Vi fulgte Dan Jørgensen på COP26: »Hvis jeg ikke troede på det, kunne jeg jo bare sige, at det var tabt«

På klimatopmødet i Glasgow lykkedes det at indføre nye mekanismer, der kan fastholde landene på Parisaftalens spor. Men adskillige gange undervejs kunne det hele være faldet på gulvet. Vi fulgte den danske klimaminister og hans embedsfolk i den sidste uge, hvor de sammen med det britiske formandskab skulle skrive teksten, der skal holde målet fra Paris »i live«
Den danske klimaminister, Dan Jørgensen (S), og hans embedsmænd var af det britiske formandskab blevet bedt om at sidde for bordenden i forhandlingerne om den del af teksten, som skal holde målet fra Parisaftalen »i live«. Det var faktisk overskriften for de to ugers forhandlinger: Keeping 1,5 alive.

Den danske klimaminister, Dan Jørgensen (S), og hans embedsmænd var af det britiske formandskab blevet bedt om at sidde for bordenden i forhandlingerne om den del af teksten, som skal holde målet fra Parisaftalen »i live«. Det var faktisk overskriften for de to ugers forhandlinger: Keeping 1,5 alive.

Anders Rye Skjoldjensen

Moderne Tider
20. november 2021

It’s crunch time.

På et lille kontor i et stort konferencecenter i Glasgow kommer en embedsmand ind ad døren og stiller sig foran klimaminister Dan Jørgensen, som sidder bag mødebordet med en mandarin.

»Vi kan tage hjem,« siger embedsmanden.

»Der kommer først en ny tekst klokken otte i morgen tidlig.« 

Klokken er kvart over ni fredag aften. Den danske klimaminister og hans embedsmænd har i en uge arbejdet på et afsnit i den tekst, som landene på FN’s klimakonference skal blive enige om. Afsnittet bliver på konferencen kaldt »historisk«, blandt andet fordi det indeholder en opfordring til at melde nye reduktionsmål ind allerede næste år i stedet for om fem år og til at udfase kul.

Men det er endnu ikke vedtaget.

I det kommende døgn skal hele teksten fremlægges på Plenaren, hvor alle lande skal være enige for at kunne vedtage den. Som den amerikanske avis The Washington Post skriver: »It’s crunch time«. Men allerede inden fremlæggelsen har et af landene modsat sig nogle af afsnittene, forklarer embedsmanden.

»Jeg har været rundt og talt med forskellige folk.« 

Klimaministeren kigger på ham.

»Og hvad er det største problem lige nu,« spørger Dan Jørgensen: »Vores afsnit?«

Embedsmanden bekræfter.

I sidste weekend sluttede FN’s klimakonference COP26 i Glasgow. Der er skrevet meget om konferencen; om statsledernes besøg den første uge, om de dramatiske forhandlinger det sidste døgn og ikke mindst om den såkaldte sluttekst, som landene blev enige om til sidst. Men mindre om Danmarks rolle i forhandlingerne.

Den danske klimaminister, Dan Jørgensen (S), og hans embedsmænd var af det britiske formandskab blevet bedt om at sidde for bordenden i forhandlingerne om den del af teksten, som skal holde målet fra Parisaftalen »i live«. Det var faktisk overskriften for de to ugers forhandlinger: Keeping 1,5 alive.

Anders Rye Skjoldjensen

Information fulgte ministeren og embedsmændene hele ugen. Fra mandag til lørdag og morgen til aften i en uge, som først og fremmest handlede om ministerens forhandlinger, om embedsmændenes forberedelse og om de forhindringer, som de mødte på vejen mod den færdige tekst lørdag aften. Men som også kom til at handle om Danmarks rolle ude i verden: For kan et lille land gøre en forskel? I så fald hvordan?  

Men historien begynder egentlig et helt andet sted; i vikingeudstillingen på Nationalmuseet.

Ud på togt

Danmark fik officielt sin opgave en måned inden COP26.

Forud var gået et forløb, hvor formanden for COP’en, den britiske parlamentariker Alok Sharma, havde været på besøg i en række lande for at tale med ministre, heriblandt Dan Jørgensen. I begyndelsen af maj mødtes de to i København.

Inden mødet havde Dan Jørgensen planlagt, af det skulle holdes på Nationalmuseet, hvor man var ved at opbygge den nye vikingeudstilling.

»Det måtte gerne være noget, han huskede,« siger Dan Jørgensen.

Derfor havde han aftalt med museets direktør, at de kunne sidde midt i kulisserne til den kommende vikingeudstilling, ’Togtet’. På den måde kunne den danske minister vise sin britiske gæst, hvordan Danmark for 1.000 år siden var i stand til at komme frem i verden og blandt andet besætte halvdelen af Storbritannien: ved at udnytte vinden.

»Og det er jo det samme, vi gør i dag,« siger han.

Om aftenen spiste Sharma og Jørgensen på den britiske ambassade i København. Det var egentlig ikke planlagt, men som det senere skal vise sig, er relationer afgørende i den politiske proces i FN – og relationen mellem Dan Jørgensen og Alok Sharma var god.

Hvor står brikkerne?

I de følgende måneder mødtes Dan Jørgensen flere gange med den britiske politiker.

Efter det forberedende ministermøde i Milano i slutningen af september fik Danmark sammen med Grenada opgaven med at forberede den tekst, som landene skulle blive enige om på klimakonferencen en måned senere.

Fra kontorerne i klimaministeriet begyndte de at ringe rundt til repræsentanter og embedsfolk i de forskellige lande. De lavede en liste med spørgsmål og skrev et notat fra hver samtale. Derefter blev det hele skrevet sammen og afleveret i en rapport til formandskabet forud for COP’en. På nogle områder var landene stort set enige – på andre var der »kæmpe konflikter«.

»På det tidspunkt var vi stadig et sted, hvor landene positionerede sig selv. Der var mange, der sagde: ’Vi skal slet ikke beskæftige os med 1,5 grader. Det er slet ikke på dagsordenen. Det er bare noget, briterne har fundet på’,« fortæller Dan Jørgensen.

– Og hvad sagde I så?

»I de der indledende samtaler spurgte vi åbent. Der modargumenterede vi ikke. Vores opgave var der at finde ud af, hvor står brikkerne stod på skakbrættet.«

Anders Rye Skjoldjensen

Den danske strategi

I slutningen af oktober begynder så selve COP26.

De årlige konferencer, hvor verdens lande forhandler om internationale aftaler på klimaområdet, er velkendte. Men lad os kort opsummere:

I den første uge forhandles der mest på embedsmandsniveau om en række tekniske emner med tørre engelske titler, som udgør rammen omkring Parisaftalen: Warsaw International Mechanism, Report of the Adaptation Committee, Matters related to Standing committee on Finance, Response Measures og så videre.

I den anden uge forhandles der på ministerniveau om den såkaldte sluttekst.

Information havde ikke mulighed for at være med under de bilaterale forhandlinger den første dag, men er med på et møde dagen efter mellem ministeren og hans embedsmænd.

»Hvem starter vi med?«

Dan Jørgensen har lagt sine papirer på bordet. Han sidder i et lille område med bløde stole og runde sofaborde i foyeren på et hotel i Glasgow. Omkring ham trækker medarbejderne stole hen og sætter sig. Læner sig forover for at kunne høre. Klokken er lidt over syv tirsdag morgen.

Anders Rye Skjoldjensen

En af embedsmændene forklarer, at de første af dagens møder er med en gruppe af østater, som er særligt udsatte for klimaforandringerne. 

»Derefter den sydamerikanske gruppe AILAC med Peru og Columbia og så videre. Så er der G77 og den arabiske gruppe lidt senere,« siger han. 

Dan Jørgensen foreslår at bruge »samme model« som dagen inden, hvor klimaministeren og hans embedsmænd holdt en række bilaterale møder. Modellen er enkel: Først spørger de åbent og lyttende for at høre, hvad landene gerne vil have med i teksten. Dernæst begynder de forsigtigt at spørge ind til de dele af teksten, som ifølge Danmark og Grenada er vigtige at have med.

»Det er ikke sådan, at man sidder og siger: I skal bare gøre ligesom os i Danmark, byg nogle vindmøller og sådan noget,« siger Dan Jørgensen.

Men ifølge ministeren betyder Danmarks nationale klimaindsats alligevel noget i forhandlingerne.

»For hvis der er noget, som udviklingslandene ikke har respekt for, så er det lande, som ikke selv handler,« siger han.

Anders Rye Skjoldjensen

Fik med grovfilen

En af de ting, Danmark arbejder på, er at få landene til at blive enige om en mekanisme, hvor de oftere end i dag skal melde deres nationale reduktionsmål (Nationally Determined Contributions eller NDC) ind. I dag melder landene ind hvert femte år, men hvis man i stedet kunne blive enige om at melde ind hvert år, ville det være med til at holde målet fra Parisaftalen i live, mener ministeren.

Men på møderne har Danmark mødt modstand.

Klimaministeren nævner et eksempel. Information kan ikke skrive, hvilket land der er tale om, men det var »helt vildt« og det »mest bizarre«, ministeren nogensinde har været med til.

»Det bliver da et problem?«

»Måske,« siger en af embedsmændene.

Men han har på fornemmelsen, at det mere var »en markering«.

»Jeg har aldrig prøvet noget lignende. Det har jeg ikke. Da ham, der sad i midten, tog ordet, og vi tænkte, at han ville moderere. Så fik vi bare med grovfilen.«

Efter omkring en halv time er mødet ved at være slut. Udenfor holder en bil klar til at køre fra hotellet til konferencecentret. Dan Jørgensen retter lidt på sit venstre bukseben og rejser sig fra stolen. Han har glemt noget på sit hotelværelse. En af afdelingscheferne får til opgave at holde ministerens paraply, hvis det igen skulle begynde at regne.

Så bevæger den danske delegation sig af sted.

Anders Rye Skjoldjensen

Diplomatisk showdown

Onsdag morgen klokken 5.51, to dage inden deadline, kommer det første udkast til en sluttekst.

På det danske delegationskontor og i de andre landes kontorer sidder embedsmænd og læser udkastet. Det begynder sådan her:

»The Conference of the Parties ...«.

Derefter er der en række punkter som for eksempel:

»Anerkender, at konsekvenserne af klimaforandringerne vil være langt mindre ved en temperaturstigning på 1,5 grader celsius sammenlignet med to grader celsius og er enige om at forsøge at begrænse temperaturstigningen til 1,5 grader celsius.«

Eller dette:

»Opfordrer landene til at accelerere udfasningen af kul og subsidier til fossile brændsler.«

I aftaleteksterne fra FN’s klimakonferencer beskrives en række forpligtelser mellem landene, og hver beskrivelse indledes med et verbum, som viser, hvor forpligtende det er. Det kunne for eksempel være: »The Conference of the Parties requests ...«, som er stærkere end: »The Conference of the Parties urges ...«, som igen er mere forpligtende end: »The Conference of the Parties invites ...«. 

Konferencen er en strid om ord. Ikke mindst udsagnsord. 

Senere onsdag mødes ministeren og embedsmændene i det danske delegationslokale, som er bygget af vægge i tyndt krydsfiner og ligger midt mellem de andre landes lokaler i konferencecentret. Der er ingen vinduer, men udstyr til et længere diplomatisk showdown: en vandautomat og en stor kopimaskine.

I delegationslokalet sidder den danske delegation og taler om udkastet, som ikke tidligere har indeholdt formuleringer om udfasning af kul.

Det er »vigtigt og historisk«, siger Bob Ward fra det anerkendte Grantham Research Institute of Climate Change ved London School of Economics til den britiske avis The Guardian.

Anders Rye Skjoldjensen

I den danske delegation er ministeren »meget, meget glad« for udkastet. Ud over formuleringen om kul er der en »stærk« henvisning til videnskaben og en »mekanisme«, som skal få landene til at melde nye mål ind og mødes på ministerniveau hvert år. Det er ifølge Dan Jørgensen »kernen« i afsnittet.

»Men jeg ved godt, at det vil være en temmelig stor overraskelse, hvis den står sådan her fredag,« siger han.

Eller bare ved slutningen af dagen.

Det hele kan falde til jorden

Allerede samme dag kræver en gruppe lande at få fjernet hele det ’danske’ afsnit. Klimaministeren vil ikke kommentere forhandlingerne, men det er nærmest heller ikke nødvendigt: Det er velkendt på FN’s klimakonferencer, at en gruppe af lande bestående af blandt andre Kina og de andre såkaldte Like-Minded Developing Countries ofte vil ændre i teksterne. 

Her er det på sin plads at indføre en fodnote: Man kan opdele landene i forskellige formellem og uformelle sammenslutninger, som er beskrevet med en række forkortelser som LMDC (Like-Minded Developing Countries med blandt andre Saudi-Arabien og Kina), HAC (High Ambitions Coalition, som udgøres af Marshalløerne, EU og flere andre), G77 (Group of 77 bestående af udviklingslande) og MVC (Most Vulnerable Countries, som blandt andet omfatter Bangladesh).

Men i virkeligheden – og det er vigtigt for at forstå konferencerne – kan de opdeles i to: Dem, der arbejder for et mere forpligtende internationalt samarbejde på klimaområdet, og dem, der arbejder imod.

Anders Rye Skjoldjensen

Dagen efter bekræfter det amerikanske medie CNN, at det er gruppen med blandt andre Kina og Indien, som står bag kravet om at få afsnittet fjernet. Kina er ikke tilfreds med teksten.

Dan Jørgensen understreger, at han ikke kan udtale sig om konkrete møder, men at nogle lande har været »helt uretfærdige og obsternasige« og derudover »imod alt«.

»De prøver bare at finde hår i suppen og en grund til ikke at være med. Men det er faktisk et fåtal. De fleste har sådan set legitime grunde.«

– Hvad har I gjort i de situationer?

»Man bliver nødt til at have tålmodighed. Vi bliver selvfølgelig nervøse, for hvis mange lande begynder at bakke op om den linje, så kan det hele falde til jorden. Men vi kunne ikke gøre ret meget andet end at fortsætte forhandlingerne.«

– Som om I ikke havde hørt det?

»Nej, vi siger, at vi vil tage det med til formandskabet og lade det indgå i den samlede vurdering, men at det er vores opgave som mæglere at finde en balanceret tekst, og at der er mange andre lande, som argumenterer for noget andet.«

Den særlige ven

Danmark og Kina har historisk haft et godt forhold.

Den mangeårige kinesiske chefforhandler, Xie Zhenhua, var venner med den tidligere miljøminister Svend Auken (S), som for den nuværende klimaminister var en mentor og ven i hans politiske karriere. 

Måske derfor har den kinesiske forhandler sagt ja til at deltage i et såkaldt side event i den danske pavillon under COP26.

Nu står han her i hvert fald. På en lille scene foran et stort opbud af dansk presse og dansk erhvervsliv. Ved siden af ham på et bord står et lille kinesisk bordflag. En smuk rød flagdug med fem gule stjerner i hjørnet.

’Klima-tsaren’ kaldes han i internationale medier.

På første række sidder den danske klimaminister med høretelefoner på og lytter til oversættelsen af Xie Zhenhuas tale. 

Anders Rye Skjoldjensen
Bagefter er det Dan Jørgensens tur til at tale. På vej op på scenen trykker han hånd med Xie Zhenhua og udveksler et par ord, hvorefter han går om bag mikrofonen og lægger sine talepapirer foran sig.

»Mange tak,« siger han og gør sig klar.

»Som jeg sagde til vores kære gæst, climate envoy Xie Zhenhua, inden mødet, er han en meget særlig ven af Danmark.«

Mens Dan Jørgensen taler, fortsætter den særlige ven ned forbi stolerækkerne og ud af den danske pavillon.

»7.000 kilometer. Det er omtrent den afstand, der er mellem Danmark og Kina,« siger Dan Jørgensen.

»Det kan forekomme at være to forskellige verdener, især når man tænker på de store forskelle i kultur og sprog. Kina er det største land i verden, Danmark er et af de mindste. Men når vi kigger dybere, har Kina og Danmark mange ting til fælles. Ikke mindst, at vi bor på den samme planet.«

I baggrunden kan man høre den danske klimaminister tale videre om det gode dansk kinesiske samarbejde, mens Xie Zhenhua og hans bodyguards fortsætter ned i det område, hvor landenes delegationslokaler ligger. Han drejer om et hjørne og går ind til amerikanerne.

Dan Jørgensen forklarer senere, at han havde en syv til otte minutter lang samtale med Xie Zhenhua inden arrangementet, og at den kinesiske chefforhandler kun deltog i ét såkaldt side event under hele konferencen, det danske. Men denne formiddag er der alligevel en begrænsning for Danmarks indflydelse ude i verden: vores størrelse.

Anders Rye Skjoldjensen

Ligesom Hugh Grant

Torsdag er den danske delegation igen samlet til møde.

Rundt om bordet sidder Danmarks klimaambassadør, Tomas Anker Christensen, og flere embedsmænd, som sammen med ministeren skal evaluere de forhandlinger, Danmark har haft med lande enkeltvis det forgangne døgn.

Forhandlingerne har været hårde, ikke mindst forsøget på at få hele det ’danske’ afsnit ud af teksten har overrasket delegationen. 

Men det er »taktik«, siger en af embedsmændene.

Anders Rye Skjoldjensen

Et andet problem er, at det er svært at vide, hvor man har enkelte af landene. Et af de større lande vil for eksempel slet ikke sige noget. Et af de andre brugte det meste af tiden på at skælde ud, mens en delegeret fra et tredje land på vej ud af lokalet vendte sig om og sagde:

»Jeg håber, du har en stige med, for det hul, du har gravet dig ned i, er meget dybt.«

Men det meste af mødet handler om noget helt andet.

Danmark skal senere på dagen præsentere The Beyond Oil and Gas Alliance (BOGA), som er en alliance af 11 lande og delstater, som vil sætte en slutdato for deres olie- og gasproduktion eller »på anden vis« bidrage til at reducere den. Med i alliancen er blandt andre Frankrig og Californien.

Anders Rye Skjoldjensen

I de følgende dage skriver en række internationale medier om alliancen, som skal forsøge at skabe et internationalt pres for udfasning af de fossile brændsler.

Dan Jørgensen bliver interviewet af blandt andet Bloomberg og BBC om initiativet.

Da han kommer ud fra pressemødet torsdag eftermiddag, står den internationale presse klar, hvilket den danske minister slet ikke er vant til. Det er ligesom i filmen Notting Hill, siger han på et tidspunkt til sine embedsmænd.

»Kan I huske den? Dér hvor Hugh Grants roommate kommer ud i underbukser og åbner døren. Så er det bare: Klik! Klik! Klik! Klik!«

Anders Rye Skjoldjensen

Kampen om verberne

Fredag morgen bliver det andet udkast offentliggjort. 

Den del af teksten, hvor landene opfordrer hinanden til at mødes på ministerniveau hvert år og melde nye reduktionsmål ind, er stadig med.

»Det står lige så stærkt som før. Måske endda styrket,« siger Dan Jørgensen og forklarer, at ordet »urge« er blevet udskiftet med »request«.

I teksten er »udfasning af kul og subsidier til fossile brændsler« erstattet af »udfasning af kulkraft uden udledningsreduktion og ikkeeffektive subsidier til fossile brændsler«. Det er en svækkelse af teksten, men kul og fossile brændsler er stadig med. 

»Så nu kæmper vi fandme kampen,« siger Dan Jørgensen.

Anders Rye Skjoldjensen

Lørdag morgen kommer det sidste udkast.

Det britiske formandskab har i løbet af natten og morgenen forhandlet med en række af de største lande, som vil have ændret i den seneste version. Den danske klimaminister og hans embedsmænd har afsluttet deres arbejde som leder af forhandlingerne – nu venter de på teksterne. 

På det tidspunkt er konferencen allerede gået over tid på grund af uenighederne med ikke mindst Kina, og ingen ved, hvornår uenighederne vil være løst. Hvis de overhovedet bliver det. 

Dan Jørgensen rejser sig op. Mens han skræller en mandarin, forsøger at han tolke situationen. Hvordan ender teksten?

Omkring klokken ni kommer en af embedsmændene ind med aftalen i flere kopier:

»Så er den kommet.« 

Han fordeler kopierne mellem dem.

Embedsmændene gennemgår ændringerne, mens Dan Jørgensen fører spidsen af sin kuglepen over teksten for at følge med. Af og til sætter han en ring om et ord eller understreger en sætning.

Teksten indeholder stadig en »udfasning« af kul og støtten til fossile brændsler, ligesom den indeholder en fælles opfordring til at melde nye reduktionsmål ind allerede næste år og mødes på ministerniveau hvert år for at tale om fremgangen. Og ikke mindst: Det er målet om 1,5 graders temperaturstigning – og ikke både 1,5 og to grader som i Parisaftalen – der er nævnt som den målsætning, landene skal melde ind i forhold til.

Det betyder ifølge en af embedsmændene »reelt«, at målet i Parisaftalen ikke længere er under to grader og gerne omkring halvanden. Nu er det halvanden. Hvis det altså bliver vedtaget på Plenaren senere samme dag.

Anders Rye Skjoldjensen

1,5 overlever

I Glasgow er mange begyndt at tage hjem.

Inde i konferencecentret er arbejdsmænd i gang med at afmontere de hvide vægge i den del af centret, hvor landene har haft pavilloner. Gulvtæppet på gangene er rullet sammen. Ved indgangen til den afrikanske pavillon er en mand ved at fjerne parketgulvet, og ude på gangen er der kun ét planlagt møde på de blå infoskærme: Plenaren klokken 12, crunch time.

Den danske klimaminister finder sin plads i venstre side af salen, som er på størrelse med en fodboldbane og dækket af gulvtæppe fra den ene ende til den anden. Tykt og blødt. Hver af de omkring 500 stole er vendt op mod formand Alok Sharma og den 30 meter brede scene, som er malet i den klassiske United Nations Blue. Teknisk set er det bare en cyanblå, men også symbolet på det, som klodens lande siden 1945 har samledes som: Det, vi kalder verdenssamfundet.

Anders Rye Skjoldjensen

Efter tre kvarter tager Sharma ordet.

»Mine damer og herrer, må jeg bede jer om at tage plads. Jeg tror, vi er klar til at begynde,« siger han.

De fleste sætter sig. Men lidt til venstre for scenen står en gruppe på omkring 30 personer, som ikke reagerer på formandens henstilling.

Omkring ti minutter senere taget Sharma ordet igen:

»Kære kolleger,« siger han.

»Vi skulle have været begyndt for en time siden.«

Gruppen bliver stående.

I løbet af de følgende timer samles forskellige grupper af delegerede rundt omkring i salen for at udtrykke deres utilfredshed med teksten, mens den britiske formand forsøger at få dem til at sætte sig. Med tre timers forsinkelse lykkes det. Men senere på eftermiddagen må mødet igen udsættes på grund af utilfredshed med en del af teksten – denne gang med det danske afsnit.

I midten af en af grupperne på Plenaren står den kinesiske chefforhandler sammen med en embedsmand fra den kinesiske delegation. Overfor dem står Alok Sharma og John Kerry. Rundt om flere end 50 personer. På et tidspunkt kigger John Kerry op og opdager, hvor mange der står omkring dem, hvorefter han henvender sig til Sharma. Kort efter forlader de sammen med den kinesiske delegation salen.

Anders Rye Skjoldjensen

Da den afsluttende tekst senere bringes til afstemning, er »udfasning« erstattet af »nedfasning«, hvilket er en svækkelse af den oprindelige formulering om kul. De andre ting er stadig med. 

»Det er ikke nok i sig selv. Men teksten gør det muligt,« siger Dan Jørgensen om målet om at holde temperaturstigningerne under 1,5 grader.

»Og hvis vi ikke havde haft teksten, så havde jeg ikke troet på det.« 

– Hvad får dig til at tro på det?

»At vi har mekanisme for, hvordan vi kan få lukket hullet mellem det, vi gør, og det, der er nødvendigt. Hvis vi ikke havde den, ville nogle lande kunne læne sig tilbage og vente med at beslutte, hvad de skal gøre på den anden side af 2030. Så ville vi ikke have en chance for at holde os under 1,5 grader. Men nu skal landene forhandle med hinanden hvert år, og de vil være presset til at levere.«

– Tror du, de gør det?

Dan Jørgensen trækker på det.

»Det er for tidligt at sige. Men der sker meget i de her måneder og år.«

– Hvis du nu ikke troede på det, ville du så sige det?

»Jeg kan sige det sådan her: Jeg kommer til at kæmpe som en løve for, at det skal lykkes. Jeg ved godt, at det bliver svært, men hvis jeg ikke troede på det, kunne jeg jo bare sige, at det var tabt. Så selvfølgelig tror jeg på det. Men naturligvis er det svært at få 197 lande til at blive enige. De har forpligtet sig på noget, som har helt gennemgribende betydning for dem. At det kan lade sig gøre, er egentlig ret fantastisk.«

COP26 i Glasgow

I disse uger samles statsledere og embedsmænd fra hele verden til FN’s årlige klimakonference for at forhandle om, hvordan de i fællesskab løser klimaproblemet. Nogle lande skal have hjælp, mens andre skal presses. Fra den 31. oktober til den 12. november følger Information forhandlingerne om de store beslutninger og små detaljer, som skal gøre det muligt at nå målet i Parisaftalen.

Seneste artikler

  • Rune Lykkeberg: COP26 løser problemet så langsomt, at det bliver større og større

    15. november 2021
    Efter COP26 i Glasgow er det nærliggende at erklære COP-systemet fallit og kræve institutionen nedlagt. Men de store gennembrud sker ikke på konferencerne, de sker mellem konferencer, og vi har brug for COP’erne til at stille magthaverne til regnskab og skabe en verdensscene for klimakampens forpligtelser og skuffelser
  • Drama, beskidte tricks og rivalisering mellem stormagter: Sådan blev Glasgowaftalen født

    15. november 2021
    Verdens klimapolitiske fremtid lå pludselig hos en ung tolk, da verdens stormagter i et dramatisk forløb lørdag skulle enes om en ny klimaaftale på COP26. Fra de lange korridorer i Scottish Event Center opruller Information de sidste timer, der blandt andet førte til en historisk FN-beslutning
  • Alle til COP26 i Glasgow endte med at sluge den bitre pille

    13. november 2021
    Klimaaftalen i Glasgow har både ambitiøse fremskridt og svage huller. Topmødet leverede ikke nok reduktioner til at overholde Parisaftalen, og aftalen kritiseres for at svigte verdens fattigste og mest sårbare. Men den tager FN-historiens første spæde opgør med kul og holder med nød og næppe 1,5-gradersmålet i live
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"Hvis jeg ikke troede på det, kunne jeg jo bare sige, at det var tabt"

Det ville medføre at dine vælgere ville stemme på en anden. Hellere "A Reassuring Lie" end "An Inconvenient Truth".

Vibeke Olsen, Alvin Jensen, Mikael Benzon, Nils Lauritzen, Lars Jørgensen, Eva Schwanenflügel og Inger Pedersen anbefalede denne kommentar