere et afgoerende element, omend det naturligvis ikke er nok.
For mig at se er de 100 eller maaske endda 150 aar vaerd at straebe efter. Livet byder paa saa meget, og det har bud efter alle der er parat til at goere verden bedre.

"Indtil videre gælder den gamle regel, at tilsat tilstrækkeligt med tid fører alle veje imod afgrunden." Denne regel, er afslutningsvis, det bedste, - ved hele, (den lange artikel.) Den korte version: "du kan skrige ""ha-li-lu-ja"" - min strid er endt, - og det hele var ikke en skid bevendt." Det med at blive 150 år, kan resultere i, at de allerældste, bliver misunderlige på de døde. (Ligesom de overlevende var, efter de to A-bombers fald i Japan.) Nå,- op med humøret. For, det er ubegribeligt, hvorfor, der skal løbes om kap, for at komme først hen: "til kassen, af spånplade, - som står henne ved enden af vejen."

Bare for en god ordens skyld: Man dør ikke af skørlevned (seksuelt umoralsk livsførelse). En mindre, men dog væsentlig detalje.

Endnu engang tak for artiklerne :)

Jeg var for nogle år siden til et foredrag med Chris Macdonald. Han sagde noget meget interessant:

Efter hjernen er færdigudviklet, begynder hjernecellerne at dø, og mennesket mister gradvist sin hjernemasse.

Han viste os en hjerneskanning af en person i 30'erne. Her var der megen grå masse på billedet = levende hjerneceller. Så viste han os et billede af en person på omkring 80 år. Her var en hel del af den grå masse erstattet af sorte områder. Her havde der været levende hjernemasse engang. Nu var hjernecellerne døde, men han sagde vi ikke skulle var bange for, at der var tomt i de sorte områder - der var bare væske i stedet. ;-)

Chris sagde dernæst, at man havde opdaget at nogle mennesker havde stort set lige så meget levende hjernemasse i en alder af ca. 80 år, som gennemsnitsmennesker har, når der er i 30'erne.

Dette undrede forskerne, og de fandt frem til, at de mennesker, som havde bevaret størstedelen af deres hjernemasse i en høj alder, havde 3 ting til fælles:

1. For det første, så var der tale om mennesker, som alle sammen havde gode kompetencer og en god selvfølelse.

2. For det andet, så var der tale om mennesker, som blev ved med at bruge deres hoved: "Use it - or loose it".

3. For det tredie, så var der tale om mennesker, som dyrkede motion, stort set dagligt.

De første 2 forhold kunne forskerne måske godt forstå - men det 3 forhold, gav i første omgang ikke mening. Hvorfor skulle motion, hjælpe til at man kunne bevare hjerneceller?

På et tidspunkt fandt forskerne så ud af, at hvis man dyrker motion, mindst 5 dage om ugen i 30-60 minutter i træk, hvor hvilepulsen er på 60-80 % af max. pulsen. Så sker der i løbet af nogle uger med dette motions niveau noget ret fantastisk: Hjernen begynder at danne NYE hjernestamceller. Det havde man hidtil ikke vidst, at hjernen kunne. Men der er tale om "blanke" celler som først skal aktiveres så de kan danne nye forbindelser. Derfor er pkt 2 også vigtigt - "use it or loose it".

Middel intensitet er nok for at komme op på 60-80 % af hvilepulsen. Når man bare sidder stille på sin stol er pulsen på ca. 40 % af max. pulsen.

På foredraget blev der også spurgt til hvor meget daglig motion, der skulle til.

Chris svarede, at forskere havde fundet ud af at 40 min daglig motion var bedre end 30 min daglig motion. 50 min motion var bedre end 40 min motion og 60 min motion var bedre end 50 min motion. Men 70 min daglig motion var IKKE bedre end 60 min daglig motion.

Dannelsen af nye hjerneceller bidrager til at erstatte de hjerne celler, der dør helt automatisk. Derfor er det muligt, at du kan have stort set lige så meget hjernemasse når du bliver 80, som en gennemsnitlig person i 30'erne.

Hvis du udover en passende mængde motion sørger for at gå en god natte søvn og får en god kost, så har du gode muligheder for at have et godt liv og et godt helbred.

Håber at disse informationer, kan hjælpe dig til at få et godt liv med en frisk hjerne, selv når du når en høj alder :-)

Henrik Andersen, Olaf Tehrani, Birgitte Nielsen og Erik Lindberg anbefalede denne kommentar

"Efter hjernen er færdigudviklet, begynder hjernecellerne at dø, og mennesket mister gradvist sin hjernemasse."

Det er der nogen der mener, men der er også forskning som viser at neuroner dannes gennem hele livet, i hvert fald blandt andre arter end mennesker:

https://www.scientificamerican.com/article/the-adult-brain-does-grow-new...

Ole Svendsen, Hanne Utoft og Birgitte Nielsen anbefalede denne kommentar
jens christian jacobsen

Jeg synes ikke artiklen giver antioxidanter tilstrækkelig positiv omtale.
Cancer opstår gennem et komplekst samspil mellem genetiske, adfærdsmæssige, metaboliske og miljømæssige faktorer, der tilsammen udløser ændringer i cellerne, der over tid fremmer malignitet. Cancerforebyggelse kan fremmes gennem den føde, vi indtager fordi bestemte bestanddele i føden kan fremme genetiske programmer, der kan føre til, at tumorernes vækst går i stå og eventuelt svinder ind.
En af de vigtigste elementer i føden, der kan medvirke til at hæmme cancercellers vækst, kaldes for p53. Det er et protein, der aktiveres, når der opstår celleskader især på a. cellernes DNA, b. af varmechok og c. af tilstedeværelse af onkogener, dvs gener der er skadede eller muterede, men som ikke er blevet ryddet af vejen af immunsystemet.
Selv hos ældre hjælper p53 med at opretholde genomets normale funktioner og beskytter dermed genomet mod mutationer, der forårsager cancer. Fødeindtag af antioxidanter fx flavenoider, kan således hæmmer cancervækst gennem deres antioxidantvirkning. Også hos ældre.

"Efter hjernen er færdigudviklet, begynder hjernecellerne at dø, og mennesket mister gradvist sin hjernemasse."

Jeg faldt også over denne populærpsykologiske MacDonald-tese - hjernen kan videnskabeligt set ikke iagttages som færdigudviklet; den udvikler sig (afhængigt af stimuli m.m.) gennem hele menneskets livsløb.

Daglig motion, hjernegymnastik, gode kompetencer. Og hænderne over dynen fristes man at tilføje. Vorherre bevares! Hvis man ikke dør af mangel på hjernemasse, så dør man da i hvert fald af kedsomhed. Hvorfor tyr folk altid til asketerne, når de søger vejen til et langt og lykkeligt liv? Ethvert fornuftigt menneske ved jo, at den eneste farbare vej til Nirvana er whiskey, cigaretter og nøgne pi’er. Og husk, healthy people die too.