Da de fire røvrendte tog affære i Albertslund og viste problemet med valghandlingen

Kommunalvalg er en underlig størrelse. I deres natur er de små og provinsielle, og måske derfor er de svære for størstedelen af befolkningen at koncentrere sig om. Til gengæld er de overraskende ofte spektakulære – det betyder bare sjældent noget godt.

Et slående eksempel finder vi i den nyligt overståede valgkamp i Albertslund, hvor Vivi Nør Jacobsen fra SF i første omgang erklærede sig som vinder af borgmesterembedet, men kun havde posten i lidt over to timer, før hun mistede den. Hun havde oprindeligt indgået en aftale med fire andre partier i byrådet (V, K, DF, Ø), som alle var enige om at undgå en socialdemokratisk borgmester – efter 11 år med socialdemokratisk styre var de klar til fornyelse. Men da alle kandidater var indkaldt til orientering om den nye konstitueringsaftale, sagde Jacobsen bramfrit til dem, hun havde indgået den første aftale med, at hun havde røvrendt dem; det hævder de fire partier i hvert fald. I stedet havde hun nemlig lavet en ny med Socialdemokratiet og De Radikale, der også ville gøre hende til borgmester.

Den besked fik dog de fire røvrendte til at tage affære. De gik til den gamle socialdemokratiske borgmester, Steen Christiansen, og tilbød ham posten. De fire partier, der i reglen ikke ville kunne forventes at være enige om ret meget, men som dog var blevet enige om at undgå en socialdemokratisk borgmester for enhver pris, gik altså nu sammen om at sørge for, at Albertslund fik en socialdemokratisk borgmester.

En dag med demokrati

Sådanne historier er underholdende lidt på samme måde, som det kan være underholdende at følge intrigerne i diverse former for reality-tv. De kan let få kommunalvalget til at fremstå som valgenes lillebror; som den del af demokratiet, der ikke er blevet voksen.

Men måske skal man i stedet anlægge et rousseausk perspektiv på sagen. Her er det, der er på færde, ikke forskellen mellem umodent (kommunalvalg) og modent (folketingsvalg) demokrati, men derimod, at kommunalvalgene blot fremviser det, som i virkeligheden gælder for alle valg i såkaldte repræsentative demokratier. Rousseau kritiserede det repræsentative demokrati for at indebære en accept af, at demokratiet handler om at gå til valg en gang imellem og ellers håbe på, at de udpegede repræsentanter gør, som de har lovet. Dermed findes demokratiet i virkeligheden reelt kun på den ene dag, hvor valghandlingen foregår – resten af tiden lever vi i et diktatur.

Man kunne meget vel mene, et det netop er denne tendens, der kommer til syne i forhold til kommunalvalg, hvor rævekager, magtkampe og noget, der til forveksling minder om korruption, overraskende ofte bryder ud i lys lue i samme øjeblik, den sidste stemme er afgivet. Historien fra Albertslund er bestemt ikke den eneste, der peger i denne retning. Aftalen mellem Socialdemokratiet og Liberal Alliance ved forrige kommunalvalg i Slagelse er blevet beskrevet som noget, der fremviser de værste elementer af politiske intriger. Her var der kommunalbestyrelsesmedlemmer på kant med Styrelsesloven og meget andet på tapetet.

Kreon og Steen Christiansen

Men det er endda, som om vi er vidner til noget, der har at gøre med noget mere fundamentalt end simpel korruption. I virkeligheden minder både historien fra Albertslund og den fra Slagelse om antikke græske tragedier. Man kan næsten finde et forlæg for dem begge i Sofokles’ berømte tragedie om Antigone. Ligesom Eteokles og Polyneikes skulle lade magten gå på tur i Theben, således skulle Socialdemokraten John Dyrby Paulsen sidde på borgmesterposten i Slagelse i de første to år af valgperioden, hvorefter Villum Christensen fra Liberal Alliance skulle overtage den. I Theben endte aftalen i krig, død og ødelæggelse. Det endte ikke helt så galt i Slagelse, men det endte heller ikke kønt.

I Albertslund styrede de sammensvorne, de fire røvrendte, direkte mod deres egen undergang som tragiske helte i almindelighed. Men historien indeholder også en figur, der minder ikke så lidt om Antigones onkel, kong Kreon. I Antigone er Kreon den, der ender med at stå med magten, efter alle andre er døde. Er det ikke netop det, som sker for socialdemokraternes Steen Christiansen, der må have set til med forundring, da størstedelen af byrådet først konspirerede om at afsætte ham, blot for sidenhen at konspirere om at genindsætte ham?

Problemet med valghandlinger er, at de afgivne stemmer ikke i sig selv fordeler magt, ansvar og poster. I mellemrummet mellem valg og konstituering er det, som om det før-demokratiske ved demokratiet dukker op. Kreon stikker hovedet frem i Albertslund. Efter udvalgsposterne er fordelt, kan vi heldigvis igen lade, som om at alt er gået ordentligt til, og at demokratiet har fejret endnu en festdag.