Interview
Læsetid: 3 min.

DF’er fra Aabenraa: Peter Kofod har ungdommens mod og kampgejst og bør lede partiet

Dansk Folkeparti er i krise. Også i højborgen Aabenraa, hvor man mistede tre mandater ved kommunalvalget. Et af dem tilhørte den 58-årige bogholder Jette Julius Kristiansen, som håber, at nuværende europaparlamentariker Peter Kofod kan genrejse partiet
Moderne Tider
20. november 2021
Dansk Folkeparti er i krise. Også i højborgen Aabenraa, hvor man mistede tre mandater ved kommunalvalget. Et af dem tilhørte den 58-årige bogholder Jette Julius Kristiansen, som håber, at nuværende europaparlamentariker Peter Kofod kan genrejse partiet

– Aabenraa er en af de kommuner, hvor Dansk Folkeparti er gået suverænt mest tilbage. Hvordan føles det?

»Det er jeg meget overrasket over. Jeg havde forventet en tilbagegang, men at vi skulle miste tre mandater, det havde jeg ikke set komme. Jeg havde heller ikke troet, at mit eget personlige valg ville gå så dårligt, som det gjorde. Ved sidste kommunalvalg fik jeg 549 personlige stemmer, og denne gang fik jeg kun 156. Det er voldsomt.«

»Og hvis jeg kunne skrue tiden tilbage og gøre noget anderledes, ville jeg nok have hængt flere plakater op. Jeg havde 450, og jeg skulle i hvert fald have haft 1.000 mere. Men jeg prioriterede at bruge 5.000 kroner på en radioreklame på Skala FM, hvor jeg på sønderjysk sang: »Tingelingelater, tinsoldater, sæt dit kryds å stem å mæ«. Den fik jeg ikke så meget ud af.«

– Hvad er forklaringen så på, at det er gået så dårligt for DF i Aabenraa?

»Det skyldes al den ballade, der kommer fra Borgen. Aabenraa er jo traditionelt en højborg for Dansk Folkeparti. Vi har mange ældre, vi ligger tæt på grænsen, og vi døjer derfor ofte med indbrud fra folk fra Østen.

Og når der er så meget uro blandt folketingspolitikerne på Borgen med MELD og FELD-sagen og Martin Henriksen, så er det klart, at det smitter af på lokalbefolkningen her og får folk til at overveje deres stemme en ekstra gang. Og selv om det efterhånden ligger nogle år tilbage, så rejste der sig i 2015 en tsunami af vrede over, at Kristian Thulesen Dahl ikke gik med i regering, da han havde muligheden. Og den vrede, den ulmer stadig.«

Jette Julius Kristiansen

  • 58 år.
  • Har siddet i byrådet i Aabenraa for Dansk Folkeparti i otte år, men blev ikke genvalgt ved kommunalvalget i tirsdags.
  • Bogholder i en vognmandsforretning.
  • Har været medlem af Dansk Folkeparti i 24 år.

»Nej, nu kommer der et bud med en blomst. Ej, hvor fint. Røde roser endda … Undskyld, hvor kom vi fra?«

– Er det den rigtige beslutning, at Dansk Folkeparti skal have en ny formand oven på valget, hvor partiet er gået tilbage i samtlige kommuner og har mistet 60 procent af sine mandater?

»Ja. Kristian bliver nødt til at gå. Og det siger jeg, selv om jeg mener, at Kristian er den rigtige leder af Dansk Folkeparti. Han er hamrende dygtig, indsigtsfuld, god til at mægle og en helvedes dygtig forhandler. Det er synd, at han må gå, men det er han nødt til, for ellers kommer der aldrig ro på. Og det er altså ikke Pia (Kjærsgaard, red.), der skal træde til her. Hun har taget sin tørn, og hun skal ikke belastes mere.«

– Hvem skal så være partiets nye leder?

»Peter Kofod. Han er jo fra de her kanter og opstillet i Haderslev, men så tog de ham fra os og sendte ham til EU. Nogle vil måske mene, at han er for ung. Jeg vil tværtimod sige, at han har ungdommens mod og kampgejst, og så har han altså også passeret de 30.«

– Hvordan skal DF rejse sig?

»Vi skal have en ny formand, og ellers skal vi simpelthen bare blive ved med at gøre det, vi allerede gør.«

– Hvem var roserne fra?

»Min datter. Hun er meget ked af, at jeg ikke blev genvalgt. Det er jeg også.«

 
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeg vil påstå, at den valgfilm forklarer det hele. Fanme ikke for folk med sarte nerver!

Torben Siersbæk

Hold da op, hvor er den slem!
Og den fik folk i hobetal til at stemme på DF....
I visse (reaktionære) stater i USA bruger man krav til vælgeres intelligens til at frasortere dem man ikke lade sig styre af (og det er især sådanne med ikke-"kaukasisk" udseende).
Tillykke til Danmark, at VI ikke har den slags sortering.
KUNNE man tænke sig, at ALLE danske vælgere skulle bestå den årlige indfødsretsprøve INDEN de (vi) kunne blive optaget på valglisten? Eller ville DF brokke sig for meget over det...?